Tog Jorden rundt.

3. del. Tog til Indokina.  

Fra Beijing til Phnom Penh.

23. delafsnit: Kejserbyen Hue.  

Personlig rejsefortælling af Kim Greiner.    

Ankommet til kongebyen Hue.                                               12 . juli 2014                                                                         

 Vi er i en softsleeperkupe på vej fra Hanoi til kejserbyen Hue, der ligger næsten midt i Vietnam på det smalle stykke. Hele natten havde vi rumlet af sted, men vi fik da sovet lidt ind imellem. Der er heldigvis western-toilet, og i begyndelsen var der endda papir. Kupeen og vognen er lidt mere primitiv end de kinesiske softsleepers, så det bliver senere spændende at køre næste strækning mellem Hue og Saigon, hvor vi skal ligge på hardsleepers.

Det er lyst ved 5-tiden, og jeg lå og filosoferede over, om der denne gang er en guide, der tager imod os, og om de har et værelse til os. Der er skam aircondition i kupeen, men vi er alligevel gennemsvedte. Vi fik besøg af en australier fra den internationale gruppe, og han fortalte, at januar og februar er de varmeste måneder i Australien, så gudskelov har vi undgået de måneder på vores videre tur Jorden rundt med tog.

 Vi kører igennem et fladt landskab med store og små marker. Som det er skik i Vietnam, ligger der mange flotte gravesteder rundt omkring på markerne.

 Vi nærmede os Hue og ankom kl. 8.30 til tiden. Toget var for langt til perronen, så vi stod af på en mark med en gruskant. Kufferterne blev trukket hen til den lille togstation, og vi spejdede ivrigt efter guiden, men der var ingen at se. Vi tog det helt roligt og satte os på trappen og ventede. Vi skulle bo på noget, der hed Hue Amazing Homestay, men hvor og hvad det var, anede vi ikke.

 Lidt efter kom en ung mand på motorcykel, og han havde et skilt med vores navne og undskyldte forsinkelsen. Han fik fat i en taxa, og vi kørte til Amazing Homestay, der lå inde i en lille gyde. Det var et lidt rodet sted, og det var lidt svært at se, hvad det egentlig var for noget, men meget hjemligt kravlede sønnen på omkring 1 år rundt på gulvet. Vi fik noget koldt vand, og så fandt vi ud af, at han ikke anede noget om de togbilletter, som vi skulle bruge til den videre fremfærd. Han ringede til Hanoi, og de meddelte, at de ville faxe nogle billetter, og så kunne vi hente dem i morgen.

Jeg spurgte, om vi kunne få værelset nu, eller skulle vi vente? Han trak lidt på det, for det var ellers meningen, at vi skulle bo i en sovesal. Han fortalte, at han havde fået et chok, da han så os – sådan nogle "gamle" mennesker, de var nok ikke lige typen til sovesale. Vi havde ikke sagt noget om, at vi ikke ville sove på sovesal, men helt ærligt, vi var heller ikke vilde med det. Senere så vi den internationale gruppe, vi havde rejst i tog med. Alle unge mennesker, og de stod uden for et nydeligt hotel. Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg havde bestilt så billig overnatning som muligt, for vi havde jo også nok haft råd til et hotelværelse.

 Nå, men guiden eller homestayfar trak mig udenfor, og så mig op bag på hans motorcykel, og vi kørte hen til et par hoteller, men der var tilsyneladende ikke plads, så vi kørte tilbage igen. Der blev så fundet på en anden løsning, så jeg skulle gå en lille tur med hans kone. I nærheden lå "Ngoc Lan Guest House", som jeg skulle inspicere, og ok, for her fik vi et nydeligt værelse både med aircondition, vifte og to store senge. Om vi så skal betale ekstra, ved jeg ikke. Der var måske lige et minus ved stedet, idet der lå vattæpper uden betræk på sengen – gad vide hvor mange, der havde ligget i dem? Selvom klokken var 11, havde vi faktisk ikke fået anden morgenmad end en ½ bolle, så vi måtte ud at søge terrænet af.

 Vi boede nærmest i et turistkvarter med mange cafeer, og på hjørnet var der et meget lokalt sted, hvor vi fik 2 x sej pork med ris og fritter og et par cola. I alt 165.000 dong, der svarede til 50 dkr. Efterhånden var cafeen totalt fyldt med vietnamesere, og der, hvor de lokale spiser, er der altid godt.  

Kejserbyen Hue og Huda.  

