| Togrejse Jorden rundt.
En rejsefortælling af Kim Greiner. Juli 2012. 4. del. Det havde tordnet om natten med brag og bulder, og i min drøm var der nogen, der smækkede med dørene, så jeg ville næste morgen klage over al den ballade. Vi var oppe allerede oppe kl. 5 og tjekkede ud fra hotellet kl.5.45 uden morgenmad. Vi flottede os og lod hotellet bestille en taxi, og turen kostede 20 Litu, kun ca. 45 kr., og det var endda med rigelige drikkepenge. I en anden kiosk købte vi noget, der lignede morgenbrød, men brødet var fyldt med hakket kød og løg, og det var faktisk ikke lige det, vi havde mest lyst til til morgenmad. På en fin lystavle stod der Riga afgang 7.00. Ekolines bus kom ½ time før afgang, og vi blev krydset af og skulle vise pas. Det var en stor dobbeltdækkerbus med flysæder og endda med stewardesse, og hos hende kunne der bestilles lette måltider, hvis det ønskedes. Der var faste pladser, og vi havde fået sæder helt fremme på øverste dæk, så vi havde på hele turen en fin udsigt. Vi kom ud igennem Vilnius med alle de store bilforretninger i paladser af glas og stål. Der var også et væld af højhuse, og jeg måtte erkende, at Vilnius var noget større, end jeg først havde antaget. Bussen fortsatte ind i Letland ad en tosporet, ret smal vej og nu med en del lastvognstrafik. Buspassagererne var usædvanlig stille, indtil en ældre herre med cowboyhat og gips på arme og ben gav et sangnummer. Vi var de eneste, der klappede, og det var åbenbart for lidt applaus, så han satte sig tavs ned igen, og bussen kørte ind i Riga. For øvrigt er der stor forskel på sprogene i hvert af de baltiske lande, og de kan ikke forstå hinanden sådan, som vi kan med svensk og norsk, og så er engelsk en god fællesnævner. Selvom jeg personligt hverken kan lettisk eller russisk kom jeg ret
langt med fingersprog. I hele 20 år varede selvstændigheden, der dog ikke huskes for demokratiets gode vilkår, for i 1934 kom Ulmani til magten, og han ville kaldes ”vadonis”, det lettiske ord for fører. Ulmani indførte et fascistisk styre med sig selv som diktator, og så var det farvel til politiske modstandere og fagforeninger, og goddag til propagandaministeriet og hemmeligt politi. Fra midten af 1980’erne begyndte massive demonstrationer mod miljøforureningen, og flagforbudet mod at vise det lettiske flag blev trodset. Så gik det ellers slag i slag frem til Letlands fuldstændige uafhængighed fra Sovjetunionen den 21. august 1991, og allerede 3 dage efter blev Lenin-statuen i Riga revet ned og kørt bort. Siden 1795 havde Letland været en del af det russiske rige, men ved 1. Verdenskrig erklærede Letland sig selvstændigt 18. november 1918, men det respekterede hverken Tyskland eller Rusland. Der blev kæmpet på flere fronter, og i 1920 accepterede Rusland Letland som selvstændig stat. Mellem de to verdenskrige udviklede Letland sig til et landbrugsland, der kunne brødføde sin befolkning og endda sælge smør og bacon til udlandet. Men da Rusland og Tyskland d. 23. august 1939 satte sine underskrifter på ikke angrebspagten, var Letlands dage talte. For i en hemmelig tillægsprotokol havde de to stater delt Østeuropa mellem sig, og Sovjet havde de baltiske lande i sit interesseområde. I 1944 rykkede russerne igen ind i Letland, og belært af erfaringen med russerne tog 150.000 letter flugten til Vesten. Russerne fortsatte, hvor de slap, med censur, deportationer og knægtelse af alt, hvad der var lettisk, og sproget måtte vige for russisk. Byen ligger i bunden af en stor bugt på begge sider af Daugavafloden, og med den gamle slotskanal med grønne områder omkring den gamle by virker byen let og luftig med mange parker med sommerblomster. Vi tog med et lille turisttog, der kørte rundt i byen, og vi fik proppet nogle høretelefoner i ørene, der talte svensk. Jeg prøvede at følge med på kortet, men kunne ikke følge med, så turen gjorde os bare mere forvirrede, så er det faktisk meget nemmere bare at gå og