Den Transsibiriske Jernbane. 
Bumletog til Kina.Moskva og rejsen til Asien. 8. del af ”Jorden rundt med tog”. En rejsefortælling af Kim Greiner. Juli 2013. I 2012 startede vi på ”Jorden rundt med tog ” med den første spæde start fra Borup til Moskva. Vi var ikke ude på at slå nogen hastighedsrekord som Phileas Fogg i ”Jorden rundt i 80 dage”, så vi lavede svinkeærinder undervejs og ville stille og roligt opleve landene og byerne. På første hovedstrækning gjorde vi derfor stop i Berlin, Warszawa, Vilnius, Riga, Tallinn, Sct. Petersborg og endelig Moskva. Hvert stop var på to til fire dage med intensive oplevelser og så halve og hele dage med rejse, hvor de forskellige byer så kunne bundfælde sig. Næste hovedstrækning, som jeg har kaldt ”Bumletog til Kina”, bliver så med start i Moskva og videre igennem Sibirien, Mongoliet og Kina til Beijing, hvorfra vi så flyver hjem, for at samle kræfter til næste store hovedstrækning.
Endelig ude ved gate D104 og et skilt med afgang til Moskva 11.40, så vi faldt lidt til ro, lige indtil der ved gate D104 i stedet stod Split kl. 12.00. Tilbage ad rullefortovet. Afgangstavlen sagde nu 12.45, og der var ingen gate angivet. Transportinformationen var lukket, men efter et stykke tid stod der igen Gate D104 på afgangstavlen, så vi gik derud igen. Her var der et rent kaos, for passagererne til Split var ikke kommet af sted endnu, for døren ud til D104 var gået i baglås, og de ventede på en mand, der kunne ordne det. Vores gate var nu flyttet til nabogaten D103, men i mellemtiden kom der flere og flere passagerer, der skulle til London også fra gate D104. De kom med rullefortovet, og de to grupper blev presset sammen som sild i en tønde. Endelig kom passagererne til Split af sted, hvilket gav lidt luft, og vi begyndte også at borde – dog uendeligt langsomt, for de skulle tjekke visa til Rusland. Endelig kom vi igennem kontrollen og igennem en stor lukket hal med masser af sæder og helt tom. Hellere presse folk sammen i tumult, og så lade dem gå igennem en tom hal ud til flyet bagefter. Er der ikke noget med, at Kastrup Lufthavn er kåret til Europas bedste lufthavn? Blive skældt ud på toilettet, undgå at give information, presse flere hold passagerer sammen for enden af et rullefortov uden mulighed for at slippe væk – de andre lufthavne må være ret ringe.
Indflyvning til Moskva, hvor vi kom over mange skove og enklaver af huse. Der kom flere og flere enklaver, også flotte huse for de nye rigmænd og store højhuskomplekser. Efter kun 2 timer og 20 minutter landede vi i Moskva, og urene skulle stilles to timer frem, da vi var fløjet mod øst.
Smuk landing i perfekte 24 grader, hurtig paskontrol, ingen blanketter som skulle udfyldes, og pas og visa blev indscannet og hurtig bagageudlevering.
Kom ud af vores metrostation VDNKh ved Hotel Cosmos, som vi kendte fra sidste år, men hotellet var væk, og vi kunne ikke kende noget som helst. Det viste sig, at vi var kommet op ad en anden udgang end den, vi plejede, og det var næsten lige ved en smuk kuppelkirke. Vi rullede hen ad fortovet, og der lå Hotel Cosmos, som det plejede. Hotellet er designet af Frankrig i forbindelse med olympiaden i 1980, og det har general Charles de Gaulle som kæmpestatue ved hovedindgangen.
Værelset var på 21. etage med udsigt ud over sovjetparadiset VDNKh med alle de stjerner og hamre og segl, man kan ønske sig. (Se afsnit 7 fra ” Jorden rundt med tog” på denne hjemmeside.) Klokken var 21 lokaltid, og vi var gennemsvedte, så vi tog hele 5 minutters pause og gik så ud for at se på kirken med mange blomsterbede på plænen foran. Vi spiste på en Subway, hvor vi fik en stor bagel og to cola til 359 rubler. Vi skulle nu vænne os til, at næsten ingen forstod et ord af, hvad vi sagde, og bare at købe en bagel var ret besværligt, men vi klarede det med friskt mod.
