 USA
New York – byen med de mange ansigter. Juli 2011
Rejsefortælling af Kim Greiner.
Ovenstående billede er fundet frem af arkiverne og viser Leslie Berman der som 19 årig boede hos os. Nedenstående billede er viser Jessica Tittus der som 15 årig sammen med Gitte har fået fingrene i havregrynskuglerne.
Og skal man stå stille og se væk eller kikke den i øjnene og bakke væk, hvis man møder en vild, sort bjørn i en amerikansk nationalpark? Hvorfor bliver man ikke våd, når man opholder sig 76 meter under havets overflade i Death Valley? Hvad er det for nogle små kort, mændene og kun mænd får udleveret på den berømte The Strip i Las Vegas? Det og meget andet kan der læses om i det følgende, når vi skal på denne store tur til New York, Florida, Arizona, Nevada og Californien. Det hele var dog ikke planlagt til punkt og prikke, men flyvningen til og fra USA, nogle indenrigsfly, billeje og nogle overnatninger havde FDM taget sig af på bedste vis. Derudover var jeg selv gået på nettet og havde booket nogle hoteller hist og pist, nogle steder skulle vi overnatte privat, og tilbage var der 4-5 nætter, hvor vi undervejs ville finde en passende overnatning.
Danskere har lov til at rejse til USA, hvis de har et gyldigt maskinlæsbart pas, har en bekræftet returbillet og højst opholder sig derovre i max 90 dage. Derudover skal der udfyldes tre forskellige formularer. 1. Secure Flight. 2. ESTA og 3. APIS.
Secure Flight med oplysning om passagernavn, køn og alder tog FDM sig af. Den elektroniske ESTA (Electronic System for Travel Authorization) skal man selv tage sig af. Det er en godkendelse, som de amerikanske myndigheder foretager, idet de ikke ønsker kendte terrorister, forbrydere, nazister og andet afskum ind i landet. Godkendelsen, der koster 14 dollars giver ingen garanti for indrejse i USA og er kun en tilladelse til at flyve til USA. Den sidste APIS formular udfyldte vi i flyet, men den kan også udfyldes igennem flere flyselskaber inden rejsen.
Der var ikke nogen videre støj fra gaden eller togene, men alligevel fik jeg nok ikke sovet ret meget, da det var mit tunge ansvar at være rejseleder. Lidt ærgerligt var det, at vi havde betalt for hotellets overdådige morgenmad, men da vi skulle forlade hotellet kl. 5.30, kunne vi ikke rigtig forlange nogen service i den retning, så det blev en hjemmebagt håndbolle og en flaske vand.
Turen gik over Grønland, og allerede kl. 10 dansk tid var der flyfrokost. Turen over Atlanten tog 8 timer og 50 min., men på grund af at vi fløj med solen, landede vi i Newark International Airport kl. 11.55 lokal tid, og det må så give en tidsforskel på 6 timer. De to rejsebøger, jeg nu var bevæbnet med, nævnte intet som helst om, hvordan man kom fra Newark til Manhattan, hvor vi skulle bo. Det ville faktisk være af ret stor interesse, men sådanne trivialiteter måtte man selv finde ud af. Der stod dog, at en taxa var dyr, da der skulle køres fra en stat til en anden, men hvor dyrt er dyrt ville faktisk være rart at vide. Der gik vistnok et tog, og måske også nogle busser. Jeg spurgte min sidedame, der var amerikaner, hvad der var bedst, men hun var northwest girl, som hun sagde og skulle videre med et andet fly, men hun mente, det var nemmest med toget. Så sad jeg der i flyet og anede ingenting, og jeg havde trods alt påtaget mig det tunge ansvar at være rejseleder for vores lille gruppe – og det var faktisk ikke ret betryggende med sådan en uvidende rejseleder.
Jeg havde helt bestemt besluttet, at vi tog toget, og så gik vi alligevel hen og tog bussen. Den holdt lige udenfor og ville kører os til Manhattan, og ifølge reklamen på bussen kørte de hver 15 min. Prisen var 15 dollars for voksne og 10 for børn, og den sidste kategori gik Nanna ind under for første og eneste gang på rejsen til USA, for resten af tiden blev der krævet voksenbillet. Vi kom igennem en noget kedelig bydel og over noget vand, og så dukkede New York skyline op, inden vi kørte ned i en lang tunnel. Op af tunnelen igen, og så var vi i tæt trafik imellem de høje skyskrabere og masser af mennesker på fortovet. Vi var på selve Manhattan, og da bussen standsede, og de fleste passagerer stod af, gjorde vi det også og prøvede ellers at orientere os. Der var nok ikke ret langt til Hotel Pennsylvania, men at få kufferterne, der godt nok var med hjul, igennem det menneskemylder, så ret håbløst ud, så jeg stillede mig ud til gaden og rakte armen ud, og vupti, ligesom på film, holdt der en ”yellow cab”, der var en af New Yorks 10.000 taxaer. Chaufføren vidste, hvor Hotel Pennsylvania lå, men ellers var det en meget fåmælt taxachauffør, for han sagde ikke et ord. Der var en glasrude mellem forsæder og bagsæde, og jeg havde sat mig ind på forsædet, så jeg ved ikke, om det var det, han var sur over. Taxametret talte også, medens vi holdt stille, men det gør det måske i alle taxaer? Slutresultatet lød på 6,70 dollars á 5,50 kr., så det var jo ikke alverden, og han fik da så også en 10’er, så vi ikke med det samme skulle stemples som ”lousy tipperes”.
