Usbekistan kort og godt.  

Af Kim Greiner  

 Nedenstående er et sammendrag fra Det Udenrigspolitiske Selskabs ”Lande i Lommeformat” om Usbekistan 2011. Noget af det er lidt tungt stof, så jeg har redigeret det mest tunge fra, og selvom det ikke ligefrem er ”læse let”, kan det give et godt overblik over det ukendte land, hvor alt ikke er lutter lagkage.   

Geografi og klima. 

 Usbekistan ligger midt i Centralasien mellem floderne Amu-Darja og Syr-Darja, og med sine 447.400 km2 er det næsten på størrelse med Sverige. 60 % af landet er ørken eller steppe, og befolkningen bor derfor fortrinsvis i de frodige floddale eller i nogle store oaser.

Floderne løber ud i Aralsøen, men undervejs bliver store mængder vand brugt til kunstvanding, så store dele af søen er tørret ud, og næsten alle fisk er forsvundet. Rovdrift på jord og vand har ført til, at ørkenen breder sig, jorden bliver tilsaltet, og grundvandet forurenet.

 I sydøst er landskabet domineret af udløbere fra bjergkæden Tian Shan, og den store Ferganadal, der får smeltevand fra bjergene, er landets tættest befolkede område med 450 indbyggere pr. km2.

Grænsedragningen i den sovjetiske periode 1924-1991 var sløset, da sovjetterne ikke gik så højt op i, om et landområde tilhørte den ene eller den anden delrepublik. Det har givet konflikter i de seneste år, da der er små enklaver af Usbekistan inde i nabolandet Kirgisistan, og der er kirgisiske og tadsjikiske enklaver i Usbekistan.

 Der er lange, tørre somre i Usbekistan og korte, kolde vintre. Den sparsomme regn falder om vinteren og i det tidlige forår. Hvor varmt og hvor koldt der er i de forskellige måneder, er der desværre ikke oplyst noget om i dette materiale.  

Dynastiernes tid og Den Gyldne Horde. 

 Usbekistan opstod først som stat i begyndelsen af 1900-tallet, da Sovjetunionen trak nogle streger i sandet, men landets historie kan føres 4.000 år tilbage.

 Centralasiens første dynasti var nomadestammen Saka, der var på sit højeste 800 år f.v.t., og de styrede dengang hele Centralasien. Sakaerne blev fordrevet af perserne, og siden kom den makedonske konge Alexander den Store til magten. I 400-tallet e.v.t. kom hunnerne, og siden kom tyrkiske bjergstammer og bredte sig over stepper og dale.

 Islam kom til Centralasien nogle årtier efter Muhammeds død i 632, og det medførte en varig muslimsk indflydelse. Bukhara blev centrum for muslimsk filosofi og religionsstudier, kun overgået af Mekka. Perserne havde kontrol med Silkevejen mellem Middelhavet og Kina, og i det persiske dynasti fra 800-tallet og frem havde de hovedstad i Bukhara, hvor der opstod en guldalderperiode for persisk sprog og kultur.

 I 1000-tallet skabte de tyrkiske seldsjukker et imperium, der dominerede Centralasien, men de måtte vige for Djengis Khan i 1200-tallet. Han samlede et kæmperige, der dog igen faldt sammen efter hans død.

 Den mongolske hersker Uzbek regnes som usbekernes stamfar, og han herskede i 1300-tallet over kæmperiget ”Den Gyldne Horde”, og han tvang alle til at konvertere til islam. Det sidste store imperium i Centralasien blev grundlagt af Timur Lenk, der var en stammehøvding fra Samarkand. Han besejrede i slutningen af 1300-tallet ”Den Gyldne Horde”, men i slutningen af 1500-tallet tog usbekerne, der var et blandingsfolk af mongolsk og tyrkisk herkomst, magten fra Timur Lenks efterkommere. Af resterne af riget opstod de såkaldte ”khanater”. Efter opdagelsen af søvejen til Indien i 1498 mistede Silkevejen efterhånden sin betydning, og Centralasien blev nærmest glemt af omverdenen.  