 Midt i det centrale Vietnam ligger Hue, der er rig på historiske minder og fortællinger om både skønhed og rædsler. Området består af en stribe lavland langs kysten og bjergkæden Truong Son (De Lange Bjerge). Her er ikke så frugtbart som i floddeltaerne i nord og syd, og området var et af de hårdest ramte under Vietnamkrigen, som vietnameserne kalder Amerikakrigen. Store arealer blev beskadiget under krigen, både af bombninger og af "Agent Orange", der var et afløvningsmiddel, som amerikanerne pøste ud over skovene. Sidenhen har området og byen Hue som følge af markedsøkonomien mærket en enorm fremgang, og især Hue er nu helt afhængig at turismen.

Indtil år 1306 var Hue en del af kongedømmet Champa. Men der levede en underskøn prinsesse i Hue, og så byttede vietnameserne sig til Hue og det nordlige område, og til gengæld fik Campa-kongen en vietnamesisk prinsesse.

 Da kong Gia Long senere havde erobret magten i 1802, valgte han Hue som kongeby på grund af den centrale beliggenhed. Indtil 1945 var byen derfor kongeby, men allerede fra år 1900 blev byens indflydelse mindre, da den franske kolonimagt havde valgt den gamle hovedstad Hanoi som magtbase.

 Under Amerikakrigen var der nogle af de heftigste kampe i Hue-området. Under Tet-offensiven angreb Den Nationale Befrielsesfront over 100 sydvietnamesiske byer. Hue var centrum for offensiven, der varede i 25 dage, og den kostede 5000 modstandsfolk og adskillige indbyggere livet. Den sydvietnamesiske hær mistede 348 soldater og amerikanerne 142. Endnu i vore dage advares mod minefare, da der stadig findes arealer, der ikke er ryddet for miner. Det frarådes derfor at gå uden for stier og veje uden en lokalkendt.

 Samtidig var over halvdelen af byens bygninger beskadiget eller ødelagt. Det gik hårdest ud over fæstningen og Kongebyen, hvor befrielsesfronten havde forskanset sig. Mange af de gamle træbygninger var dog allerede ødelagt under de franske bombardementer i 1916 og 1947.

 I vore dage er der fred og ingen fare, og byen er delt i to af Song Huong (Duftens Flod), der sommetider fejlagtigt er oversat som Parfumefloden, og det er nok at overdrive lidt. På flodens venstre bred ligger fæstningen og Kongebyen, og på den højre del den nyere franske bydel, hvor der er de fleste og bedste hoteller. Syd for byen er de store kongegrave spredt ude i landskabet.

 Danskerne har også sat deres præg på byen, eller i hvert fald på indbyggernes drikkevaner. Med udviklingsbistand fra Danida og investeringer fra Tuborg er der stablet en god forretning på benene, og i dag producerer Huda bryggeriet over 100 millioner liter øl om året. Hu står for Hue og Da for Danmark. Hvis vi drikker øl i udlandet, tager vi altid den lokale øl, og her er det helt oplagt, at vi vil støtte foretagendet og drikke Huda.

Kongernes by og 100 konkubiner.  

 Efter indlogeringen gik vi ned mod floden, og vi oplevede hurtigt en stor forskel på Hanoi og Hue. I Hanoi gik vi fredeligt rundt uden at blive antastet hele tiden. I Hue er det hele tiden: "Hallo, vil I ud og sejle, købe noget at drikke, have en cykeltaxa m.m." Da vi havde sat os i en park for at få noget at drikke, kom en fyr hen og blev nærgående. Han satte fingeren på mit ben, og så stak han hele hånden op i mit bukseben på mine shorts – så blev Far meget, meget vred, og han fik en meget høj skideballe på dansk, så han fortrak skyndsomt.

 Vi gik over "Duftens Flod", hvor det trods alt ikke duftede af violer, men tilsyneladende så vandet da rent ud. To cykeltaxaer var meget ihærdige, og de fulgte efter os, selvom vi sagde: "no thank you". Men de havde luret os – vi trak på benene, så som gribbe ventede de, til vi vaklede, og så slog de ned. Meget upædagogisk gav vi os, for det var trods alt noget nemmere at blive kørt rundt end halte rundt. Vi aftalte så 150.000 dong for en times rundtur i Kongernes by.

