| USA Florida - Fra Harry Potter til Ringling Bross. 
Rejsefortælling af Kim GreinerDel 2. Juni 2011 Ungdommens kilde og borgerkrig. I 1492 gik Columbus i land på øgruppen Bahamas og troede, han havde fundet søvejen til Indien, og befolkningen kaldte han derfor for indianere. I alt stod han i spidsen for fire store ekspeditioner i tidsrummet 1492 til 1504, og det første sted, han satte sin fod på det nuværende USA territorium, var såmænd på den tidligere danske ø St. Croix. De spanske og portugisiske opdagelsesrejsende gik straks i gang med at udrydde den oprindelige befolkning i jagten på guld, og myten gik nærmest ud på, at gaderne var brolagte med guld, som var lige til at samle op. (Nå, nu var der faktisk ikke nogen gader på det tidspunkt, så den var langt ude.)
Op igennem 1600-tallet blev det nordamerikanske kontinent koloniseret af især Spanien, Frankrig og England, og efter en voksende utilfredshed med det britiske styre, løsrev 13 britiske kolonier sig, og den 4. juli 1776 blev den amerikanske uafhængighedserklæring underskrevet. Floridas indianere er i øvrigt de eneste indianere på hele kontinentet, der aldrig overgav sig, for de trak sig ind i Everglades sumpe, og der kunne de hvide erobrere hverken bunde eller finde rundt.
23 af de nordlige og vestlige stater var stadig tro mod Lincolns union, og han nægtede de sydlige stater at udtræde af unionen. Det bliver så starten på ”Den Amerikanske Borgerkrig” med 620.000 døde soldater og utallige civile ofre til følge. De fire års borgerkrig sluttede først den 9. april 1865, hvor sydstatsgeneralen Robert E. Lee endelig overgav sig til Unionens general Ulysses S. Grant. Det nederlag glemmer sydstaterne aldrig, og en ægte sydstatsmand kalder stadig borgerkrigen for ”The Great War of Northern Aggression”.
Det gamle og det nye Florida er ved at blive smeltet sammen, og det er nok det nye, der vinder med store supermarkeder, uendelige forstæder og efter lukketid tomme Downtowns. Den lille, seje bonde, der har sit udkomme fra en lille bomuldsmark, er afløst af et uforholdsmæssigt stort antal overvægtige mennesker, der lever af junkfood. Faktisk holder jeg selv utrolig meget af junkfood, men jeg kan godt nøjes med en medium portion (der findes ikke en lille portion, det lyder alligevel for sølle på et menukort) og især undgå de kæmpestore mega dobbeltportioner, der fås for kun et par ekstra dollars.
Statens største indtægt er turisterne, der både lokkes af Miamis vilde liv, Key West’s afslappede livsførelse og Disney World’s eventyr. Landbruget holder dog fast i andenpladsen som Floridas indtægtskilde, og inde i landet dyrkes et utal af gyldne frugter og grønsager. I flere af storbyerne som Miami, Tampa og Jacksonville er der dog ved at udvikle sig en videns- og finanssektor.
En anden god bog er den nye ”Niceville” af Kathryn Stockett, og det er hendes første roman, men jeg håber, hun bliver ved med at skrive. Niceville er rørende, gribende, humoristisk, skræmmende, og selvom den handler om USA i 60’ernes Mississippi, er den tidsløs. Begge bøger er filmatiseret, og Niceville
var i biograferne i Danmark i efteråret 2011 – det er en dejlig film og
det gode vinder over det onde til sidst.
Tidlig næste morgen var der telefonvækning, og manden skyndte sig op, for han skulle nå det tidlige morgentog. I toget blev han afvist af konduktøren, for hele toget var kun for hvide mennesker. Pokkers, han havde glemt det med skosværten, så han skyndte sig ind på det nærmeste toilet og ville gnide skosværten af. Han gned og gned, men han var stadig lige brun. Det viste sig senere, at hotellet havde vækket den forkerte mand.
Der var behagelig aircondition i toget, og der er kun tre stationer fra Penn Station til Newark Airport, og det bliver annonceret i togets højtaler, så man kan sidde nogenlunde roligt. Et skilt i toget oplyste dog, at hvis togpersonalet bliver generet, vanker der en bøde på 3.500 dollars eller 5 års fængsel, så man skal betænke sig, inden der siges sku til personalet. Utroligt nok gik der kun 8 minutter fra togafgangen på Manhattan, til der var åbne, grønne marker. Fremme ved lufthavnens togstation omskiftes til en monorail, for det er ikke muligt at gå mellem terminalerne, da banen går over vand og motorveje, men hvorfor skulle man også begynde at gå? Turen med monorailen tager 10 min fra togstationen til terminal C, og så begynder det sædvanlige tumult med indtjekning og sikkerhedskontrol. Endelig kunne vi få noget morgenmad til endda venlige priser på under det halve af, hvad vi havde givet på Manhattan.