De fleste hotel- og motelværelser i USA har to store senge. Queen-size er vel nok nærmest en 1½ mands, og king-size mindst en dobbeltseng. Så når der bestilles et værelse, vil der langt hen ad vejen kunne sove fire personer. Ja ja, et sted senere ville de proppe os alle tre ned i kun en queen-size seng, men det fik vi da med besvær lavet om på.
Byen voksede, men med tiltagende uvilje mod de britiske koloniherrer, der ind imellem hængte og halshuggede nogle oprørere, men ellers lod briterne dem passe sig selv, bare skatterne faldt til tiden. I 1750 var der omkring 16.000 newyorkere i byen, og englænderne strammede skatteskruen. Importerede varer fra England var også kraftigt skattebelagt, og det kulminerede, da utilfredse kolonister smed importeret te i havnen. Så blev englænderne for alvor sure og pirrelige, for al den gode te var ødelagt, så i 1776 satte de britiske koloniherrers kommandant Lord Hover over 15.000 soldater i land på Brooklyn.
De amerikanske revolutionsstyrker med general George Washington i spidsen tørnede sammen med briterne, som vandt slaget om New York. Senere i 1783 vandt amerikanerne dog Uafhængighedskrigen, og 30. april 1789 vendte George Washington tilbage som USA’s første præsident, og en kort overgang var New York hovedstad i den nye nation.
Efter borgerkrigen kom der rigtig gang i byggeriet med anlæg som Central Park, Metropolitan Museum og Brooklyn Bridge, som vi stadig kan nyde godt af.
Immigrantstationen på Ellis Island håndterede over 2.000 indvandrere om dagen, og i 1898 passerede indbyggertallet i New York 3 millioner mennesker. Lower East Side blev et af jordens tættest befolkede områder med intens fattigdom, elendige levevilkår og farlige arbejdspladser.
I 1980’erne svingede højkonjunktur med nedgange, og pulverkokain og crackokain holdt deres indtog, men sidst i 1980’erne hjalp turismen med at vende byens situation til opgang. Samtidig ryddede borgmester Rudolph Giuliani op i den synlige prostitution, hjemløsheden og kriminaliteten. Det var dog nok bare en overfladisk ansigtsløfting, og den sluttede brat 11. september 2001 med terrorangrebet på Wold Trade Center.
Den nyvalgte borgmester finansmanden Michael Bloomberg har dog igen formået at genrejse byen, og nogle begræder ligefrem, at den er blevet så pæn og poleret. Vi havde tidligere kun været på transitstop i New York, men nu skulle vi med egne øjne opleve byen – og vi glædede os.
Vi kom forbi ”Believe it or not” museet og da Nanna gerne ville se det, gik vi derind. Tro det eller lad være, men billetprisen var for os tre 75 dollars, og det blev starten på en evig strøm af dollars ud af min pung i de næste tre uger. Selve museet er ikke stort anderledes end andre ”Believe it or not” museer rundt om i verden, for det meste er lavet af plastik, og fotografier og film går igen verden over, så når man har set et museum, har man set dem alle.
Broadway krydser Times Square, og det må være hele New Yorks centrum, og det ser sådan ud, som de, der aldrig har været i New York, tror, at hele byen ser ud. Pladsen er dårlig nok en plads, men bare en bred gade med et stykke gågade. Op ad alle husfacaderne er der gigantiske, megastore lysreklamer, som f.eks. Coca Cola reklamen på hushjørnet. Efter sigende vejer reklamen 30 ton og består af 2,7 millioner lysdioder. Det er jo bestemt ikke gratis at have sådan et skilt hængende, for Coca Cola betaler 4 millioner dollars om året for pladsen, men til gengæld bliver strømmen 100 % leveret fra vindmøller. På en kæmpeskærm bliver der vist gadens liv lige nu, og så kan man vinke til sig selv blandt nogle hundrede andre. Midt på pladsen er der en trappe bestående af 27 knaldrøde glastrin, og der satte vi os og kikkede på lysreklamer og jordens mangfoldighed af mennesker. Faktisk har jeg aldrig set så mange mennesker samlet på et sted, og ikke engang Tokyo kan være med. Virkelig en oplevelse at have siddet der og indåndet New Yorks atmosfære.
Spisning på et sted med en stor buffet, og afregningen foregik på den måde, at maden blev vejet, og der blev betalt efter vægt. Da det blev 31 dollars med drikkevarer for os tre, var det bestemt ikke dyrt. Det viste sig, at Nanna var så god til kort, så vi roligt kunne slippe tøjlerne og bare følge efter hende. Faktisk var vi dødtrætte og prøvede at holde os vågne, så vi gik tilbage til hotellet og dejsede om på sengen kl. 18.30. Inden da havde vi fået kontakt til vores gamle udvekslingsstudent Leslie, og vi aftalte, at vi skulle mødes næste dag kl. 9 og så tilbringe dagen med hende som vores personlige New York guide.
Der er postet rigtig mange penge i at gøre Manhattan attraktiv, og det er bestemt lykkedes, og så er det jo også lige her, at de har Frihedsgudinden og Ellis Island og den noget aparte turistattraktion Ground Zero, men det kommer vi til i næste afsnit. Foreløbig skulle vi bare holde os vågne.
Der var færre mennesker på gaderne end om aftenen, men der var bestemt ikke øde, og de gule taxier kørte stadig rundt på jagt efter kunder. Politibetjente stod også rundt omkring på gadehjørnerne og holdt øje med lovovertrædelser, og i undergrunden rumlede og buldrede det op igennem ristene fra de underjordiske metrotog.