 Kong Gia Long byggede sin kongeby som en fæstning, og den kaldes derfor også for citadellet. Det er et 600 ha stort område, der er omgivet af en 23 meter bred og 4 meter dyb voldgrav og dernæst en 6 meter høj mur, der er ca. 10 km lang. Der fører ti porte ind i ”Den Ydre Kongeby”, der var beboet af bønder og håndværkere, og mange mandariner havde også deres paladser her. Længere inde i kongebyen er der endnu en voldgrav og en mur, der er knap 2,5 km lang. Her ligger ”Den Indre Kongeby", hvor kun hoffet og kongens gæster havde adgang. Bag en tredje og sidste mur, der er 4 meter høj ligger "Den Forbudte By".

Herinde i det allerhelligste havde kongen sine konkubiner installeret. Det var dog ikke altid lykken med de mange damer, og som han selv skrev: "Hver gang jeg går ind i haremmet, kommer de ondskabsfulde sataner mig i møde. De skændes og slås og beder mig afgøre deres stridigheder. Jeg er fuldkommen døv af deres skrigen og råben." Mange af kongerne havde alligevel over 100 konkubiner, og det var som regel døtre af fremstående mandariner. Hvis en konkubine opnåede kongens gunst på silkelagnerne, blev det nøje noteret op, så det kunne kontrolleres, at det var kongen, der var far til eventuelle børn.

 Kong Tu Duc var en beskeden konge, og han havde kun 43 udvalgte konkubiner omkring sig. De 30 holdt vagt, og de andre ordnede hans tøj, redte hans hår og polerede hans negle. Om natten sov de alle omkring hans seng. Nå, så havde han også nogle konkubiner af lidt lavere rang, så da han døde, efterlod han sig 103 officielt anerkendte konkubiner. Mange var ikke mere end 17-18 år gamle, og da han døde måtte de følge ham til mausoleet og leve der resten af deres dage, medens de passede på graven.

 Ved hoffet i Den Forbudte By forlangte kongen, at der til hvert måltid skulle serveres 50 retter, og alle skulle være tilberedt af forskellige kokke og serveret af 50 forskellige tjenere. Hans spisepinde var helt specielle, og man sagde, at de var af en speciel slags bambus, der skiftede farve, hvis maden var forgiftet.

 Desværre er det så som så, hvor meget der er tilbage af herlighederne selv i "Den Indre Kongeby". Flere steder er der kun fundamentet tilbage, men de er da også ved at bygge op igen, bl.a. den store Middagsport.

 Foreløbig kørte vi stille og roligt rundt i Den Ydre Kongeby, hvor folk boede i husene, men der var stille og fredeligt. De to cykeltaxamænd fortalte undervejs, og de viste os skudhuller i murene fra Amerikakrigen, og ellers fik vi set et buddhistisk tempel, en smuk landskabshave og en stor smykkeforretning, hvor der ikke var et øje. De ville gerne have, at vi satte os ved en cafe for at få noget at drikke. Så var de jo fri for at cykle imens – jeg havde luret dem.

 Vi blev sat af ved porten til "Den Indre Kongeby", hvor indgangen kostede 210.000 dong for to personer. Vi gik igennem Middagsporten og kom frem til Den Højeste Harmonis Palads, som er en stor bygning med en tronstol. Der måtte ikke fotograferes – der var dog heller ikke noget særligt at fotografere. Altså ærligt talt, så er der ikke alverden at se i den Kongeby. Jo, der var nogle smukke porte og nogle bygninger, der så nyopførte ud, og så er der ellers nogle ruiner og nogle tomter, hvor der engang har ligget et eller andet. Det gjorde det heller ikke bedre, at det begyndte at regne og tordne. Så vi sad en times tid på trappen under et tagudhæng til "Den Højeste Harmonis Palads" og kikkede på mennesker. I starten så vi nogle få vesterlændinge, der gik rundt, men ved 15-tiden kom der flere hold asiater, men slet ikke som i Kina, hvor det myldrede med kinesiske turister.

 Vi tog en taxa hjem og selvfølgelig en af de grønne med turistvenlige priser. Vi blev sat af et sted, vi mente at kende, men faktisk kunne vi ikke finde guesthouset i de regnvåde gader, så vi sjoskede noget frem og tilbage. Kvarteret er meget turistet med masser af restauranter og er egentlig hyggeligt nok. Især hvis folk ikke hele tiden skal sige ”Hallo – where do you come from?” og kun fordi de vil sælge et eller andet.

 Nå, der lå guesthuset så, godt gemt inde i en lille gyde. Lige ved siden af lå et fint hotel, som vi skævede noget til, men vi havde da tag over hovedet.