 Russerne kommer ind ad bagvejen.  

 Under tsar Peter den Store af Rusland (1672-1725) havde russerne købt bomuld fra Centralasien, og det blev igen aktuelt, da bomuldsleverancerne fra USA ophørte under den amerikanske borgerkrig. Russerne var derfor igen interesseret i Centralasiens bomuld, og de russiske stillinger rykkede frem i Centralasien, hvor de fik kontrol med khanaterne. En ny administration kaldet Turkestan blev oprettet under en russisk generalguvernør, men khanaterne beholdt dog et vist selvstyre.

 Da livegenskabet (en slags stavnsbånd) blev ophævet i Rusland, strømmede jordløse russere til området, og de kom til at dominere bomuldsindustrien, der blev forbedret med vandingskanaler m.m. Da jernbanen holdt sit indtog, kom der postvæsen og telegrafi til området, der efterhånden blev tæt knyttet til Rusland.

 Slaveriet blev afskaffet i Turkestan, og med russerne kom der nye impulser til området med videnskab, national identitet og politik. Det store flertal mærkede ikke russernes forbedringer, men lige så stille blev den tusindårige nomadekultur truet, efterhånden som jorden blev opdyrket. Der kom blodig opstand mod russerne i 1898 og også i 1916, hvor de unge mænd blev tvunget ind i tsarens styrker under 1. verdenskrig.

 Den kommunistiske revolution i Rusland i 1917 førte til en borgerkrig, der endte med, at Turkestan blev opdelt i småstater, og i 1924 blev Usbekistan en sovjetisk delrepublik som en geografisk og politisk enhed.

 Den nye republik havde i starten store vanskeligheder, for borgerkrigen havde gjort et stort indhug i befolkningen og i husdyrene. Republikkens grundlægger Fajsulla Khodjajev, der blev kaldt ”Usbekistans Lenin”, gjorde en stor indsats for at bekæmpe analfabetismen.

 Så trådte Stalin den Sataniske ind på arenaen, og landbruget blev med brutale metoder kollektiviseret, hvilket i 1932-33 førte til stor hungersnød. Usbekiske kommunistledere og intellektuelle blev desuden udrenset, så en stor del af befolkningen mistede livet i perioden 1920-45 på grund af forfølgelser og sult.

 Under 2. verdenskrig blev mange industrier flyttet til Usbekistan fra det øvrige Sovjetunionen, så der kom en periode med høj økonomisk vækst. Der blev også satset på læseundervisning og forbedring af sundhedssystemet, samtidig blev den muslimske kultur bekæmpet og forsøgt afskåret fra den øvrige muslimske verden. Moskeerne blev lukket, og de troende måtte mødes i hemmelighed.

 Den flinke, rare Stalin ændrede dog taktik under 2. verdenskrig. For at vinde usbekernes støtte blev en vis religiøs aktivitet nu tilladt, og en åndelig leder for Centralasien, en ”mufti”, fik sæde i Tasjkent.

 I Usbekistan blev der allerede fra 1920 satset ensidigt på bomuldsdyrkning, og produktionen blev firedoblet fra 1940 til 1980. Den voldsomme kunstvandingen fik vandstanden i floderne til at falde, og Aralsøen begyndte at tørre ind. Saltet fra den tørlagte søbund blæste ind over landsbrugsjorden, og høstudbyttet begyndte at falde, selvom der blev opdyrket mere og mere jord.

 Usbekistans partileder Sjarif Rasjidov begyndte at fuske med produktionstallene, og han stak en stor del af de penge, som Moskva betalte for den bomuld, der aldrig blev produceret, i egne lommer. Bedrageriet blev opdaget, da sovjetiske spionsatellitter tog billeder af bomuldsmarkerne, og så rullede hovederne, og Moskva strammede grebet om Usbekistan og placerede russere på de ledende poster. Under Mikhail Gorbatjov, der havde lanceret sin reformpolitik i 1985, voksede den nationale følelse blandt usbekerne, men som i mange andre sovjetrepublikker var også Usbekistan plaget af etnisk uro, og der udbrød kampe i Tasjkent og Ferganadalen.  

