 Tog
Jorden rundt.
3. del. Tog til Indokina
Landområdet, vi kørte igennem, havde nu masser af bjerge, men der var små marker ind imellem. Meget idyllisk, men så blev det hele ødelagt af en stor, gammel fabrik og store kulbunker. Helt nede sydpå var der bananer på markerne, og det kunne tyde på et tropisk klima, for de kan ikke engang dyrkes i Sydeuropa. Der er også meget skovagtigt krat, så landet er ikke fuldt udnyttet. Alle de, der synes, at rissuppe og brune nudler er lykken, har fået, men hvad med os, der gerne vil have kaffe og friske rundstykker? Vi har kun fået en hjemmebagt kiks og en sjat saftevand. Faktisk fandt vi ud af, at der er en termokande med varmt vand i kupeen, men vi har ingen kopper. Som en luksus er der også nye hjemmesko i kupeen, og i fire forskellige farver, så der ikke forveksles.
Et tog holdt på den modsatte perron, og det var åbenbart lige stoppet. En folkevandring uden lige forlod toget. Først da de var væk fra perronen, blev der lukket op for en ny folkestrøm, der skulle ind i toget. Dramatik: en ældre dame var faldet på trappen, og manden prøvede at få hende op på højkant. Det lykkedes endelig med besvær, men hun var heller ikke en ren sylfide. Længere henne gik en mand, som brugte en bærestang til sin bagage, og en gammel kone slæbte 3 sække ris, der var bundet sammen, efter sig. På perronen var der dog mest ganske almindelige kinesere, som unge piger i lårkort og høje hæle, trækkende en lille, lyserød kuffert efter sig, medens de talte i mobil.
For at spare på strømmen var der slukket for airconditionen, og varmen var begyndt at trænge ind i kupeen. Jeg besluttede at gå hen i spisevognen, men der var ingen gæster, kun 3-4 personaler af hvem jeg købte deres sidste 2 cola. Medens vi holdt ved perronen, kom 3 kvinder ind i kupeen for at skiftede sengetøj, hvorefter det pænt blev lagt op i den øverste køje. De havde helt sikkert prøvet det før. Medens jeg stod udenfor på gangen, blev jeg inviteret ind i nabokupeen, hvor jeg fik en snak med Rajn, der var 6 år og gik i international skole, så han kunne tale engelsk. Sød dreng og forresten også en sød mor, der også kunne tale engelsk. De spurgte om jeg kunne tale kinesisk. Ja, sagde jeg og brystede mig med "Ni hao" (goddag) og ”shi shi” (ja), og så grinede de. Faktisk så glemte jeg i farten, at jeg også kan sige "jeg elsker dig" for det er de tre engelske ord: "Wall-eye-knee."
Toget ankom lidt forsinket til Hong Kong. Vi fik udfyldt en indrejseseddel og mødte så vores
guide, der var en nydelig, yngre mand. Vi fik fortalt, hvor vi skulle tjekke ind i paskontrollen, når vi senere skulle ud af Hong Kong igen, og så kørte vi fra Kowloon, hvor stationen ligger, igennem tunnelen til selve Hong Kong øen.
Senere i 1858-60 under den 2. opiumskrig besatte briterne også Kowloonhalvøen. Det var dog heller ikke nok for briterne, så de udvidede 1. juli 1898 Hong Kong til den nuværende størrelse med de såkaldte "Nye Territorier". Nu var briterne dog så flinke, at de lejede området i stedet for bare at invadere og undertrykke kineserne.
I starten var klippeøen præget af sygdomme og tyfoner, men til briternes overraskelse var der mange kinesere, der var villige til at leve under et fremmed flag. Langsomt blev Hong Kong en handelsby med kinahandel som vigtigste indtægtskilde. Især når der var krise i Kina, strømmede kineserne til byen. Størst var indvandringen, da japanerne angreb Kina i 1937, og efterfølgende sov der en ½ million kinesere i Hong Kongs gader. Da kommunisterne overtog magten i 1949, eksploderede indbyggertallet i Hong Kong til 2,3 million mennesker. Mange af flygtningene var velhavende kinesere, der især havde tjent penge på tekstilproduktion, så snart skød fabrikker op, og alverdens produkter bar prædikater "Made in Hong Kong". Byen havde også fået en frihavn uden told og moms, og det satte skub i turismen.
