|
Tog Jorden rundt.
Beijing hovedbanegård er kæmpestor, og der er god information på store tavler, og så er der er masser af forretninger. Tavlen viste, at vi skulle gå til mødelokale 8, hvor der igen var kontrol af billetter og pas. Mødelokalerne er store haller med masser af siddepladser i modsætning til Københavns Hovedbanegård, hvor der vel er 4-5 bænke i alt. Faktisk er systemet i Kina det samme som i lufthavne, hvor der er et bestemt lokale i "gaten", og hvor alle, der skal med det samme fly, opholder sig inden afgang. Så alle afgange på langdistancetogene har deres egen ventesal, og der bliver først åbnet til perronen kort før afgang. På endnu en tavle stod der G655 (der var vores tog) og waiting.
Waitingskiltet skiftede til bording, og billetterne blev igen kontrolleret ved udgangen, og der holdt så det spidssnudede togvidunder og ventede på os. Toget var med flysæder, men med mere benplads end i et fly, og sæderne var med rødt plys og klapudborde. Togafgangen var selvfølgelig til tiden 10.05, og endelig kunne vi fortsætte 3. del af vores togrejse Jorden rundt, hvor vi sidste år sluttede i Beijing og nu fortsætter fra Beijing. Vi sad og slappede af, medens vi langsomt passerede højhuse og fabrikker, medens togpersonalet, hvor pigerne var i røde uniformer, smilede venligt til os. Uden for byen accelererede toget og kom lige op på 305 km i timen, inden farten dalede til kun 297 km i timen. Selv i fuld fart glider toget stille af sted. Personalet sidder ikke bare og hænger, for de fejer og vasker gulv hele tiden og samler skrald. Der er flere spisevogne i togstammen, men også salgsvogne, så standarden er noget bedre end hos DSB, hvor alt salg af mad er indstillet på grund af sparehensyn. Ikke nok med at der kunne købes noget, men der kom også en vogn, og herfra blev der uddelt en cola og noget snack, hvor der stod "Good companion for healthy travel". Senere kom personalet rundt for at modtage bestilling af lunchpakker. De kunne dog ikke et ord engelsk, altså personalet, så det var lidt svært at finde ud af, hvad meningen var, men flere medpassagerer hjalp. Vi fandt dog ud af, at vi hellere ville hen i spisevognen for at prøve den. Her var der to retter at vælge imellem. Den ene var med 3 slags bønner og grønt og kål i stærk sovs og dertil ris. Den kostede kun 15 yuan, og hvis der skulle kød på gaflen eller pinden, var prisen 30 yuan. Vi tog to vegetarretter, og sammen med 1 vand og 1 cola blev det den formidable sum af 46 yuan. Og så var der så meget mad, at vi kun kunne spise det halve.
På dette højhastighedstog var der både vestlige toiletter og hul i gulvet toiletter. Faktisk havde vi ikke spottet andre vesterlændinge på dette tog, og kineserne var nok ligeglade med, hvilke toiletter der var. Man må ikke trykke på den røde SOS-knap, der sidder lige ved siden af skylleknappen. Nå altså, der lyder ikke andet end en høj hyletone. Jeg har selv prøvet at tage fejl – så hurtigt ud og sige "no problems" til personalet, der kom farende og så grinede.
Vi kom igennem flade landskaber med grønne marker. Senere var der lave bjerge, og vi kom igennem en masse tunneler. Selv med den høje hastighed kørte toget så roligt, at der ikke var problemer med at skrive undervejs.
Toget havde standset ved flere stationer undervejs, og det påvirkede selvfølgelig gennemsnithastigheden. Klokken 15.43 rullede toget som beregnet ind på Xian Station, og vi havde på behageligste måde tilbagelagt omkring 1.000 km. Nu var det spændende at se, om der var en guide, der vidste, hvor vi skulle overnatte, og som havde vores togbilletter til den videre fremfærd.