Der var mange smukke, slanke piger, og ligesom jeg havde tænkt tanken, sagde Gitte: ”Hvor er der mange flotte, slanke og velklædte russiske kvinder”. Så det er ganske vist.
Vi kunne godt have brugt en dag mere i Moskva til gensyn, men vi skulle med toget næste dag kl. 13.20, og det er noget af en hæmsko med kufferterne, så hvad gør vi i morgen? Vi ville gerne se Frelser-Katedralen og også gerne gense Den Røde Plads, så jeg udpønsede både en plan A og en plan B, og så må vi se, hvad morgendagen vil bringe.
Ude af metroen i fri luft fandt vi Frelser-Katedralen, der oprindelig var bygget til minde om sejren over Napoleon i 1812, men den store satan Stalin, beordrede i 1931 kirken sprængt i luften og jævnet med jorden og det, skønt det var Ruslands absolut vigtigste, smukkeste og største kirke. Her ville han i stedet bygget et 315 meter højt sovjetpalads med en 100 meter høj statue af Lenin på toppen. Gudskelov kunne grunden ikke bære et sådant skrummel, så planen blev droppet. Moskva havde 850 års jubilæum i 1997, og kirken blev genopbygget på kun 3 år og stod klar til jubilæet, og det under Ruslands værste økonomiske nedtur siden 2. verdenskrig. Kirken blev genopført af midler skænket af præsident Jeltsin, borgmester Lusjkov, kirken selv og utallige private donationer. Den kæmpestore kirkebygning stråler nu igen i al sin glans bl.a. de 100 kg bladguld, der pryder kuplerne. Tænk engang, hvis al den energi, som Stalin brugte på at smadre kirker og klostre over hele Sovjetunionen, var brugt til noget fornuftigt som f.eks. mad til befolkningen, så havde landet set helt anderledes ud. Og tænk på alle de penge, der nu bliver brugt for at genrejse noget af alt det, han ødelagde – men ved Gud jeg forstår dem.
Jeg havde ellers glædet mig til at gå i parken langs Kreml og skrå over Den Røde Plads, men der skulle åbenbart ske noget stort, for det hele var spærret af med bomme, og betjente gik rundt. Desuden var tiden også ved at løbe fra os, for vi skulle først tilbage til hotellet og hente kufferter. Igen ned i dybet til metroen, og jeg ville tage et billede af dem, der var på vej op med rulletrappen, for det ser morsomt ud, da alle på grund af optisk bedrag ser ud, som om de står skråt. En modstående dame havde øjenkontakt, og hun begyndte at ”filme” a la smile og vinke.
Den anden banegård hedder Yaroslavsky-banegården og blev bygget i 1904. Den har navn efter en by kun 300 km øst for Moskva, men den er siden blevet udgangspunkt for mange af togene med Den Transsibiriske Jernbane. Stationen er opført i russisk jugendstil, der er karakteristisk for byerne i russisk fjernøsten. Bygningen har et meget stejlt tag, der øverst oppe ender i slyngede smedejernsudsmykninger.
Moskvatid er to timer før Danmarkstid, og så er der den ejendommelighed, at selvom vi skal køre igennem 5 tidszoner, så kører alle tog i Rusland efter Moskvatid, og det er den tid, der står på billetten, selvom det er tusindvis af kilometer væk fra Moskva. Stationernes ure går også efter Moskvatid, selvom der er 5 timers forskel til lokaltid. På hele rejsen igennem Rusland gik Gittes ur derfor efter Moskvatid, og jeg stillede mit efter lokaltid, så vidste vi både, hvornår vi skulle med toget, og hvornår vi måtte gå i seng, og hvornår der var morgenmad m.m. I Sovjettiden kunne almindelige mennesker aldrig vente sig noget godt fra øvrigheden, og det har de heller ikke haft grundt til, for de er blevet snydt og bedraget af de høje herrer fra kommunistpartiet. Så øvrigheden var frygtet, men dog ikke mere end, at man jo godt kunne stjæle fra ”systemet” og ofte slippe godt fra det. Sådan var det i sovjettiden og senere under privatiseringen, hvor alle stjal og ragede til sig. I 1992 delte staten værdikuponer ud til befolkningen, der dog ikke stolede på den stat, der påstod, at papiret var noget værd. Kuponerne kunne senere bruges til at købe aktier, men folk vidste ikke, hvad en aktie var, så aktiekuponer blev solgt videre for en slik. Det store flertal fik en lang næse, nogle fik et kolonihavehus, og de med de rigtige forbindelser og mange værdikuponer fik en fabrik eller en oliekilde.
