|
Tog Jorden rundt.
Juli 2014.
Hård nat og god morgen i toget til Shanghai.
2. juli 2014
Efterhånden fik jeg opklaret, at det var en familie på 12 personer, der havde været en tur i Xian for at se Kejserens terrakottahær og nu var på vej hjem til Shanghai. Der var også en lille pige på 7-8 år med, og hun havde kikket en del på mig, så jeg gav hende et postkort med dronning Margrethe. Jeg spurgte en af de voksne, om de kunne engelsk og kunne oversætte, hvad jeg lige hurtigt fortalte om kortet. Meget lidt engelsk, men så kunne de oversætte via mobilen Nå, men der gik hul på bylden med det meste af familien, og vi fik udvekslet masser af betragtninger, så det blev en rigtig hyggelig morgen.
Vi nærmede os Shanghai, og vi fik sagt pænt farvel til hele familien med hånd og det hele, og specielt til Yang Xilan. Glemte for resten at spørge, hvor gammel hun var, men vel 14-15 år. Efter næsten 15 timer i toget, søvnløse men ellers i godt selskab, rullede vi kl. 7.42 ind på Shanghais hovedbanegård. I 1990, hvor Deng Xiaoping kom til magten, åbnede han Kina til omverdenen, og Shanghai udviklede sig til et nyt Hong Kong. Sidenhen er tusindvis af højhuse skudt op, og flere af dem er blandt de største i verden. De gamle, lave boligblokke blev bulldozet væk kvarter efter kvarter, og parker, gågader og eksklusive forretninger har overtaget pladsen. Shanghai er i dag ved at overhale Singapore, Tokyo og Hong Kong og er nu ved at være Østens stærkeste industri- og finansby. Det danske Udenrigsministerium, Vidensselskabet og Danmarks Eksportråd har i fællesskab åbnet et innovationscenter, for de vil meget gerne have fingre i de 400 mill. kinesiske forbrugere omkring Yangtzekiangfloden, der bugter sig igennem det centrale Kina. Shanghai har selv omkring 17 millioner indbyggere i et selvstyrende område på 6.340 km2 (lidt mindre end Sjælland), og det hører direkte under Centralregeringen.
Det lugter dog lidt af historie langs promenaden "The Bund" med solide bygninger fra kolonitiden, men de er nærmest dværge i sammenligning med de nye højhuse lige bagved. Herfra er der udsigt til "Pudong" på den modsatte side af floden, og her ligger det nye Shanghai med en "skyline" med op til 500 meter høje huse.
Strøget ved Folkets Plads er det moderne Shanghais fornemste forretningsstrøg, og så er der Det Gamle Shanghai, der ligger omkring et hyggeligt tehus på pæle midt i en sø. I bydelen Jing’an er der et kunstnermiljø, og i Det Franske Kvarter findes der villaer, cafeer, bagerier og kunstgallerier i Europa-inspireret stil.
Gitte var indisponibel med hævet ben, så jeg gik en tur i omegnen for at finde gangtunnelen. Også på vores side var der et leben af mennesker, for her ligger busterminalen samt forretninger, gadesælgere og flere fastfoodrestauranter. Jeg var kun lige kommet ud af hotellet og gik forbi busterminalen, da en dame henvendte sig og sagde: "Amour, amour". Hvad skete der så? OK, jeg røber det, for jeg sagde. "No, no amour" og gik videre. Længere fremme fandt jeg passagen, der går over på den anden side af stationen. Hernede under jorden er der et utal af forretninger med mobiltelefoner, ure, tøj og souvenirs a la bjæffende plastikhunde m.m. Ovre på den anden side var en stor blomsterdekoration med "Velkommen til Shanghai". Jeg gik ud ad en af de brede gader med højhuse og masser af biler. Fodgængerfelter bliver ikke på nogen måde respekteret – bilerne maser sig faktisk igennem fodgængerne og vil helst skubbe en væk. Jeg gik et stykke ud ad forskellige veje, og for at få lidt variation gik jeg på tilbagevejen på de modsatte fortove. Det skulle jeg ikke have gjort, for jeg gik vild og kunne pludselig ikke kende noget som helst. Så fandt jeg heldigvis et skilt med railway station, og jeg var reddet.