 Lige i nærheden ligger restaurant "Banana Flower" i en lidt fornem asiatisk/ europæisk inspireret stil, og derfor var der næsten ingen kunder. Vi havde lyst til pizza, men til forret fik vi de dejligste små forårsruller. Pizzaen var med et lidt for tykt lag ost, og fyldet lå nedenunder osten, og bunden var af en eller anden slags dej, der ikke mindede om pizza. Nå, men den kunne da spises, og så fik vi også en cola og en Huda. Der var udsøgt, venlig betjening, og det blev 300.000 dong incl. lidt tips

Kong Tu Ducs meget "beskedne" mausoleum.                                13.juli                                                                        

 Der hører en lille balkon til vores værelse, og der spiste vi morgenmaden. Der var stole og et lille bord, der dog manglede bordpladen, men vi har regnet ud, at det nok ikke er et luksushotel. På "Hue Amazing Homestay", hvor vi egentlig skulle bo, var det incl. morgenmad, men der var ikke noget på trapperne her. Her sidder vi så i skyggen og nyder vores morgenbolle, og allerede kl. 9 er der over 30 grader. Gitte har store problemer med sit ben, så det er vores største hæmsko for vores udfoldelser.

 Planen er, at vi må hen til det oprindelige homestay for at se, om de har fået togbilletterne, og derefter tager vi en taxa ud til nogle af kongegravene, der ligger spredt i området øst for byen.

 Guiden var ikke hjemme, og assistenten vidste ikke noget, men hun ringede til ham, og vi får helt bestemt billetterne i morgen – vistnok.

 Vi fik en dejlig kølig taxa ud til Tu Ducs Tomb, der ligger lidt uden for byen. Kun 120.000 dong for ca. 20 minutters kørsel – god pris. Udenfor holdt flere turistbusser, og der var masser af boder med souvenirs, mad og drikke. Billetter a 80.000 dong for at komme ind i dette gravområde. Chaufføren spurgte med fingersprog, om han skulle vente. Yes, fine.

 Nguyen-kongerne brugte enorme summer på at skabe passende gravmonumenter. Når en konge var død, tog medlemmerne af den kongelige familie ophold på stedet, ligesom det var konkubinernes pligt resten af deres dage at tage vare på kongens gravsted. Et mausoleum var derfor meget mere end et gravsted, og mange blev derfor nærmest bygget som paladser, hvor kongerne også opholdt sig i længere tid, medens de levede.

Vi havde udvalgt Tu Ducs Mausoleum til at repræsentere vores besøg i kongegravene. Indenfor var der en bod, og jeg faldt for en melonis, som jeg også havde smagt tidligere. Hold da op, 50.000 dong! I går havde jeg i et supermarked købt 2 liter vand, 1 juice, 1 cola, 4 bægre yoghurt, 2 pakker kiks, et rundt brød og en melonis, og det blev kun 88.000 dong. Nu begynder jeg at forstå, at turisterne i Hue og ikke mindst i kongegravene er en sand guldgrube.

 Tu Ducs Mausoleum kaldes også "Det Beskedne Mausoleum" – men det er klart ironisk. I 1866 gjorde arbejderne oprør på grund af deres slavelignende forhold og mausoleets overdådighed. Opstanden blev nedkæmpet, men Tu Duc lod med ironi ordet "khiem" (beskeden) indgå i alle navnene på mausoleets grund. I den lille pavillon ved en kunstig lotusdam kaldet "Luru Khiem" (følsom beskedenhed) skrev han nogle af sine 4.000 digte, medens han meget beskedent drak te brygget på morgenduggen fra de store lotusblade.

 Tu Duc var hele livet omgivet af kvinder, rigtig mange kvinder. Men lige meget hjalp det, for han kunne ikke få børn. Han var godt klar over sin manglende formåen, så lige ved indgangen ligger et tempel for konkubinerne som kaldtes "Chi Khiem" (Den gode Vilje og Beskedenhed). Konkubinerne havde den bedste vilje til at lokke bare en enkelt levende sædcelle ud af kongen, men det gik bare ikke. Tu Duc brugte ellers mausoleet som sommerpalads, og der var endda et kongeligt teater i al beskedenhed selvfølgelig.

Det er et stort område, og lotussøen ligger idyllisk omgivet af gamle bygninger, hvor flere var under en sidste øjebliks restaurering, inden de styrtede i grus eller rådnede op. I de restaurerede bygninger var der masser af møbler i salene, så der er meget mere at se på her end i Den Forbudte By inde i Hue.

