Tog Jorden rundt.
Juli 2014.
Hård nat og god morgen i toget til Shanghai.
2. juli 2014
Efterhånden fik jeg opklaret, at det var en familie på 12 personer, der havde været en tur i Xian for at se Kejserens terrakottahær og nu var på vej hjem til Shanghai. Der var også en lille pige på 7-8 år med, og hun havde kikket en del på mig, så jeg gav hende et postkort med dronning Margrethe. Jeg spurgte en af de voksne, om de kunne engelsk og kunne oversætte, hvad jeg lige hurtigt fortalte om kortet. Meget lidt engelsk, men så kunne de oversætte via mobilen Nå, men der gik hul på bylden med det meste af familien, og vi fik udvekslet masser af betragtninger, så det blev en rigtig hyggelig morgen.
Vi nærmede os Shanghai, og vi fik sagt pænt farvel til hele familien med hånd og det hele, og specielt til Yang Xilan. Glemte for resten at spørge, hvor gammel hun var, men vel 14-15 år. Efter næsten 15 timer i toget, søvnløse men ellers i godt selskab, rullede vi kl. 7.42 ind på Shanghais hovedbanegård. I 1990, hvor Deng Xiaoping kom til magten, åbnede han Kina til omverdenen, og Shanghai udviklede sig til et nyt Hong Kong. Sidenhen er tusindvis af højhuse skudt op, og flere af dem er blandt de største i verden. De gamle, lave boligblokke blev bulldozet væk kvarter efter kvarter, og parker, gågader og eksklusive forretninger har overtaget pladsen. Shanghai er i dag ved at overhale Singapore, Tokyo og Hong Kong og er nu ved at være Østens stærkeste industri- og finansby. Det danske Udenrigsministerium, Vidensselskabet og Danmarks Eksportråd har i fællesskab åbnet et innovationscenter, for de vil meget gerne have fingre i de 400 mill. kinesiske forbrugere omkring Yangtzekiangfloden, der bugter sig igennem det centrale Kina. Shanghai har selv omkring 17 millioner indbyggere i et selvstyrende område på 6.340 km2 (lidt mindre end Sjælland), og det hører direkte under Centralregeringen.
Det lugter dog lidt af historie langs promenaden "The Bund" med solide bygninger fra kolonitiden, men de er nærmest dværge i sammenligning med de nye højhuse lige bagved. Herfra er der udsigt til "Pudong" på den modsatte side af floden, og her ligger det nye Shanghai med en "skyline" med op til 500 meter høje huse.
Strøget ved Folkets Plads er det moderne Shanghais fornemste forretningsstrøg, og så er der Det Gamle Shanghai, der ligger omkring et hyggeligt tehus på pæle midt i en sø. I bydelen Jing’an er der et kunstnermiljø, og i Det Franske Kvarter findes der villaer, cafeer, bagerier og kunstgallerier i Europa-inspireret stil.
Gitte var indisponibel med hævet ben, så jeg gik en tur i omegnen for at finde gangtunnelen. Også på vores side var der et leben af mennesker, for her ligger busterminalen samt forretninger, gadesælgere og flere fastfoodrestauranter. Jeg var kun lige kommet ud af hotellet og gik forbi busterminalen, da en dame henvendte sig og sagde: "Amour, amour". Hvad skete der så? OK, jeg røber det, for jeg sagde. "No, no amour" og gik videre. Længere fremme fandt jeg passagen, der går over på den anden side af stationen. Hernede under jorden er der et utal af forretninger med mobiltelefoner, ure, tøj og souvenirs a la bjæffende plastikhunde m.m. Ovre på den anden side var en stor blomsterdekoration med "Velkommen til Shanghai". Jeg gik ud ad en af de brede gader med højhuse og masser af biler. Fodgængerfelter bliver ikke på nogen måde respekteret – bilerne maser sig faktisk igennem fodgængerne og vil helst skubbe en væk. Jeg gik et stykke ud ad forskellige veje, og for at få lidt variation gik jeg på tilbagevejen på de modsatte fortove. Det skulle jeg ikke have gjort, for jeg gik vild og kunne pludselig ikke kende noget som helst. Så fandt jeg heldigvis et skilt med railway station, og jeg var reddet.