Det småregnede på noget af turen, men så blev det tørvejr, og jeg sad på en bænk og kikkede på mennesker. Der er rent på gader og pladser, og der var ikke en eneste tigger. Alle var velklædte undtagen mig i korte bukser med hængerøv og en nusset T-shirt. Aftentur på vores side af stationen. Udenlands skal man jo helst spise lokalt, men kinesisk mad kan man jo spise mange steder i København. Der er dog nok ingen steder i København, hvor man kan få kinesisk fastfood som "Kong Fu". Det siges, at kineserne spiser alt, hvad der kan bevæger sig, dog undtagen hvis det har hjul. Der blev heller ikke fundet nogen hjul, for måltidet bestod af en skål ris, kød blandet med tang, kål og salat og så noget suppe i en lille skål. Jeg fiskede nogle klumper op af suppen i den tro, at det kunne spises, men det var sammenpressede benstumper. Så ned i suppen igen, og så kunne væsken drikkes. Personalet i Kung Fu gik med masker, og der var håndvask i lokalet, så hygiejnen var sikkert i orden.
Udenfor var der gang i madboderne med majskolber og nogle store, fugtige pandekager.
Jeg havde lyst til at slutte med et stykke vandmelon efter mine to toast. Der var dog ikke mere melon tilbage, men naboen havde til gengæld dynget 12 stykker op på sin tallerken. Jeg stirrede intenst på dem, og han forstod et vink og bedyrede, at der var vandmelon deroppe. "No they are finish". Og så gik jeg. Dertil skal siges, at han ikke var kineser, og gid han ville blive kvalt i vandmelon. I øvrigt var der mange indere til morgenbordet og alle velnærede. Et par stykker slog sig ned ved vores firemandsbord uden at spørge, men ok, det var da i orden. De troede, vi kom fra USA. Nej, fra Danmark, men det sagde dem ikke noget.
Pudong er imponerende, for i 1990 var her rismarker, men nu er højhusene skudt op som bambusskud efter en forårsregn. Allerede i 1993 stod det 468 m høje TV-tårn "Orientens Perle" færdigt, og i 1999 kom det 492 m høje "Shanghai World Finans Center", og de er i gang med at bygge et højhus, der skal være 632 meter højt. Det koster 120 yuan at komme op til første kugle, og 220 yuan at komme op til øverste udsigtskugle, hvor den nederste etage i denne kugle er med glasgulv. Meget eksotisk at se bilerne bevæge sig mellem tæerne. Der var mange mennesker, men det gik hurtigt med at komme op. Udsigten var lidt diset, men det kunne tårnet jo ikke gøre for. Nede i bunden af tårnet ligger "Shanghais Historiske Museum", og det er virkelig et godt museum med tableauer af byens befolkning og byens udvikling, og det er lige fra de gamle dage med englænderne og opiumshulerne og videre frem. Indgangen til museet er på samme billet som tårnet, og det er alle pengene værd. Inden da blev vi dog fotograferet af mindst 10 forskellige kinesere. Børn, unge piger og mænd ville have et billede af "The Greiners", og vi stillede gerne op, hvis vi kunne fornøje befolkningen. En lille dreng gav mig "high five", og så ville hans søster, der var en meget lang "hunkineser" også være med.
Shanghai World Financial Center også kaldet Øloplukkeren har verdens næsthøjeste panorama-etage, og den hænger i 474 meters højde over skyskraberens hul. De 101 etager rummer 377.300 m2 gulvareal med kontorer, hoteller, forretninger og restauranter. I flere år blev det holdt hemmeligt, hvor højt huset skulle være, for det var planen at slå Taiwans verdensrekord, der var på 509 m. Men da fundamentet kun er bygget til 460 meter, blev der ikke givet tilladelse til de sidste meter. Det firkantede hul i toppen skulle lette vindpresset og være dekorativt, men der var oprindeligt planlagt en cirkelformet åbning. Indflydelsesrige personer mente, det ville minde for meget om Japans opstigende sol, og så blev hullet trapezformet. Det har så den måske kedelige konsekvens, at bygningen bliver sammenlignet med en øloplukker. Det koster 120 yuan at komme op med elevatoren, men til gengæld drøner den deropad med 80 km i timen. Elevatoren går til 95. etage, og det er det nederste af oplukkeren, og så er der rulletrappe op til 100. etage og overkanten af oplukkeren. Heroppefra kunne vi se ned på TV-tårnet, som vi før syntes var så højt. På 95. etage er der en bar med skyhøje priser. Et bæger med en lille kugle is kostede 18 yuan. Nå, men så var der udsigt med i købet.