 I tronsalen kunne man blive klædt ud og blive fotograferet på tronstolen. En lille pige sad på tronen og strålede, og jeg fik taget et billede af hende. Bagefter, medens vi sad på nogle stole under en vifte og fik en kold Huda, kom moderen og spurgte, om pigen måtte blive fotograferet sammen med os. Ja selvfølgelig, og så gav moderen hånd og takkede. Nå, så har vi da stadigvæk lidt stjernestatus også her i Vietnam. Udenfor på området var der tårne og stenfigurer af elefanter, heste og mandariner.

 På en trappe sad en indfødt kvinde sammen med sin en lille dreng. Hun solgte lotusfrøstande a 20.000 dong. Jeg fik en fingersnak med hende og købte to lotusfrugtstande, hvor frøene både kan spises og samtidig bringe lykke. Jeg havde kun en 50.000 dong seddel, og enten havde hun ikke byttepenge, eller også ville hun nødig af med dem, så jeg fik en mere til halv pris.  

Bådsejllads til den berømte Thien-Mu Pagode.  

Efter behørig middagspause i vores behørigt nedkølede værelse tog vi ud i byen igen på jagt efter en bådsejllads på floden. Vi skulle dog først have noget at spise og gik hen til vores stamcafe på hjørnet. Frokosttravlheden var forbi, og personalet tørrede borde af. Gitte valgte noget og fik noget andet, nemlig en salat med nudler og svampe. Jeg fik små stykker svineribben i krydret sovs, og dertil fik vi to cola og en sukkerrørsdrik. Mange steder har de en maskine til at presse saften ud af sukkerrør. Sukkerrørene ser knastørre ud, men alligevel er de fyldt med saft. Et glas bliver fyldt med isterninger (lidt betænkeligt), og så hældes saften i glasset og serveres med et stænk citron. Herlig drik. Sukkerrørsdrikken kostede kun 6.000 dong, og det hele blev 185.000 dong. Længere inde i restauranten sad pigerne på gulvet og vaskede op. Jeg spurgte, om jeg måtte fotografere dem. Gerne, og så pegede de på en ung mand, der sad lidt derfra, også med en stor vaskebalje. Jeg rettede kameraet mod ham, og han sprang grinende op og løb ud, og pigerne hvinede af fryd.

 Vi gik mod floden, og en dame spurgte, om vi ville ud at sejle. 1½ times sejllads og besøg på Thien-Mu Pagoden. Det ville koste 150.000 dong for hver. Båden lå et stykke væk, men hun ville vise os den, og faktisvar hun selv kaptajnen. Det var en flot langbåd med et dragehoved foran, og den var tom, men en flok store skolebørn sad på bredden. Vi gik ombord. Så blev der spurgt, om det var OK, at børnene sejlede med. Selvfølgelig var det OK, og de havde simpelthen ventet på, at nogle vesterlændinge skulle betale.

Der var herligt ude på floden. Børnene kikkede på os, og vi kikkede på dem, og så sang de en sang og klappede, og vi klappede med. Især en pige kikkede, og til sidst kom hun hen og spurgte, om hun måtte øve sit franske. De fem franske gloser vi beherskede, kunne hun da godt øve sig på, men hun kunne heldigvis også lidt engelsk. I løbet af et øjeblik var vi omringet af 4-5 børn plus skolelæreren, som stillede spørgsmål om os og om Danmark. Meget hyggeligt, så de fik mit visitkort, og Van, som vi ikke kunne hjælpe med fransk, fik et billede af Amalienborg, og vi fik hendes mailadresse. Hun havde en knækket fortand, men var ellers en meget køn pige. Mange i Vietnam bruger ansigtsmasker eller næsemasker, og en anden pige bar en FBI kasket og en ansigtsmaske med Stars and Stribes.

 Ikke bare her, men mange gange undervejs på vores rejse blev der spurgt om Danmark, og hvor det lå m.m. Derfor lavede jeg nu i min notesbog et primitivt landkort af vores rejserute lige fra Borup over Berlin, Warszawa, Vilnius, Riga, Tallinn, Sct. Petersborg, Moskva, Ekatarinburg, Irkutsk, Bajkalsøen, Ulan Ude, Ulan Bator, Gobiørkenen, Beijing, Xian, Shanghai, Hong Kong, Nanning, Hanoi og til nu, hvor vi var i Hue. De kunne godt se, at vi var langt væk hjemmefra. 