Det småregnede på noget af turen, men så blev det tørvejr, og jeg sad på en bænk og kikkede på mennesker. Der er rent på gader og pladser, og der var ikke en eneste tigger. Alle var velklædte undtagen mig i korte bukser med hængerøv og en nusset T-shirt. Aftentur på vores side af stationen. Udenlands skal man jo helst spise lokalt, men kinesisk mad kan man jo spise mange steder i København. Der er dog nok ingen steder i København, hvor man kan få kinesisk fastfood som "Kong Fu". Det siges, at kineserne spiser alt, hvad der kan bevæger sig, dog undtagen hvis det har hjul. Der blev heller ikke fundet nogen hjul, for måltidet bestod af en skål ris, kød blandet med tang, kål og salat og så noget suppe i en lille skål. Jeg fiskede nogle klumper op af suppen i den tro, at det kunne spises, men det var sammenpressede benstumper. Så ned i suppen igen, og så kunne væsken drikkes. Personalet i Kung Fu gik med masker, og der var håndvask i lokalet, så hygiejnen var sikkert i orden.
Udenfor var der gang i madboderne med majskolber og nogle store, fugtige pandekager.
Jeg havde lyst til at slutte med et stykke vandmelon efter mine to toast. Der var dog ikke mere melon tilbage, men naboen havde til gengæld dynget 12 stykker op på sin tallerken. Jeg stirrede intenst på dem, og han forstod et vink og bedyrede, at der var vandmelon deroppe. "No they are finish". Og så gik jeg. Dertil skal siges, at han ikke var kineser, og gid han ville blive kvalt i vandmelon. I øvrigt var der mange indere til morgenbordet og alle velnærede. Et par stykker slog sig ned ved vores firemandsbord uden at spørge, men ok, det var da i orden. De troede, vi kom fra USA. Nej, fra Danmark, men det sagde dem ikke noget.
Pudong er imponerende, for i 1990 var her rismarker, men nu er højhusene skudt op som bambusskud efter en forårsregn. Allerede i 1993 stod det 468 m høje TV-tårn "Orientens Perle" færdigt, og i 1999 kom det 492 m høje "Shanghai World Finans Center", og de er i gang med at bygge et højhus, der skal være 632 meter højt. Det koster 120 yuan at komme op til første kugle, og 220 yuan at komme op til øverste udsigtskugle, hvor den nederste etage i denne kugle er med glasgulv. Meget eksotisk at se bilerne bevæge sig mellem tæerne. Der var mange mennesker, men det gik hurtigt med at komme op. Udsigten var lidt diset, men det kunne tårnet jo ikke gøre for. Nede i bunden af tårnet ligger "Shanghais Historiske Museum", og det er virkelig et godt museum med tableauer af byens befolkning og byens udvikling, og det er lige fra de gamle dage med englænderne og opiumshulerne og videre frem. Indgangen til museet er på samme billet som tårnet, og det er alle pengene værd. Inden da blev vi dog fotograferet af mindst 10 forskellige kinesere. Børn, unge piger og mænd ville have et billede af "The Greiners", og vi stillede gerne op, hvis vi kunne fornøje befolkningen. En lille dreng gav mig "high five", og så ville hans søster, der var en meget lang "hunkineser" også være med.
Shanghai World Financial Center også kaldet Øloplukkeren har verdens næsthøjeste panorama-etage, og den hænger i 474 meters højde over skyskraberens hul. De 101 etager rummer 377.300 m2 gulvareal med kontorer, hoteller, forretninger og restauranter. I flere år blev det holdt hemmeligt, hvor højt huset skulle være, for det var planen at slå Taiwans verdensrekord, der var på 509 m. Men da fundamentet kun er bygget til 460 meter, blev der ikke givet tilladelse til de sidste meter. Det firkantede hul i toppen skulle lette vindpresset og være dekorativt, men der var oprindeligt planlagt en cirkelformet åbning. Indflydelsesrige personer mente, det ville minde for meget om Japans opstigende sol, og så blev hullet trapezformet. Det har så den måske kedelige konsekvens, at bygningen bliver sammenlignet med en øloplukker. Det koster 120 yuan at komme op med elevatoren, men til gengæld drøner den deropad med 80 km i timen. Elevatoren går til 95. etage, og det er det nederste af oplukkeren, og så er der rulletrappe op til 100. etage og overkanten af oplukkeren. Heroppefra kunne vi se ned på TV-tårnet, som vi før syntes var så højt. På 95. etage er der en bar med skyhøje priser. Et bæger med en lille kugle is kostede 18 yuan. Nå, men så var der udsigt med i købet.