Flyet gik til tiden, og efter lidt turbulent flyvning landede vi sikkert i Orlandos fugtigvarme i Florida. Min kuffert havde ikke rejst lige så sikkert, for den havde været brudt op, og remmen manglede, og det var så med venlig hilsen fra sikkerhedskontrollen. Jeg havde været så dum at låse kufferten, og det hader de – så lås aldrig en kuffert i USA. Nå, der manglede ikke noget, selvom det hele var rodet igennem, og jeg havde egentlig troet, at min kuffert, der er med faste vægge, var lidt mere solid, end at man bare lige kan vride den op. Vi havde lejet en bil hos Hertz og fik den hurtigt udleveret, men der opstod med det samme problemer, for vi kunne ikke finde ud af at åbne bagagerummet. Så måtte jeg hen til den søde udlejningsdame, og hun viste mig knappen, og så fik jeg et smil og blev kaldt Honey. Vi blev overtalt til at betale 68 dollars ekstra, men så kunne bilen også afleveres med tom tank, men ellers er den lejet med fri kilometer. Det var 25 år siden, jeg sidst havde kørt en bil med automatgear, så der var andre startproblemer, bl.a. skulle nøglen ikke drejes, men der var en start/stop knap. Inden vi kastede os ud i trafikken, listede vi lidt rundt i parkeringshuset, men efter kort tids kørsel virkede det ret nemt.
Hjemmefra var jeg gået på nettet og havde fundet og booket et hotel, og det var blevet til ”The Buena Vista Palace Hotel”, 1900 N Buena Vista Dr i Orlando, og det var beskrevet som et firestjernet luksushotel. Det opfyldte også de fire stjerner, og med kun 1.857,15 kr. for tre personer i tre nætter så må det siges at være en meget turistvenlig pris, og så lå det endda lige i nærheden af Disney World og Universal Studios m.m. – hele verdens legeplads. Ok, på værelset ville jeg godt have givet et par dollars ekstra, hvis der havde været en håndvask på badeværelset eller i det mindste en dør, der hvor vasken var.
Man kan ikke bare lige gå ind i parken, for der skal først stilles op i en lang kø, hvor alle tasker grundigt bliver undersøgt, og så endelig var vi inde midt i herlighederne. Jeg blev modtaget af en dejlig langbent dame og hun sagde at jeg var en "handsom man" og det kunne jeg jo kun give hende ret i, selvom mine hvide maddikeben skæmmede noget. Så meddelte mine rejsefæller, at de var sultne. Der gik så en rum tid med at finde et sted, der havde åbent, og efterhånden var klokken blevet 18, og vi fandt en plads til ”Indiana Jones Epic Stunt Show”. Showet er rigtig godt, men det havde ikke forandret sig en tøddel, siden vi var der for 25 år siden. Tænk engang 25 x 360 gange havde Indiana Jones kæmpet mod de onde i et tempel, medens en kæmpestor sten rullede mod ham og ville kvase ham, hvis altså ikke den lige var lavet af skumgummi.
Finalen i Disney Studios, dog kun på udvalgte aftener, hedder ”Fantasmic”, starter 21.30 og foregår i et amfiteater med plads til 7.000 mennesker. Vi kom lige, da de startede, som nummer 6997 – 7000, så vi så showet på tåspidserne helt bagerst i menneskemængden. Vi kunne dog skimte et farvestrålende arvefjendeopgør, hvor Mickey iklædt troldmandshat udkæmpede en kamp med en kæmpestor ildspyende drage.
Mørket var faldet på, og ved et lykketræf fandt vi mellem adskillige busser en bus, der også kørte tilbage til vores hotel.
Bilen startede, og GPS’en virkede, og vi skulle kun køre en halv time, før Universal Studios tonede frem. Der stod et P-skilt, og så stod der ”Valid Parking”, men det anede vi ikke, hvad var. Det viste sig at være betjent parkering, og nogen ville parkere vores bil for kun 25 dollars. Nu havde vi lige lejet bilen, og skulle vi så slippe nøglerne til andre, og hvor meget bøvl ville der være, når den skulle hentes igen? Så vi brød ud af køen og fandt et ganske almindeligt P-hus, hvor det kun kostede 15 dollars. Det var ”Harry Potter’s World”, vi først og fremmest ville se, men lå det så i Universal Studios eller i ”Islands of Adventure”, det vidste vi ikke. Vi købte så en combibillet, og til andre kan siges, at man kun kan nå en brøkdel af to parker på en dag, for Københavns Tivoli kunne ligge i det ene hjørne. Igen var der gennemrodning af min rygsæk, og der skulle også afleveres fingeraftryk.