Vi ville gerne tage bjergbanen op til Victoria-tinden, så vi gik ned og besteg en sporvogn. Dobbeltdækkersporvognene er en herlig opfindelse, og de har kørt her i byen siden 1904. Sporvognene er overdådigt overdængede med reklamer, og det giver et farverigt indslag i bybilledet. Vinduerne står næsten altid åbne, og vi fik en plads på 2. etage lige i fronten, med vinden kildrende i ansigtet, medens byen rullede sig ud. Der er seks sporvognsruter, der overlapper hinanden, så der er rigtig mange sporvogne, og de kommer derfor med få minutters mellemrum. Vi havde fået et kort over Hong Kong i receptionen, men det var svært at følge med i, hvad stoppestederne hed, så vi kom ud til endestationen ved "Market". En billet koster 2,3 HK dollars, og der betales først ved udgangen. Ved Market var der en ting, jeg gerne ville prøve, og det var ikke mindre end verdens længste rullende trappe. Rulletrappen er 800 meter lang, men der kan dog stiges af forskellige steder undervejs. Trappen ruller op ad bjerget med 55.000 mennesker, der dagligt ruller op eller ned. Trappen ruller nedad fra kl. 6 til 10, når folk skal på arbejde og opad fra kl. 10.20 til kl. 24. Trappen er forbundet med Hong Kongs skywalks, som er fortove, der går i 1. sals højde, og derfor kan man gå lange strækninger i byen uden at skulle over gaderne og stå og vente på rødt lys. Skywalken går også durk igennem bygninger fyldt med mange smarte forretninger og banker og fortsætter så på den anden side. Inde i bygningerne er der den store fordel, at aircondition nedkøler luften til nogle manerlige grader.
Efter lidt besvær fandt vi indgangen til bjergbanen op til Victoria-tinden, men der var en kø på flere hundrede meter, så det kunne vi godt opgive og gik i stedet ind i den nærliggende Hong Kong Park. Parken er kendt for tropiske fuglefløjt, rislende kilder og en grøn jungle med eksotiske planter. Parkens højdepunkt er en kæmpe voliere med 600 fugle i 150 forskellige arter, og fuglene flyver rundt om de gæster, der nåede ind inden kl. 17, og det gjorde vi ikke. Vi kunne dog kikke ind, hvilket jo ikke er det samme som at have fuglene om ørene.
Ved en hyggelig restaurant reklamerede de udenfor med dejlige isdessert med frugter, så vi gik raskt ind, men der skulle være fest, så der var lukket. Heldigvis var der et ishus i nærheden, og personligt klarede jeg to sodavandsis og en isvaffel. Det var bare drønende varmt, og sveden drev, så der skulle noget væske til. Det er en smuk park med søer og springvand og et rundt vandfald, som man kan komme ind under uden at blive ret våd. Igen lå der bunkevis af kvinder rundt omkring på pap, og de hyggede sig med at spille kort, spise, sove og snakke. Så kom vi forbi et sted med en scene, hvor der blev lavet gymnastik, og bagved var et stort skilt, hvor der stod noget med 29 år og venskab med Filippinerne. Så det var åbenbart filippinske kvinder, der havde indtaget byen og fejrede det ikke særligt runde jubilæum på 29 år – hvordan vil det så ikke være næste år med 30 års jubilæum. Det er faktisk ikke så let at orientere sig på skywalken, så vi var kommet skævt på havnen og kom ud ved rækken af pierne (molerne), hvor der går færger alle mulige steder hen. Byen er klemt meget sammen i det, der hedder Central, så der bliver hele tiden bygget længere ud i vandet og højere op ad Victoriabjergets skråning.