Nede på gaden igen ville en ung pige have, at vi skulle udfylde hendes spørgeskema. Only five minutes. Det var en hel masse om EXPO 2010, som vi jo ikke havde set. Vi arbejdede os nedad med besvær og gætterier. Jeg spurgte, om hun vidste, at den lille havfrue fra Danmark havde været med på udstillingen. Det vidste hun ikke noget om. Så mistede vi interessen, især fordi der var endnu 2 hele sider med koncentrerede spørgsmål. Vi sprang fra, for vi havde kun to dage i Shanghai, og det ville tage flere timer at besvarer alle de mange spørgsmål. Beklager. Jamen, så kunne hun ikke lave sin hjemmeopgave. Beklager, unge dame, der er alt for mange spørgsmål. På The Bund siden holdt der en "Hop på-Hop af" bus, og det kunne faktisk være rart med sådan en tur igennem byen. Men min naturlige nærighed sagde nej. Det kostede 300 yuan pr. person, og det var lige 200 yuan mere, end det var rimeligt. Så vi gik i stedet for en tur langs floden på The Banks promenadefortov, hvor der var flot udsigt til højhusene på den anden side. Den brede promenade er Shanghais største tilløbsstykke, for her kan millioner af kinesere og en del vesterlændinge måbende fotografere Pudongs skyline. Hele havnefronten blev op til EXPO renoveret, og grimme broer og motorveje på stylter blev fjernet, så meget af trafikken nu er blevet ledt under jorden.
Der er en livlig trafik på floden med massevis af store lastbåde med kul og grus. Der var noget at se på og også på alle de mennesker, der gik forbi, så vi satte os ned på en lang bænk. En ældre herre satte sig ved siden af os, og det viste sig, at han var pensioneret skolelærer, og foruden engelsk talte han også tysk. Hans navn var Gon, der på tysk ville være Günter, sagde han. Ikke nok med, at han vidste, hvor Danmark ligger, så vidste han også alt om havfruen, H.C. Andersen, Odense og dronningens nylige besøg. Da snakken tilfældigvis kom til Japan, vidste han også alt om Japans storbyer. Meget hyggelig fyr, og vi gav pænt hånd, da vi sagde farvel, og han skrev en hilsen i min dagbog.
Vi ville med metroen hjem, men det er stadig noget smadder at købe billetter i en kinesisk automat, så nogle indfødte måtte hjælpe os. Det var myldertid, og togene var overfyldte. Vi blev presset ind, og Gitte udbrød: "Du milde kineser". Det var vistnok et udtryk fra hendes Rødovretid.
Ved 18-tiden traskede vi hen til hotellet og var helt flade. En gadesælger fristede med et melonstykke på pind til 3 yuan, og det smagte herligt. Vi havde ikke set en eneste tigger hele dagen, og alle var velklædte og bevæbnet med mobiler og fotoapparater, og så var der pinligt rent overalt.
I 2010 dækkede EXPO området 5 km2, og Danmark var med som en af de 200 pavilloner. Vi havde som bekendt den originale Lille Havfrue med, og foruden hende var der tre temaer: danske byer, danskere og danske teknologiske løsninger på at forbedre bylivet. Temaet for hele udstillingen var da også "Better city, better life".
Den 63 meter høje kinesiske Pavillon står der stadig, og den ligner en omvendt pyramide bygget af røde træklodser. Der er 56 træklodser, som dog ikke er af træ, og de symboliserer Kinas 56 minoriteter. Bygningen har kostet over en milliard kroner at bygge, og den er superflot og er nu indrettet som et kæmpe kunstmuseum. Der var den ene sal efter den anden og også en sal med malerier af nøgne kvinder – de fleste ville jeg dog nødig møde i levende live, især ikke hende med øjet under armene. Vi så kun en brøkdel af museet, men vi fik da lige spist frokost i deres cafe. En meget lille kinesisk pizza kostede 58 yuan, og en cola kostede 14 yuan, hvor normalprisen ude i byen er 4 yuan. Vi stod af ved "People Square", der siden 1990 har undergået en total forvandling. Briterne ville ikke kunne finde det mindste spor af den hestevæddeløbsbane, de havde bygget i 1862. Mao selv havde sin favoritsuite her på Park Hotel, men han havde nok heller ikke kunne kende pladsen igen, da den nu er omgivet af højhuse, bl.a. Radison Blue Hotel. Meget overraskende er pladsen ikke en plads, men en meget smuk park. På et hjørne uden for parken stod tre soldater som støtter, den ene var endda en kvinde. De havde alle tre maskinpistoler i kampklar stilling, og det så lidt uhyggeligt ud. Inde i parken var der kinesiske stenhaver, blomsterbede og tætte træbevoksninger. Desuden var der en stor lotusdam med 1½-2 meter høje, lyserøde blomster. Her var der nærmest fotostorm, og det var da også utroligt smukt. Vi sad på en bænk og nød synet. En rigtig tigger kom forbi, og han havde en meget dårlig fod, der var halvt omviklet med beskidte, brune klude. Han var som taget ud af Kinas rigtig fattige tid, og han græd næsten af selvmedlidenhed. Nå, det var svært at se på, så han fik 5 yuan for at trøste ham lidt.