Godt indlogeret gik vi op mod bymuren, men hvad er det egentlig for en by, vi er ankommet til – den er simpelthen verdens navle eller rettere, det har den været. Et gammelt ord (af ubestemmelig alder) siger, hvis du vil se Kinas udvikling gennem 10 år, så rejs til Shanghai. Hvis du vil se Kinas udvikling gennem 1000 år, så rejs til Beijing, men hvis du vil se Kinas udvikling gennem 10.000 år, så rejs til Xian. Xian og Den Gule Flod betragtes som den kinesiske civilisations vugge. Her langs bredden af floden udviklede den kinesiske kultur sig med skrifttegn, bronzekunst og silkeproduktion. Det var også fra Xian, at kejser Qin Shi Huang samlede Kina til kun et rige, og det var herfra, ordren om bygningen af Den Store Mur udgik.
Xian, der udtales Sji-an, var Kinas hovedstad gennem 13 dynastier og i næsten 2.000 år, indtil Tang-dynastiets fald i år 907. Derefter sov byen tornerosesøvn, indtil man i 1974 fandt kejser Shi Huangs grav, og med et slag blev Xian verdensberømt. Prinsessen blev kysset, og nu breder højteknologiske virksomheder, moderne skyskrabere, kaotisk trafik og svulstige forretninger og fortovsrestauranter sig rundt om den gamle bymur. Så Xian, der i dag har 8 millioner indbyggere, har rejst sig som en fugl Føniks fra asken.
Det er dog ikke en ældgammel by fra Ming-dynastiet, der findes inde bag murene, for ud over Klokketårnet og Trommetårnet er det meste bulldozet væk, og der er bygget nyt. Mange af nybygningerne er dog bygget med traditionelle, kinesiske tagkonstruktioner, selv på højhusene. Gamle gader er blevet renoveret – bulldozet væk – og nybygget i helstøbt kinesisk stil, så man tror, man går i en gammel gade. Man kan dog også leje en cykel eller en tandemcykel, og det gjorde vi. 200 yuan i depositum og ellers 100 yuan for 2 timer. Cyklerne var nærmest mountainbikes med kraftige fjedre og lette at træde, og på mirakuløs vis føltes det, som om det gik ned ad bakke det meste af tiden, medens vi fløj hen over byens tage. Toppen af bymuren var let hullet, og jeg havde ca. 70 kg dødvægt på bagsmækken, for Gitte kunne kun træde med det ene ben og kun lejlighedsvis. Vi havde mange fotostop undervejs, og efterhånden begyndte det at blive mørkt, og lamperne på muren og på vagttårnene blev tændt.rkelig fin tur, selvom jeg blev lidt øm et vist sted og gennemblødt af sved – så det havde alligevel nok ikke været ned ad bakke hele tiden.
Der var et mylder af mennesker på gaderne, fortovene og i gangtunnelerne. De amerikanske burgerkæder havde også holdt deres indtog, så vi drejede ind på en McDonald’s, hvor et meal kostede 27 yuan. Der var da sikkert også nogle kinesiske restauranter rundt omkring, men dem kan man jo spise på i København.
Vi var lige nede at runde Klokketårnet, der var smukt illumineret, medens i hundredvis af svaler sørgede for at holde myggebestanden nede. Og svalerne må have været effektive, for vi hverken så eller mærkede en eneste myg på hele denne Sydøstasientur. Vi var hjemme ved hotellet kl. 21, og vi havde haft en virkelig fin dag, hvor alt var klappet perfekt. Nu må vi se, hvad morgendagen vil bringe, og om chaufføren dukker op – men med de 1.000 gulerødder forude, gør han det jo nok. Vores chauffør, der absolut ikke talte engelsk, var der til tiden, og vi kørte ud af byen, dvs. de 40 km, vi kørte, var stort set by hele tiden, men 8 millioner mennesker fylder også en del. Da vi nærmede os museet for terrakottakrigerne, var der udsmykninger med statuer og flag. Vi drejede ned ad en lille sidevej – kunne det virkelig være der? Nej, det var et terrakottaværksted, og en dame stak hovedet ind ad vinduet og spurgte, om vi havde lyst til at se stedet. Ja da. En ovn var ved at blive fyldt op med forskellige figurer, og derefter skulle den mures til. Den skulle brænde i 7 dage med 1000 grader. Indenfor arbejdede de med figurerne i forskellige størrelser. De store er hule og bliver støbt i forme, hvorefter der bliver sat individuelle hoveder på, og det var også sådan, de gjorde for flere tusinde år siden. Guiden viste rundt og talte et nydeligt engelsk, og hun var den første af flere, der spurgte: "How big is your group?" Og så måtte jeg jo svare som sandheden var: "Only two". Nå, det var åbenbart ikke så almindeligt. Jeg fik købt en stående og en siddende mand og en hest for 600 yuan, dog noget mindre end de originale figurer, der faktisk er lidt over normal menneskestørrelse. Mine figurer blev pakket grundigt ned i små forede æsker, og nu er en fjerdedel af min kuffert allerede fyldt med souvenirs. Jeg fik også lige købt et par T-shirts a 150 yuan. I deres showroom kunne også købes alt muligt andet som kinesiske møbler, hvor prisen var incl. transport, men vi lod os ikke friste. Heller ikke af en meget flot globus, hvor Danmark ikke engang var med – sikke en skændsel.