følge med på kortet. For foden af monumentet står to æresvagter i stiv retstilling på et par måtter, og vi havde læst, at der var vagtskifte hver time. Klokken var lidt i 14, og vi havde lige fået et lettisk burger hos McDonald. Vagterne stod rigtignok stive og strunke, og præcis ved timeskiftet kom to andre soldater marcherende med den lettiske udgave af gaggede gangarter. Så skete der noget mærkeligt, for de to vagtsoldater, der var ledsaget af en befalingsmand, gik hen, som skulle de afløse, men alle fem forlod nu stedet, stadig i gaggede gangarter, indtil de nærmede sig en bil, der holdt på bagsiden, og så sjokkede de de sidste meter og kørte væk. Jeg var chokeret, for nu stod Milda helt alene, godt nok oppe i 20 meters højde, men alligevel, og resten af dagen og den næste med så vi overhovedet ingen vagtsoldater. Lidt inde i kirken blev jeg antastet af en mand, og der blev sagt noget til mig, som jeg ikke forstod. Jeg troede der blev peget på mit kamera, og at jeg ikke måtte tage billeder med blitz, og det lovede jeg højt og helligt, men nu kunne jeg godt se, at han pegede længere nede, og det var mine korte bukser, han var utilfreds med. De gik dog faktisk til knæene. Så måtte jeg gå ud, og lidt efter kom en præst med en cykel, og den måtte godt komme med ind, og så sandelig var der også en ung pige i korte minishorts, der spankulerede uantastet rundt. I en af parkerne gik en gartnerdame, og jeg følte trang til en samtale med en kollega og gjorde hende begribeligt, at jeg også var i gartnerfaget. Det var dog en vanskelig samtale, da ingen af os forstod, hvad den anden sagde. Nå, men jeg ville gerne have et billede af hende, og så skal man bare peger på sit kamera og på offeret, og så forstod hun den. Hun ville jo gerne se lidt pæn ud, så hun tog kasketten af og rystede håret og smilede med lukket mund, for det var ikke ligefrem et perletandsmil, for der var ikke meget mere end fem tænder at vise frem. Ellers nydelig dame, og farvelhilsenen fra hende var: ”I love you”, så det var simpelthen kærlighed ved første blik, og hun fik jo så røbet, at hun kunne tale lidt engelsk. Der blev spillet violin og harmonika ved Sorthovedernes hus, og vi klappede som de eneste og gav dem en lille erkendtlighed. Parkarealet foran den store operabygning var meget velholdt med store bede af sommerblomster. De var åbenbart ikke ramt af sparekniven som på København Universitet, hvor sommerblomster og smukke blomsterbede og især tulipanbede er blevet et fyord, og kedelige græsplæner tager over. Nogle fyldebøtter blev jaget af politiet, for indtagelse af alkoholiske drikke må ikke mere foregå i park og på gade. Der var også nogle enkelte tiggere og det både gamle koner og unge mænd, og det var da lidt sørgeligt at se. Det begyndte at småregne, så vi gik på konditori og fik et par cafe latte med æblekage, der var et helt æble med lidt fyld og kage udenom. I alt 4,50 Lati. Det begyndte rigtig at regne, men vi skulle bare lige over gaden til vores hotel, og så måtte det ellers godt regne af i løbet af natten. På værelset kunne der høres musiklyde og højrøstede stemmer fra gården nedenunder. Regnen blev i perioder ved hele natten, og det gjorde de højrøstede stemmer også, og de stoppede først kl. 7 om morgenen. Nu var der fuldstændig stille, og så stod vi op. Et par andre berømte huse er ”Store Gilde” og ”Lille Gilde”. En drengeskulptur sidder i tagrenden på Store Gilde, og der har han siddet i 150 år og læst i bøger og kløet sig i håret. Store Gilde var handelsmændenes lav i middelalderen, og dele af bygningen er fra 1300-tallet, men opbygget i 1850 i engelsk tudorstil. Overfor ligger Lille Gilde, der var håndværkerlavets hjemsted, og øverst oppe i tårnet er Kattehuset med en sort kat. Ejeren af huset var medlem af Lille Gilde, men mente sig berettiget til at være medlem af Store Gilde. Han fik dog afslag, og i vrede satte kan en kattefigur op i tårnet med rumpen mod Store