Nogle hjemløse gik rastløse rundt, og en tydelig hjemløs dame sad saligt smilende og fodrede duer. I en sidegade var der lavet en lille forretning af papkasser, og der var salg af forskellige planter. Forretningsindehaveren turde åbenbart ikke forlade sit varesortiment, så han sad ret op og ned midt i pappet og planterne og sov. I øvrigt er der 35.000 hjemløse i New York, selvom byen er juridisk forpligtet til at skaffe husly til alle, som ønsker det. Det offentlige bliver i praksis godt hjulpet af frivillige organisationer, der bl.a. deler mad ud til de trængende.
Empire State Building ligger lige i nærheden af hoteller, men der var hermetisk lukket. Helt sikkert er det et af de steder, jeg senere gerne ville besøge.
Det blev morgenmad på Lindys, der ligger på hotellet. Der var en venskabelig betjening, hvor jeg fik et klap på skulderen af en gemytlig servitrice. To kaffe med bagels, og Nanna fik scrambled æg og bacon, og det løb op i 64 dollars. Det var lidt dyrere, end jeg måske havde forestillet mig for en gang morgenmad, så for at spare på kontanterne fik de kreditkortet.
Vi gik samlet ned i metroen, der koster 2½ dollasr pr. tur, og vi fik købt et 20 dollars kort.
Det må så være et monument for nogle af ofrene for denne verdens ondskab, dårskab, fanatisme og dumhed. Og desværre, mod dumhed kæmper selv guderne forgæves.
Under Ground Zero, der i dag er omdøbt til Memorial Park, er de ved at bygge et underjordisk museum med udstillinger om ofrene. Parken er beplantet med 4.000 egetræer, men det er stadig en byggeplads, og der lukkes kun 1.500 gæster ind ad gangen. Der er kun en indgang, og det er i det nordøstlige hjørne af Albany- og Greenwich-gaderne. Entreen er gratis, men der kræves billetter, som kan hentes på internettet. Da vi var der, var mindeparken endnu ikke åbnet, men vi kunne komme op i en nærliggende bygning og kikke ud på pladsen og byggekranerne.
På 10 års dagen for denne skændige handling var der en markering i området under overværelse af både Georg W. Bush og Barack Obama, og medens Star and Strips smældede, læste pårørende navnene op på alle 2.982 ofre, og jeg indrømmer gerne, at jeg blev fugtig i øjenkrogene.
Der var også mystiske og fantasifulde kunstprojekter på en stor græsplæne, og en dame var ved at strikke beklædning til en flok store træer. Strikkegarnet var lavet af opskårne plastikposer, og da vi faldt i snak med damen, blev Nanna hurtigt bænket og fik et kursus i strikkeriets ædle kunst. Vi har jo hørt noget om, at vi skal beskytte træerne og bevarer regnskoven, men det er første gang, jeg har set det så bogstaveligt, at træerne bliver beklædt med strikkede plastikposer.
Efter en is tog vi færgen tilbage til Manhattan og stilede mod Brooklyn Bridge, hvor der nærmest var en hel folkevandring på gangbroen, der løber oven på biltrafikken nedenunder.
I vore dage passeres broen af 130.000 biler og et par tusinde fodgængere, og samtidig kan de nyde en af de allerbedste udsigter til Manhattans skyline. Fakta om Brooklyn Bridge: Broen forbinder Manhattan og Brooklyn, der tidligere var to selvstændige byer. Det tog 600 arbejdere 16 år at bygge broen, og der indtraf 20 dødsulykker, hovedsagelig på grund af dykkersyge, som opstod ved opstigning fra udgravningen under bropillerne. Broens konstruktør var den tyskfødte John Roebling, men han døde ved en ulykke, lige før byggeriet skulle starte. Hans søn Washington Roebling færdiggjorde broen, men da han blev ramt af dykkersyge i 1872 og blev delvis lammet, overtog hans kone arbejdet under hans formynderskab. 4. juli fejres hvert år med et storstilet fyrværkeri over Brooklyn Bridge.
Det var overskyet, men varmt vejr, og vi havde efterhånden gået en del, så Nanna havde fået en vabel på hælen, så der skulle lige findes noget plaster frem. Spisning på en meget rustik restaurant, der hed Fidele Stick. Maden var ganske udmærket, men det var toiletmanden, der gjorde mest indtryk. Han hilste pænt, da jeg kom ind. Han gav et pust cremesæbe til hænderne. Han åbnede for hanen. Han rakte mig et håndklæde og ønskede mig en wonderful day. Heldigvis skulle jeg selv lyne bukserne op, men han fik med glæde to dollars i drikkepenge.
Vi var lige i nærheden af Leslies lejlighed, der ligger i et 100-årigt, smukt, hyggeligt hus. Elevatoren var den originale, og den sneglede sig op i en uendelighed, selvom det kun var til 4. etage. Vi fik hilst på Leslies katte, der er hendes børn, men ellers er hun ved at flytte til Sverige lidt syd for Stockholm. Hele lejligheden var derfor pakket ned, men fornuftigt nok har hun kun fremlejet den. Med den beliggenhed midt på Manhattan, får hun en lejeindtægt på 3.500 dollars om måneden, og det kan man jo næsten leve for i Sverige. Midt inde i kæmpebyen ligger dette grønne område på omkring 1 x 4 km. Faktisk var jeg også lidt træt i fusserne, så jeg tog ikke hele parken, men startede i den nordlige del dog undtagen den sidste tredjedel, der er den del, der sidst er indlemmet i Central Park. Hvad jeg ikke så, var Harlem Meer, der helt op til begyndelsen af 1990 var en bysump med affald, men nu er der ryddet op, og der er blevet en smuk og fredelig lokalpark for det sydlige Harlem.