Det var overskyet vejr, og temperaturen var 25-28 grader. Selv om det var overskyet, gik folk alligevel med paraplyer for at skærme for solen.
Vores billetter gav ikke mulighed for at blive kørt ind på området, så vi gik til venstre for den fine indgang og fulgte strømmen af kinesere og kom forbi masser af souvenirboder og madsteder. Af specielle souvenirs kunne også købes bjørneskind med tænder og det hele, og så ellers alt muligt andet fra Kina, bl.a. Maos Lille Røde. Der skal nok gås en lille kilometer, og vi kom forbi deres 360 graders biograf, der dog var under ombygning og derfor lukket. Endelig nåede vi billetkontrollen, og vi kunne komme ind og se på herlighederne.
Den første gravhvælving er den største og mest imponerende, for udgravningen måler 239 x 62 m og ligger 5 meter under jorden. Her findes højre flanke af en hær, der anslås til at have 8000 soldater og heste stillet op i kampformation. Krigerne er lidt større end naturlig størrelse, op til 190 cm, og alle har individuelle ansigtstræk, så etnisk baggrund, alder og status kan ses. Fodfolket er fuldt bevæbnet med bue, sværd og spyd, og våbnene er ikke af ler. Nogle er stadig skinnende og skarpe takket være en tynd kromoxidoverflade, men hvordan kineserne har kunnet lave sådanne våben og uden elektricitet 200 år før Kristus, er ufatteligt. Desuden har de kunne fremstille metaller, som vi slet ikke kendte i Europa på den tid som tin, zink og nikkel.
Der er masser af publikummer i hallen, og man kan gå hele vejen rundt om udgravningsfeltet. Et par steder var der lagt en rød løber ind i gravfeltet, men der stod en vagt og passede på, så andre end VIP folk ikke gik derind. Den tredje gravhvælving er med sine 29 x 25 m den mindste, og her fandt man hærens hovedkvarter med figurer af officerer og generaler. Det var fascinerende at gå rundt og ved selvsyn se dette fantastiske skue med alle de soldater på rad og række. Som noget nyt er der bygget en udstillingshal med bl.a. to bronzestridsvogne, der er sat sammen af 3000 enkeltdele og udsmykket med 3 kg guld og 4,3 kg sølv, så hele køretøjet vejer 1.241 kg. Desuden var der masser af flotte våben som et 1 m langt bronzesværd og ellers figurer, som kunne studeres på tæt hold. Faktisk har de også bygget et stort museum, der viser, hvordan de byggede det øvrige museum.
Jeg fik også købt 5 soldater og en hest mere. De var ikke så store som dem, jeg havde købt tidligere. De skulle koste 200 yuan, men fik dem ned på 140 yuan dog uden noget særlig prutning fra min side. Senere var der nogen, der ville sælge en æske magen til for 40 yuan, så jeg må være taget grundigt ved næsen. Ved fabrikken sagde de ellers, at deres figurer var meget billigere der end ude ved museet, men det var nok omvendt.