Forandringerne i 1990 oplevede mange almindelige russere som et fald i levestandarden, og ved druk og kriminalitet faldt den forventede levealder for mænd fra 65 år i 1990 til 58 år i 1995. Så begyndte det at gå lidt bedre, men så kom rubelkrisen i 1998, der var en udløber af den asiatiske finanskrise i 1997. Russerne kunne ikke betale landets gæld, og lønningerne blev udbetalt med forsinkelser eller i naturalier, men takket være hurtigt stigende oliepriser kom økonomien i god vækst igen. Selvom ikke alle kan lide Putin, så er han langt hen ad vejen en gevinst for Rusland, og for første gang i nyere tid er russerne stolte af deres præsident. Han kan tale et fremmedsprog (tysk), og han kan holde en tale uden at kikke på det papir, andre har skrevet, og han er respekteret i Vesten.
Medens toget arbejder sig ud igennem forstæderne, ses også kolonihaverne eller ”datjaerne”, som russerne kalder dem, og de ses i udkanten af alle storbyerne. Både i Danmark og Rusland opstod i 1800-tallet en romantisk strømning, hvor de rige byboer ”lå på landet”. Datja betyder at give bort, og det var ofte kunstnere, der før i tiden fik et lille stykke jord af deres mæcen. Efter revolutionen, hvor Lenin overtog magten, overgik al jord til staten, og nu var det byernes arbejderbefolkning, selvfølgelig først og fremmest partibosserne, der fik et stykke jord. Der blev også lavet datjakooperativer for ansatte ved de store arbejdspladser. Et datjaområde kan sammenlignes med havekolonier, men de ligger ofte længere væk fra byerne, og de sanitære installationer er mangelfulde. Russerne elsker deres datja, og her holder de ferie, dyrker grønsager og har filosofiske samtaler om natten, medens vodkaen nedsvælges.
Vognenes vægt på 55 ton gør, at togene duver langsomt fra side til side, og den bevægelse får de rejsende ind i kroppen som sømænd på skibsdækket. Når togene forlades, sidder bevægelsen stadig i kroppen, så man føler, at man stadig kører tog efter, at man er steget af.
Jeg var ude at inspicere toget, og vi havde åbenbart luksusudgaven eller, viste det sig, 2. klasse. Dette tog medførte ingen 1. klasse, men 3. klasse var i den næste vogn. Her var der åbne køjer i hele vognens længde i et stort fællesrum, og her skulle det være lidt af en prøvelse at falde i søvn. I mellem hver vogn er der et ingenmandsland, hvor vognene i en larm støder sammen, og man træder på bevægelige plader med frit kik ned på togskinnerne. Derefter er der en dør ind til gangen med kupeerne. Kun i dette lille aflukke modsat togdamens lille, private domæne er rygning tilladt, og her stod folk og prøvede at forgifte sig selv, og vi andre måtte tage en dyb indånding, inden vi gik igennem.
Vandhanen i vasken kræver lidt specialviden, for der er godt nok en kold og en varm hane, men der kom ikke noget vand ud. Det kommer kun, når man trykker tuden på vandhanen op, og så kommer vandet så småt – det må siges at være en sparehane. I hver vogn er der også en samovar med spilkogende vand til fri afbenyttelse. Dørene ind til kupeerne står som regel åbne, så man diskret kan kikke ind på beboerne, der bestemt er i afslappet beklædning a la joggingdragt og sutsko. Togdamerne rengør togene under kørslen, og hvis døren står åben, så kommer der pludselig en støvsugerslange, der gnubber lidt på det løse gulvtæppe, som man hele tiden falder over.