Universal Studios åbnede i Florida i 1990 og er en direkte konkurrent til Disney Studios, men konkurrencen kan bestemt ikke mærkes på billetprisen. Islands of Adventure åbnede så sent som i 1999 og fordoblede dermed Universals tilstedeværelse i Florida.
Der var flere restauranter i området, og vi gik ind i ”Tree Broomstick”, men der var en lang, lang kø. Nu er det sådan i Disneyland, og også her i Universal, at udefra ligner en bygade en lang husrække med forskellige huse, men indvendigt kan det være et stort rum. Det tænkte vi dog ikke på, da vi gik ned ad gaden og gik ind et andet sted, hvor der ikke var kø. Først da vi havde bænket os, gik det op for os, at vi stadig var i ”Tree Bromstick”, men bare var gået ind ad udgangen. Sket var sket, så jeg gik frejdigt op og bestilte noget mad, og vi blev rigeligt mætte af majskolber og gnaveben, og det var til at betale med en rimelig pris af 52 dollars.
Epcot Centeret er delt i to afdelinger ”World Showcase” og ”Future World”. Den første afdeling ligger rundt om en kunstig sø, og der er 11 forskellige lande, der gør alt, hvad de kan, for at markedsføre sig selv med film, deres specielle mad og souvenirs. Filmene er som regel 360 grader rundt, og Norge og Mexico tager gæsterne med på en bådtur igennem deres historie.
Hyggelig tur hele vejen rundt, og selvom det muligvis kan klares på 80 minutter, så sæt roligt en halv dag af til at komme rundt om søen.
Klokken 21 slutter Epcot af med illuminations show kaldet ”Reflections of the Earth”, og hver eneste aften er der et 12 minutters fyrværkeri, musik, laser- og vandshow ud over søen. Der kan Tivoli godt gå hjem og lægge sig.
Der er mange ældre mennesker på job i Disney og også rundt om i USA’s restauranter og på museer, og et sted var det en mindst 75 år gammel dame, der sad og passede betalingen ved en freeway. Nogle arbejder af nød, fordi pensionen er lav og andre, fordi de godt kan lide at arbejde. Lige meget af hvilken grund, så var det dejligt at se, at der også er brug for ældre mennesker på arbejdsmarkedet. Ikke som herhjemme, hvor ”det grå guld” er den rene parodi, og hvor især offentlige institutioner sparker folk hjem til offentlig forsørgelse.
Nå så fik jeg lige den ud mellem sidebenene.
Der er gang i forlystelserne i Florida, og jeg læste lige, at der i Disney World afdelingen ”Animal Kingdom” skal bygges en park i Avatar tema. Planeten Pandova, der er beboet af lange, men smukke, blå mennesker, genopstår med regnskove, og 3D og hologrammer vil hjælpe med til at bringe planeten til live. Der er afsat den nette sum af 2,2 milliarder kroner til projektet, og de starter byggeriet i 2013.
Vi sprang over denne gang, men ellers ligger ”Busch Garden Africa” ved Tampa, og det er en kæmpestor forlystelsespark, der er iblandet savanne med Afrikas dyr og ellers temaer som Egypten, Nairobi, Timbuktu m.m. Sæt roligt en hel dag af og husk tørre bukser, for der er meget vandplaskeri.
Med vores GPS ”Never Lost” fandt vi let Jessicas hus eller nærmere et lille slot, så det kunne godt tyde på, at familien hører til den mere velbjærgede del af befolkningen. Indgangen til kvarteret er nærmest en byport i spansk stil, og den lukkes selvfølgelig om aftenen, og kan kun åbnes elektronisk af beboerne. Inde bag porten ligger rækker af smukke villaer med velfriserede haver. I modsætning til Danmark så har amerikanerne ikke hække og plankeværker om deres villaer, de ligger bare frit på de grønne plæner. Græsplænerne i Florida består af nogle særligt tykke græsstrå, der kan tåle heden og stadig se grønne ud. Jessicas hus ligger ud til en aflang sø med åkander, og på den anden side lignede det vild urskov, hvad det vel også var. Jeg fandt ikke ud af, hvor mange rum huset havde, men det var på to etager, og der var 5 badeværelser. Surt med så meget der skulle gøres rent. En lille pool var tilknyttet huset, og meget smart var den inddækket med et bur af insekttæt net. Et stort køkken og dagligstue gik ud i et, og alt smukt møbleret. Huset havde kostet en halv million dollars for tre år siden, og det var ikke meget for sådan et luksushus.