Nede på gaden igen ville en ung pige have, at vi skulle udfylde hendes spørgeskema. Only five minutes. Det var en hel masse om EXPO 2010, som vi jo ikke havde set. Vi arbejdede os nedad med besvær og gætterier. Jeg spurgte, om hun vidste, at den lille havfrue fra Danmark havde været med på udstillingen. Det vidste hun ikke noget om. Så mistede vi interessen, især fordi der var endnu 2 hele sider med koncentrerede spørgsmål. Vi sprang fra, for vi havde kun to dage i Shanghai, og det ville tage flere timer at besvarer alle de mange spørgsmål. Beklager. Jamen, så kunne hun ikke lave sin hjemmeopgave. Beklager, unge dame, der er alt for mange spørgsmål. På The Bund siden holdt der en "Hop på-Hop af" bus, og det kunne faktisk være rart med sådan en tur igennem byen. Men min naturlige nærighed sagde nej. Det kostede 300 yuan pr. person, og det var lige 200 yuan mere, end det var rimeligt. Så vi gik i stedet for en tur langs floden på The Banks promenadefortov, hvor der var flot udsigt til højhusene på den anden side. Den brede promenade er Shanghais største tilløbsstykke, for her kan millioner af kinesere og en del vesterlændinge måbende fotografere Pudongs skyline. Hele havnefronten blev op til EXPO renoveret, og grimme broer og motorveje på stylter blev fjernet, så meget af trafikken nu er blevet ledt under jorden.
Der er en livlig trafik på floden med massevis af store lastbåde med kul og grus. Der var noget at se på og også på alle de mennesker, der gik forbi, så vi satte os ned på en lang bænk. En ældre herre satte sig ved siden af os, og det viste sig, at han var pensioneret skolelærer, og foruden engelsk talte han også tysk. Hans navn var Gon, der på tysk ville være Günter, sagde han. Ikke nok med, at han vidste, hvor Danmark ligger, så vidste han også alt om havfruen, H.C. Andersen, Odense og dronningens nylige besøg. Da snakken tilfældigvis kom til Japan, vidste han også alt om Japans storbyer. Meget hyggelig fyr, og vi gav pænt hånd, da vi sagde farvel, og han skrev en hilsen i min dagbog.
Vi ville med metroen hjem, men det er stadig noget smadder at købe billetter i en kinesisk automat, så nogle indfødte måtte hjælpe os. Det var myldertid, og togene var overfyldte. Vi blev presset ind, og Gitte udbrød: "Du milde kineser". Det var vistnok et udtryk fra hendes Rødovretid.
Ved 18-tiden traskede vi hen til hotellet og var helt flade. En gadesælger fristede med et melonstykke på pind til 3 yuan, og det smagte herligt. Vi havde ikke set en eneste tigger hele dagen, og alle var velklædte og bevæbnet med mobiler og fotoapparater, og så var der pinligt rent overalt.
I 2010 dækkede EXPO området 5 km2, og Danmark var med som en af de 200 pavilloner. Vi havde som bekendt den originale Lille Havfrue med, og foruden hende var der tre temaer: danske byer, danskere og danske teknologiske løsninger på at forbedre bylivet. Temaet for hele udstillingen var da også "Better city, better life".
