|
Den Transsibiriske
Jernbane.
Bumletog til Kina.
Rejsefortælling af Kim Greiner
Jekaterinburg på grænsen til Asien.
Vi gik hen og så den blå Himmelfarts Katedral, og på græsset foran var de åbenbart gået i gang med den store rengøring, for der lå sække med affald rundt om på græsset. På den anden side af vejen ligger den nyopførte Blodskirken, og store fotostater viser Zarfamilien med kronprins Nikolaj og de tre ualmindeligt kønne piger. Deres skønhed må være medbragt fra Danmark igennem zarina Maria Feodorovna født prinsesse Dagmar af Danmark. Det var her i et nu nedrevet hus, at zarfamilien blev myrdet og mærkeligt at være på arnestedet for denne frygtelige udåd. Kirken ligger på et højtliggende sted med udsigt ud over byen med mange højhuse og mange under konstruktion.
Vores guide kom til hotellet med et brev med oplysninger om turen i morgen. Han troede, vi først ville være med toget kl. 22, så han beklagede, at brevet ikke lå på hotellet, da vi kom.
Byen hed i 1924-1992 Sverdlovsk efter partisekretær Sverdlov, der i juli 1918 var ansvarlig for henrettelsen af zarfamilien. Zarfamilien blev efter revolutionen i 1917 holdt i husarrest i Sct. Petersborg, senere i Tobolsk og så i Jekaterinburg, hvor familien blev anbragt i en købmandsgård, der blev kaldt ”huset til det særlige formål”. Der var stadig borgerkrig i 1918 mellem ”de røde” og de kontrarevolutionære, ”de hvide”. Da de hvide nærmede sig byen, blev zarfamilien skudt i husets kælder, og deres lig blev skjult i en nærliggende skov tæt ved Den Transsibiriske Jernbane. Skeletterne blev i 1991 gravet op, og resterne blev begravet i Peter-Paul katedralen i Sct. Petersborg.
Opførelsen af kirken blev bekostet af frivillige bidrag og ikke mindst den russiske regering, der var i gang med at indgå borgfred med kirken. Hvis kirken ikke blandede sig i politik, fik den tilbagegivet tidligere beslaglagt ejendom, og det blev accepteret, at kirken helgenkårede zarfamilien. Zar Nikolaj var måske ikke den rene helgen, for han var trods alt også ansvarlig for fangelejre, tvangsarbejde og dødsdomme, der havde kostet titusindvis af menneskeliv. Det var dog kun en brøkdel af de umenneskelige uhyrligheder, som ”Stalin den Sataniske” senere var ansvarlig for.
Jekaterinburg har omkring 1½ million indbyggere og er et uddannelsessted med 13 højere læreanstalter. Før i tiden var byen et sværindustrielt center med en omfattende rustningsindustri, og der var også atomare anlæg nær byen. Det var også her, at et amerikansk U2-spionfly blev skudt ned, og piloten Gary Powers måtte springe ud med faldskærm. Senere blev han udvekslet med en russisk spion. Nu er rustningsindustrien svundet meget ind, og der forsøges med en mere fredelig produktion, der ikke interesserer amerikanerne så meget.
Vores personlige guide Elina ventede på os i receptionen. Hun var en høj, slank og smuk pige på vel 25-30 år, og hun var vores hele formiddagen. Hun talte engelsk og fransk foruden selvfølgelig russisk, og hun tolkede forretningsfolk og rejste med delegationer til udlandet, og i dag havde hun os to på slæb. Hun havde læst europæisk økonomi og sprog på universitetet.
Vi så Blodskirken med Elina og denne gang indvendigt. Patriarkens bolig ligger smukt ved siden af kirken. Hvert år går man i procession fra Blodskirken til der, hvor zarfamilien blev gravet ned i skovbunden. Faktisk er der to steder, for først blev de smidt ned i en mineskakt og senere taget op og begravet i en skov. Først så vi udstillingen i underetagen med billeder af zarfamilien og zarens trofaste tjenestefolk, der også blev henrettet. Det er næsten med tårer i øjnene, at vi så billederne af de glade børn, der blev brutalt skudt ned. I selve kirkerummet ovenpå var det midterste alter for de levende og ude til siderne for de døde. Vi tændte et lys for de døde. Fotografering er forbudt i kirkerummet. Man kan ikke blive gift eller døbt i kirken kun bede, og mange lå på knæ og bad.
Rådhuset er i bedste Stalin kransekagestil med en stor rød stjerne på toppen og med hammer og segl. På pladsen overfor står en statue af Lenin. Elina mente, det var ok med Lenin, for han blev mest hædret for sine filosofiske ideer. Stalin kunne kun helt tydeligt bestemt ikke lide, og det kunne vel ikke engang hans mor.