Klokken var efterhånden blevet midt på eftermiddagen, og vi havde set det, vi ville, så vi begyndte at lede efter chaufføren udenfor. Han sad ikke i det spisested, han havde angivet, men i en spillebule ved siden af – de spillede i hvert fald kort. Det tog en time at køre tilbage igennem den meget tætte trafik. Chaufføren hed for resten ikke noget. Jeg kunne ikke få ham gjort begribeligt, hvad jeg spurgte om, selv om det var på niveau: "Mig Tarzan – du Jane". Vi sad på en bænk i klokketårnet og kikkede på bylivet omkring os. Et ungt par havde luret lidt på os, men så kom pigen genert hen og spurgte, om hendes fyr måtte fotografere mig og hende. Jeg skulle bare sige yes eller no. "Yes, of course", og så så hun lykkelig ud. Knips, knips og de skulle til at gå, men så fik jeg lige fat i dem, så vi også fik et billede. Lidt efter kom et andet par og spurgte. Yes, og så fik vi en ordentlig krammer og skulle give hånd. Vesterlændinge var åbenbart lidt af en seværdighed i Xian.
Rundt om Trommetårnet er der en smuk park med klippede hække og blomsterbede. Blomsterpotterne står løst i bedene, så de er ikke plantet, men skal så bare vandes. Parken er gadefejernes paradis, for de gemte sig under de lave fyrretræer og holdt pause. Nå, de havde også gjort deres job, for der er næsten intet affald i de kinesiske byer. Vi fik aftensmad på en dejlig kølig KFC restaurant, hvor vi kunne hvile vores trætte ben. 2 x en menu med noget at drikke til kostede i alt 64 yuan. Da vi var færdige og jeg ville bære bakken hen til skraldespanden, kom en medarbejder mig smilende i møde og tog bakken. Næsten alle på gaden er unge, velklædte mennesker bevæbnet med et kamera og en mobil. Der er mange kønne piger med små søde næser.
På værelset var der noget i minibaren, jeg aldrig før har set på et hotel. Der var flere pakker friske kondomer, og ikke nok med det, også et lille stykke sexlegetøj med batteri. Det var en ring med en lille knop, og så fulgte der et lille batteri med. På pakken stod beskrevet, at knoppen ville vibrere i 40 minutter efter, at batteriet var sat i, og det ville give ekstra nydelse til ens partner. Hold da op, hvor er de avancerede, og så til kun 35 yuan. Det var rejsedag igen, men vi skulle først med toget om eftermiddagen, så vi kunne nå at se lidt mere til byen, inden vi skulle af sted.
Vi gik ned til den Gamle Kulturgade, hvor indgangen er en stor, fritstående port med et par drabelige løver. De har forsøgt at skrue tiden 1200 år tilbage, så man kan opleve, hvordan en handelsgade tog sig ud i Tang-dynastiets tid. Den gamle kulturgade kaldet Shuyuanmen er dog ganske ny, men husene er opført i gammel stil. Der er utallige boder med kalligrafiudstyr, og der er stille og roligt, for det er nærmest en smal gågade eller nærmest en smøge. Der kvidrede endda af fuglefløjt, men det kunne sagtens være en lydoptagelse for at forhøje stemningen. Men nej, det var en rigtig fugl i et lille bur hængt op i et træ. "Fy Papa, den er jo virkelig", som prinsessen sagde i Nattergalen.
Den måtte derfor kunne findes, hvis jeg fulgte gaderne rundt. Nede på indersiden af bymuren parallelt med Kulturgaden ligger en gade, der nærmest ligner en bargade. Den var helt stille på denne tid af døgnet, men der var mange Carlsberg-skilte.
I Kulturgaden købte jeg en smuk kalligrafpen, som kostede 80 yuan. Efter en intens prutning, endte vi på 70 yuan, da jeg ikke er særlig god til den form for handel. I stedet for at kampen foregik verbalt eller på et stykke papir med en kuglepen, blev den omtalte pen dyppet i vand, og så blev der skrevet tal på disken. Jeg havde tabt kampen og satte mig på en kantsten og slikkede sårene, medens jeg gumlede på en udskåret melon på pind til 3 yuan. Kinesermødre elsker, at man fotograferer deres børn, og de er også bare så nuttede. Jeg spørger selvfølgelig først, og mødrene takker ligefrem bagefter.