Den 63 meter høje kinesiske Pavillon står der stadig, og den ligner en omvendt pyramide bygget af røde træklodser. Der er 56 træklodser, som dog ikke er af træ, og de symboliserer Kinas 56 minoriteter. Bygningen har kostet over en milliard kroner at bygge, og den er superflot og er nu indrettet som et kæmpe kunstmuseum. Der var den ene sal efter den anden og også en sal med malerier af nøgne kvinder – de fleste ville jeg dog nødig møde i levende live, især ikke hende med øjet under armene. Vi så kun en brøkdel af museet, men vi fik da lige spist frokost i deres cafe. En meget lille kinesisk pizza kostede 58 yuan, og en cola kostede 14 yuan, hvor normalprisen ude i byen er 4 yuan. Vi stod af ved "People Square", der siden 1990 har undergået en total forvandling. Briterne ville ikke kunne finde det mindste spor af den hestevæddeløbsbane, de havde bygget i 1862. Mao selv havde sin favoritsuite her på Park Hotel, men han havde nok heller ikke kunne kende pladsen igen, da den nu er omgivet af højhuse, bl.a. Radison Blue Hotel. Meget overraskende er pladsen ikke en plads, men en meget smuk park. På et hjørne uden for parken stod tre soldater som støtter, den ene var endda en kvinde. De havde alle tre maskinpistoler i kampklar stilling, og det så lidt uhyggeligt ud. Inde i parken var der kinesiske stenhaver, blomsterbede og tætte træbevoksninger. Desuden var der en stor lotusdam med 1½-2 meter høje, lyserøde blomster. Her var der nærmest fotostorm, og det var da også utroligt smukt. Vi sad på en bænk og nød synet. En rigtig tigger kom forbi, og han havde en meget dårlig fod, der var halvt omviklet med beskidte, brune klude. Han var som taget ud af Kinas rigtig fattige tid, og han græd næsten af selvmedlidenhed. Nå, det var svært at se på, så han fik 5 yuan for at trøste ham lidt.
I parken er der en del tiggere og også udenfor på vej ned mod gågaden. En 3-4 stykker var som taget ud af Kinas værste periode, om det så var under englænderne eller Mao, ved jeg ikke. Nå, men deres tøj var flikket sammen af lapper med ubehjælpsomme sting. En mand lå på gaden i sine pjalter, og fødderne var dækket af gravrust. Jeg lagde en mønt i hans metalskål, og han vippede med hånden til tak.
Det næste tilbud var nemmere at tyde, for det var en ung dame, der tilbød massage for kun 200 yuan. Hun var lidt svær at slippe af med, men nej tak. Det sidste tilbud på gågaden kom fra en skaldet bodybuildertype, og han tilbød speciel massage. Nej, nej og atter nej tak. Puh ha, så var jeg henne ved Gitte igen, og vi gik ned i Metroen, som vi havde billetter til, og vi var efterhånden eksperter: Billetten lægges på en rund pukkel, og man skubber til karrusellen og går igennem. Efter togturen skal man igennem afspærringen igen, og billetten stikkes ind i en revne kaldet "billetslugeren", og så kan karrusellen skubbes rundt.
Det småregnede stadigvæk, og jeg købte lige et stykke melon på pind, som jeg vidste kostede 3 yuan, men måske på grund af regnen kostede det 1 yuan mere end normalt, men pyt.
Problemer er også, at vi har togbilletter til to forskellige togvogne, men måske kan vi bytte? Kinesiske yuan kunne vi også godt bruge lidt flere af, men pengemaskinen på hotellet vil ikke gennemføre udbetalingen med vores kreditkort. Vi må få taget hul på problemerne efterhånden. Det var tjek ud tid på hotellet kl. 12, fik vi at vide, men vi fik forlænget tiden til kl. 15 formedels 200 yuan, og så var det problem løst. Vejret var oveskyet og faktisk behageligt med 25-30 grader. Påklædningen er shorts og T-shirt, sidstnævnte bliver våd på ryggen – det må være fedtet, der smelter.
Vi gik ned igennem en af gaderne, og på den ene side lå en række meget faldefærdige huse, men alligevel var der boder og forretninger med madvarer i form af grøntsager, levende fisk, høns og duer m.m. Husene sang på sidste vers. De fleste vinduer var blændede, og det var lige før, det hele brasede ned. Til den anden side af gaden lå nybyggede huse i gammel stil, og de var så nye, at der ikke var flyttet nogen ind endnu.