 Ved Thien Mu-pagoden (Den Himmelske Kvinde) var der 15 minutters pause, og vi gik i land for at kikke. Uden for pagoden var der masser af souvenirboder og små cafeer, så det var også et rigtigt turiststed. Pagoden blev grundlagt i 1611. I 1844 lod kong Thieu Tri opføre et 21 meter højt tårn, der kaldes Phuóe Duyén (Lykke og Nåde), og på hver af de syv etager sidder en buddhastatue og repræsenterer Buddhas syv jordiske inkarnationer.

 Denne pagode med buddhistmunkene var allerede i 1930’erne kendt for opposition mod magthavere af alle slags. Først var der franskmændene og siden præsident Ngo Dinh Diem, der havde vundet valget i Sydvietnam ved brug af ufine metoder. Han var en fanastisk, brutal, stupid, men såkaldt kristen præsident, og i 1963 lod han sine soldater angribe demonstrerende buddhister i Hue. Hue er netop en by, hvor buddhismen spiller en stor rolle. Den ansete munk Thich Quang Duc havde fået nok, så han tog sin lyseblå Austin og kørte til Saigon. (Denne bil står netop udstillet her ved pagoden). Han sørgede for, at verdenspressen blev informeret om, at noget usædvanligt var i gære. Da de udenlandske journalister og TV hold var samlet i centrum af storbyen, hældte han en dunk benzin ud over sig og brændte sig ihjel. Det var den første af en lang række selvafbrændinger, der blev gennemført af buddhistiske nonner og munke. På sigt betød det, at den forhadte kristne, men langt fra menneskekærlige Diem blev fjernet og likvideret, endda med USA’s velsignelse.

 I dag er munkene fra Thien Mu-pagoden også i opposition over for uretfærdigheder, og deres ledere har mange gange været i fængsel. Ære være mindet om Thich Duc, der ofrede sit liv i kamp mod den gale præsident.

 Vi sejlede tilbage i dejlig modvind, hvor vinden kølede vore ansigter. Det var en meget fin sejltur, der varmt kan anbefales, men det er jo ikke sikkert, at andre er så heldige af have en flok skolebørn med. Det kunne tyde på, at langbåden, vi sejlede med, også var en husbåd, for bagude så der mere privat ud. Her sad manden og styrede. Konen var jo kaptajnen, og så havde de en lille dreng, der kravlede rundt i privaten.

 Det holdt tørt hele eftermiddagen, men derfor blev vi alligevel våde – af sved.  

Banana Flowers og noget utilladeligt.  

 Aftensmad igen på "Banana Flowers", der lå lige i nærheden. Gitte fik majssuppe, kylling, tiramisu, og en Huda øl, mens jeg fik 6 små forårsruller med lotusblomster udskåret i gulerod, en Fanta og en kaffe. 330.000 dong – det er jo et fint sted. Nå forresten, omregnet til dkr er det ikke mere end 100 kr.

Jeg ville lige have en kold Fanta og en melonis med op på værelset, så jeg gik hen til det lille supermarked i nærheden. Jeg stod i køen, men der stod nogen før mig, hvor det tog sin tid. For at isen ikke skulle smelte undervejs, lagde jeg den ned i fryseren, medens jeg tålmodigt ventede. Endelig var de færdige, og jeg lagde is og Fanta på disken. Så kom der gud hjælpe mig en mand ind fra sidelinjen, og han skulle lige have en pakke cigaretter. Han lagde penge på disken, og ekspedienten begyndte at give ham byttepenge. Så gik jeg – Good bye – man skal ikke springe en Greiner over i en kø. Så kan de lære det, kan de, og det er sidste gang, jeg handler der. Nå, det var det nok alligevel – vi skal af sted i morgen. Så måtte jeg ud et andet sted for at købe min is, men de havde ikke min yndlingsis – melonisen. Så jeg måtte nøjes med en kedelig jordbærvaffelis til trøst.

 Airconditionen var stået af på vores værelse, og der var en rumtemperatur på 30 grader. Jeg måtte ned til den flinke, høflige dame, der passer guesthouset, og fik en anden fjernbetjening, der virkede, og 4 grønne bananer.  

Er der mon så billetter til Saigon?                                                                         14. juli  

 At rejse igennem hele Vietnam er som at rejse fra Danmark til Italien. Der er 680 km fra Hanoi til Hue, og vimangler nu de sidste 1097 km fra Hue til Saigon. Det bliver så sidste strækning af verdens længste togtur fra Danmark til Saigon. Altså kun så fremt i fald vores guide har fået fremskaffet vores togbilletter.