Den ene af vores to russiske medrejsende i kupeen var tavs som graven og sov det meste af tiden. Den anden, der hed Alexey, fik efterhånden tungen på gled især efter, at han havde fået 4 store, kolde øl. Jeg følte mig fantastisk god til engelsk i forhold til Alexey. Han boede inde mellem Kazan og Kirov og skulle med bus derind fra en eller anden lille station. Han havde en dejlig kone, som han stolt viste på et mobilbillede, og de havde Vera på 13 år, Nastya på 7 år, og så var der en i vente. Gitte fremdrog billederne af vores børn og børnebørn, og så var der smil og fagter og en god stemning. Jeg fremdrog to pakker klistermærker til hans piger, og han lagde hånden på hjertet og takkede.
I Murom ved km 287 er der kun et 2 minutters stop, og vi bemærkede et flot, gammelt damplokomotiv, og kort efter passerede vi Okafloden.
Foreløbig har vi ikke set en eneste mark, kun skov og skov med birk og ikke at forglemme fyr. En del træer ser lidt halvdøde ud, og om det er syreregn eller sump, er ikke godt at vide.
Spisevognen var næsten tom, og den var opdelt i små aflukker og en lang bar med stole. Der stod borst på menukortet, men det havde de først i morgen. Med hjælp af en medpassager, der kunne lidt engelsk, fik vi så bestilt noget hønsekødsuppe med brød og dertil to halvliters Bantnko øl. Vi vidste ikke de var så store, og det var lige i overkanten. Vi fik også købt en liter drikkevand og en pakke kiks, og det blev i alt 869 rubler (160 kr.) Regningen kommer som ét beløb, så det er bare med at betale og se glad ud. Ved omkring km 500 kom der marker, og landskabet kunne godt minde om Danmark bortset fra træhusene. Banen snor sig noget, selvom man skulle tro, at en ret linje ville være kortere. Vi kom forbi en af Stalins nedlagte kirker, der nærmest var en ruin, for spiret hang og dinglede til den ene side og ventede bare på at falde ned. Arzamas km 562 blev i 1552 befæstet af Ivan den Grusomme efter, at han havde erobret byen. Byen har nu 100.000 indbyggere, og det tekniske universitet har 2.500 studerende, og ellers er byen kendt for en stor instrumentfabrik og fremstilling af landbrugsudstyr.
Solen gik ned ca. kl. 22 Moskvatid, og det var tid til at gå til køjs, og så var det spændende at se, hvor langt vi ville komme i løbet af natten.
Ved byen Agrys km 1087 var der et kæmpestort jernbaneterræn med rækker af godsvogne og også lokomotiver med røde stjerner i fronten. Vores medrejsende Alexey var stået af toget tidligt om morgenen, men vi fik da sagt pænt farvel. Morgenmaden blev foreløbig et par kiks, men vi manglede et krus og nogle tebreve, for der var varmt vand at hente ved samovaren. Vi fik en lille morgenlur, og da vi nu havde kupeen for os selv, slangede jeg mig på nabosengen, men så kom der pludselig en nydelig dame ind i kupeen. I min døs troede jeg, at det var en dame, der ville tage mod bestilling til morgenmad, men nej, hun ville have min seng. Det var en nydelig, slank dame på 62 år. Hun arbejdede i petroindustrien og havde lige besøgt sin mor på 86 år. Nu skulle hun så køre nogle tusinde kilometer hjem til Tomsk.
Ved km 1285 var landet meget mere opdyrket og beboet, men der var stadig meget skov. På køreplanen kunne ses, at der er 55 stop fra Moskva til den mongolske grænse. Det længste stop er på 47 min., og det korteste er helt nede på 1 min.
Byen Kranoufimsk km 1443 blev grundlagt i 1736 som et fort, der skulle beskytte Urals beboere mod omstrejfende bander. Under 2. verdenskrig blev fabrikker fra den vestlige del af Rusland flyttet til bl.a. denne by for at være uden for rækkevidde af den fremrykkende tyske hær.