Medens mørket faldt på, tændte lysene ovre på Kowloon siden, og især et højhus skilte sig ud med vekslende reklamer på langs af hele huset. Der var en god stemning lige der, hvor vi sad, idet en masse professionelle fotografer gik rundt og tog billeder af folk med Kowloons højhuse som baggrund. Kl. 20 skulle det fantastiske laserlysshow finde sted, og det står beskrevet som en symfoni i fem satser: Opvågning, energi, arv, partnerskab og fest. Det skulle være verdens største permanente lyd- og lysshow, der i 20 minutter skulle udspille sig over 40 skyskrabere på Hong Kong-øen. Vi stod præcis det sted, som vores guide tidligere på dagen havde udpeget som det allerbedste sted for at overvære showet. Præcis kl. 20 kom der en grøn stråle fra en bygning ovre på den anden side. Den fimsede lidt frem og tilbage og op og ned, og det var åbenbart det – en fuser uden lige. Hvad der var galt, aner jeg ikke, og selvom man ikke må gå tilbage til en fuser, kunne vi heller ikke, for næste dag ved denne tid skulle vi gerne sidde i et tog mod Vietnam.
Gitte gik ind på hotellet, og det var nok ikke første gang, der var taget fejl af hotellerne, for de havde et lille kort, hvor vores hotel lå, og det var kun 10 minutters gang væk. Faktisk så havde vi ikke spist hele dagen ud over en nøddebar, så vi gik ind på en Burger King, hvor der var skruet helt op for airconditionen – det var som at træde ind i et køleskab.
Vores travle markedsgade var nu helt lukket ned, og alle boder og forretninger var lukket. Vi havde et stort, skønt værelse med en flot, flot udsigt ud over havnen, og faktisk var vores værelse så højt oppe, at vi kunne se hen over de mindre foranliggende højhuse. I parken troner dronning Victoria i form af en kæmpestatue, men bortset fra hende er parken smuk. Der er store boldbaner, og der er en sti, der kun må bruges af jokkere, men den har så også blødt, løbevenligt underlag. Rundt omkring i parken er der grupper, der laver "tai chi", og det er ikke noget, man kan spise, men er en slags morgengymnastik. I den fjerneste del af parken, der vendte ud mod havnen, var der et plankeværk på tværs af det hele og bagved en byggeplads, så det var umuligt at komme videre. Vi gik derfor tilbage gennem parken og tog en af de herlige sporvogne tilbage til hotellet. Vores hotel ligger egentlig et ret malplaceret sted, for det er et fint hotel, men det ligger midt i en kinesisk handelsgade. Der kører sporvogne igennem mylderet, men det er ikke tilladt for biler. Til den ene side af gaden er der tøj, sko, ure m.m. og til den anden side madboder med alt i kød, fisk og grønsager. Sågar har de også hønsefødder og gulerødder, så der manglede kun svanehalsene. Jeg var inde i et lille supermarked, hvor dagens trækplaster var bananer, idet alle købte bananer. Seks fine bananer, en dåse mælkete og en is blev 21 dollars.
Sporvognene er herlige, men hvis jeg skal sammenligne Shanghai med Hong Kong, så foretrækker jeg bestemt Shanghai frem for Hong Kong.
Heldigvis kunne jeg ikke se ind i fremtiden på dette tidspunkt, så vi var lykkeligt uvidende om de besværligheder, der ventede os på den videre fremfærd.
Jeg er helt klar over, at vi kun har set en lille del af Hong Kongs seværdigheder, og ud over Kowloon togstation var vi slet ikke ovre på denne side af bystaten, men vi havde da snuset lidt rundt i det centrale Hong Kong og dannet os et billede. Kowloon station er fin og ny, og vi vidste, hvor vi skulle stille op for at emigrere ud af Hong Kong. Man kan først tjekke ind en time før afgang og få afklaret det med pas, små sedler, der skal udfyldes, og andre formaliteter. Der var mange forretninger på stationen a la Matas, guldforretninger (det er sikkert billigere her), kiosker, McDonald’s, boghandlere og fine bagerbutikker. Der var også en "Maxim’s Express", og det var en kinesisk fastfoodrestaurant. Gitte tog en menu med rissuppe, ris, kylling, to små skåle med krydderier og et par spisepinde. Jeg var mere kedelig og fik en kotelet, en pølse, ris, grøntsager, cola og kniv og gaffel. 110 dollars for det hele. Pølsen var bestemt ikke Steff-Houlberg, så halvdelen måtte levnes.