Usbekistan bliver selvstændig og præsident Karimov kommer på banen.  

 Da Sovjetunionen nærmede sig sin opløsning i 1990, var Usbekistan på banen, og den usbekiske præsident Islam Karimov erklærede Usbekistan selvstændig den 31. august 1991. Kommunistpartiet blev omdannet til ”Folkets Demokratiske Parti”, og Karimov vandt det efterfølgende valg med 86 % af stemmerne. Det blev slået fast, at Usbekistan skulle være en demokratisk republik med en folkevalgt præsident. Det viste sig dog senere at blive en floskel uden hold i virkeligheden.

 Store prisstigninger i 1992 gav voldsomme protester i Tasjkents gader, og efter sammenstød med politiet blev regeringens holdning til oppositionen skærpet, så regeringskritikere blev overfaldet og stillet for retten.

 Ved valget i 1995 måtte oppositionen til ”Folkets Demokratiske Parti” kun være regeringsvenlige partier, og valget blev da også kritiseret af internationale observatører. Præsident Karimov fik 99,6 % af de afgivne stemmer og et ja til at forlænge sin embedsperiode. For at forbedre Usbekistans omdømme ude i verden, blev der vedtaget nogle nye love, der gav amnesti til en del af de politiske fanger. Der blev også tilladt flere partier, forudsat at de ikke var religiøst eller etnisk funderet, og der blev endda afholdt en konference om menneskerettigheder.

 Under uro i Ferganadalen i 1997 samt et mordforsøg på præsidenten blev der givet hårde domme til de muslimske aktivister, og lederen af det forbudte Islamiske Befrielsesparti blev arresteret. Oppositionen anklagede regimet for selv at have iscenesat attentatet på præsidenten for at knuse modstanden forud for parlamentsvalget i 2000.

 Væbnede grupper fra ”Usbekistans Islamiske Bevægelse” IMU foretog i 1999 og 2000 en række togter fra Afghanistan ind i Ferganadalen med det formål at oprette en islamisk stat. I 2001 holdt lederne i Centralasien krisemøde og besluttede en fælles indsats mod den Islamiske Bevægelse. Efter 11. september 2001 fik Usbekistan en nøglerolle i krigen mod terror i Afghanistan. Osama bin Laden havde støttet IMU, så Usbekistan åbnede det usbekiske territorium for de amerikanske styrker, der afsatte talebanregimet. Samarbejdet med USA styrkede præsidentens stilling, men det åbnede også omverdenens interesse for Usbekistan, og undertrykkelsen i landet blev kendt. Det medførte, at usbekiske politimænd i 2002 fik fængselsstraffe for at have mishandlet fanger til døde.

 I 2004 blev Usbekistan rystet af bombeattentater og skudvekslinger. Det var en udbrydergruppe fra IMU Det Islamiske Jihadforbund, der tog ansvaret, og en snes personer fik 18 års fængsel.  

Andijan massakren giver efterdønninger.  

 Præsident Islam Karimov regerer Usbekistan enevældigt gennem sikkerhedstjenesten. Regimets kritikere forfølges, fængsles, torteres og drives i landflygtighed. Mange usbekere betragter dog Karimovs autoritære styre som en garanti mod det politiske kaos, der har præget nabolandene. En række internationale, frivillige organisationer, der ellers arbejdede med demokratispørgsmål, er blevet tvunget ud af Usbekistan.