Vores egen H.C. Andersen sidder også i parken, og det er et yndet sted at sidde på bænken ved siden af ham og få læst højt af ”Den grimme ælling”. Det var baronesse Alma Dahlerup, der i 1950 var formand for ”New York Danish American Women’s Association”, der samlede penge ind til statuen i både Danmark og USA, og den blev indviet, da han ville være fyldt 150 år.
Nå, der skete jo ikke noget, så jeg lagde vejen forbi Belvedere Castle, der er en Disney-agtig parodi på et romantisk middelalderslot, men det er faktisk et slags vejrstation, og så er der en fin udsigt til det nordlige parkområde.
Fra træer og grønne plæner er det nærmest et kulturschok igen at gå ned ad Seventh Avenue og komme igennem Times Square med reklamer og så tykt af mennesker, at jeg faktisk ikke har set noget lignende. Min lille ekstratur havde taget tre timer, og trætheden havde meldt sig, så for ikke at skulle ud i mylderet igen, fik jeg købt en pizza til at tage med op på værelset, og der sad vi så og gnaskede, medens dagen blev fordøjet.
Da vi var der allerede kl. 9, var køen endnu minimal, men inden vi kunne gå om bord på den lille færge ”Miss Liberty”, var der sikkerhedstjek som i en lufthavn, og det er så efter 11. september, at sikkerheden er strammet op. Det tager kun 10 min at sejle over til øen med gudinden, og det er en flot tur med udsigt til Manhattans skyline. Efter først at have fået en grundig instruktion var der endnu et sikkerhedstjek, og stor bagage skal ind i bagageboxe, hvor nøglen er ens fingeraftryk.
Der er 153 trin op til foden af statuen, og jeg brændte efter at komme helt op og kikke ud ad hendes krone, men her stod en vagt, og vi måtte ikke gå længere, fordi vi ikke var Crown. Faklen har været utilgængelig for turister siden 1916, men kronen er netop efter at have været lukket i otte år igen blevet åbnet, men kun med forudbestilt billet. Jeg prøvede at overtale vagten, men efter 11. sep. skal man have en reservation på nettet, før man møder op. Øv, øv og tre gange øv, og hvordan kan man på forhånd vide, at lige netop den dag kl. et eller andet vil man gerne op i gudinden krone? Nå, jeg kom dog helt derop, hvor jeg kunne tage et foto op i hendes indre, hvor der gik en vindeltrappe.
Tørre facts om frihedsgudinden: Selve statuen er 46 meter høj, og de syv stråler i hendes krone symboliserer de syv verdenshave og kontinenterne. Skelettet inde i gudinden er konstrueret af Gustave Eiffel, som senere byggede Eiffeltårnet, og i dette skelet hænger de tre hundrede støbte kobberplader. Hele statuen med sokkel er 93 meter høj, og selve gudinden uden sokkel vejer 225 tons. Kronen på værket er den gyldne fakkel, som blev udskiftet i 1986 og beklædt med 24 karat bladguld. Det var præsident Grover Cleveland, der i 1886 afslørede statuen, og hundrede år efter i 1986 blev der holdt en restaureringsfest, efter at Gudinden havde fået en ansigtsløftning for 69,8 millioner dollars.
Det var en oplevelse at stifte bekendtskab med damen på trods af, at vi ikke måtte komme helt op i kronen. Ved udgangen manglede vi kun at trænge igennem souvenirbutikken med gudinden i alle afskygninger og størrelser. Faktisk var der noget pudsigt over alle de souvenirbutikker, vi besøgte på vores tur igennem USA, og det var, at der enkelte gange stod et stort skilt med, at denne souvenir var fremstillet i USA. Det var især sidenhen, hvor vi kom til indianerområder, at de pralede med hjemmelavede souvenirs. På alle andre, og det var nær 95 %, stod der Made in China. 17 millioner europæiske immigranter har været igennem denne immigrantsstation på Ellis Island i årene 1892 til 1954. Her i ”Registry Room” måtte immigranterne vente på første behandling. Det var bestemt ikke alle, der blev modtaget med kyshånd f.eks. de syge, de fattige og de enlige kvinder. Alle blev lægeundersøgt, og hvis der blev konstateret smitsomme sygdomme, blev man nægtet adgang og blev sendt tilbage. I perioder var der også stramme kvoter for bestemte nationaliteter, og der var også fængselsceller til kommunister.
Efter de store bølger og lukning af immigrantstationen på Ellis Island henlå bygningerne nærmest som ruiner frem til 1990, men et projekt til 156 millioner dollars har pudset meget op. Lidt fra den store nyrestaurerede hovedbygning ligger der dog stadig bygninger, der trænger til mere end en gang hattelak, men det kunne tyde på, at der arbejdes på sagen.