Billederne i dette afsnit er fra Jessicas hus og hendes familie.
Henne i forretningen blev vi præsenteret som Jessicas danske familie, og de meget venlige damer kunne næsten ikke forstå, at det var Gitte, der havde lært Jessica at strikke: ” Your knitting” blev der sagt, men da var jeg for længst gået hen i sofaen.
Der blev også fisket bundfisk og andet kryb op af de to guider, så det blev lidt af en kriblekrabletur. Det bedste ved turen var nogle fugleøer, hvor vi kom helt tæt på pelikaner og suler i massevis. Bådturen, der kostede 36 dollars pr. person, gav også adgang til Mote Aquarium med søkøer, delfiner og skildpadder. Jeg var meget imponeret af guiderne og billetdamerne på akvariet, for det var metusalemmer, der endda så ud til at nyde at arbejde.
Tordenvejr igen om aftenen, men ellers tørvejr hele dagen endda med lidt sol. Hyggelig dag i familiens skød, dog kom jeg til at give Madeleine mareridt. Jo, det var jo blevet fortalt, at da Jessica boede hos os, havde jeg to timers danskundervisning med hende hver aften. Det var jo frivilligt, og vi hyggede os begge, og det afstedkom så også, at hun lærte dansk på kun tre måneder. Nå, men jeg ville lære Madeleine nogle få sætninger og lærte hende at sige: ”Jeg er en pige og hedder Madeleine”. Næste morgen blev det fortalt, at Madeleine havde været bange for, at jeg ville komme op på hendes værelse og holde en to timers lektion, før hun ville få lov til at sove.
Amerikanerne er yderst høflige, og jeg oplevede flere gange, at selv om det var mig, der stødte ind i folk, så var det amerikaneren, der sagde: ”I am sorry”. Varme og sol hele dagen – nærmest som en bageovn, men faktisk ganske behageligt.
I 1920’erne besluttede showmanden og cirkuslegenden John Ringling at gøre Sarasota til sin vinterresidens. Her byggede han et luksuriøst hjem, startede et kunstmuseum og flyttede sten for sten en teaterbygning fra Asolo i Norditalien til Sarasota, og det fremstår i dag stadig som Asolo Theater. Vinterresidensen ligger i et smukt område med søer og store banyantræer og grønne plæner. Mable Ringling elskede roser, så derfor findes der også en dejlig rosenhave med mange fine duftende roser, og med kendermine kunne jeg fastslå, at haven var pænt passet. En af attraktionerne i området er Ringling Cirkus Museum med Ringlins private togvogn i vild luksus med mahonia og messing. Kanonkongens bil var også udstillet samt cirkusplakater og meget andet fra cirkusverdenen, men mest imponerende og mest interessant var ”The Circus in miniature”.
Modellen findes i et kæmperum, hvor man kan gå hele vejen rundt, og ind imellem slukker lyset, så cirkus vises by night. Det var svært at løslive sig fra rundgangen, for der var så meget at se på, og det var en fantastisk oplevelse.
Det må alligevel have kastet noget af sig med alt det cirkus, for John Ringling byggede sig en luksusvilla inspireret af Dogepaladset i Venedig og det lige i vandkanten af Sarasotabugten og endda med kajplads til gondolerne. Huset hedder ”Cá d´Zan”, og det betyder ”Johns hus” på veneziansk. Der er adgang til huset, og der var nærmest en kongelig indretning med malerier og spejle, så rygsækken skulle på maven og ingen flash. Ringling var desuden en stor kunstsamler, og han byggede en tro kopi af et italiensk palazzo med arkade med buegange og hvide marmorstatuer kikkende ned fra den øverste balustrade. Gårdarealet mellem bygningerne er med imponerende springvand og smukke skulpturer som f.eks. en kopi af Michelangelos statue David. Ham har vi også i København foran Gipsafstøbningsmuseet ved Vestindisk Pakhus. Pudsigt nok bemærkede jeg også statuerne Nilen og Tiberen, som vi har i bronze ved Dronning Louises Bro. De to nilguder er kopier fra det gamle Rom omkring Kristi fødsel.
I den danske guidebog stod der, at entreen var høj, men 25 dollars for både Cirkus Museum, Johns hus og kunstmuseet syntes jeg var yderst rimeligt og alle pengene værd. Indenfor i de hellige haller var der dejligt afkølet, men ude igen var der varmt, så vi kørte med det samme til ”Jordbærhuset” og fik store is til rimelig pris. Vær opmærksom på, at selv medium is i Amerika er kæmpeis.