Vi skal igen indrejse i Kina, og der skal udfyldes indrejsepapirer. Så kom togdamen med en lille bakke, hvor der bl.a. blev tilbudt is. Sådan en kunne jeg godt klare, men hun ville have 45 dollars for et lille bæger. Så nej tak alligevel. Vi havde masser af HK dollars tilbage, men 45 dollars for et lille bæger is – det var nærmest røveri.
Ved billetkontoret var der lang kø, faktisk var der 5 køer, så guiden og vi stillede os i hver sin kø. Min gik hurtigst, men pigen før mig havde et bundt krøllede pengesedler, og de skulle først rettes omhyggeligt ud. Hvordan er det også, at hun behandler penge, men kan da ikke bare krølle dem sammen og stikke dem i lommen. Endelig blev det min tur, og guiden rykkede lynhurtigt over og viste pas. Vi fik billetterne og så ud til en ventende bil. Masser af røde lys undervejs til næste station, og så igennem sikkerhedskontrollen. For første gang skulle både mit fotoapparat og pengekatten op på båndet. Vi fandt ventesal 5 kl. 20.45, og den var helt fuld af mennesker, for der var åbenbart ikke bording endnu. Vores guide Selena havde fået lov til at gå indenfor, for hun ville være sikker på, at vi efter alt det besvær kom godt af sted.
Alle siddepladser var optaget, og folk begyndte at lægge sig på gulvet. Selena, den skat, fandt en softsleeper superduper ventesal, og det var noget helt andet med dybe læderlænestole. Der var næsten ikke andre mennesker i salen, og det var også ret spændende, for rummet ville blive låst kl. 23.30, og ville først blive låst op igen kl. 5 om morgenen. Hvad nu hvis toget kom inden, og vi kunne stå og ruske i døren. Der ville vistnok komme noget personale og hente os, men kunne vi regne med det? Der var da en afgangstavle i rummet, og vi kunne se, at vores tog K 408 stod på tavlen efterfulgt af nogle kinesiske tegn. Vi havde fået sagt farvel til Selena, for der var trods alt ikke nogen mening i, at hun skulle holde os i hånden natten igennem. Sød pige, og hun havde klaret problemerne, men det var tydeligt, at hun havde været lige så nervøs som os.
Så skete der endelig noget, idet en uniformeret dame kom ind kl. 3.50 og råbte noget meget højt. Softsleeperne fulgtes ud af VIP-salonen, der lå næsten lige ud til perronen, og der holdt toget, og så var det bare at stige om bord og finde sin kupe. Jeg tvivler på, at togdamerne havde nået at få skiftet sengetøjet, for det så noget nusset ud. Ud af højtalerne kom dæmpet kinesisk skønsang, og medens jeg spekulerede på hvem, der havde ligget i mine lagner, satte toget i gang, og vi slumrede ind. |
Tænk, at der ved en gang rissuppe og brune nudler kan smaskes så meget. Den ældgamle kone hed Shum Min Lin, og hun var født i 1948 (3 år yngre end mig), og hun havde lavet radioprogrammer og gjorde det vist stadigvæk. Hun kunne dog ikke et ord engelsk. Det var igennem den unge mand Lian Jle, der var 16 år, at jeg fik oplysningerne. Han var en meget sød, ung fyr, der ville være læge. Vi fik snakket om Kina og Danmark, og jeg fortalte, at hvis han en gang kom til Danmark, så var han nødt til at lære at sige "rødgrød med fløde", ellers blev han ikke lukket ind.