I parken er der en del tiggere og også udenfor på vej ned mod gågaden. En 3-4 stykker var som taget ud af Kinas værste periode, om det så var under englænderne eller Mao, ved jeg ikke. Nå, men deres tøj var flikket sammen af lapper med ubehjælpsomme sting. En mand lå på gaden i sine pjalter, og fødderne var dækket af gravrust. Jeg lagde en mønt i hans metalskål, og han vippede med hånden til tak.
Det næste tilbud var nemmere at tyde, for det var en ung dame, der tilbød massage for kun 200 yuan. Hun var lidt svær at slippe af med, men nej tak. Det sidste tilbud på gågaden kom fra en skaldet bodybuildertype, og han tilbød speciel massage. Nej, nej og atter nej tak. Puh ha, så var jeg henne ved Gitte igen, og vi gik ned i Metroen, som vi havde billetter til, og vi var efterhånden eksperter: Billetten lægges på en rund pukkel, og man skubber til karrusellen og går igennem. Efter togturen skal man igennem afspærringen igen, og billetten stikkes ind i en revne kaldet "billetslugeren", og så kan karrusellen skubbes rundt.
Det småregnede stadigvæk, og jeg købte lige et stykke melon på pind, som jeg vidste kostede 3 yuan, men måske på grund af regnen kostede det 1 yuan mere end normalt, men pyt.
Problemer er også, at vi har togbilletter til to forskellige togvogne, men måske kan vi bytte? Kinesiske yuan kunne vi også godt bruge lidt flere af, men pengemaskinen på hotellet vil ikke gennemføre udbetalingen med vores kreditkort. Vi må få taget hul på problemerne efterhånden. Det var tjek ud tid på hotellet kl. 12, fik vi at vide, men vi fik forlænget tiden til kl. 15 formedels 200 yuan, og så var det problem løst. Vejret var oveskyet og faktisk behageligt med 25-30 grader. Påklædningen er shorts og T-shirt, sidstnævnte bliver våd på ryggen – det må være fedtet, der smelter.
Vi gik ned igennem en af gaderne, og på den ene side lå en række meget faldefærdige huse, men alligevel var der boder og forretninger med madvarer i form af grøntsager, levende fisk, høns og duer m.m. Husene sang på sidste vers. De fleste vinduer var blændede, og det var lige før, det hele brasede ned. Til den anden side af gaden lå nybyggede huse i gammel stil, og de var så nye, at der ikke var flyttet nogen ind endnu.
På vejskiltene står der heldigvis W eller Ø, så man har retningen, og vi kom til en bred vej, og overfor var en stor port med et par stenløver udenfor. Herinde ligger "Yuyuan Bazaar", der er blevet Shanghais populæreste seværdighed. Kvarteret er opført i arkitektur fra Ming- og Qingdynastiernes tid med grå tegl, tagskæg i pagodestil og røde søjler, men det hele er nyt. Herinde findes i hundredvis af små forretninger, tehuse og restauranter. Det er som at gå i det gamle Kina under de røde kinesiske lamper. Der var et mylder af mennesker. Sådan ca. 100.000 kinesere og 5 vesterlændinge, hvoraf de to var os selv. Der var nogle selvbestaltede guider, der gerne ville vise rundt, men vi ville hellere gå rundt alene. En ung kvinde var meget ihærdig: ”What do you want to see?” Hun kunne f.eks. føre os hen til et silkemarked. "Do you like silk?" "No, I hate it", sagde jeg, og så forsvandt hun endelig. Vi gik efter den gamle tepavillon, men den var ikke sådan at finde. Vi kom ind i Yuyuan Garden (Glædens have) i den tro, at tehuset måtte ligge derinde. Haven blev skabt i 1559-77 med de kejserlige haver i Beijing som forbillede. Der er masser af pavilloner, kunstige landskaber af klipper og gamle ginkgotræer. Damme, vandløb og små broer giver også en god stemning, og her stortrives fede, farvestrålende karper.