I følge bogen var der flere gode seværdigheder i Xian, så vi kunne godt have brugt en dag eller to mere her i byen, men vi skulle jo videre, og vi havde da også set det vigtigste – kejserens terrakottahær. Jeg spurgte, om receptionsdamen kunne ringe efter en taxa, så vi kunne komme til stationen. Nej, taxaer kørte ikke til stationen, blev der svaret. "Kan man ikke få en taxa til at køre hen, hvor man vil i denne by?" ”Nej.” Jeg forstod det simpelthen ikke, og jeg tror nok jeg blev lidt sur og nævnte noget om "bad service". Nå, men der stod vi så med vores kufferter og rygsække, og hovedbanegården lå uden for bymuren i den nordlige del af byen, og Gitte havde dårligt ben. Jeg syntes, jeg havde set en taxaholdeplads et stykke nede ad hovedgaden, men vi skulle først ned i en gangtunnel og så op igen. På vej derhen holdt der en motorcykeltaxa. Jeg viste ham sedlen og spurgte, hvad det kostede. Han gav mig fem fingre, og jeg sagde fifty og vidste godt, at han ikke mente 5 yuan men 50. Kufferterne blev stablet op på det ene sæde, medens vi prøvede at holde dem på plads. Så standsede han brat og viste en 50 yuanseddel, og jeg sagde OK og betalte, og vi fortsatte.
Folk lå og sov i skyggen af porten, og vandvognen med "Small, small world" fra Disneyland kørte frem og tilbage på gaden. Dejligt job, at gøre folk glade ved at lægge støvet og køle lidt af.
Uden for stationen var der sluser, og her skulle der vises billet og pas. Senere var der sikkerhedstjek, og vi kom ind i en stor ventesal med Z94 på lystavlen og med afgang 17.04, så alt var i orden. Og så var der endda aircondition. Der var allerede mange mennesker i ventesalen, men vi fandt et par sæder. Hvordan det så skal gå med overnatning på hardsleeper bliver spændende. Kabinen var med 6 senge i 3 etager. Gitte havde en underkøje, og jeg den øverste køje. Vores medlogerende var en familie med far, mor og to store sønner, og de forbarmede sig endda over mig, så jeg fik den mellemste køje. Den store dreng kravlede endda op og hev vores kufferter op under loftet. Faktisk nydelig kupe, og så hård var madrassen heller ikke. Der var et rent lagen på sengen og der var hovedpude og dyne. Turen for denne togstrækning var 310,50 yuan, men hvad der så ellers skete i den mellemste køje, vil tiden vise. Toget kørte til tiden, og vi kom ud af Xian. Papirbilletten blev udskiftet med en plastikbillet, og ved rejsens ende skulle plastikbilletten afleveres, og vi fik papirbilletten igen. Hvorfor vides ikke.
Selvfølgelig er der servicevogne ombord med madvarer. Det er der i ordentlige langdistancetog, undtagen i Danmark, da de nu er sparet væk. Der er lige kommet en fristende frugtvogn forbi. Der var lidt trangt inde i kupeen, så jeg sidder ude på gangen og skriver. Der er små klapstole og borde, og lige over for mig sidder en yndig, ung kinesisk pige. Livet er nu skønt. Nå, nu gik hun, men til gengæld fik jeg sædet, så jeg kan se fremad. Lige nu har vi besøg i vores kupe, så der er 8 kinesere derinde foruden Gitte, der er klemt lidt op i en krog. Tilsyneladende er vi de eneste vesterlændinge i toget.
Vi kørte igennem et bjergrigt landskab med bitte små marker ind i mellem. Tilsyneladende dyrker de mest majs og frugt. Idyllen blev dog afbrudt af en skrotfabrik. Madvognen kom forbi igen, og jeg blev fristet af en gang varm mad med ris (for meget), grønsager, to slags kød plus en skål suppe, i alt 30 yuan. En ung mand satte sig overfor på klapsædet, og på kinesisk vis smaskede han højlydt samtidig med, at han grinede af min spisepindeteknik. |
3.
del. Tog til Indokina. 