 Karimov er for at mindske den folkelige opbakning til de mere yderliggående kræfter kommet de moderate islamister i møde. Den forbudte islamistiske bevægelse ”Hizb ut-Tahrir”, der har mange tilhængere i Ferganadalen, giver problemer. I maj 2005 åbnede militæret ild mod flere tusinde demonstranter i byen Andijan, og det skønnes, at mindst 500 blev dræbt. Demonstrationen var ellers fredelig, og de demonstrerede mod fattigdom, arbejdsløshed og korruption. Efterfølgende retssager sendte en del af de påståede terrorister til lange fængselsstraffe. FN’s menneskerettighedskommission kritiserede myndighederne for ikke at have undersøgt omstændighederne ved skudepisoden ordentligt. USA indefrøs betalingen for sin militærbase, hvilket medførte, at de blev beordret ud af Usbekistan, og Rusland blev i stedet opfordret til at oprette en militærbase. EU indførte sanktioner mod regimet ved at standse våbensalget til landet.

 I december 2007 blev præsident Karimov genvalgt for anden gang, skønt grundloven siger, at præsidenten kun kan genvælges en gang. Valget var under skarp kontrol fra regimets side, og der var ingen mulighed for egentlig opposition.

 Ved parlamentsvalget i januar 2010 skulle det give indtryk af, at der var tale om flerpartidemokrati, men igen blev oppositionen forfulgt, så den kære præsident kunne beholde regeringsledelsen.  

Labyrintisk grænse giver problemer.  

 Efter selvstændigheden fra Sovjetunionen har Usbekistan bestræbt sig på ikke at være ensidigt afhængig af noget andet land. Forholdet til Rusland og USA er gået op og ned, medens forholdet til Kina er blevet tættere.

 Præsident Karimov forsøgte at udvikle et regionalt samarbejde med nogle af naboerne som Kasakhstan og Kirgisistan med toldunion og fællesmarked, men så lukkede Usbekistan alligevel sine grænser, og den ellers så livlige grænsehandel stoppede.

Guerillabevægelsen ”Usbekistans Islamiske Bevægelse” IMU spillede en rolle for usbekisk udenrigspolitik, og i 1990’erne søgte regimet hjælp fra Rusland til at bevogte sin grænse til Afghanistan. IMU havde baser i Afghanistan, og med hjælp af talebanregimet og Osama bin Laden foretog de togter ind i Usbekistan med det formål at styrte regeringen og oprette en islamisk stat i Ferganadalen. Karimov prøvede at få kontakt til talebanerne i det håb, at de ville indstille støtten til IMU. Da det mislykkedes, meldte Usbekistan sig ind i en nydannet samarbejdsorganisation til bekæmpelse af terrorisme, ”Shanghai Cooperation Organization”, hvor også Rusland, Kina og andre stater er medlemmer. Under terrorhandlingerne 11. september 2001 stillede Usbekistan sit territorium til rådighed for USA mod talebanregimet i Afghanistan.

 Under overfladen har Usbekistan mange konflikter med sine naboer. Da det gamle Turkestan i 1920’erne blev delt op i fem republikker, blev grænserne mellem tre af dem trukket labyrintisk gennem den folkerige Ferganadal, og det har siden givet uløste grænsestridigheder. IMU’s togter ind i grænseområdet gjorde problemerne værre, men tvang også de forskellige landes regeringer til militært samarbejde mod islamisterne.

 Usbekistans forhold til Rusland har til tider været anstrengt, men Rusland er stadig den vigtigste samarbejdspartner inden for handel og forsvar. Og både Rusland, Kina og Usbekistan indgår i en fælles kamp mod yderliggående islamisme i regionen.

I 1995 indgik Usbekistan et forsvarssamarbejde med USA og også med NATO i samarbejdet ”Partnerskab for Fred”. Også EU forsøgte at udvide relationerne, men forholdet blev kølnet noget af på grund af mangelen på demokrati og respekt for menneskerettighederne i Usbekistan.

 Både USA og EU har været lagt på køl, da de kritiserede massakren i Andijan i 2005, men kritikken er nedtonet igen, så USA fik lov til at bruge en luftbase i syd, og de fik også lov til at transportere ikke-militære fornødenheder gennem Usbekistan til Afghanistan.