På vejskiltene står der heldigvis W eller Ø, så man har retningen, og vi kom til en bred vej, og overfor var en stor port med et par stenløver udenfor. Herinde ligger "Yuyuan Bazaar", der er blevet Shanghais populæreste seværdighed. Kvarteret er opført i arkitektur fra Ming- og Qingdynastiernes tid med grå tegl, tagskæg i pagodestil og røde søjler, men det hele er nyt. Herinde findes i hundredvis af små forretninger, tehuse og restauranter. Det er som at gå i det gamle Kina under de røde kinesiske lamper. Der var et mylder af mennesker. Sådan ca. 100.000 kinesere og 5 vesterlændinge, hvoraf de to var os selv. Der var nogle selvbestaltede guider, der gerne ville vise rundt, men vi ville hellere gå rundt alene. En ung kvinde var meget ihærdig: ”What do you want to see?” Hun kunne f.eks. føre os hen til et silkemarked. "Do you like silk?" "No, I hate it", sagde jeg, og så forsvandt hun endelig. Vi gik efter den gamle tepavillon, men den var ikke sådan at finde. Vi kom ind i Yuyuan Garden (Glædens have) i den tro, at tehuset måtte ligge derinde. Haven blev skabt i 1559-77 med de kejserlige haver i Beijing som forbillede. Der er masser af pavilloner, kunstige landskaber af klipper og gamle ginkgotræer. Damme, vandløb og små broer giver også en god stemning, og her stortrives fede, farvestrålende karper.
Endelig fandt vi tehuset, og det lå ude i en lille sø, hvor en zigzag bro førte ud. "Huxinting Teahouse" er fra 1784, og man skal først passere "De Ni Svings Bro". I følge kinesisk tradition, kan onde ånder kun bevæge sig i lige linjer, så alle der drikker te i huset er altså ikke onde. Zigzag broen var stopfuld af mennesker, og hvordan skulle det dog være muligt at få en plads i det tehus, hvor både Hillary og Bill Clinton samt dronning Elisabeth har nydt en kande te. Der var dog masser af plads, for priserne er sat så høje, at fattigrøvene bliver udenfor. Vi gik op på 1. sal og kunne vrage og vælge, så vi slog os ned ved et bord ved et vindue med udsigt til folkemængden udenfor. Der blev udleveret et menukort, og vi tog en temenu og en enkelt kande te. En kop te med en masse teblade, men dog med en termokande kogende vand kostede 60 yuan. Temenuen kostede 129 yuan, og det var vistnok jasminte, der var i en lille kande, og en lille kop ikke meget større end et fingerbøl. Tilbehøret til menuen var 6 små, bløde, hvide kager foruden noget uidentificeret, der var pakket ind, og så 7 små måske vagtelæg. Jeg fik spist et af æggene, hvor blommen var helt sort. Smagte faktisk udmærket, men var det tilrådeligt, hvis man har sin mave kær? Nej, det blev kun til de ene.
Hjemad igen, først igennem Disneybasaren og senere igennem det faldefærdige Shanghai med tørresnorene over gyderne, hvor mormors underhylere hang og blev luftet. Ned i metroen igen, og igennem den lange gangtunnel under stationen. Kineserne har regnet ud, at det er mest praktisk, at alle de, der går i samme retning, også går i samme side. Til gengæld maser de sig ind i metroen før de, der skal ud, er kommet ud, og det selvom der er afmærkning på perronen. Tilbage til et par timers afslapning på hotellet og vi fik vekslet 100 US dollars til 603 yuan på en vekselmaskine på hotellet. Den kunne faktisk også tage danske kroner. Vi måtte dog have hjælp af receptionsdamen, der heller ikke rigtig kunne finde ud af det.