Vi gik tidligt ned i receptionen, hvis nu chaufføren kom tidligt, men hvordan så bilen egentlig ud, og hvordan så chaufføren ud, det kunne vi faktisk ikke huske. Jeg gik udenfor, og en venlig mand kom mig i møde. Han kunne godt ligne, men nej, han ville bare sælge mig nogle ure. Heldigvis i rigtig god tid kom chaufføren i en privat luksusbil. Han talte ikke engelsk, men han kendte os fra dagen før, hvor det var aftalt, at han for 200 yuan (188 kr.) ville køre os til stationen. Selvom det var søndag, tog turen alligevel ½ time. Så endelig pegede chaufføren på en stor, flot bygning med kinesisk svungne tage, og det var stationen. Det tog lidt tid at komme helt hen til det sted, hvor vi kunne komme ud af bilen, og jeg kunne lige forestille mig, hvordan det ville være en hverdagsmorgen. Vi var der kl. 9, så der burde være god tid, men inden vi fik lov at kommer ind på stationens område, skulle billetterne vises og bagagen sikkerhedstjekkes.
Vi vidste ikke, om der kunne købes mad på toget, så vi fik fyldt lagrene op med 1 cola, 1 flaske sød te, 1 pose tørrede bananer, 1 pose nødder med chokolade og 4 små vakuumpakkede pølser, og det blev kun 40 yuan, og det viser bare prisniveauet. Faktisk kunne man også få en hel vakuumpakket Peking Dock for 68 yuan, men det ville nok være lidt for meget fedteri.
Jeg fik et billede af en af de søde, smilende togdamer, men så ville hun have et af os begge sammen og ikke nok med det, så tog hun sit eget kamera op og tog en selfie af både hende og mig. Efter at jeg havde takket, takkede hun, fordi jeg ville fotografere hende. Pigen hed Ten og var egentlig student, men havde et sommerjob som togdame. Hun var enebarn, men fortalte, at hvis to enebørn giftes, så har de ret til at få to børn.
Vi ville gerne ud at se de berømte terrakottafigurer i morgen, og vi spurgte Xiauhua, om hun havde et forslag til, hvordan det kunne gribes an. Hun talte lidt med chaufføren, der kun talte kinesisk, og han ville gerne køre os derud og tilbage igen for 1.000 yuan. Et pænt rundt beløb, men der var også 40 km hver vej, og han ville vente derude, så vi kunne bruge den tid, vi lystede. Så vi aftalte, at han dukkede op kl. 9 næste morgen. 
Qin-dynastiet varede dog kun i en kort periode fra 221 til 206 f. Kr. med kejser og tyran Qin Shi Huang i spidsen. Foruden at han samlede riget og startede arbejdet med Den Store Mur, indførte han også fælles mønt, etablerede et stort vejnet ogstandardiserede vægt og mål. Det senere Tang-dynasti 618-907 betragtes dog som Kinas guldalder, for Tang-dynastiet åbnede landet ud til omverdenen, og det medførte en økonomisk og kulturel opblomstring i hele Kina. Dengang var Xian, der betyder "Evig fred", verdens største by med omkring 1 million indbyggere. Byen var for de europæiske købmænd ufattelig rig og var endemålet for den 10.000 km lange rejse ad Silkevejen, der begyndte i Istanbul.
Xians gamle bydel er i vore dage stadig indrammet af en 14 km lang og 12 m høj bymur. I de fleste andre kinesiske storbyer har man revet murene ned, men i Xian har man brugt 25 år på at restaurere murene og genopføre vagttårnene. Om aftenen er murene og vagttårnene endda belyst af projektører og behængt med lyskæder, så man kan få en stemningsfyldt oplevelse.
Bymuren tårnede sig op for enden af hovedgaden, og det koster 54 yuan at bestige bygningsværket. Næsten som et stort kvadrat omkranser bymuren det indre af Xian, og så kan man gå de 14 km rundt og nyde udsigten til begge sider.
Tilbage gennem gaderne med masser af forretninger, og vi så ikke en eneste tigger. Vi behøver nok heller ikke sende mad ned til de sultne kineserbørn mere – det skulle vi, da jeg var dreng, og Mor sagde, hvis jeg ikke kunne spise op: "Du kan tro, der er mange sultne kineserbørn, der ville være glade for det, du ikke spiser."
Vi har sovet som små sten, og som en sjældenhed blev vi vækket af uret kl. 7. City Hotel Xian er et rigtigt kineserhotel og er tilsyneladende ikke benyttet af vesterlændinge. Morgenmaden var kinesisk rissuppe og melboller og andre kineserier, og det er ikke noget jeg kan klare fra morgenstunden. Heldigvis var der også noget toast, men der var ikke knive og gafler, så smørret blev smurt på med skaftet af skeen. Til sidst i måltidet fik vi en dejlig yoghurt, men den måtte indtages med sugerør.