Usbekistan har en hær på 50.000 mand, men til at forsvare regimet er specialstyrker og politi langt vigtigere. De halvmilitære sikkerhedsstyrker, Nationalgarden og politistyrken tæller over 300.000, og deres opgave er at beskytte præsidenten og holde oppositionen i ave. Og præsident Karimov er meget omhyggelig med kun at placere loyale medarbejdere i alle chefstillinger. Politiet betegnes som et af verdens allermest korrupte og er kendt for sin brutalitet.  

Aviser og TV censureres, og præsidenten er enevældig.  

Organisationen Reportere uden Grænser placerede 2010 Usbekistan som nummer 160 ud af 175 lande på sin liste over pressefrihed i verden. Der udkommer ellers 500 aviser og tidsskrifter, de fleste på usbekisk. Ud over de aviser, der er parlamentets og regeringens talerør, er de alle underlagt censur.

Der er statsligt fjernsyn og forskellige private tv- og radiostationer, og de sidste prøver regimet at kontrollere. Det er meget vanskeligt at modtage udenlandsk fjernsyn og at købe udenlandske aviser. Internettet er kun for de få, og det er også underlagt myndighedernes kontrol.

 Det politiske liv i Usbekistan er domineret af præsidenten. Forfatningen fra 1992 slår dog fast, at landet skal have et flerpartisystem, og at ytringsfrihed og frihedsrettigheder skal respekteres. I praksis er disse rettigheder stærkt begrænsede. Præsidenten er chef for det hele og kan endda regere pr. dekret, så det må siges at være milevidt fra vestligt demokrati. Parlamentet spiller derfor en begrænset politisk rolle.

 Retssystemet er korrupt, selvom den dømmende magt ifølge forfatningen skal være uafhængig af den udøvende. Såvel dommerne og rigsadvokaten udnævnes af præsidenten. Dødsstaffen, der tidligere blev brugt flittigt, blev dog afskaffet i 2008, men tortur og lange fængselsstraffe er almindeligt. Det samme gælder trusler og chikane fra politiets side af dømtes familier.

I praksis styres landet derfor af den enevældige præsident Islam Karimov, der har skabt en personkult omkring sig selv. Han tøver over for politiske og økonomiske reformer, der vil kunne udløse sociale spændinger. Myndighedernes forfølgelse af oppositionen har tvunget de fleste partier til at gå under jorden eller gå i eksil. Denne undertrykkelse har betydet, at islamistiske ”Hizb ut Tahrir” er vokset, og deres mål er at få en islamisk stat. De har dog erklæret sig som modstandere af vold. Flere andre islamiske bevægelser har det erklærede formål, at de vil skabe retfærdighed og orden ved at indføre den islamisk lov sharia. Måtte gud ligegyldig hvilken forbyde dette.  

Befolkningen, og hvad taler usbekerne?  

Med sine 27,8 millioner indbyggere er Usbekistan Centralasiens folkerigeste stat. Den tidligere store befolkningstilvækst er dæmpet noget, efter at mange russere er udvandret, men alligevel er den på 1,3 % årligt (2010). Der er mange folkegrupper i Usbekistan, men 75 % er usbekere, der taler et tyrkisk sprog. De stammer fra en folkeblanding i 1200-tallet mellem tyrkisksprogede folk og mongolske nomader. Landet huser også andre mindre folkeslag, som blev tvangsforflyttet dertil i Stalintiden. I slutningen af 1980’erne var der spændinger mellem de forskellige folkegrupper især i Ferganadalen, hvor der var miljøødelæggelser og konkurrence om jord og vand.

 Siden usbekisk i 1989 er blevet det officielle sprog, og der er lagt vægt på islamiske traditioner, er mange russere udvandret, og det har medført mangel på kvalificeret arbejdskraft og tvunget industrier til at lukke. Hos de ansatte i de offentlige institutioner bliver der stillet store sprogkrav, idet det er meningen, at der skal tales usbekisk, men russisk anvendes stadig i stor udstrækning i administrationen, i forretningslivet og til kommunikation med de andre tidligere sovjetrepublikker.