Vi holdt ved en stor station i Guangzhou, og det var her, vi skulle skifte tog i morgen. Vi skulle ikke af toget, så herfra kan jeg ikke fortælle noget udover, at byområdet er på størrelse med Sjælland, og at her bor 11 millioner mennesker. Guangzhou er Kinas vækstlokomotiv, og deres bruttonationalprodukt er i de sidste 20 år i gennemsnit steget med 14 %, og derfor er økonomien fordoblet hvert 5. år. Guangdong provinsen har derfor et BNP på størrelse med Mexicos og blev den første provins i Kina, der nåede et BNP på en billion dollars årligt. Guangzhou er derfor et økonomisk powerhouse af dimensioner, men få kender navnet. Alle i Vesten kender Canton, der historisk har været verdens stærkeste by-brand inden for handel, og selv danskerne havde her etableret handelsstationer i det 18. århundrede. Da Hong Kong blev etableret, mistede Canton sit monopol på handel med Kina, og ukendt af hvilken grund begyndte man i Vesten at bruge byens rigtige navn Guangzhou. Men hvem har nogensinde hørt om Guangzhou? Canton derimod siger en hel del mennesker noget, men det er en og samme by. 
Af en eller anden grund holdt vi på perronen i en ½ time, selvom ingen i vores tog stod af. Det måtte de heller ikke, for vi var nærmest et forseglet tog, da alle grænseformaliteterne var overstået i Shanghai.
Hong Kong er en bystat på kun 1104 km2, og her bor 7 millioner indbyggere, hvoraf 95 % er kinesere og kun 0,5 % er hvide. Bystaten består først og fremmest af Hong Kong øen, der blev besat af briterne i 1839. Det var kaptajn Charles Elliot, der anbefalede dronning Victoria at besætte Hong Kong, så britiske krigsskibe og handelsskibe havde en sikker havn i Kina. Dronning Victoria var fornøjet med Hong Kong, men udenrigsminister Lord Palmerston kunne ikke se det fornuftige i den gudsforladte ø. Elliot blev så udskiftet med Henry Pottinger, som gennemtrumfede, at kinesiske byer skulle åbne sig for handel, og forresten så skulle Hong Kong overdrages til Storbritannien for bestandig.
”De nye Territorier" blev lejet for 99 år, og lejemålet udløb i 1997. Margaret Thatcher bad Kinas leder Deng Xiaoping om at forlænge aftalen. Men nej, en aftale var en aftale, så Storbritannien indledte en tilbagetrækning fra hele kronkolonien incl. Hong Kong og Kowloon-halvøen. Det britiske "Union Jack" blev halet ned for sidste gang den 1. juli 1997, og siden er der hejst kinesiske flag op i en præcis 13 minutter lang, højtidelig ceremoni. Ved overdragelsen forærede Kina Hong Kong en 6 m høj skulptur af en gylden bauhinia-blomst som et symbol på, at byen i de næste 50 år kan have selvstændighed med mottoet: "Et land – to systemer". Frem til 2047 kan Hong Hong tilføje SAR til sit navn (Special Administrative Region), og bystaten har derfor grænsekontrol og egen valuta – Hong Kong dollars.
Vi havde stort set kun 1 døgn til alle Hong Kongs herligheder – nåh, faktisk hele 27½ time, så vi fortsatte med det samme ud i byen.
Vi gik ned ad en af skywalkene og kom igennem et af højhusene. Herinde lå der i hundredvis af kvinder på store papstykker langs væggene. De lignede ikke hjemløse, og de lignede heller ikke rigtige kinesere, så det er lidt af en gåde. Andre steder i byen lå der også bunkevis af kvinder rundt omkring, så spørgsmålet blev større og større.
Vi ville nu finde havnen, hvor der skulle være et lasershow kl. 20. Vi blev lidt forsinket af de store forretninger, for de har dørene stående åbne, og den dejlige kølige luft strømmer ud, så det er svært at komme videre.