Vi så også det afghanske mindesmærke for de faldne soldater i Afghanistan. Mindesmærket var lavet som en stor, sort tulipan, og alle navnene for de faldne soldater her fra området stod skrevet på stenene.
Byen må siges at være turistvenlig på den måde, at man kan følge en rød stribe på fortovet, der så går forbi de vigtigste seværdigheder. I øvrigt er byen sikker at færdes i, også om natten, forsikrede Elina. Efter 2½ time sagde vi pænt farvel, og hun fik en lille gave, og vi fik en krammer.
Der ligger flere små, nydelige kirker rundt om i byen. Vi fandt vejen Ul. Tjelyuskintjev over søen og kom forbi en gammel, nedlagt fabrik, der ikke har overlevet kommunisternes fald, men ovre på den anden side af søen var et kvarter i glas og stål ved at skyde op. Vi kom over Oktoberpladsen med springvand, men der var ingen bænke i nærheden, så vi fortsatte forbi rådhuset og fandt gågaden Ul. Vajnera. Meget hyggelig gade med maleriske, fine huse, der næsten lignede Main Street i Disneyland. Der var enkelte boder med is, men der var kun et sted med udeservering, og der fik vi to kager og to kæmpe cappuccino, i alt 580 rubler. Så havde vi også plads i første parket og kunne se på forbigående mennesker. Flotte, slanke piger, der næsten alle lignede danskere, blot var de mere velklædte. Der var også enkelte med mongolske træk, men vi var jo også i Asien.
Vi gik ind på en meget russisk restaurant, hvor der skulle peges på noget udefinerligt. Det så besværligt ud. Så selv om vi var i Rusland, gik vi ind på den japanske restaurant Tanuki, der lå lige ved siden af. Frugtte skænket af en kande med udsøgt lang stråle. Kolde, duftende klude til fingrene. To varme retter svinekød, grønt, nudler plus dessert med appelsin med chokolade, to øl og til sidst tyggegummi. 910 rubler, 165 kr., og så var personalet endda i japansk beklædning. Vi er jo også ved at nærme os Japan.
Selveste Konstantin, der er direktør for Jekaterinburg Guide Center, var vores guide, og han hentede os i en Toyota Van med rattet i højre side. Jo tættere på Japan desto flere biler med rattet i højre side, sagde han. Vi kom ud af forstæderne på motorvejen til Moskva. Det ville tage to dage med en overnatning at køre dertil, da vejen ikke var lige god hele vejen.
En masse farverige tøjstrimler var hængt op i træerne, og det var en tradition, brudeparrene havde, da de yndede at køre herud for at blive fotograferet. Det er meningen, at der skal bygges en stor port hen over vejen i forbindelse med verdensudstillingen i 2020.
Lidt derfra findes skellet mellem verdensdelene markeret med et lille ståltårn og en stribe hen over vejen, således at vi kunne stå med et ben i hver verdensdel. Konstantin fremdrog nu to certifikater med vores navne som bevis på, at vi havde passeret skellet. Ikke nok med det, for han havde medbragt en flaske champagne, og det var tradition, at den skulle drikkes her på stedet. Proppen røg højt op i luften, og halvdelen bruste ud på asfalten, men der var rigeligt til os, da han ikke ville have noget, da han kørte. Flasken blev bagefter lagt på en stor mur af champagneflasker, så der havde været andre end os, der havde fejret begivenheden. Konstantin, der var i sin bedste alder, havde været lidt tør i starten, men senere var han ganske OK. Han var glad for, at vi roste Elina, for han havde selv lært hende op.
Kort derfra kun 180 meter fra jernbanen gik vi ud ad en lille sti gennem skoven, og her var der mindetavler over de lig, der var begravet spredt rundt om i skoven. De sidste af børnene Maria og Alexaj blev fundet så sent som i 2011, da de lå et stykke fra de andre. En gammel mand vidste, at ligene var begravet her, og der var ledt efter gravene efter kommunisternes fald. Forandringer i vegetationen havde røbet, hvor der var blevet gravet. Der var kors ved findestederne og mindetavler, men ellers intet. Der var ønske om at markere stedet bedre, for sådan en udåd skal aldrig glemmes. Familiens jordiske rester hviler nu i Peter-Paul Katedralen i Sct. Petersburg.