Der var en lidt kølig vind, så efter at have spist i en solplet uden for museet med udsigt til Frihedsgudinden og Manhattan opdagede vi en lang rund mur, og heri var indgraveret navnene på alle de mennesker, der havde indvandret igennem stationen. For et beskedent beløb kan man også få hjælp til at søge i de gamle passagerlister og indrejseoplysninger fra 1892 til 1924. Et virkelig spændende sted som man ikke bør gå glip af, hvis man er på de kanter. Bygningen er i sin fulde højde 443 meter fra grundstenen til antennetoppen, og det er mere end 4 x Københavns rådhustårn. Efter billetkøen er der kø til sikkerhedstjekket og så igen kø til elevatorerne, så man skal væbne sig med tålmodighed. På et øjeblik køres der op på 80. etage, helt nøjagtig med 366 meter i minuttet. Af en eller anden grund er vinduerne på denne etage afblændede, så der kan ikke snydekikkes. Observatoriet ligger på 102. etage, men vi nåede kun op til 86. etage, hvor der er en rundgang rundt om bygningen, og i klart vejr er det et syn for guder, da man kan se 125 km væk. Mest interessant er det dog bare at kikke ned på de andre skyskrabere, der heroppe fra ligner miniputter.
Tørre facts om Empire State Building: Bygningen rejste sig med en hastighed af ca. fire etager pr. uge. Den bærende konstruktion består af 60.000 ton stål og blev bygget på 23 uger. Hele bygningen vejer 365.000 tons. Egentlig var bygningen tænkt til kun at være på 86 etager, men en 46 meter høj mast til fortøjning af luftskibe blev bygget på. Efter luftskibenes tid er masten blevet en radio- og tvmast. Ca. 500 gange om året slår lynet ned i masten, så under uvejr er den åbne observationsplatform lukket, men det skulle være ganske sikkert at se ud indefra. Hvert år er der Empire State løb, og det tager for de hurtigste 11 minutter at tage de 1.860 trin fra lobbyen til 102. etage.
Bygningen er også kendt fra filmverdenen og ikke mindst fra King Kong filmen fra 1933, hvor kæmpeaben kravlede op i tårnet for at slås med fly fra flyvevåbenet. Filmen er genindspillet. og meget taktisk er der et bemærkelsesværdigt klip der, hvor King Kong er nedlagt og ligger livløs ude på sin ø og til næste klip, hvor han er lænket og udstillet i et teater i New York. Det kunne ellers være ret interessant at få at vide, hvordan de bittesmå mennesker har fået ham bakset op på dækket af et gammeldags fragtskib og fået ham båret ind i teatersalen. I bygningens souvenirbutik myldrede det med modeller af Empire State Building og især mange med King Kong, der klamrede sig til bygningen. Med lidt held fandt jeg nok den grimmeste, hvor King Kong endda er næsten lige så høj som bygningen. Der var igen kø for at komme ned på landjorden igen, og helt sikkert var det en fin oplevelse at besøge Empire, men aldrig har vi stået så meget i kø.
Næste dag skulle vi flyve videre til Florida, og selvom jeg vidste, at vi kun havde set en brøkdel af New York, havde vi dog fået set det, som jeg mente, var det mest spændende. Og helt sikkert er New York en ganske dejlig, pulserende og spændende by, og jeg følte mig helt hjemme blandt skyskrabere og godtfolk, så den burde besøges igen en anden gang. |
Forhistorien er den, at vi for mange år siden havde en amerikansk udvekslingsstudent Leslie fra Californien boende i et år og året efter en anden udvekslingsstudent Jessica fra Pennsylvanian/Florida. Skæbnen ville, at vores egen datter Louise senere tog til Californien og boede hos Leslies forældre i Santa Croix, Californien, og vores søn Søren fik et år i Sarasota i Florida hos Jessicas forældre. Det var en kæmpeoplevelse for begge vores børn, selvom de kun var 15-16 år, da de drog af sted, men de kom hjem med et nyt, åbent syn på verden, med masser af oplevelser og skrev og talte flydende amerikansk. Ikke dårligt, og den modningsproces burde alle unge igennem. 
Om vores rejse til Californien og Florida for mange år siden, kan der læses på denne hjemmeside andetsteds. Men de to piger, Leslie og Jessica, har vi med spredte mellemrum stadig holdt kontakt til, så det var dem, vi gerne ville besøge og selvfølgelig opleve meget mere af USA.
Med på rejsen havde vi Nanna, der er datter af Louise, og hun har mange gange før været med os ude at rejse, og nu skulle hun opleve USA for første gang, måske med henblik på senere selv at blive udvekslingsstudent.
Hotel Plazas Library Bar har jeg beskrevet andet steds på denne hjemmeside under Vesterbrohistorier, men vi havde aldrig prøvet at overnatte på hotellet. Hjemmefra havde jeg booket et værelse til tre personer, og prisen var 1.800 kr. Oppe på værelset stod der, at det kostede 2.600 kr. for to personer plus 350 kr. for en ekstra seng. Jeg havde derfor gjort en god handel ved at booke på nettet. Nydeligt, smukt værelse med udsigt til Hovedbanegården, og med alle de penge, vi havde sparet, meldte jeg mig frivilligt til at tage drømmesengen.
Så var det op igennem den normale sikkerhedskontrol og endelig noget morgenmad.
Den beregnede rejsetid holdt smukt stik, og vi dalede ned i Newark Airport, der ligger i staten New Jersey. Inden indrejsen i USA skulle der tages portrætter og afgives fingeraftryk, men ESTA blanketterne var de ligeglade med – ingen skulle se dem.
Der lå det så, Hotel Pennsylvania midt i det hele og fremstod som et stort, gammeldags hotel lige over for den travle Penn Station. Der var en lang kø til indtjekningen, men fremme fremviste vi bare vores papirer, fik en nøgle og tog elevatoren op til syvende etage. Værelset var lidt slidt, men ellers pænt og nydeligt, dog kunne det ikke beskyldes for at være overdådigt. Vinduerne udvendigt havde nok ikke været pudset i årevis, men vi kunne da svagt skimte nabohuset, og vi boede ikke andet end et par gader fra Empire State Building. 