Gilde. Det var en stor fornærmelse mod købmændene, og til sidst lykkedes det ham at blive lukket ind hos de fornemme handelsmænd, og så blev katten vendt, så bagdelen vendte væk. Zeppelinermarkedet eller bare ”Centralmarkedet” Centraltigus er kæmpestort, og hvis der er noget der kan købes, så kan det købes her. Det indendørs marked findes i fem store zeppelinerhaller, der i 1. verdenskrig blev brugt som hangar til luftskibe, der blev brugt af den kejserlige tyske hær til overvågning af Kurland. På broen over til markedet sad et par tiggere, bl.a. en mand med nogle uhyggelige brandsår på benet, og bukserne havde han meget omhyggeligt smøget op, så hele ulykken kunne blive anskueliggjort. Vejret var klaret op med sol og hvide skyer, og vi spiste på det store torv på en cafe. Nu skulle den stå på noget lettisk, så det blev kartoffelpandekager med bacon og salat og dertil to lettiske øl. I alt 16,80 Lati. En lille dreng stod i nærheden og spillede violin. Det lød rigtig godt, da han spillede Edelweiss, men han kunne kun det ene nummer, og da han startede for 10 gang, ønskede jeg ham langt væk på en bjergtop. Faktisk havde jeg fået de lange bukser på, for jeg ville gerne besøge Den Russisk-Ortodokse Kirke og nu skulle de ikke pege fingre ad mig. Vi satte os og kikkede på de flotte ikoner, som der blev kysset på ustandseligt, men igen blev jeg kaldt til orden. Jeg havde nemlig benene over kors, og det må man tilsyneladende ikke i en russisk kirke. Senere ville jeg tage et billede af en flot ikon, selvfølgelig uden blits. Samme mand, som havde peget fingre ad mine korte bukser og mine korslagte ben, var igen på dupperne og meddelte: ”No foto”. Nu følte jeg mig lidt forfulgt, og jeg vil alligevel ikke konvertere til den russiske ortodokse tro. Udenfor på pladsen kom vi tilbage til den noget venligere nutid, idet en ung pige i middelalderkostume sang de skønneste middelaldersange, medens hun spillede på et strengeinstrument. I de sidste solstråler besøgte vi Store Kristoffer, der står som en statue nede ved floden Daugava. Kristoffer var færgemand, dvs. han bar folk over floden, og en nat hørte han et barn græde på den anden side af floden. Han hentede barnet, men barnet blev tungere og tungere, så han knapt kunne bære det. Han kom dog over og lagde barnet i det skur, hvor han boede, og næste morgen fandt han en bunke guld der, hvor han havde lagt barnet. Da Kristoffer døde blev pengene brugt til at grundlægge Riga, og det første hus blev bygget der, hvor Kristoffer havde boet. Tro det eller lad være, men i hvert fald står han den dag i dag i et lille glasskur og kikker ud over floden. På ravmarkedet fik vi i en bod købt en ualmindelig smuk ravblomst, der var sat sammen af mange små ravstykker. Prisen var 15 Latu, men da vi var ved at løbe tør for den lokale valuta, fik vi forvandlet prisen til 22 Euro. Et godt råd er, at hvis man skal købe rav, så køb det i Riga og vent ikke til Tallinn og St. Petersborg, for der så jeg ravblomster til den fem og ti dobbelte pris. Vi skulle videre med Ecolinebussen kl. 12.00, da der desværre heller ikke går tog mellem Riga og Tallinn. Der var bestemt ikke noget med taxi denne gang, og det tog kun 10 minutter at trække kufferterne igennem byen fra hotellet til busterminalen. Terminalen var faktisk større, end vi først havde bemærket, for der var en stor ventesal med butikker, og vi kunne sagtens have købt mad til turen derude. Riga kan ikke ses på en dag, men vi kom da alligevel noget rundt, og vi fik et rigtigt godt indtryk af byen, og ligesom i Vilnius er der grøde og fremgang i luften. |
Letland og Riga.
På den store busterminal var adskillige kiosker åbne, og da vi manglede nogle toiletpenge, købte jeg et par småting for at få vekslet. Min udtale for Rittersport og Fanta var dog meget tilbage at ønske, for kioskdamen kunne ikke forstå, hvad jeg sagde. Jeg måtte pege og pege og gentage i en uendelighed, og endelig var der gevinst.