Der skulle være et længere stop kl. 14, så vi gik til spisevognen i god tid. Her var der et personalemøde med unge togdamer i fine uniformer og en lidt ældre dame, der fortalte. Vores togdame var også med, så vi må håbe på, at det er et charmekursus. Faktisk var vi tilsyneladende de eneste udenlandske turister i toget, og også de eneste spisende i spisevognen. Vi spenderede to laksemad, to borstsupper og en liter cola til i alt 838 rubler. Det hele er slået sammen på en bon med kun et beløb, og om det er med eller uden tips, ved jeg ikke. Det var en meget sød og smilende serveringsdame, så hun fik en lille gave i form af noget bodycreme i en fin æske med lyserød sløjfe. Godt inde i Asien var der et stop på ½ time, da der skulle skiftes lokomotiv. Ude midt imellem sporene var der en souvenirbod med slik og sodavand.
Vores tog havde fået noget mere kraft og kørte hurtigt videre, da vi skulle nå Jekaterinburg kl. 16.00, Moskvatid kl. 18.00.
Natalie skulle videre med toget, men vi havde valgt et par dages stop i Jekaterinburg. Vi fik sagt pænt farvel, og hun gav et dobbelt håndtryk og var lidt sørgmodig – jeg tror hun havde hygget sig i vores selskab. Hun havde fået min mailadresse, så måske sender hun en hilsen. Efter 1.816 km rullede toget præcis kl. 16.00, som der stod i køreplanen, ind på Jekaterinburg station, og vi var parate til nye spændende oplevelser. |
Selvom man godt kan tage hele strækningen Moskva-Beijing i et og samme tog i en uafbrudt togrejse på 6 døgn og tilbagelægge 8-9000 km, så var det ikke det, vi var ude efter. Der er derfor stop i de russiske byer Jekaterinburg og Irkutsk samt ved Bajkalsøen. Videre i Ulan Ude i den russisk-buddhistiske republik Burjatija og i Mongoliets hovedstad Ulaanbaatar samt i Gobiørkenen. Sluttelig har vi nogle dage i Beijing, inden vi flyver hjem og samler kræfter.
Flyet skulle afgå 10.20, men på afgangstavlen stod der ved vores fly, at der ville komme information 10.25, og der var ikke noget med gate eller forventet afgang. Altså 5 min. efter planmæssig afgang ville der komme information. Bare vi dog skulle have fløjet med Aeroflot i stedet for SAS. Klokken 10.27 stod der på tavlen, at flyet ville afgå 11.40 fra Gate D104. Det var i den afdeling med ekstra paskontrol.
Endelig sad vi bænket på flyet, og den kvindelige luftkaptajn fortalte, at vi havde fået et nyt fly, da vores oprindeligt planlagte fly var gået i stykker. Nu sad vi på stoptid og skulle vente på, at der blev plads i luften. Vores nye fly var fra luftfartens barndom, men det havde i årtier bevist, at det kunne flyve – faktisk glæder jeg mig til, at SAS får de nyindkøbte fly engang i fremtiden.
Vi skulle ud ad ringbanen og så skifte et par stationer ude ad banen mod Mevedkovo for at finde Hotel Cosmos. Vi kørte dog i den forkerte retning og prøvede igen. Det er svært i farten at se, hvad stationerne hedder, da navnet står kun 1 meter fra toget, og medens toget kører, kan man kun nå at se begyndelsesbogstaverne ud ad vinduet. To gange spurgte folk, om de kunne hjælpe, og en gang blev Gittes kuffert båret op ad trapperne af en ung mand. Der er kun rulletrapper til de lange stræk og ellers kun trapper.
Der var hurtig indtjekning efter forevisning af pas og endda et smil og velkommen til Hotel Cosmos, selv vagten ved opgangen til elevatorerne smilede – de må have været på charmekursus siden sidste år, hvor jeg bemærkede deres stenansigter.
Vi gik også lige ned til indgangen til Sovjetparadiset, hvor nogle unge mænd blærede sig med at køre på et hjul på deres motorcykler m.m. Faktisk ret imponerende. Blomsterkonerne manglede lige at sælge deres sidste buketter, og de sendte lange blikke til mig, om jeg dog ikke lige manglede en buket til togrejsen. Kl. 22 gik en kone og fejede fortov – det ville have været en sensation i København, men ikke i Moskva, hvor der er rene gader overalt. 