Torden og regnvejr igen om aftenen, og det var sidste aften i Jessicafamiliens skød. Det havde været nogle dejlige dage og dejligt at lære hendes mand Wayne og de to børn at kende. Og stor tak til familiens gæstfrihed. Der er noget dejligt ved at have en amerikansk familie ”over there”. |
Det var dog først i 1513, at det nordamerikanske fastland blev opdaget af den spanske conquistador Juan Ponce de Leon, og han navngav det land, han havde opdaget, ”La Florida”, der betyder ”den blomstrende”. Hans navn er også knyttet til eftersøgningen af ungdommens kilde, og det siges, at han fandt den, så selv i vore dage sælges der rask væk vand fra kilden.
I 1787 indsættes George Washington som landets første præsident, og USA bliver en føderation med en central regering, der regerer over en union af delvis selvstændige stater. I 1860 bliver Abraham Lincoln præsident med det valgprogram, at slaveriet skal ophøre. Inden præsidenten er blevet indsat, tager South Carolina og i alt 11 andre stater heriblandt Florida det skridt at træde ud af USA, og de danner ”The Confederate States of America”, der er en permanent union af suveræne stater.
Med Nordstaternes sejr blev slaveriet afskaffet, men dermed var der langtfra ligestilling mellem hvide og sorte. I Syden blev der lavet adskillelse i alle offentlige rum, så det var så som så med ligheden, selvom det hed ”adskilt men lige”. Jim Crow-lovene bestemte, at hvide og sorte ikke måtte spise på samme restaurant eller sidde på samme sæder i bussen, og de måtte ikke gå i samme skole. I praksis havde den farvede befolkning i Sydstaterne ikke stemmeret, og det system kørte til midt i 1900-tallet. Her begyndte Martin Luther King at træde i karakter i borgerrettighedsbevægelsen. Han drømte om en lighed uden forbehold, men den drøm gik først i opfyldelse i 1968 ved, at al adskillelse blev ophævet. Og dog, for i Syden findes der stadig i dag ”seg academies” kun hvide privatskoler. 
”New Florida” er en anden historie, for her lander et jumbojet hver 5. minut, og turisterne fordeles ud til de 1.200 km sandstrande, der er ved at forvandle sig til én lang promenade med luksushoteller. Så det er også en stat med blæs på, når der især tænkes på Miamis hastige udvikling som metropol og Orlandos stadigt nye forlystelsesparker. 
Hvis der var et paradis i Florida, så begyndte det i hvert fald at ramle i 2008, hvor USA’s økonomi begyndte at vakle, for tvivlsomme boliglån slog bunden ud af boligmarkedet, og de mange konkurser trak bankerne med i faldet. Selvfølgelig fik bankdirektørerne lige reddet sig nogle superbonusser, inden det hele kollapsede og påvirkede hele den globale økonomi fra Paris til Tokyo. Krisen kradsede ikke mindst i ”Sunshine State”, hvor der i de første seks måneder af 2009 røg 268.064 huse på tvangsauktion, og 23.000 splinternye lejligheder står år efter år tomme i Downtown Miami. 
Den nationale fridag, Martin Luther King Day, afholdes 19. februar, og i 2009 var det 40-års dagen for mordet på ham. Dagen efter, 20. februar 2009, blev USA’s 44. præsident Barak Obama indsat. Det er den første sorte præsident i USA’s historie, og at de to datoer næsten falder sammen, er da en symbolværdi, der vil noget. Intet andet sted i USA end i ”Det Dybe Syden” er der et større håb forbundet med Obama og hans lovgivning om forandring. Republikanerne, der mest tænker på sig selv, stritter imod, alt hvad de orker, for at knække nakken på Obama, så at det mislykkes at gøre det bedre for den brede amerikanske befolkning med sygeordninger m.m. Ved Gud, hvor jeg personligt håber, det lykkes for Obama, og jeg håber også, at han blive genvalgt.
Solskinsstaten tiltrækker de amerikanske pensionister, der vil herned for at nyde deres alderdom i sol og varme. Foruden pensionister er der en voksende befolkningsgruppe kaldet ”Hispanics”, der kommer fra Latinamerika og Caribien samt flygtninge fra Castros Cuba. Det forudsiges, at i år 2035 vil halvdelen af Floridas befolkning være ”Hispanics”, hvor der i vore dage kun er 18 %. Spansk er dog allerede mange steder det mest dominerende sprog som i Miami, hvor 65 % har spansk som førstesprog. Befolkningen er også den hurtigst voksende i USA, og hvor der i 1920 boede 1 million mennesker i Florida, er der i dag 18,5 millioner, og dermed er det USA’s fjerde folkerigeste stat. 