Så var der problemet med vores sengepladser, der var i to forskellige vogne. I min kupe var der to damer og en ung mand, der ikke kendte damerne. Jeg forelagde problemet, og den ene søde dame ville gerne flytte kupe. Hun havde lige fået sin kuffert samt en kasse øverst op, men hun ville så gerne hjælpe. Jeg for ned for at hente Gitte, og vi takkede damen mange gange. Så var problemet, at vi havde 2 overkøjer, og hvordan få Gitte derop med sit dårlige ben. Den unge mand indvilgede i at tage overkøjen, og han takkede nej til en 100 yuan seddel for ulejligheden. Og således faldt alt på plads for de to eventyrere.
Vores medpassager, den unge mand, bor i Shanghai, og han skulle på besøg hos sin mor i Hong Kong. Han taler engelsk, men han er lidt genert, så jeg ved ikke, hvor meget jeg kan får ud af ham. Damen taler vist kun kinesisk. Hun har kun 5 tænder i munden, men placeret så hensigtsmæssigt, at de tre i undermunden passer til mellemrummet i overmunden. Køkkenvognen med varm mad kom forbi, og vi tog en portion til deling til 25 yuan. Der var selvfølgelig mest ris og så 3 rum med forskelligt kød blandet med grønsager og krydderier. Det er det bedste måltid, jeg har smagt i Kina. Det er allerede mørkt kl. 19, og det er spændende, om der er snorkere i kupeen. Jeg ligger i øverste køje og filosoferer lidt, medens toget drøner gennem aftenen. Da dunk da dunk. Hvor lang er en togskinne? Der er ca. 100 dunk på et minut, og hvis nu en togskinne er 18 meter lang giver det 1800 meter i minuttet, og det giver 108 km i timen. Der er ca. 2.000 km fra Shanghai til Hong Kong, så det passer meget godt. Klokken er kun 21, og det er for tidligt at lægge sig til at sove. Den gamle kone har dog lagt sig, og der kommer nogle snorkelyde indimellem. Nogle børn griner ude på gangen, og indimellem går der en mand derude og siger noget højt, som om han vil sælge noget. Døren ud til gangen står åben, så kan jeg bedre følge med i livet udenfor. Så kom der et ordentligt snork fra konen – utroligt at hun ikke selv vågnede.
I Shanghai tænkte jeg på, om vi dog mon ikke var de eneste danskere, der gik rundt i byen og har taget toget hele vejen. Og hvorfor gør vi det? Jo, for at opleve verdens forskelligheder på nært hold. |
3. del.
Tog til Indokina.
Det var diset og lidt småregn. Der er to små vaskekummer og et pedaltoilet i hver vogn. Det var så som så med pedalen, for forgængernes efterladenskaber lå der endnu på lit de parade. Ja, en rejsende Jorden rundt må lide langt mere ondt end godt, godt, godt. Nå, som et lyspunkt var den meget skævøjede pige, som jeg havde siddet ved klapbordet med i går, dukket op igen. Jeg lurede lidt på hende, om jeg måske skulle spørge, om jeg måtte tage et billede af hende, men ellers sad jeg og skrev. Det blev dog hende, der åbnede samtalen og spurgte, om det var en "diary", jeg skrev i. Og så viste det sig, at hun talte et pænt, godt engelsk. Pigen, der hed Yang Xilan, spurgte, om hun måtte fotografere mig, og også et billede af både hende og mig. Jo, selvfølgelig, hvis jeg også måtte tage et billede af os begge. Det måtte jeg gerne, og så tog hun et billede af mit fotografiapparat med vores billede.
I 1920’erne og i 1930’erne blev Shanghai omtalt som Østens Paris eller Orientens horehus. Dengang byggede kolonimagterne prangende bygninger i empirestil langs havnefronten The Bund, opiumsbuler og væddeløbsbaner, og hasardspillet blomstrede. Der var flere biler i Shanghai end i hele det øvrige forarmede Kina. Da Mao kom til magten i 1949, stoppede festen, og Shanghai blev straffet og blev til "den gyldne malkeko". Da alle indtægter skulle afleveres til kommunisternes centralregering i Beijing, flygtede de fleste japanere, englændere og franskmænd.