Stort, overdådigt morgenmåltid på hotellet og så ned i Metroen. Moskvas Metro er for viderekomne eller i hvert fald en udfordring for udlændinge i myldertiden. Uden kufferter rejste vi incognito, og vi lignede moskovitter på en prik, undtagen vores tøj, der ikke var lige så pænt. Vi kørte forkert adskillige gange, og vi stod som sild i en tønde. Jeg stod selv balde mod balde vistnok med en dame, og 5 cm foran mig stod en yndig kvinde, og sidedamen syntes, vi skulle nusse arm, så det blev en hård tur. Ved et andet togskifte blev jeg presset ind i vognen af et par meget store bryster – jo, man kommer hinanden ved i morgenmetroen i Moskva.
Desværre var vi for tidligt på den, da kirken først åbner kl. 10, så vi måtte nyde det pragtfulde bygningsværk udefra i det strålende i morgenlys.
Den ældste af banegårdene hedder Oktober-banegården eller Leningrad-banegården og er opført i den klassicistiske stil, som præger Ruslands gamle hovedstad Sct. Petersborg. Denne banelinje blev Ruslands første større jernbaneanlæg indviet i 1851, og det tog tre dage at køre strækningen. Indtil 1924 hed banen Leninbanegården, men siden Oktober-banegården efter oktober-revolutionen. 
Den tredje banegård er Kasan-banegården eller Kazansky Train Station, og her afgår der tog til Centralasien via Kasan, der ligger 900 km øst for Moskva. Banegården minder om tårnet i Kasans byfæstning og ender i et højt spir med Ruslands største vindfløj. Det var denne station, vi skulle finde i virvaret. Jeg parkerede Gitte og kufferterne på pladsen og gik indenfor for at rekognoscere. Der var en kæmpehal og også en lystavle, og jeg fandt tog 138 med afgang 13.20. Der var ikke angivet nogen perron endnu, men jeg hentede Gitte, og vi bænkede os på en kant med hundredvis af andre rejsende i afgangshallen. Hallen lå egentlig uden for stationen, men sporene var dækket af et kæmpestort, moderne tag, der også dækkede en gammeldags bygning i det ene hjørne. Togene var linet op på sporene, men vi vidste ikke hvilket tog, der var vores.
Til hver vogn er der to sovevognskonduktører (i det efterfølgende kaldt togdamer), og hvis man har de rigtige billetter bliver man lukket ind i togdamens kongerige. Vi havde lidt billetvrøvl, for vores samling af billetter sad i et bundt og var samlet personvis, og der gik lidt tid, inden hun fandt ud af det. Hun forstod ikke et ord engelsk, men sagde en hel masse på russisk, som jeg ikke forstod, så jeg blev lidt svedt. Så endelig blev vi accepteret, og hun viste os ind i kupeen.
De nyrige kaldes for ”novyje russkije”, og de menes at udgøre 5 % af befolkningen, og mange bor i nærheden af Moskva. De rige russere har ofte tætte forbindelser til politikere og centralt placerede embedsmænd samt til underverdenen, der sidder på langt det meste af den sorte økonomi, som menes at udgøre 33 % af økonomien i Rusland. 
Togenes hastighed kommer sjældent over 80-90 km i timen, og vores tog, der er et bumletog med stop ved alle stationer, kører ofte kun med 50-60 km i timen. Godstrafikken på Den Transsibiriske Jernbane har forrang, så køreplanen er baseret på, at fjerntogene kun overhaler godstogene på de meget store stationer. Godstrafikkens forrang stammer fra kommunisttiden, for ifølge planøkonomien skulle ting mange gange transporteres meget langt, f.eks. skulle tømmer til minerne ofte ud på en 3.000 km lang rejse. Vejtransporten udgør kun i den europæiske del af Rusland en konkurrent til jernbanen, mens jernbanen i Sibirien er enerådende over store afstande. Landevejene er få og ofte i en elendig forfatning. Man kan derfor betragte omfanget af godsvognene på Den Transsibiriske Jernbane som et termometer for det økonomiske klima i Rusland. 