Af knaldgode bøger om emnet sorte og hvide kan jeg nævne ”Dræb ikke en sangfugl” (To Kill a Mockingbird) af Nelle Harper Lee, der kun har skrevet denne ene bog – og det kan hun faktisk ikke være bekendt. Bogen vandt Pulitzerprisen og er en klassiker i moderne amerikansk litteratur. 
Den sorte receptionist beklagede, at hotellet kun var for sorte, og han ville få meget ballade, hvis en hvid mand fik et værelse. Nu fik manden en lys ide, for han havde en æske brun skosværte i sin kuffert, så han gik ind i en nærliggende gyde og sværtede hoved og hænder ind i brun sværte. Tilbage på det sorte hotel fik han nu uden besvær et værelse. Da han skulle meget tidlig op, bestilte han vækning og gik så ellers i seng. 
Det var drønende varmt på togperronen, og der skal stå EWR på afgangsskiltet, for så stopper de derude – vistnok, så jeg spurgte en konduktør, om det stoppede ved airporten. Han nikkede bare og tog ikke engang kasketten af som konduktørerne i Japan, men der har de også en særlig race af høflige konduktører. 
Igennem souvenirbutikken kunne jeg ikke stå for en håndsyet baseball med Barak Obama og frue til kun 15 dollars – så kan jeg slå den i mål for ham.
Det tog dog også lidt tid at få GPS’en til at virke, og det er en guds gave til menneskeheden med nogen, der holder øje med en der oppefra. Vores GPS hed meget betryggende ”Never lost” og er noget mere avanceret end vores egen derhjemme. På ”Never lost” bliver hver eneste by og hver eneste gade nævnt ved navn. Også i den næste bil, vi lejede senere, nævnte damen hver eneste gade i hele Californien, så stakkels hende, bare det med at gå i gang med Los Angeles var da noget af en opgave.
Vi var ankommet til hotellet midt på eftermiddagen, så vi ville lige stikke ind i Disney Hollywood Studios. På hotellet kunne der købes billetter til alle herlighederne, og til Disney World fik vi købt en halvdagsbillet og en heldagsbillet. Da billetterne kun er nogle plastikkort uden angivelse af noget som helst, fik vi rodet rundt i dem, og det gav nogle kæmpeproblemer et par dage efter. 
Så stod vi i kø til ”The Twilight Zone Tower of Terror”, som de faktisk også har et magen til i Paris. Historien er den, at en Halloweennat slog lynet i 1939 ned i et hotel, og alt levende forsvandt, medens alt andet stod tilbage indhyllet i edderkoppespind. De nutidige gæster kommer ind gennem hotellets enorme fyrrum, og i vogne køres rundt i hotellets mennesketomme gange, indtil vognen kører ind i en elevator. I elevatoren er der et frit fald mod afgrunden, men de fleste af os overlevede.
Det var dejlig lunt og tørt vejr og ikke den trykkende, fugtige hede, som vi havde oplevet i Florida for mange år siden, så de har allerede med Obama fået styr på deres klima, så turisterne også kan holde ud at være der. 
Universal Studios er en aflægger af Universal Studios i Californien og er en blanding af filmproduktion og forlystelsespark med temaer fra Hollywood-filmenes verden. Den nyeste forlystelsespark går under navnet ”Universal Islands of Adventure”, og her er der især lagt an på adrenalin og er derfor målrettet teenagere, der af en eller uforklarlig grund elsker at hvirvle rundt. Slet, slet ikke noget for mig, der får kvalme selv i børnekarusellen.
Selve landsbyen er i den hyggelige, gamle stil, og sneen har pudret tagene selv her i Floridas tropesol, og toget der bragte Harry Potter til Hogwarts, stod der i fuld størrelse og prustede.
For at få nogle souvenirs med hjem, faldt vi over en bod med tryllestave. Alle de forskellige troldmænd har forskellige tryllestave, og de lå så fremme til beskuelse. De var ganske godt lavet, og selvom det var plastik, lignede de grangiveligt træ eller ben. De blev leveret i en fin, foret æske til en pris af 32 dollars pr. stk. Jeg ved ikke, hvad Harry Potter har med Kina at gøre, men på alle tryllestavene stod der ”Made in China.”. Man kunne også købe Harry Potters flyvende kost, men den så for plastikagtig ud og var for stor til kufferten, og hvis man så kom hjem og opdagede, at den måske ikke kunne flyve alligevel, så var det for besværligt at få pengene tilbage.