Et vejskilt fortalte, at der var 285 km til Riga, så vi kunne bare slappe helt af og nyde turen. Ved en større by, der hed Panevezys, var der et strækkebenstop kl. 8.45, og nogle passagerer steg af og andre på, inden vi fortsatte mod grænsen. Der var langt imellem byerne og kun få spredte huse i landskabet, der bestod af velpassede marker, og der var ikke en hestevogn eller gedehyrde at øjne. Vejen var nu kun tosporet, men en fin vej, og der var ikke megen trafik. 
Letlands areal er på 64.699 km2 og med en befolkning på omkring 2,3 millioner mennesker, så der er god
plads. Befolkningssammensætningen er dog ikke uden problemer, da kun 59 % er letter, 28 % russere og resten hviderussere og ukrainere. Russerne er langtfra populære efter de mange års undertrykkelse, så i en periode har det næsten været umuligt for dem at få lettisk statsborgerskab og adgang til at deltage i valgene. Flere og flere af de russisktalende bliver dog efterhånden lettiske statsborgere, men der er stadig et skel mellem letterne og de russisktalende, og de lever ofte i en parallelverden med både en sproglig og kulturel barriere. De to grupper forelsker sig dog og gifter sig med hinanden uden tøven, så efterhånden bliver skellet mindre. I sovjettiden var det officielle sprog russisk, og børnene skulle lære russisk i skolen. Nu er det officielle sprog lettisk, og første fremmedsprog i skolen er engelsk.
Den Store Nordiske Krig forrykkede igen magtbalancen, og i 1710 erobrede russerne Riga og senere resten af Letland. Stadig under russisk herredømme, voksede den lettiske nationalfølelse i midten af 1800-tallet, hvor lettisk litteratur og historie blev udbredt, og den første sangfestival blev afholdt i Riga i 1873. Efter uroligheder og borgerkrige blev der i 1920 underskrevet en fredsaftale, der forpligtede Sovjet til at anerkende Letlands suverænitet.
Under 2. Verdenskrig og tiden derefter ligner Letlands historie i store træk Litauens med tvungen bistandsaftale med russerne og indrykning af sovjetiske soldater. Derefter kom nazisterne, så Den Røde Hær igen, og Stalin overbeviste Churchill og Roosevelt om, at de baltiske lande var en naturlig del af Sovjetunionen. Under krigen mistede Letland en tredjedel af sin befolkning, og med Stalins fortsatte udrensninger blev der plads til en halv million russere, hviderussere og ukrainere. De kunne så bemande den sværindustri og de kemiske fabrikker, som russerne mente, var et godt sted at placere i Letland.
I middelalderen begyndte tyske købmænd at bosætte sig i området, og biskop Albert grundlagde Riga i 1201. Siden hen har Letland ikke haft et roligt øjeblik, for fremmede stater og ridderordenen har skiftevis taget en bid af Letland.
I juni 1940 rykkede sovjet derfor ind i Letland. Virksomheder blev nationaliseret, landbruget tvangskollektiviseret, og 15.000 letter kom i kreaturvogne og blev deporteret til Sibirien. Den sovjetiske undertrykkelse fortsatte på alle måder, indtil Tyskland i juni 1941 besatte Letland. Tyskland blev regnet for befriere, og der var letter, der modtog de tyske soldater med blomster, fordi de havde smidt et grusomt sovjetstyre på porten. 140.000 letter deltog i frihedskampen og hjalp tyskerne med at få russerne drevet hjem til Rusland. Tyskerne viste sig dog hurtigt ikke at være et hak bedre end sovjetrusserne, og 70.000 jøder og 20.000 ikke-jødiske letter blev slået ihjel. Tysklands hensigt var bestemt ikke at gøre Letland selvstændigt – tvært imod. 
Bussen ankom til Riga til tiden allerede kl.11.30, og busstationen ligger lige ved en lille biflod på den anden side af Ceppelinermarkedet. Vi havde ikke det bedste kort over Riga og kunne dårligt orientere os, så jeg troede, vi skulle over den store flod til centrum, men tilsyneladende gik der kun en gammel jernbanebro. Vi besluttede derfor at tage en taxi af en mafialignende person, der tilbød at køre os til Kolonna Hotel for 7 Litu ca. 85 kr., og vi kunne bare sige ja tak. Fordi jeg havde problemer med kortet, kørte han for mig at se ud i den forkerte retning og kort efter ind i nogle snævre gader. Vi var kommet til domkirkepladsen, og chaufføren sprang ud og løb lidt rundt og kom så tilbage og fortalte, hvor hotellet lå, for han kunne ikke køre helt derhen. Turen havde vel taget noget i retning af 5 minutter, og vi trillede derefter kufferterne næsten tilbage til busstationen, og i en lille gade fandt vi Kolonna Hotel. To overnatninger i et dobbeltværelse kostede 1.220 kr., og det var lige midt i den gamle historiske bydel med masser af cafeer. Vi var ankommet to timer før check-ind tid, men vi fik alligevel værelset, da vi kom. På dette hotel var der en ualmindelig sød receptionsbetjening, og hver gang vi gik forbi, blev der med store smil hilst hjerteligt. 