En souvenirsælger (en togdame) gik igennem toget, men heldigvis havde hun også noget at drikke og kiks, og så kunne det ikke gå helt galt.
I hver ende af vognen er der et toilet med en håndvask. Det er med frit fald til skinnerne, og derfor er toiletterne låst af i god tid inden de større stationer. Det er altid en god ide at kikke på køreplanen, der er opslået på væggen og se, hvornår togene har længere ophold. Men så kan stationens toilet selvfølgelig benyttes. I øvrigt så var der på togtoilettet et skilt, der viste, at man ikke måtte stå på toiletsædet. Det var godt, at der var sådan et skilt, for ellers havde jeg da helt sikkert stået og balanceret deroppe.
Spisevognen eller spisekortet krævede et nærmere studium for, hvad var kalorier, og hvad var priser. Det hjalp lidt, men ikke meget, da jeg fik den engelske udgave. De fleste russere går ikke til spisevognen, de vil hellere sidde og guffe medbragt mad i kupeen.
Beboerne i byen har øjnet en forretning, og konerne solgte blåbær i bæger for 50 rubler og små skovbær for 100 rubler. Mændene prøvede at komme af med en krystallysekrone eller andre glasvarer. Byen er kendt for sin glasproduktion, og i 1990’ernes økonomiske nedtur blev dele af lønnen udbetalt i glasvarer, som de så solgte billigt til passagererne i togene. Det blev især i starten en så stor succes, at mange af arbejderne i dag stadig har valgt at få lønnen udbetalt i glasvarer. Under et sådant ophold med leben på perronen, står togdamerne vagt ved vogndørene, så ingen uvedkommende kan snige sig ind.
Vores tavse medpassager stod af, og der kom ingen ny, og det gjorde ikke så meget.
Fra Arzamas går et sidespor til den gamle klosterby Sarov. I 1946 blev der her grundlagt et tophemmeligt center, hvor Sovjetunionen udviklede sin første atombombe, der var færdig i 1949, og senere brintbomben i 1953. Det var Andrei Sakharov, der udviklede bomben. Senere blev han menneskeretsforkæmper og Nobelprismodtager, så han har nok fået kolde fødder og har måske fortrudt det, han har opfundet. Området med atombombecentret, der blev omdøbt til Arzamas-16, ophørte med at eksistere, og det var slettet fra de russiske landkort helt frem til 1994. Området på 250 km2 er stadig bevogtet, og der arbejdes stadig med atomvåbenteknologi, men nu med et vist samarbejde med amerikanske atomfysikere.
Vores togdame er en lille fiks sag, men ikke særlig smilende – faktisk slet ikke. Måske er hun lidt usikker på de mennesker, der taler et uforståeligt sprog. Mon det vil hjælpe at give hende en lille gave for at bløde hende op?
Endelig var der morgenmad kl. 9, og vi var de eneste i spisevognen. En sød, lidt svær dame betjente os, og hun var en god reklame for maden. Efter lidt besvær fik vi bestilt 2 kopper chokolade, 2 brød med smør og én pandekage. Vi ville egentlig gerne have to pandekager, men hun havde kun én. 321 rubler, og så måtte vi tilbage til kiksene.
Ural danner den geografiske grænse mellem Europa og Asien, og vi kom over, hvor gærdet var lavest og opdagede dårlig nok, at vi kom igennem en bjergkæde. Jernbanelinjen ligger på dæmninger, der er bygget op eller gravet ned med stejle skråninger til siderne, så selve banen ligger nogenlunde vandret. Vi kom igennem en lang tunnel, og så var vi på den anden side af bjergkæden.
Vores medrejsende veninde Natalia havde købt tre is og ville give Gitte den ene. Gitte havde ikke rigtig set, at det var hende, og hun troede, at det var en isdame, der ville sælge den, så hun sagde bestemt nej. Heldigvis kom jeg lige i det samme, og fik reddet situationen, og vi takkede mange gange for isene. Der holdt også et andet tog, der skulle den modsatte vej, så der var et mylder ude mellem skinnerne.