Ud over Harry Potter fik vi da prøvet en hel del mere som ”Jurassic Park” med et mylder af næsten levende dinosaurer og ”Jaws”, hvor den hvide haj angreb vores lille båd, og bådføreren skød vildt omkring sig og ramte en oliebeholder, der brød i brand. Det gør den jo så ca. fire gange i timen, men faktisk rigtig spændende og morsomt. Resten af dagen flyder for mig ud i en udefinerlig tåge, og jeg åndede lettet op, da vi kl. 18.30 fandt vores bil og kom tilbage til vores rolige hotel, hvor ”Shrek” ikke fløj rundt på en drage i et 4-D eventyr.
Først skulle vi dog ind, og det viste sig, at vi havde kludder med billetterne. Vi havde fået de gamle brugte billetter med, som vi havde brugt til Disney Studios et par dage før, og da det er plastikkort med magnetstrimmel, kan det ikke umiddelbart ses. Men det kunne maskinen, da vi ville ind, og der var ingen kære mor, så Gitte meldte sig frivilligt til at tage bussen tilbage til hotellet. Ved et mirakel fandt hun billetterne i en pengekat, som jeg havde glemt alt om. 300 dollars blev dermed sparet, og hun kom glædestrålende tilbage med billetterne. (På det tidspunkt troede hun, at det var hende, der havde kludret med dem, men det var vist mig).
Landene omkring søen er Mexico, Norge, Kina, Tyskland, Italien, USA, Japan, Marokko, Frankrig, Storbritannien og Canada. Hvert land har opført bygninger i den nationale byggestil og med kopier af deres berømte bygninger. Norge har f.eks. en stavkirke i fuld størrelse, Akershus og en hyggelig norsk bygade. At et så lille land som Norge er med er flot, og ærgerligt at Danmark ikke har så meget som skyggen af en havfrue med. I de forskellige lande er der selvfølgelig personale fra de pågældende lande, og det må være en stor oplevelse for en flok unge mennesker fra f.eks. Marokko at skulle repræsentere deres land i USA. Jeg fik i Japan en hyggelig snak med en japansk pige, der lige havde spottet mig ud, da jeg tilfældigvis havde en T-shirt på fra Japan. 
Future World er en række store firmaer, der viser deres bud på fremtiden, foruden at der er forskellige ”forlystelser”. Undgå af al magt ”Mission Space”, hvor man som astronaut bliver sendt ud i rummet med en meget autentisk g-kraft, og det var kun med nød og næppe, at jeg overlevede, men havde kvalme de næste par timer. Så kan jeg bedre anbefale ”Spaceship Earth”, som hører hjemme i en forvokset golfbold, der samtidig er Epcots bomærke. I små hyggelige vogne transporteres man rundt i kommunikationens historie fra hulemalerier til computeren. Undervejs bliver der lige snuppet et billede af hver gæst, og så indgår man bagefter i en tegnefilm med sit eget protræt. 
Vi så ikke det nye Legoland i Florida, for det er først lige blevet åbnet, men en times kørsel fra Orlando er åbnet verdens femte Legoland. Parken er opført i den tidligere Cypres Garden, der var Floridas første forlystelsespark, der åbnede i 1936, men i 2009 gik den konkurs. Merlin Entertainments Groups, der opfører forlystelsesparker over hele verden, købte den gamle park, og i to år har de bygget et nyt Legoland med 50 forlystelser. Det foregår i ti tematiserede områder i parkens 600.000 m2. Parken er holdt i Legoland-ånd med bl.a. det kendte Miniland, men som noget nyt er det den eneste Legoland park med vandskishows.
Der er ikke mere end 134 km eller 1 time og 36 min. til Tampa, der er en af Floridas store byer ude ved Golfkysten. Amerikanerne beskriver næsten altid en afstand, som hvor mange timer det tager, hvorimod det med kilometerne er underordnet. Vi vidste af erfaring, at det godt kan betale sig at fortsætte over broen til St. Petersborg og videre over endnu en bro tilbage til fastlandet. Altså oplevelsesmæssigt kan det ikke betale sig, for der er flotte udsigter over broerne, og ellers kan det kun siges, at Florida er flad som en pandekage. 
I nærheden af Sarasota fik vi turens billigste måltid i en Subway, hvor hele måltidet med drikke for tre personer kun kostede 16 dollars. Eneste ulempe var, at der var for meget at vælge imellem.
Jessica lignede sig selv og kunne til dels godt stadig tale dansk. Hendes mand Wayne arbejdede med kontrakter for regeringen vedrørende børn i pleje. En ganske hyggelig fyr, der ikke sagde så meget, men det kunne også være svært med Jessica i huset. De havde to dejlige
børn Will på 13 år og en lille henrivende pige Madeleine på 6 år. Begge børn faldt lynhurtigt i hak med Nanna. Da de to store børn ville se en film. der ikke var egnet for 5 årige, blev Madeleine sendt ud til stor utilfredshed for hende, så vi måtte lave noget skæg med hende for at få humøret op igen. 