Riga har 724.000 indbyggere, og det er mange flere end i Vilnius og Tallinn, men letterne er i mindretal i deres egen hovedstad efter den årelange strøm af tilflyttende russere. Riga har mere storbyatmosfære end Vilnius med meget mere biltrafik og sporvogne, og ned ad gågaden Kalku Iela var der ”Strøglignende” tilstande med masser af mennesker, cafeer og gadeoptræden. 
Det var samtidig forbudt at samles ved monumentet, så det var selvfølgelig her, at letterne i 1988 trodsede forbuddet og afholdt de første massedemonstrationer mod det kommunistiske regime.
Katedralen hedder ”Pareizticigo Katedrale” og er russisk-ortodoks og er bygget mellem 1876 og 1884. Katedralen er med kupler og det hele, men i sovjettiden var kirken omdannet til planetarium og hed ”Kundskabens Hus”. Nu er kundskaben igen veget for det religiøse, og katedralen er igen et orgie af ikoner i guldrammer og er samlingspunkt for de russisk-ortodokse i Letland. 
Albertgaden eller ”Alberta iela” ligger ude i den nyere bydel, men så ny er den heller ikke. Husene i gaden er opført i jugendstil med forskellige arkitekter, men flest af arkitekten Mikhail Eisenstein. Husene har en overflod af løvefødder, gesvejsninger og gesimser med fantasifulde ansigter, der skriger, griner og er glade, foruden dyr af ubestemmelig herkomst som løver med forkroppen af kvinder. Albertgaden er en ren opvisning i livlig fantasi.
Vi gik over den store flod Daugava ad den rustne jernbro ”Vansu tilts” for at besøge et kvarter, hvor der langs kysten skulle være nogle gamle træhuse. Jo, der lå da godt nok nogle huse, og der var toppede brosten, men det var dog ikke den store seværdighed, for noget af det så lidt misligholdt ud. Vi var kommet sådan lidt ud, hvor kragerne vender, og jokede med, at det jo var kaffetid, og lige om hjørnet lå der nok en cafe. Som ved et mirakel lå der virkelig en cafe kaldet ”Fabrikas Restorans”, og den var indrettet i en gammel fabriksbygning. Ved flodbredden lå en tilstødende flydende luksuscafe med sorte marmorborde og udsigt til færgen til Tallinn. At det var et fint sted kunne ses på de to bittesmå kopper kaffe, eller hedder det mokka, men dertil to gange pandekager og to sodavand i alt 12 Lati. Tilbage over broen og forbi kongeslottet.
Det ”gamle rådhus” på byens rådhusplads lige over for Sorthovederne har også rejst sig igen, efter at en kedeligt grå kommunistiske betonbygning havde indtaget pladsen, men nu stråler det hele vejen rundt af nye ”gamle” huse.
Rigas gamle bydel er meget turistet, hvor hver et torv er omdannet til cafeer med levende musik med fløjter, harmonika og skønsang, så der var noget bakkestemning over det hele. Mange turistgrupper blev guidet rundt, medens de slanke piger på høje hæle begyndte at ses i gadebilledet.
Vi fandt de ”Tre Brødre” Tris Brsli-husene, der er tre små huse, der står klinet til hinanden og er det perfekte postkortmotiv. Det ene af husene er det ældste beboelseshus af sten i byen, og det trådte sine børnesko i 1400-tallet, mens det yngste er fra 1600-tallet.
På blomstermarkedet ved ”Brivibas bulvaris” er der en række fine butikker, og man kan få flotte blomsterkurve til 4,50 Litu. Jeg ville ellers gerne give Gitte en blomsterkurv, men hun afslog med den begrundelse, at så skulle hun jo bære rundt på den resten af dagen. I stedet købte vi en mindre buket og meget andagtsfuldt lagde vi den ved frihedsmonumentet af Milda, der stadig var uden vagtposter. I sovjettiden ville en nedlagt buket ved Milda være det samme som en enkeltbillet til Sibirien.