Byen har ikke noget videre tilbage af gamle templer eller kejserpaladser, der skal holdes ved lige, så alt krudtet bruges på en ny, moderne og effektiv storby.
Holiday Inn er et vestligt hotel på 23 etager, og tæpperne på gangene er så bløde, at kufferternes hjul skulle slæbes igennem. Stort fint værelse med udsigt lige ned på stationen.
Egentlig mærkeligt at gå blandt så mange kinesere og skille sig så meget ud. Vi har ikke set en eneste vesterlænding siden Terrakottamuseet i Xian.
Morgenmad i en overfyldt morgenmadsrestaurant, hvor der endda var en vesterlænding blandt ca.100 kinesere. Det var kinesisk morgenmad, men jeg fandt dog et par toast, smør og marmelade – alt det andet har bestemt ikke interesse om morgenen. Kineserne skovler op på tallerkenerne og går så fra det halve. Resterne kan så sendes til de fattige, sultne kineserbørn, hvis de findes mere.
Dagens program var at tage metroen og se centrum af Shanghai. Metroen er tilsyneladende ret nem at finde ud af. Ved billetkontoret sagde jeg 5 x 2 og fik 2 kort, og det blev 10 yuan, men om vi så også kan komme hjem igen på de billetter vides ikke. Vi skiftede en gang og stod så af ved metrostation Lujiazui, der ligger i kvarteret Pudong med alle højhusene og lige ved siden af TV-tårnet og Øloplukkeren. 
Museet endte i en stribe souvenirbutikker, og jeg købte en pakke postkort, spillekort og en køleskabsmagnet for i alt 50 yuan. Lige nu sidder vi under en parasol ved foden af tårnet og samler mod til at besøge "Øloplukkeren.
Mellem de to bydele Pudong og The Bund går der en sightseeingtunnel under floden, og jeg forestillede mig en gangtunnel, måske med nogle fotografier eller måske med kik til flodbunden. Det koster 50 yuan at komme derned, og man kører i små vogne med en hel masse forskelligt lys undervejs. Der var også andre aktiviteter, hvis man ville betale for det. 
The Bund, der i 1930’erne var Shanghais "Wall Street", var engang hjertet af det amerikanske og engelske kvarter. Her er stadig store, grå stenbygninger med prangende søjler, gesimser, klokketårne og flagstænger. Her ligger alle de store banker som Bank of China Tower, Pudong Development Bank og Customs House fra 1920’erne og 30’erne. Denne tidligere pragthusrække syner dog ikke af meget i sammenligning med det nye Shanghais pragtbygninger. Der er ikke meget tilbage af "Huangpu Park, hvor der indtil 1928 hang det berygtede skilt: Ingen adgang for hunde og kinesere.
Der var lige nogle flere, der skulle fotograferes sammen med os, men ellers gik vi videre langs promenaden, hvor der lå en masse regeringsbåde og turbåde. Vejret var herligt, og denne promenade er en dejlig oplevelse.
Vi tog til Folkets Plads og skiftede til linje 8, for vi ville ud til det gamle EXPO område. I Politikens guidebog står der, at man skal af ved South Xizang eller Yaohua, men det er gamle oplysninger. Vi stod derfor af et forkert sted og måtte spørge en gadefejer, og heldigvis var der et billede i bogen af den kinesiske pavillon. Så ned i metroen igen, hvor vi stod af ved stationen "China Art Museum". Ude af stationen så der meget EXPO-agtigt ud på den modsatte side af vejen, så vi gik derover, men så endte det EXPO-agtige. Vi viste billedet til en mand, og han syntes, vi skulle vende os om, for lige ved stationen tårnede den røde tremmebygning sig op. Udgangen ligger ved stationen, og der er de ikke interesseret i, at man går ind. Der blev peget og forklaret, at man skal gå til højre ved stationen og et par hundrede meter ned langs et højt hegn. Der var et stort skilt med Tickets, og så kom den store overraskelse – det var ganske gratis.
Vi var ved at kunne finde ud af metroautomaterne, for ved første forsøg fik vi 4 billetter, og det skulle vi bruge for at komme hjem.