Hvis vi skal se nærmere på New Yorks historie, så var der først nogle gletsjere, der begyndte at trække sig tilbage for 20.000 år siden. Efter isen kom lenapeindianerne, og de har jaget og boet her 11.000 år før europæerne kom til. Navnet Manhattan menes at stamme fra indianernes ord for ”ø med mange bakker”. En af de første opdagelsesrejsende var italieneren Giovanni da Verrazzano, som i 1524 var ude i ærende for den franske konge for at lede efter Nordvestpassagen. Den fandt han ikke, men hjemkommet igen kunne han berette om et frugtbart land på den anden side af det store hav. Der skete dog ikke mere før i 1609, hvor briten Henry Hudson var på job for Hollandsk Vestindisk Kompagni, og han byggede her en handelsstation. Det var dog først i 1624, at der rigtig skete noget igen, idet otte hollandske familier blev sat i land på den lille ø ude i floden, og som i vore dage kaldes Governors Island. Flere familier kom til, og nogle af hollænderne rykkede over til den større ø Manhattan, der ligger ude i Hudsonfloden, og de kaldte stedet for ”Nieuw Amsterdam”. Verdenshistoriens bedste ejendomshandel blev nok gjort af den hollandske guvernør Peter Minuit, for han købte hele øen for 24 dollars af indianerne. I vore dage koster det mere at se Guinness Rekordmuseum for kun en person.
Finansgaden Wall Street har også navn fra historien, idet hollænderne byggede en mur, der skulle holde angribende indianere og englændere ude. Byen var allerede godt i gang med at udvikle sig med en driftig havn, for hollænderne arbejdede hårdt, dog godt hjulpet af slaver fra Caribien. Muren kunne godt holde indianerne stangen, men da englænderne i 1664 sendte fire krigsskibe mod byen, opgav hollænderne uden kamp, og byen skiftede lynhurtigt navn fra Nieuw Amsterdam til New York til ære for Hertugen af York. 
New York havde allerede i 1827 afskaffet slaveriet, så de var selvfølgelig med i Unionen af Nordstaterne mod slaveriet, og ud over at byen skulle levere soldater til krigen, gik borgerkrigen let hen over New York. Der var dog store protester imod en mobiliseringslov, der gav rigmænd mulighed for at købe sig fri af militærtjenesten, og det må siges at være ret forståeligt.
Forbudstiden, depressionen og krakket på Wall Street i mellemkrigsårene og under verdenskrigene var dystre, men i perioden blomstrede kulturen og frembragte forfattere som Ernest Hemingway og musikere som Gershwin, Nellie Holiday og Duke Ellington. Og midt i krisetiden rejste Empire State Building og Rockefeller Centeret sig. Efter 2. verdenskrig flyttede mange jøder og intellektuelle fra Europa til byen, og FN fik sit hovedkvarter, men elendigheden trivedes op igennem årtierne med kriminalitet, raceuroligheder og nærmest bankerot for byen.
Skyskraberne står derfor nærmest forankret i guld, og de tårner sig op, og lysreklamerne bliver mere og mere dominerende, medens vi går nordpå ad Broadway. Hobevis af indbyggere, der repræsenterer næsten alle verdens racer går på gaderne, dog godt spædet op med turister af endnu flere blandinger. En midaldrende dame klædt i små trusser a la ”star and stribes”, cowboyhat og bare svingende hængebryster med en rød stjerne på vorterne, tror jeg faktisk var indbygger. Hun stod med en guitar, hvor der stod ”naked cowgirl”, og hun modtog gerne sedler til et eller andet formål – sikkert til hende selv.
Gaden Broadway går på skrå igennem Manhattan i det ellers helt kvadratiske gadenet. I området er der 39 teatre, der elsker at spille storslåede musicals i de ofte smukke, gamle teatersale. 
Foran trappen står en statue af Francis Patrick Dyffy, der i levende live lød kælenavnet Father Duffy, og faktisk hedder denne del af Times Square simpelthen Duffy Square. Han levede fra 1871 til 1932, og som han står der på pladsen, ser han noget brysk ud. Duffy var dog romersk-katolsk præst i Vor Frelsers sogn i Bronx, og han opbyggede sognet med både skole og kirke. Det var dog som militær feltpræst under 1. verdenskrig, at han udmærkede sig og fik mange dekorationer. Det var som præst for ”Fighting 69”, at han blev den mest dekorerede præst i historien om den amerikanske hær.
Det var ikke hele vores rejsegruppe, der var indstillet på at stå op på den tid, så det var kun mig, der gik morgentur i New Yorks gader på jagt efter en morgenmads restaurant. Det var så ikke noget problem, for der var flere på hotellet – dog ikke med i prisen for overnatningen, men ellers var der også flere andre rundt omkring i kvarteret.
Renovationsproblemet løses ved, at folk stiller skraldesække ud på fortovet, og så er det meningen, at skraldemændene fjerner poserne i løbet af natten. Det sker ikke altid, og det giver så let det indtryk, at det ikke er verdens reneste by. 
Efter morgenmaden mødtes vi med Leslie, som vi havde haft som udvekslingsstudent for 25 år siden, og hun lignede fuldstændig sig selv. Leslie var 18 år, da hun boede hos os, og der kunne skrives meget om det år, men ganske kort fortalt faldt hun til i familien med det samme, og vi havde et dejligt år sammen. Leslie fik lært at tale perfekt dansk, og her så mange år efter kunne hun stadig huske meget. Nanna og Leslie blev hurtigt nærmest slyngveninder, og det viste sig, at Nanna, der kun lige var gået ud af 7. klasse, nærmest talte engelsk som en indfødt, og uden besvær fik hun på hele turen læst adskillige engelske voksenbøger. Jeg selv er dårlig nok kommet ud over ”I can hop and I can run” stadiet.