Da Irina fik sin dom, var nuværende præsident Vladimir Putin oberstløjtnant i det KGB, der stod for hendes arrestation, og som er den organisation, som Putin hylder i sine udtalelser. Som andre russiske digtere kunne Irina sine digte udenad i hovedet. Det havde været en russisk tradition, at hvis ord skal overleve og ikke tilintetgøres, så skal de gemmes i det inderste af hukommelsen. I lejren skrev Irina i sæbe og på bittesmå stykker papir, som hun gemte rundt omkring. Hun kom ofte i SHIZO, der var en fugtig, kold, musebefængt isolationscelle, som kvinderne ved den mindste overtrædelse af lejrens detaljerede reglement blev hengemt i. Kvinderne var udsat for fangevogternes brutalitet og nådesløshed, og de kvindelige vogtere var lige så usympatiske som de mandlige.
Hvis de sultestrejkede, blev de tvangsfodret med sonder, men midt i elendigheden skriver Irina sine digte og læser højt for sine medfanger, og hver dag repeterer hun listen af digte inde i hovedet. Digtene var af hemmelige kanaler nået ud til Vesten, og efter internationalt pres blev hun løsladt, så Gorbatjov kunne forsikre, at der ikke længere var politiske fanger i Sovjetunionen. Han ophævede paragrafferne om antisovjetisk virksomhed, og de tusindvis af uretfærdigt dømte fanger blev løsladt. Da Irina forlod lejren, var hun plaget at kronisk hovedpine, dårlig nyre og hjerte. Som så mange andre rejste hun til USA i første omgang. Senere flyttede hun til London sammen med sin mand, som i hele fangeperioden havde støttet hende. Det lykkedes dem at få det barn, de drømte om, og Irina fortsatte sit forfatterskab bl.a. med romanen ”The Odessans” fra 1996.
Fangelejren Lille Zore eksisterer ikke længere. Overalt er de gamle lejre for de politiske fanger historie. Historierne om Gulag-lejrene må ikke gå i glemmebogen. For Gulag-lejrene var skabt af mennesker, drevet af mennesker og lukket af mennesker, og mennesker kan åbne dem igen.
Vi gik ned til stationen, og på 1. sal af stationsbygningen fandt vi vægmalerierne i ventesalen med byens historie, bl.a. nedskydningen af det amerikanske U2-fly og bysbarnet den senere præsident Boris Jeltsin, der gik i spidsen for en demonstration. Der var ikke så meget mere, vi ville se i byen, men vi ville da heller ikke bare sidde og kukkelure på værelset. Så selvom det var brølevarmt, gik vi tur og holdt os til byens skyggeside. Vi gik igennem ukendte kvarterer med lidt slidte lejekaserner, hvor altanerne dinglede, men der var også store legepladser til børn.
Uden for kirken var der nogle kiosker, og under et halvtag med skygge var der nogle borde og bænke. Vi fik bestilt noget kaffe, da en meget smuk, mongolsk udseende dame henvendte sig og spurgte, om vi talte engelsk: ”Ja lidt”, svarede jeg på engelsk. ”Tror du på gud?”, sagde hun og smilede: ”Nej, ikke ret meget”, måtte jeg indrømme. Nå, men det gjorde ikke så meget alligevel, bare hun kunne få lov til at tale engelsk. Det var så Zulya eller Zulaika på russisk, men hun var ikke fra Rusland, men fra Kazakhstan, der er en tidligere Sovjetrepublik, der faktisk ikke ligger ret langt fra Jekaterinburg. Vi fik talt om lande, og ikke overraskende var Kazakhstan meget smukkere end Rusland, fortalte hun. Vi fik fortalt, at vi skulle til Uzbekistan til efteråret, og det ligger lige syd for Kazakhstan. Jamen så måtte vi da også snart besøge Kazakhstan. Går der mon nogen jernbaner derind? Der blev ikke talt mere om gud, selvom jeg havde en ide om, at hun nok var Jehovas Vidne. Det blev en rigtig hyggelig samtale, og der blev taget nogle billeder, og vi fik nogle store bjørneknus, da vi sagde farvel.
Sidst på eftermiddagen var der lidt afslapning, bad og pakning, inden vi med kufferterne rullede over til stationen. Og pengene for et ½ døgns værelse var givet godt ud. Den første aften på hotellet havde jeg taget en sodavand fra minibaren. Siden havde jeg skævet til en pose chips og en juice, men jeg nærede mig, da en minibar plejer at være verdens dyreste indkøbssted. Da vi tjekkede ud, ville jeg selvfølgelig betale for sodavanden, men nej for: ”Minibar is free”. Jeg så bestyrtet ud: “Oh no, and now it is too late? Receptionsdamerne grinede. Både de og vagterne havde hele tiden været søde og meget venlige.