Det begyndte at småregne, så vi fandt en bænk under et træ og kikkede på lotusblomster. En nydelig dame stod lidt derfra og fotograferede os. Jeg spurgte, om hun ikke ville sidde, og så fik vi udvekslet de sædvanlige fotos. Hun havde et superkamera og havde fået taget nogle superlotusbilleder. Jeg spurgte, hvad hun hed, og hun sagde 58, og af det udledte jeg, at det nok var hendes alder. Hun hed vistnok Cheg Wej 11, eller også var det der, hvor hun boede. Hun var en meget smuk dame, men det engelske gloseforråd var nok nede på 20-30 ord, så er det svært at have dybe samtaler.
Gitte sad på en bænk under et træ og under en paraply, og jeg gik ned igennem gaden. Først blev jeg kontaktet af en mand, der ville praktisere sit engelske. Jeg måtte bedrøve ham med, at mit engelske ikke var noget at råbe hurra for. Han vidste dog, at København var Danmarks hovedstad, og så foreslog han, at vi gik på cafe som venner. Men pænt nej tak, jeg vidste ikke rigtig, hvad han var ude på.
Problemet er, at vi jo skal ud af værelset på et tidspunkt, og det er jo nok ikke kl. 15, som ville passe os bedst, for så kunne vi få et bad og klæde lidt om, men hvad gør vi?
Vi tog metroen til Dashijie og gik østpå gennem Det Gamle Shanghai, og det var en helt anden kop te, end det vi tidligere havde set af byen. Det Gamle Shanghai kaldes også det kinesiske kvarter, og det lyder jo mærkeligt i en kinesisk by, men Shanghai har været en besat by, og kineserne måtte klumpe sig sammen bag en 5 km lang rund bymur. Bymuren er dog nu revet ned, men lå, hvor gaderne Renmin og Zhonghua i dag ligger. Herinde ligger også "Glædens Have" og det gamle tehus, og det er en del af det ægte, oprindelige Shanghai. Store dele af resten af kvarteret er efterhånden en Disneyudgave af en gammel kinesisk by. Bulldozere jævner kvarter efter kvarter, og man bygger nye, moderne huse, dog mange i gammel kinesisk stil.
Vi krydsede ind igennem slummen, hvor der heller ikke var pinlig rent, og ind i mellem var der latrinlugte. Spændende nok, og om få år vil også dette kvarter være jævnet med jorden.
En lille pige sad med en pose fiskefoder, og flere hundrede karper flokkedes om hendes fingre, og hun kluklo. Det koster 30 yuan at komme ind i haven, men det var ikke herinde, at tehuset lå, fandt vi ud af.
Teen var noget tyndbenet og smagte ikke særlig godt med alle de løsgående teblade, men det var da en oplevelse at have besøgt stedet.
Det var lige ved at gå galt, for vi sad i Temporary venterummet, og en del af de andre begyndte at gå. Vi besluttede, at vi hellere måtte gå op til den store ventesal 6, så vi sad rigtigt og ventede. Deroppe pegede kontroldamen, at vi skulle gå ned igen, og vi forstod ikke et ord. Slet, slet ikke, for på tavlen stod der T og 99 og afgang 18.20, og det var lige os. Vi blev nu bedt om at følge med en sikkerhedsvagt, og han gik helt ud af stationen, og til venstre for hovedindgangen var der en speciel indgang til Kowloon toget. Indenfor var der paskontrol som i en lufthavn, og der blev stemplet i passet, og vi blev fotograferet, og så igennem "nothing to declare" og så ind i et toldfrit område. Indrejseseddelen til Kina skulle afleveres, og vi forlod simpelthen landet, og vi var store spørgsmålstegn, for var Hong Kong da ikke en del af Kina siden 1999? Vi kom igennem en ny ventesal, og i samme øjeblik blev der kaldt ud, og der holdt toget.
Vi var på softsleeper og madrassen var af dobbelt tykkelse, ryglænet havde blonder, og der var forede bøjler og rigtige western WC og vaskerum i vognen. Toget satte først i gang 18.25, fem minutter forsinket, så hvad er det for noget?