 Usbekisk tilhører den østtyrkiske sproggruppe, der dog også har meget til fælles med uigurisk, der tales i nogle provinser i Kina. Tyrkere og usbekere kan dog nogenlunde forstå hinanden.

 Sammen med Tyrkiet gik usbekerne i 1920 over til at skrive med latinske bogstaver, men i 1940 blev det kyrilliske alfabet indført efter direktiv fra Moskva. I 1993 indledte usbekerne en gradvis tilbagevenden til det latinske skriftsprog.  

Engelsk i skolerne og kvinder med slør.  

 Ifølge forfatningen er der religionsfrihed i Usbekistan, men i det virkelige liv er rettighederne meget begrænsede. De fleste usbekere er sunnimuslimer, og de få procent russerne, der er tilbage i landet, er overvejende russisk-ortodokse kristne. Så er der nogle ”sufier”, der er muslimske mystikere, der tiltrækker unge mennesker.

 Religionsloven fra 1998 har strenge regler for registrering af religiøse samfund, så flere muslimske grupper, som myndighederne har vurderet som ekstreme, er blevet forbudt. I sovjettiden undertrykte styret i Moskva al religionsudøvelse uden for de godkendte officielle rammer. Det gav grobund for islamiske undergrundsbevægelser, der styrkede den usbekiske samhørighed, der igen blev drivkraften i selvstændighedsprocessen i 1991.

 Siden er moskeer og islamiske læreanstalter igen blevet oprettet, nogle med økonomisk støtte fra Saudi-Arabien. Regeringen vil gerne have et godt forhold til stormuftien i Tasjkent, men samtidig knuses de yderliggående islamistiske bevægelser. En del kvinder er begyndt at gå med slør, men det misbilliges af myndighederne.

 Skolesystemet, der er opbygget som i Sovjettiden, er faldet noget sammen siden selvstændigheden på grund af pengemangel. Usbekisk er undervisningssprog, men et mindretal bliver undervist på deres eget modersmål. Efter at russisk ikke længere er obligatorisk, er der flere og flere unge, der vælger engelsk i stedet for.

 Selvom de ni første skoleår er obligatoriske, er der mange, der ikke gør skolen færdig, fordi de skal hjælpe til derhjemme. Alligevel siges det, at 99 % af de voksne er læsekyndige. Der er over 50 universiteter og andre højere læreanstalter i Usbekistan, deriblandt et islamisk universitet, som blev etableret i Tasjkent i 1999. Antallet af studerende ved de videregående uddannelser er faldet kraftigt siden sovjettiden. Mange mener, at fremtidsudsigterne er så dystre, at det ikke kan betale sig at få en uddannelse.  

Gamle byer, 1000 stjerner og en sangerinde. 

 En af handelsruterne på den legendariske Silkevej gik igennem Usbekistan. Tasjkent er over 2.000 år gammel, og Samarkand blev formentlig grundlagt 700 år f.v.t. Da den mongolske hersker Timur Lenk gjorde Samarkand til hovedstad i 1369, var den en af verdens største byer med 150.000 indbyggere. Byen havde kontakt med det sydlige Asien, Mellemøsten og Spanien. Astronomen Ulugh Beg (1394-1449) byggede et observatorium og kortlagde over 1000 stjerner, og der var andre berømte videnskabsmænd inden for matematik og naturvidenskab.

 I Samarkand, Bukhara og Khiva findes der stadig muslimske uddannelsesinstitutioner og moskeer bevaret fra middelalderen.

 Siden 1991 efter selvstændigheden er den kunstneriske frihed blevet større, men ingen kunstneriske udfoldelser må kritisere regeringen. Sangerinden Yulduz Usmanova moderniserede orientalsk musik, og hun vakte i 1990’erne begejstring både ude og hjemme.  

Økonomi med 1000 % inflation. 