Videre det sidste stykke til en kæmpe P-plads, hvor vi fik parkeret og skulle lægge godt mærke til stedet. Vi fik udpeget et spisested (der dog mest lignede en bule), hvor vi kunne finde vores chauffør, når vi havde set det, vi ville se. Billetterne til udstillingshallerne kostede 150 yuan, og det vrimlede med guider, der gerne ville vise os rundt, men nej tak. 
I 200 årene var Kina opdelt i 6 forskellige stater, der bekrigede hinanden. I en alder af kun 13 år besteg Qin Shi Huang tronen i den ene af staterne, og i de følgende år lykkedes det Qin-staten at besejre naboerne, og i år 221 f. Kr. blev Qin den første kejser over det forenede Kina. Qin-dynastiet blev kendt for at sammenkæde de mindre murstykker til Den Store Mur, men man gik også straks i gang med at bygge hans mausoleum, og man fortsatte til, han døde som 50-årig. En tiendedel af arbejdsstyrken i Kina, skønsmæssigt 700.000 mand arbejdede igennem 37 år på at blive færdig med mausoleet. Begravelsesområdet breder sig over 225 km2, men selve kejserens mausoleum er på 8 km2, omgivet af 2 ringmure. Hvad selve graven gemmer, er der ingen, der ved, for den ligger endnu uberørt under 46 meter træbevokset gravhøj. Det siges, men ingen ved det rigtigt, at alle kunstnere og håndværkere, der arbejdede på mausoleet, blev begravet sammen med kejseren for ikke at røbe hemmeligheder. Nu kommer det store mysterium, for som sagt er graven ikke åbnet endnu, men alligevel forlyder det, at kejserens kiste står på en platform af kobber. Kviksølv flyder ind i gravkammeret som floder, mens perler på loftet symboliserer solen, månen og stjernerne. På væggene er der malet fyrretræer, cypresser, vildænder og gæs, og de symboliserer Jorden og Himlen. Er der en, der alligevel har sladret, eller hvordan ved man det?
Godt 1 km fra gravhøjen er der udgravet tre gravhvælvinger, og de dukkede først op ved et tilfælde i 1974, hvor en landmand gravede sin brønd dybere og dermed stødte på nogle af terrakottakrigerne.
Efter at have set på alle herlighederne, og det er jo selvfølgelig et sted, som alle globetrottere med respekt for sig selv skal se, sad vi på en bænk under et træ og pustede ud. Et par unge piger kom og spurgte, om vi ville svare på nogle spørgeskemaer, som de skulle bruge til noget skolearbejde. Vi faldt godt i snak med dem. Den ene hed Linda og den anden Maj. De skrev deres navne på kinesisk i min bog, og der kunne jeg i hvert fald se, at det er noget nemmere at bruge vestlige bogstaver end deres skrifttegn. Jeg fik taget et foto af dem, og så skulle vi fotograferes sammen med en af pigerne, medens den anden fotograferede med deres kamera. 
Tilbage i Xian var vi ude for at se på noget af byen, og midt i den gamle by med boulevarder ud til begge sider ligger Klokketårnet (Belltower) midt i en rundkørsel. Tårnet er fra 1384 og står med sit grønne pagodetag til minde om fordums herlighed. Det siges, at den første Ming-kejser Zhu Yuanzhang, der var født af fattige forældre, ikke kunne sove om natten, fordi han frygtede, at folk med drageblod (tidligere kejsere) ville lave oprør mod ham. For at undertrykke drageånderne byggede han klokketårne i mange af byerne. Den meget store klokke, der sidder udvendigt, er derfor helt fra Ming-dynastiet og har skræmt mange oprørere væk. Måske. Det koster 35 yuan at besøge tårnet, og der er kun adgang ad et system af fodgængertunneler. Det er faktisk ret svært at orientere sig under jorden, så regn med at komme forkert op. Der er to etager i tårnet, den ene med en udstilling og den anden med udsigt ud over trafikmylderet.