Vi var kommet alt for langt til venstre og var for langt fra laserstedet med Gittes hævede ben, så en taxa var den eneste løsning. Det viste sig at være en billig fornøjelse, for startgebyret er 22 HK dollars, og man kan køre ganske langt for startgebyret. Så det blev kun 26 dollars, og vi stod i havnen sammen med en masse mennesker lige ved siden af skulpturen af bauhinia-blomsten.
Vi besluttede at tage en taxa hjem, og der holdt en masse af dem ved en taxaholdeplads, men der var ingen chauffører. Vi stod et stykke tid og ventede, og så kom der en med chauffør, men nogle andre snuppede den for næsen af os. Et andet sted fandt vi en taxa med chauffør, men han ville kun køre til Kowloon, og der skulle vi ikke hen. En anden taxa ville ikke køre i den retning, som vi skulle. Endelig fandt vi en taxa med en chauffør, og han ville gerne køre i den rigtige retning, men han satte os af ved et forkert hotel. 
Vi var nogle meget dyre gæster at have boende, for airconditionen kørte hele natten for fuld drøn, så ruderne var helt duggede til udefra. Heldigvis var det overskyet, og det var rejsedag igen, men inden da havde vi lidt tid i Hong Kong, så vi stilede ned til de herlige sporvogne, for vi ville besøge Victoria Parken.
Vi har ikke set en eneste souvenirbod i Hong Kong, så vi har ikke kunne købe et ærligt postkort. Der køres i venstre side, og der er ikke lige så rent som i de kinesiske byer. Vi har dog ikke set en eneste tigger, og alle er velklædte. På grund af de 0,5 % hvide indbyggere er vi ikke noget særligt i denne by, og ingen har lyst til at fotografere os. Der er dog nogen på gaden, der hilser pænt og smiler.
Det lykkedes i tørvejr, og Hong Kongs taxichauffører fik oprejsning, idet første taxa standsede og ville tage os med til Kowloon togstation. Der blev lagt 40 dollars på regningen, idet der var afgift ved en tunnel, så det blev i alt 160 dollars. Det var en flink chauffør, der fortalte lidt om det, vi passerede i mængden. 
Efter 3 timers ventetid kunne vi endelig stille op til billetkontrol og gennemlysning af bagage – gad vide, hvad de kikker efter. Derefter paskontrol, udrejseseddelen skulle afleveres og så ind i et toldfrit område som i en lufthavn.
Personalet var ualmindeligt søde, og de ringede et par steder hen. Heldigvis så havde vi telefonnummeret til vores guide, og hun fik lov til at komme ind på den anden side af paskontrollen. Hun havde dog ikke vores billetter, for de kunne kun afhentes, hvis vi viste vores pas. Nu havde vi da heldigvis en allieret, og heldigvis havde vi ekstra pasbilleder med, så formedels 360 yuan fik de fikset nye visa, men I guder, hvor gik det langsomt, og vi trippede. Problemet var også, at vores tog afgik kl. 21, og klokken var nu efterhånden blevet 20, og vi skulle først hen i den anden ende af stationen og afhente billetterne, og derefter var der en ½ times kørsel fra denne station til en anden station, hvorfra toget til Nanning afgik.
Så stod vi der som sild i en tønde og ventede, mens de sagde noget over højtaleren på kinesisk. Toget var forsinket, og Selena prøvede at finde ud af hvor meget – vistnok 7 timer.
Nå, her sidder vi så kl. 22.34 og ved ikke, hvad der ellers skal ske. Der er dog 12-15 andre rejsende i VIP-rummet, og vi er i samme båd. Vi sad ved siden af en ung kinesisk kvinde, der også skulle til Nanning. Problemet med hende var, at hun ikke forstod et eneste ord engelsk. Da jeg spurgte, om hun talte engelsk, viste hun med fingrene 5, og det var hendes gloseforråd. Og det er ikke ret meget. Faktisk så lidt, at hun ikke forstod det, da jeg spurgte om hendes navn. Jeg ville jo gerne have hendes navn, når vi nu skulle sove sammen, i hvert fald ved siden af hinanden.