Ventesalen er med masser af siddepladser modsat f.eks. Københavns Hovedbanegård, hvor man skal slås for at få lov at sidde på de få bænke. Klokken 19.50 moskvatid skulle toget ankomme, og det gjorde det på minuttet, så jeg fik stillet mit ur, der var et minut foran. |
Jorden rundt med tog 9.del.
Urene blev stillet to timer frem, og så gik vi aftentur. I byen er der lige, brede gader og mange blomsterbede, men græsplænerne trængte til at blive slået alle vegne. Bilerne var ikke så prangende som i Moskva, nu var det nærmest almindelige biler, som vi kender dem i Danmark.
Vi var gået ud af Ul. Karla Libknekhta, der er en af hovedgaderne gennem byen. Det var blevet lidt halvsent, og der var ikke mange mennesker på fortovene, der var lidt hullede. Der lå en McDonald’s lige ved siden af hotellet, så vi fik to burgere, pomfritters og to cola for 394 rubler, ca. 70 kr., så det er noget billigere end i Danmark. Der var godt fyldt op med mange unge mennesker, der under høj snak gnaskede i Vestens velsignelser. 
De centrale dele af Jekaterinburg er præget af sovjettidens bygninger, dels med pragtbygninger med talrige dekorationer med hammer, segl og stjerner og dels med trøstesløse lejekaserner og administrationsbygninger. Udover Himmelfarts-katedralen og Rastogujev-paladset findes der kun få huse fra tiden før revolutionen.
Huset, hvor zarfamilien blev skudt, blev i 1977 sprængt bort efter ordre fra byens daværende borgmester Boris Jeltsin, der dog nok havde fået ordre oppefra, og det var for at stoppe en begyndende kultbevægelse. Sidst i 1990’erne blev der på stedet opført et lille kapel af træ, og i år 2000 blev der opført en ny, stor kirke på stedet. Kirken, der dækker 1.500 m2, fik navnet Blodskirken og blev indviet i august 2003 med 5 tårne med klokker, der vejer 5 tons. Kirkerummet ligger på 1. sal, hvorfra der fører en trappe ned til underetagen med en lille udstilling med zarfamiliens ejendele. Symbolsk har trappen 23 trin ned til underetagen, det antal trin, der var ned til kælderen, hvor zarfamilien blev myrdet. 
Under kommunismen var den russiske kirke undertrykt, og kun få kirker fik lov at fungere. Det menes dog, at halvdelen af de 55.000 kirker, der eksisterede i 1917, nu atter er i funktion, så de søgende sjæle har igen fået husrum efter Sovjetunionens sammenbrud.
Vi gik ned til stationen, hvor det myldrede med mennesker. Vi ledte efter de berømte loftmalerier, men kunne ikke finde dem, så dem måtte vi prøve at finde senere, for vi skulle mødes med vores lokalguide Elina. Vi fik lige købt 1½ liter appelsinvand og ½ liter vand i en gadebod til en pris af 50 rubler, ca. 9 kr., så det er da nogle utroligt venlige priser. Et par fulderikker gik rundt med bar mave og blandede sig med almindelige mennesker og smarte, langbenede piger i høje hæle.
I dag skulle vi med på City tour ”The best of Jekaterinburg” og i morgen på ”Romanovs Monastery & Europe-Asia combination trip”. Alle de guidede ture med Sputnik, (vi skulle have flere senere), fungerede helt perfekt. 
Der er en stor sø i byen, og på hjørnet ved dæmningen, der går over søen, ligger Putins bolig, når han er på besøg i byen. Bygningen er smukt restaureret, og her holder han konference med repræsentanter fra BRIK landene. Elina har engang været kun 200 meter fra Putin. Jeg var lige ved at spørge, om jeg måtte røre ved hende, men nænnede det ikke. Så kunne jeg have pralet med, at jeg havde rørt ved en, der kun havde været 200 meter fra Putin.
Ved dæmningen kan man se på nogle tavler, hvordan byen så ud i gamle dage med en mur, der omkransede den og med fabrikkerne indenfor, der blev drevet af vandkraft. Der er omkring 38 forskellige mineraler i Uralområdet, så der er nok at tage af.
Den gamle togstation er smukt nyistandsat, og indenfor er der et interessant jernbanemuseum endda med gratis adgang. Udenfor er der nogle herlige figurer i bronze af rejsende, togpersonale og jernbanearbejdere. Statuerne har helt sikkert et komisk tilsnit med selvironi.