Det tog 9 måneder at rydde grunden, men derefter var der årelange diskussioner og uenigheder om, hvordan området skulle udformes. Først i april 2006 kom der gang i byggeriet. Et af de nye tårne er allerede færdiggjort, og One World Trade Center-tårnet er nået op til 80. etage her 11. september 2011 til 10-års markeringen. Hvor de to tidligere tårne stod, er der nøjagtig på stedet lavet to 4.000 m2 store vandbassiner, og et stort menneskeskabt vandfald løber ned ad siderne. På bassinkanterne er indgraveret de 2.982 navne på ofrene, ikke bare fra World Trade Center, men også ofrene fra Pentagon, Pennsylvania og det første terrorangreb på World Trade Center i 1993. 
I dagligdagen er der nu indført skrappe persontjek bl.a. på færgen ud til Frihedsgudinden og til Empire State Building. Der er også opsat betonbarrierer og andre chikaner for biltrafikken rundt omkring, foruden et utal af overvågningskameraer og et myldre af svært bevæbnede terrorbetjente.
Vi vandrede langs kysten på det sydlige Manhattan med havnepromenaden Esplanade med imponerende gamle sejlskibe og bastioner med strittende rustne kanoner, det hele flettet smukt sammen med glas og stål. I det fjerne var der udsigt til Frihedsgudinden, som vi ville besøge dagen efter. Da det var midt på formiddagen, var der en meget lang kø til sikkerhedskontrollen for dem, der ville besøge gudinden, så det var nok en god ide at komme tidligt på dagen. 
På færgen derover havde vi allerede observeret en del mennesker i 1920-tøj. Det viste sig, at der var stævne, hvor mange var klædt ud i datidens tøj, og de havde så slået sig ned på et stort græsareal, hvor de hyggede sig med picnic og med musik fra tiden.
Folk gik i panik og begyndte at løbe med det resultat, at 12 mennesker blev trampet ihjel. For at mane rygtet i jorden at broen var svag, demonstrerede cirkusdirektør P.T. Barnum broens styrke ved at lade Jumbo og 20 andre cirkuselefanter trampe over broen uden den mindste knagen i fugerne. 
Man skal et godt stykke ind på landjorden, nærmere bestemt øst for City Hall Park, for at komme op på gangbroen, og der skal påregnes 20 min. rask gang for at komme over. Undervejs kan udsigten nydes, og der kan kikkes på alverdens turister, medens indfødte vandsælgere sidder langs rækværket og tilbyder en vandflaske for 1 dollar, og ok, på tæt hold så trænger broen til maling.
Der skulle foregå noget ude på gaden, og det var såmænd ”gay parade” med udklædte eller nærmest afklædte, glade mennesker for fuld udblæsning. Selvfølgelig også nogle i det store skrud med fjerbuske og ellers larmende musik. Vi har også sådanne parader i København, og det er altid underholdende at se på.
Den store park er hele byens legeplads med ZOO, ikke mindre end 21 legepladser med hver deres tema, flere musikscener, to skøjtebaner, et friluftteater, et par restauranter, robådudlejning og et slot. Foruden selvfølgelig store grønne plæner, træer og buske, fremstikkende klipper, veje og stier og flere søer som Jaqueline Kennedy Onassis Reservoir, der så sent som 1991 var en central del af New Yorks drikkevandsforsyning. Omkring søen går en 2,54 km løbesti med stimer af folk, der løber fedtet af sig, og altid i retning mod uret. Stien hedder ”Alberto Arroyo” opkaldt efter ”Central Parks borgmester”, og det var ham, der gjorde et stort arbejde for at få etableret løbestien. 
Lige som der var masser af mennesker omkring mig, forvildede jeg mig ind i ”The Ramble”, der er et vildt og kaotisk sted med snoede hemmelige stier, væltede træer og vandløb. Stedet er dog også nøje planlagt, og ganske godt illuderer området den vilde natur. Det var pludselig helt mennesketomt, og sidst på eftermiddagen var der faktisk noget skummelt, så tanken slog mig, at det nok ikke var det mest heldige sted at opholde sig. Ganske rigtig fik jeg siden læst, at det frarådes at færdes her alene efter mørkets frembrud.
I den sydlige del af parken på Columbus Plads er der hestevogne, der kan lejes incl. en kusk med høj hat. Det halter dog noget for de hyggelige hestevognsture igennem parken, for dyrerettighedsaktivister med en lokalpolitiker i ryggen har fundet ud af, at det er synd for hestene. En tidligere ulykke kostede en hest livet, og det var da også ganske synd og beklageligt for hesten, men til sammenligning er der ingen, der vrinsker over alle de mennesker, der bliver dræbt i biltrafikken, og ingen der vil forbyder biler i byen. Kuskene holder da også på, at hestevognene hører til i turisternes New York, og de sender hestene i stald, hvis det enten er for koldt eller for varmt. 