Toger skal afgå kl. 19.32, og vi skal lige have afklaret, om vi kan have vores værelse i timerne inden afrejsen, eller vi skal drive rundt i gaderne i vores egen sved med kufferterne på slæb.

 Det er en unge pige, der passer biksen (guesthouset) om formiddagen, inden en gammel kone tager over om eftermiddagen. Begge taler kun nogle få ord engelsk. Da jeg spurgte, om vi kunne have værelset til kl. 17, forstod den unge pige slet ikke mit kartoffelengelsk. Men da jeg skrev det på computeren, og hun kunne læse det, sagde hun OK.

Togbilletterne var kommet med ekspresbud fra Saigon, så forude ligger 21 spændende timers togtur på hardsleeper. Billetten kostede 869.000 dong pr. person, men vi studerede ikke billetterne nærmere, så der var gemt en lille overraskelse.  

Den gamle bro og spåkonen, der vidste alt.  

 Formiddagen lå frit for, og vi fandt en grøn taxa til at køre os ud til "Den Gamle Bro" Thanh Toán Bridge, der er en af de eneste overdækkede broer i Vietnam. Den blev opført i 1776, og i gamle dage stod sælgerne på broen og falbød deres varer, men i dag holder de til på et lille marked ved siden af broen.

 Broen ligger ca. 8 km fra Hue, og vi kom hurtigt ud på landet mellem rismarker og små landsbyer, hvor der meget overraskende endda var et par fantastisk flotte paladser.

 Taxaen ville vente, og vi gik igennem markedet med kvinder, der solgte madvarer fra flettede måtter: Levende fisk, kød og grønsager, og alt imens løb hønsene rundt på markedet, så det var meget idyllisk.

 Der lå den så, broen, og den var såmænd ikke meget mere end 20 meter lang. Der var en bred bænk indvendig langs begge sider, hvor der lå nogle ældre vietnamesere og slangede sig. Efter at vi have siddet lidt på broen og nydt stemningen, gik vi hen ved en lille bod, og jeg fik en kokosnød, hvor der blev hakket et hul og stukket et sugerør i hullet. For at støtte foretagendet fik vi også en kold cola, to nøddekager og et næsebind med Star and Stripes som motiv. Alt i alt 100.000 dong, hvor kokosnødden kun stod for 4000 dong. Loan, som havde boden, var en smuk kvinde på 44 år, og hun havde 2 piger og 1 dreng, så hun var meget lykkelig, sagde hun, og vi fik forevist billeder af hendes børn. Så her sidder vi og nyder tilværelsen i skyggen, medens vi snakker med Loan, men så kom der en gammel kone krabbende hen til os.

Der er en legende på egnen, og det er spåkonen Derú, og hun har fortalt sin historie igen og igen. Hun havde i sin tid giftet sig med en amerikansk soldat. Hun var ung og ville nyde livet i fulde drag, og hun har aldrig lagt skjul på, at det gjorde hun helt og fuldt. Desværre blev soldaten dræbt året efter. Den nu 79 år gamle Dieú opretholder livet ved at spå i hænder, og hun er en meget berømt personlighed.

 Jeg kendte historien, men det gjorde Gitte ikke, så da der kom en gammel kone og tog hendes hånd, så Gitte lidt forskrækket ud. Hurtigt forklarede jeg, at det var en meget berømt spåkone. Det er altid godt lige at kende prislejet, og da hun sagde 30.000 dong pr. person, var det helt i orden.

 Hun tog først Gittes hånd og strøg sine fingre lidt frem og tilbage og sagde så på perfekt engelsk: "I know everything about you" Du vil blive 89 år, og der er en fremmed mand, der er forelsket i dig, men du vil ikke have ham, fordi du elsker ham der, og pegede på mig. Du har 3 børn– mig bekendt har Gitte kun født 2, men Jette vores gamle plejebarn er som en datter for os, og tænk, at hun vidste det. Derefter læste hun i min hånd, og jeg ville endda blive 90 år. Igen havde jeg 3 børn, men jeg ville få 2 børn mere. Men det bliver ikke med hende der, og hun pegede på Gitte, for hun kan ikke få flere, men det kan du, sagde hun og pegede på mig med en kroget finger, dog med neglelak. Så sagde hun en masse andre ting, at jeg var en "handsom man", og at jeg arbejdede meget hårdt m.m. Lutter sandheder.