Trommetårnet ligger lige i nærheden, men det var desværre lukket, da vi nåede derhen. Der var ellers rabat, hvis man besøgte begge tårne. Trommetårnet er fra samme tid, nemlig omkring år 1380, og trommerne skulle fortælle byens borgere, når det var tid til at gå i seng, medens Klokketårnet stod for morgenvækningen. Mod betaling kan man slå på stortrommen, og tre slag giver et langt liv, seks slag giver held, og otte slag giver rigdom.
Vi var på opgraderet morgenmad, fandt vi ud af. De havde banket på døren om aftenen og givet os en seddel på kinesisk, og vi regnede bare med, at den skulle vises for at have ret til morgenmaden på hotellet. Vi viste sedlen som vi skulle, og lidt efter kom de med friskt presset appelsinjuice i stedet for det gule saftevand. Da vi havde spist vores to stykker toastbrød og faktisk var mætte, kom de med to spejlæg og bacon til os hver. Baconen skulle ned, men æggene kom desværre retur, da vi var for mætte. 
Den eneste forhutlede person, vi hidtil har set i Kina, sad her og røg cigaretter og spyttede langspyt iført en stor, beskidt overfrakke og en varm vinterhue. Han havde en kort jernstang med i bagagen, uvist til hvilket formål.
Jeg gik ned langs muren og så til venstre, hvor der var en stor vej, men den skulle jeg ikke over, kunne jeg se på kortet. Der kom en vandvogn forbi, og endda med musik fra Disneyland "A small small world". Vi havde også vandvogne i Danmark i gamle dage, når gaderne blev for varme og støvede – så minderne vældede frem. Jeg gik til venstre igen, og jeg gik endda ind i nogle gyder og spurgte mig frem, men ingen havde hørt eller set nogen Stelepark. Til sidst havde jeg indkredset hele karreen uden at finde nogen park. Det var så måske bare en forkert prik på kortet, og det burde Politiken jo nok lige have at vide.
Vi havde værelset til kl. 14, og det passede meget godt med togafgang 17.08. Vi havde fået en seddel fra vores guide, hvor der stod Xian Togstation både på engelsk og kinesisk, til at vise en taxachauffør. Udtjekning på hotellet, og der skulle lige ringes op til stuepigen til kontrol, men alt var i orden, og selv den der ring var intakt, så vi fik vores depositum.
Han kørte et stykke og holdt ind ved siden af en anden motorcykeltaxa. Vi forstod ikke et muk, men vi skulle omlastes til en motorcykeltaxa med damechauffør. Vi fortsatte til stationen, som jeg kendte fra cykelturen oppe på muren, så jeg vidste, vi var kommet til det rette sted. Jeg var ellers parat til at give ekstra til damen, men hun smilede og pegede, så de havde åbenbart delt i porten. OK, vi var ikke helt henne ved stationen, idet vi skulle trække vores kufferter 100 meter under en stor port i bymuren, der nærmest her var en bro. Det var i hvert fald noget nemmere at trække kufferterne 100 meter, i stedet for at trække dem 4-5 km fra hotellet til stationen. Det med taxaen forstod jeg stadig ikke, for der holdt også taxaer der, hvor vi blev læsset af.
Flere og flere mennesker fyldte ventesalen, og så stod der bording på lystavlen dog på kinesisk 30 minutter før afgang. Vi myldrede i gåsegang til udgangen, og igen var der billetkontrol. I guder, der var en lang trappe, der gik opad, men vores kufferter var allerede på vej i hænderne på en drager. Hen over et lige stykke og lidt efter på vej ned igen, og der holdt toget. Jeg ville betale, men drageren tog billetten og rullede derud i strakt galop, men i den forkerte retning. Vi havde vogn 17, og først ved vogn 7 fik vi ham stoppet. Perronen var nu næsten mennesketom, men i det fjerne stod togdamen, så billetter og drager rullede stadigvæk. Han fandt kabine 4 og fik sin betaling på 40 yuan, men vi havde jo ikke aftalt noget inden, så det var bare med at betale og se glad ud. 
Gitte løste kryds og tværs, og drengene så tegnefilm på deres computer. Mor læste på IPad, og far fik en lur i den modsatte mellemste køje. Da Gitte havde underkøjen, havde jeg jo siddeplads der. Senere kom der et par ekstra drenge ind og spillede kort.