Jessica arbejder i en strikkeforretning, og vi var henne at se den. Den ligger i et kvarter uden andre forretninger, så man skal vide, at den er der, og det er mere mund til mund metoden, der driver værket. Den har også ord for at have en meget venlig betjening, og med stolthed kan berettes, at Gitte i sin tid lærte Jessica at strikke, og det på den danske måde. Den danske skulle være nemmere end den amerikanske, så Jessica holder strikkekurser i ”danskerstrik”. Det er en meget smuk og spændende forretning med garn i alle farver og varianter, og for at få mændene med derhen, medens konerne ser på garn, var der en sofagruppe med bil- og bådblade. Det ville nok være for meget med rigtige mandeblade.
Vi havde bestilt en ”Sarasota Bay Explorer Guest”, der er en flere timers bådtur ud imellem øerne. Der var en guide med, som fortalte en masse, som jeg kun kunne forstå det halve af. I starten så vi et par fritlevende delfiner svømme, og efter flere broer kom vi til en øde ø med en tæt skov. Hvorfor det kom på tale på en øde ø, ved jeg ikke, men på et tidspunkt spurgte guiden, hvem der var USA’s første præsident, og lille kvikke Madeleine på fem år svarede prompte: ”George Washington”.
Der blev også senere tid til en strandtur på Cabana Beach, hvor Jessicafamilien havde egen omklædningskabine bag et låst hegn. Dejlig varmt vand, som det var svært at komme op af igen. Nanna skulle lige prøve at stå på strandsurfer i vandkanten, og så faldt hun og fik en stor hudafskrabning på låret. Selv om tårerne piblede, tog hun det pænt.
Sarasota er et stort område med veje, huse og grønne områder, så det ligner dårligt nok en by. Byen er kendt for både sol og strand, men så sandelig også ballet og opera, så Sarasota er nærmest udråbt som Floridas kulturelle centrum. Ud over strande med kridhvidt sand og et turkisblåt hav i behagelig badevandstemperatur så kan byen også prale af et berømt museum, en halv snes teatre, symfoniorkester, ballet, opera og filmfestival. Nå ja, de kan da også godt prale lidt af Siesta Key med Siesta Village, der minder om det hyggelige, tilbagelænede Key West, hvor en lang række barer ligger langs Ocean Boulevard. Der findes også et Downtown med en livlig og charmerende Main Street med fine boghandler og billige restauranter.
Dagens hovedprogram var besøg i ”Ringling Museum Complex”, hvor det kostede 25 dollars for en voksen og 20 dollars for en pensionist over 65 år. Ja ja, enkelte fordele begynder der at tegne sig nu, når nogen gerne vil sende mig på pension. 
Det er Howard Tibbals, der har brugt 50 år af sit liv på at gengive verdens største cirkus og show ”The Ringling Bros. and Barnum & Bailey Combined Shows” i miniature. I sin tid beskæftigede cirkus 1.500 medarbejdere, der stillede verdens største telt op, og det kunne rumme ikke mindre end 13.000 gæster. Tre maneger var i gang samtidig med alverdens dyr og akrobater. Hele herligheden blev med jævne mellemrum pakket ned og læsset på togvogne og kørt videre til den næste by. Køkkenet leverede 3.900 måltider hver dag, og efter hver flytning var det ”Cook house” og ”Dining tent”, der først blev stillet op. Dette kæmpeforetagende har Howard Tibbals gengivet ned til mindste detalje med telte, dyr, togvogne, medarbejdere, cirkusgæster, mad på tallerknerne og gæsternes iskager. Selv nede i kasseapparaterne ligger helt nøjagtige dollarsedler, og som en journalist engang spurgte: ”Hvorfor, når man ikke engang kan se dem?” hvortil Howard svarede: ”Jamen jeg vidste, at der skulle ligge dollarsedler dernede.”
John var en lavmælt og reserveret type, også da kan købte den amerikanske Cirkus Corporation, og han blev den ukronede cirkuskonge af Amerika. Regeringstiden blev dog kun kort, for dårligt helbred og børskrakket i 1929 bidrog til Ringlings fald. Hans elskede hustru døde også i 1929, og et nyt ægteskab med Emily Buck var ingen dans på roser. John Ringling døde 70 år gammel i sit hjem på Park Avenue i New York. 
Kunstsamlingen indenfor bygger på Ringlings private samling, og den starter med moderne og abstrakt kunst, men længere inde ses tydeligt, at i hvert fald John især interesserede sig for værker af Rubens, Velázquez og El Greco, så den ene frodige, nøgne dame hænger ved siden af den anden.