Meget fin oplevelse at sidde der ved den gamle bro, snakke og blive spået af en berømt spåkone. Spåkonen Dieú skulle efter taksten så have 60.000 dong, men hun fik 100.000. Så kikkede hun på mig: ”I will never forget you." Det må så være for det gode, og helt sikkert, jeg vil aldrig glemme hende. 

 På vej ud gennem markedet, fik jeg lige købt en slags segl, som bruges til rishøst. Gedigent, lidt primitivt håndværk til kun 150.000 dong. Med den globale opvarmning og mere regn var jeg nu på forkant med risdyrkning og høst i Danmark.

Taxaen havde sat lidt ventepenge på, og det var også rimeligt nok, med kun 270.000 dong for 2 timer. 

 Lunch igen henne i Banana, hvor vi var de eneste gæster. Her var der nogenlunde styr på, hvad man bestilte, og hvad der blev serveret, og vi fik både springsrolls, burger med spisepinde, Fanta, Huda og en cafelatte. 300.000 dong lige ud. Salget må i de sidste to dage være eksploderet med vores tre besøg. Vi sidder nu på balkonen i skyggen, medens en let brise smyger sig rundt, og vi venter på afgangen til stationen kl. 17.  

Den øverste køje mod Saigon.  

 Afgang fra guesthouset, og de to damer, der passede guesthousebiksen, gav jeg 200.000 dong til deling i drikkepenge. Det må være verdens kedeligste job at sidde der, for i de tre dage, vi havde været der, havde der kun en nat været andre gæster. Jeg studsede lidt over en regning på 3 overnatninger x 10 US dollars. Tænk, vi var opgraderet til et værelse, hvor døgnprisen var 10 dollars. Vi havde været der en ekstra formiddag og hele eftermiddagen, så det var i orden med en dags ekstra betaling, men faktisk havde vi betalt overnatningen hjemmefra. Da vores guide kom med en taxa kl. 17, fik jeg lige nævnt, at vi jo faktisk havde betalt hjemmefra. Han tog regningen med ind, og vi fik refunderet de to dage med 20 dollars, og så var det i orden. Vi må jo gå ud fra, at de to guesthouses udveksler nogle penge. Det havde nok ikke været fedt at have os boende, for vi må have brugt for mindst 10 dollars strøm med både vifte og aircondition for at holde temperaturen nede på 28 grader.

 Taxaen kørte os til stationen, også den var betalt hjemmefra. Først sad vi i en varm ventesal, men så fandt jeg en anden med en form for aircondition og lige under en vifte. Så må vi se om toget kommer til tiden, og om vi kan få tilkæmpet os mindst én køje ved gulvet. Jeg kunne nemlig se på billetterne, at vi havde to pladser i den øverste køje i hver side, og det er skodkøjerne.

 Toget var ½ time forsinket, og det var næsten fyldt op i forvejen. I vores kupe var de 2 nederste og de 2 mellemste køjer optaget. Gitte prøvede at komme op i den øverste, men det gjorde for ondt i benet. Så stod vi der. Der var jo noget mystisk med de billetter, for vi havde bestilt dem for ½ år siden. Det kunne dog tyde på, at Asia Exotic Tours havde fået fat på dem i sidste øjeblik og så sendt dem ekspres. Derfor fik vi de sidste ledige pladser, og det var oppe under loftet.

 Jeg gik i forhandling med togmanden, om der var nogle softsleepers tilbage, som vi kunne købe. Han kikkede på sine lister, men der var ikke noget at gøre. Så tog han et stykke papir og tegnede 3 køjer og satte et kryds ved de to nederste og skrev 50 dollars. Jeg sagde ok, og så gik han, men kom tilbage og rystede på hovedet.

 Der var et ældre ægtepar i vores kupe, som lå i de mellemste køjer, og de ville ikke flytte. Desuden var der et yngre par med små børn, og de kunne jo ikke være i overkøjen.

 Nå, men med fælles hjælp, og nu med Gittes raske ben forrest, fik en ung dame og jeg skubbet hende op. Så nu ligger hun og læser i "Analfabeten, der kunne regne". Men hun er også sulten, så jeg måtte smide nogle brødkrummer over til hende.  Øverste køje i en hardsleeperkupe er ikke noget luksussted, idet der kun er ca. 50 cm til loftet, så vi kan ikke sidde op og må derfor liggende tage tøj af og på. Heldigvis er der dejlig aircondition i kupeen. Og så rumlede vi ned igennem Vietnam på  denne omgangs sidste del af vores togrejse Jorden rundt.  

Klik her og fortsæt til 24. del: Saigon.  

Tilbage til forsiden.