Der gik 5-6 gadefejere og fejede, men der var næsten ikke noget at komme efter. Heller ikke cigaretskod – russerne har en for danskere mærkelig vane – de smider ikke cigaretskod på gaden, de går adskillige meter hen til en affaldsbeholder. En flok duer lettede på gågaden, og vi skulle dukke os for ikke at blive fløjet ned. På hele dagen havde vi set 2-3 tiggere og en flok sigøjnerbørn, der prøvede at få noget ud af Elina, men en skarp stemme fik dem til at fortrække.
Blodskirken havde været vores pejlemærke hele dagen, og vi kom igen forbi og købte en pakke fotografier af den myrdede familie. Hvor må man være afstumpet, når man myrder børn, der så ikke får lov til at leve deres liv. Jeg føler næsten, jeg er i familie med dem igennem prinsesse Dagmar. Fint for mig, at de er blevet helgenkåret. 
Solen er mærkelig her i Rusland, for den går næsten ned samme sted, som den står op. Jeg troede, det kun var et fænomen, som fandtes helt oppe nordpå ved Midnatssolens land, men når russerne kan vende floder eller i hvert fald prøve på det, så kan de vel også gøre noget ved solen.
Et stykke ude af byen ligger skellet mellem verdensdelene. Der lå en kiosk med en stor, flot, frygtindgydende, kinesisk drage på den asiatiske side og en høne på den europæiske side. Gad vide om der var noget symbolsk i det?
I området er der statuer af børnene, familien og zaren og zarinaen. I den største af kirkerne messede en præst med et langt skæg efter en bog, og to voksne ”messedrenge” svarede. De var selv i cowboybukser og hængte ud i vindueskarmen. Det var et malerisk sted opstået på en dyster baggrund. Der var kun få turister denne dag, men ind imellem kommer der mange pilgrimme, som går rundt på den træbro, der omgiver mineskakten. 
Hun blev anbragt i lejren ”Lille Zore”, der var en af de Gulag-lejre, der lå som perler på snor helt ud til det fjerneste af Sibirien. Mængden af lejre overgik selv nazisternes lejre, da de var på det højeste.
Der opstod en mærkværdig solidaritet på tværs af fangernes baggrund. De strejkede for retten til bedre kost, varme i barakkerne, retten til at modtage besøg og få behandlet sygdom, for at få lov til at lave køkkenhaver og mod kravet om, altid at bære hovedtørklæde og mod fangevogternes stupiditet og korruption.
Under måltidet blev aktiekurserne vist på storskærme, de var tilsyneladende svagt stigende, og det var da godt at vide. Uden for restauranten stod en lille, gammel, tiggende kone, og hun fik en lille seddel. Hun spurgte om noget på russisk, måske mit navn, som jeg så sagde, så kunne jeg måske komme med i aftenbønnen.
Vi skulle bruge et toilet, og da vi var i nærheden af Blodskirken, måtte det være oplagt at lede der. Der var ikke nogen skilte at se, så jeg henvendte mig i kiosken og sagde WC og toilet, men det sagde ikke damen noget. Så gik jeg over til en pantomimeforestilling og pegede på maven og så lidende ud. Så faldt tiøren, og hun pegede på kælderen. Og så var det endda slet ikke mig, der skulle bruge det.
Vi kom forbi et supermarked og fik købt ind til de næste tre dages togrejse. Sovjetunionens gabende tomme hylder var en saga blot, for her havde de selvfølgelig alt, hvad en husmor og en rejsende havde brug for. Vand, sodavand, kiks, chips, te, kaffepulver, slik, småkager m.m. fik vi købt, 570 rubler, ca. 100 kr., man får noget for pengene i Rusland.
Kufferterne blev trukket hen over stationspladsen i brølevarme på 30 grader, så pigerne gik i minishorts og viste deres lange ben. Inde på stationen var der et menneskemylder uden lige, så vi slæbte kufferterne op på 1. sal til ventesalen med malerierne. Her var der en charmerende cafe i autentisk sovjetstil, med plastikstole og skjolder på loftet. Udvalget af mad var begrænset, og det vi pegede på, havde de ikke. Så valget faldt på en slags pølsehorn og nogle brasede kartofler. Der var dog nogle nyheder siden sovjettiden, for man kunne få Coca Cola til maden, og der var høj musik fra højtaleren – for høj. Faktisk nogle ganske søde, vistnok russiske sange fremført af en smuk kvindestemme. Vi sad ved et åbent vindue med en kølig vind og udsigt til togene. Glædede os til, at vi var indlogeret på toget og håbede på en flink togdame.