Endelig fandt vi tehuset, og det lå ude i en lille sø, hvor en zigzag bro førte ud. "Huxinting Teahouse" er fra 1784, og man skal først passere "De Ni Svings Bro". I følge kinesisk tradition, kan onde ånder kun bevæge sig i lige linjer, så alle der drikker te i huset er altså ikke onde. Zigzag broen var stopfuld af mennesker, og hvordan skulle det dog være muligt at få en plads i det tehus, hvor både Hillary og Bill Clinton samt dronning Elisabeth har nydt en kande te. Der var dog masser af plads, for priserne er sat så høje, at fattigrøvene bliver udenfor. Vi gik op på 1. sal og kunne vrage og vælge, så vi slog os ned ved et bord ved et vindue med udsigt til folkemængden udenfor. Der blev udleveret et menukort, og vi tog en temenu og en enkelt kande te. En kop te med en masse teblade, men dog med en termokande kogende vand kostede 60 yuan. Temenuen kostede 129 yuan, og det var vistnok jasminte, der var i en lille kande, og en lille kop ikke meget større end et fingerbøl. Tilbehøret til menuen var 6 små, bløde, hvide kager foruden noget uidentificeret, der var pakket ind, og så 7 små måske vagtelæg. Jeg fik spist et af æggene, hvor blommen var helt sort. Smagte faktisk udmærket, men var det tilrådeligt, hvis man har sin mave kær? Nej, det blev kun til de ene.
Hjemad igen, først igennem Disneybasaren og senere igennem det faldefærdige Shanghai med tørresnorene over gyderne, hvor mormors underhylere hang og blev luftet. Ned i metroen igen, og igennem den lange gangtunnel under stationen. Kineserne har regnet ud, at det er mest praktisk, at alle de, der går i samme retning, også går i samme side. Til gengæld maser de sig ind i metroen før de, der skal ud, er kommet ud, og det selvom der er afmærkning på perronen. Tilbage til et par timers afslapning på hotellet og vi fik vekslet 100 US dollars til 603 yuan på en vekselmaskine på hotellet. Den kunne faktisk også tage danske kroner. Vi måtte dog have hjælp af receptionsdamen, der heller ikke rigtig kunne finde ud af det.
Så var der problemet med vores sengepladser, der var i to forskellige vogne. I min kupe var der to damer og en ung mand, der ikke kendte damerne. Jeg forelagde problemet, og den ene søde dame ville gerne flytte kupe. Hun havde lige fået sin kuffert samt en kasse øverst op, men hun ville så gerne hjælpe. Jeg for ned for at hente Gitte, og vi takkede damen mange gange. Så var problemet, at vi havde 2 overkøjer, og hvordan få Gitte derop med sit dårlige ben. Den unge mand indvilgede i at tage overkøjen, og han takkede nej til en 100 yuan seddel for ulejligheden. Og således faldt alt på plads for de to eventyrere.
Vores medpassager, den unge mand, bor i Shanghai, og han skulle på besøg hos sin mor i Hong Kong. Han taler engelsk, men han er lidt genert, så jeg ved ikke, hvor meget jeg kan får ud af ham. Damen taler vist kun kinesisk. Hun har kun 5 tænder i munden, men placeret så hensigtsmæssigt, at de tre i undermunden passer til mellemrummet i overmunden. Køkkenvognen med varm mad kom forbi, og vi tog en portion til deling til 25 yuan. Der var selvfølgelig mest ris og så 3 rum med forskelligt kød blandet med grønsager og krydderier. Det er det bedste måltid, jeg har smagt i Kina. Det er allerede mørkt kl. 19, og det er spændende, om der er snorkere i kupeen. Jeg ligger i øverste køje og filosoferer lidt, medens toget drøner gennem aftenen. Da dunk da dunk. Hvor lang er en togskinne? Der er ca. 100 dunk på et minut, og hvis nu en togskinne er 18 meter lang giver det 1800 meter i minuttet, og det giver 108 km i timen. Der er ca. 2.000 km fra Shanghai til Hong Kong, så det passer meget godt. Klokken er kun 21, og det er for tidligt at lægge sig til at sove. Den gamle kone har dog lagt sig, og der kommer nogle snorkelyde indimellem. Nogle børn griner ude på gangen, og indimellem går der en mand derude og siger noget højt, som om han vil sælge noget. Døren ud til gangen står åben, så kan jeg bedre følge med i livet udenfor. Så kom der et ordentligt snork fra konen – utroligt at hun ikke selv vågnede.
I Shanghai tænkte jeg på, om vi dog mon ikke var de eneste danskere, der gik rundt i byen og har taget toget hele vejen. Og hvorfor gør vi det? Jo, for at opleve verdens forskelligheder på nært hold. |