Det var store Frihedsgudindedag, og vi skulle stå ansigt til ansigt eller i det mindste ansigt til fod med Lady Liberty – selve symbolet på Amerika, og jeg glædede mig til endelig at stifte bekendtskab med damen. Allerede kl. 8 fandt vi metro 1 til endestationen Ferry. Ude af stationen kunne vi ikke lige se, hvor vi skulle gå hen, så jeg henvendte mig til en avissælger, men inden jeg fik lejlighed til at spørge, sagde han, at vi skulle gå til højre. Stakkels mand. Billetter købes ved bastionen, og det var 13 dollars for en senior, medens Nanna måtte købe voksenbillet, så der er nogen fordele ved at blive gammel. Billetten var incl. færger og indgang til to museer, så det var en rimelig pris.
Der stod noget om ” Crown kø”, men endnu vidste vi ikke, hvad det betød. Inde i soklen er der et rigtig fint og stort museum om gudindens tilblivelse, og det er både med billeder og kopier af hendes formidable legemsdele som f.eks. fødderne. Hun er en bedaget dame med over 120 år på bagen, og hun er givet som en fødselsdags- eller vennegave fra det franske folk. Med placeringen midt i indsejlingen til New Yorks havn var det hende, der bød velkommen til det forjættede land, og millioner af immigranter fra hele verden har kikket længselsfuldt på hende.
Det var den franske billedhugger Frédéric-Auguste Bartholdi som skabte Gudinden, og det var hans mor, der stod model til gudindens portræt. Selve statuen blev fremstillet i Frankrig og så skilt ad og sejlet til USA. Amerikanerne skulle lave og betale piedestalen, men i 1885 gik arbejdet i stå, da pengekassen var tom. Journalisten Joseph Pulitzer (der senere gav navn til journalistprisen Pulitzerprisen) gik til tasterne i New York avisen The World og startede en indsamling. Alle der gav et bidrag ville blive nævnt i avisen, og der bragtes beretninger om børn, der havde tømt sparegrisen, og alkoholiserede bumser, der havde bidraget. Den 11. august 1885 kunne Pulitzer meddele, at 120.000 private donorer havde samlet 102.000 dollars ind, og byggeriet kunne fortsætte. 
Man kan næsten blive så længe man lyster på Liberty Island, men når man skal videre, sejler færgen til Ellis Island, hvor der er et stort, fint museum i den tidligere ankomsthal. Mange skæbner har passeret her på vej ind i det forjættede land, og som underlægningsmusik til de mange fine, tankevækkende fotos på museet var der da også en sørgmodig musik. I ankomsthallens indgang modtages de besøgende med stabler af datidens kufferter, og der er udstillede genstande som bedstemors fine porcelæn, som indvandrerne havde med over Atlanten. 
40 % af alle nutidige amerikanere er efterkommere af immigranter, der ankom gennem Ellis Island. Store tavler angiver, hvem der kom, hvorfor de kom, og hvordan de blev modtaget. 
Enhver med respekt for sig selv, der besøger New York, må simpelthen op i Empire State Building, og da bygningen kun lå nogle få hundrede meter fra vores hotel, måtte vi derop koste, hvad det ville. Nanna var igen dyrest med en billetpris på 22 dollars i anledning af hendes indtræden i de voksnes rækker, hvorimod vi seniorer kunne slippe med 20 dollars. Hvis man ville springe billetkøen og et utal af andre køer over på vej mod toppen, kunne der købes et fastpas til 45 dollars. 
Mellem 1931, hvor bygningen var færdig, og 1970, hvor World Trade Center overhalede, var Empire State Building verdens højeste bygning, men den har nu altid været et symbol for New York. Opførelsen startede i 1929 lige efter det store krak på Wall Street, og i begyndelsen var det meget vanskeligt at leje lokalerne ud, så i folkemunde blev den omdøbt til ”The Empty State Building”. Observatoriet på 102. etage reddede byggekonsortiet fra konkurs. for befolkningen i New York og turister i millionvis ville op for at kikke ud, og således har nu mere end 80 millioner mennesker besøgt bygningen.
Bygningen har også i tåget vejr i 1945 været ramt af et bombefly. En ung elevatorfører oplevede ulykken på nærmeste hånd, idet kablet knækkede. og kabinen faldt 79 etager ned, men heldigvis reddede nødbremsen hendes liv – hun var dog lidt usikker på benene. da hun kom ud.
Vi havde været på egen hånd eller fod hele dagen, da Leslie var på arbejde, men vi mødtes til aftensmad, og Leslie foreslog Korea Town. Smeltediglen New York har flere mindre enklaver hvor forskellige minoriteter rotter sig sammen, som Little Italy, Chinatown, Little India, Harlem, Little Ukraine og også Little Korea, som var lige i nærheden af vores hotel. Som ved et trylleslag var folk på gaden overvejende asiatiske, og forretningerne bar deres tydeligt asiatiske præg. Vi gik ind på Mand Bar og fik en gang ”Bulgogi Dolsot Bibimbap”, der blev serveret på et meget varmt jernfad, og var en ret med ris, grøntsager og kød. Vi havde taget den milde udgave, men Nannas var alligevel for stærk, så de byttede hele hendes ret uden beregning. For fire personer med drikke og stopmætte blev det i alt 67 dollars. Det var jo sidste aften med Leslie, så vi sluttede af henne i Lindys og fik nogle af deres store, berømte ostekager. Maven var dog blevet mæt før øjnene, så vi kunne faktisk slet ikke spise dem, så vi måtte beklage over for servitricen, at det ikke var kagerne, der var noget i vejen med, men vores for små maver.
Det havde været rigtig hyggeligt at se og være sammen med Leslie igen, og hun havde ikke forandret sig en tøddel ud over en kæmpe tatovering på den ene arm. Held og lykke til hende i det svenske, og Sverige ligger jo trods alt tættere på end USA, så vi håber at se mere til hende i fremtiden.