Hallerne dækker 15.000 m2 under tag, og efter sigende skulle det være det største marked i Nordeuropa. Især i sovjettiden var det kendt, og hertil kom de handlende fra hele unionen, for at falbyde deres varer. Sovjetunionens sammenbrud og efterfølgende indførelse af markedsøkonomi gav ekstra opblomstring af markedet. Uden for hallerne er der blomster- og frugtmarkeder og et kæmpestort tøjmarked. Jeg fik selv købt en lettisk ”springparaply” til 5 Litu. Paraplyhandlerne havde tilsyneladende lavet nogle aftaler, for alle steder kostede en paraply nøjagtig 5 Litu, undtagen nogle meget fine, der dog kostede 6,5 Litu. Min springparaply krævede lidt betjeningssnilde, for da jeg senere skulle bruge den i en regnbyge, hang den som en våd karklud og ville ikke folde sig ordentlig ud. Senere fandt jeg en knap, og når der trykkes på den, springer paraplyen ud med et smæld. Efter brug bliver den ”ladt” igen ved, at en fjeder spændes, når håndtaget presses sammen.
På den modsatte side af parken Esplanaden ligger det gamle sovjethotel, der nu er ombygget til et pragtfuldt Radisson Blue hotel. På 26. etage ligger Skyline Bar, og et bedre sted at indtage en drink og nyde udsigten over Riga findes ikke. Der er vinduer hele vejen rundt, og det er bare med at finde sig en vinduesplads og nyde udsigten. Alle og enhver kan dog ikke bare troppe op for det koster 2 Litu at få bukkene skilt fra fårene. Så får man dog et armbånd omkring håndleddet og kan sidenhen komme igen uden yderligere betaling. Vi bestilte to drinks bestående af Irish Cream, kahlua, amaretto, colada rum, fruit juice og frugt, og så lod vi ellers som om, vi havde styr på tilværelsen. 4,60 Litu, og det er cirka det halve af en cocktail på Radisson Blue i København endda uden udsigt.
Senere var vi inde at se Letlands Besættelsesmuseum, der hed noget helt andet, da det blev bygget i 1970. Museet har til huse i en ret grim betonbygning på søjler og lige ved siden af sorthovedernes pragtbygning. Dengang var museet pro-sovjetisk og stærkt propagandistisk og blev bygget for at hylde de lettiske skytter, der under 1.verdenskrig kæmpede mod de fremstormende tyskere, og siden sluttede sig sammen med bolsjevikkerne i Den Røde Hær. Stalin og Co må nu vende sig i deres grave, for nu er temaet i museet Sovjetunionens 50 årige besættelse og overgrebet på de baltiske lande. Fotografier over uhyrlighederne blev vist, og vi læste at USA, Australien, Canada, Storbritannien, Frankrig, Spanien, Portugal, Polen, Tyrkiet, Finland, Norge og Danmark aldrig anerkendte, at Letland blev indlemmet i Sovjetunionen.
På aftenturen i byen fandt vi i en lille sidegade en mexicansk restaurant ”Mr. Figaro”. Der var stadig lidt sol, der sneg sig ned på bordet, og vi bestilte en burger og ”mexi lasanga” plus et par colaer. Fordi Gitte tog en mexi ret, fik hun en ½ liter øl med i købet – det kunne de jo godt have sagt lidt før. I alt 10 lat.
En ellers nydelig, smuk, solbrændt mand, der bar navnet Peiter, ejede kun 0,01 Latu, og den stakkels mand var jo sulten, så han fik blokket mig for 1 hel Latu. Efter at vi havde købt et par sandwich til den videre tur, var det tæt på at vi selv skulle ud at tigge. Vi kom derfor ikke ind i katedralen for de ville have entrepenge. Så hvad gør de fattige, der vil have et Guds ord med på vejen?
Der er flere tiggere i Riga, end vi havde set tidligere. De fleste sidder dog pænt og kun få henvender sig. De sidste 0,7 Latu gik til en tigger på broen ud til markedet, og der lå kun et par kobbermønter i hans kasket i forvejen, så han tog sig til hjertet og takkede for min donation.