Usbekistans økonomi har i mange år været domineret af bomuldsdyrkning, men i de seneste år har naturgas overtaget. I sovjetsystemet skulle Usbekistan forsyne de andre republikker med bomuld, og til gengæld fik Usbekistan alle øvrige varer fra de andre. Dette handelssystem faldt sammen med Sovjetunionens fald, og samtidig mistede landet støtten fra Moskva, der var på 40 % af budgettet. Dette skete samtidig med, at bomuldspriserne faldt på verdensmarkedet.

Økonomien faldt derfor sammen, og i 1993 var der en inflation på 1000 %, der delvis skyldtes prisstigninger fra Rusland. Usbekistan forlod derfor rubelzonen og indførte sin egen valuta, der kaldes ”som”. 1000 ”som” var i marts 2012 lig med 3,10 dkr.

 I 2005-2009 steg væksten med 7-9 % hvert år, men det halter med privatiseringen, idet mange virksomheder bare er overladt til de tidligere arbejderkollektiver uden tilførsel af kapital eller knowhow. De store statsvirksomheder inden for minedrift, transport, energi og bomuldsproduktion er slet ikke blevet rørt.

 Behovet for hjælp er stort, men der er modstand fra regimet, og det dæmper interessen blandt vestlige investorer, der oplever forretningsklimaet som ugæstfrit. Både Rusland og Kina er begyndt at vise stigende interesse i energisektoren og telekommunikation.

 Usbekistan har forsøgt at bedre forholdet til Verdensbanken ved at holde inflationen under kontrol samt modarbejde den omfattende sortbørshandel med landets valuta. Men samfundet er gennemsyret af korruption, og skatteindtægterne er små.

 Handelen med de øvrige lande i Centralasien er begrænset, fordi landene beskytter deres markeder mod konkurrence. En stor del af udenrigshandelen går til Rusland og Ukraine, men efterhånden også meget til USA, Tyskland, Sydkorea og Kina.

 Naturgassen står for næsten halvdelen af eksportindtægterne, men også mineraler som guld, sølv og uran har skabt overskud på betalingsbalancen i de seneste år.  

Guld, uran og salt i grundvandet.  

Usbekistan har verdens sjettestørste guldreserve, og der findes betydelige forekomster af naturgas, olie, kul, sølv, kobber, bly, jern og wolfram. Desuden er landet verdens fjerdestørste uranproducent. Priserne på olie og gas er lave i selve landet, da staten yder store tilskud, og det betyder, at der smugles olie i stor stil til nabolandene.

 Usbekistan har omfattende miljøproblemer som følge af rovdrift på jord og vand. Aralsøen er svundet ind til kun en tiendedel, da alt for meget vand bliver tappet fra floderne. Et projekt i Kasakhstan ser ud til at kunne redde søen i den nordlige del. De usbekiske myndigheder har opgivet tanken om at redde den sydlige del, så vil de hellere plante skov på den tidligere søbund. Det kunne jo lyde meget kønt, men udtørringen af Aralsøen er en miljøkatastrofe, for saltet fra den tidligere søbund lægger sig på landbrugsjorden helt op til 1.000 km væk. Saltet trænger også ned i grundvandet og blandes med rester af alle de bekæmpelsesmidler, der sprøjtes ud over de enorme bomuldsmarker. Dødeligheden omkring Aralsøen er markant højere end landsgennemsnittet, og der fødes flere misdannede børn omkring søen end i andre dele af landet.  

Persianerpelse, silkeorme og fabrikker.  

 Ferganadalen har altid været det rigeste og frodigste land i Centralasien. Der dyrkes hvede, ris og frugt, men bomuldsproduktionen dominerer, og i sovjettiden måtte spiselige afgrøder vige, da 90 % af jorden blev brugt til bomuld. Omkring 60 % af Usbekistans areal er ørken eller halvørken, så næsten overalt kræves der kunstvanding, mens jorden udpines af den ensidige dyrkning af bomuld. Efterhånden er bomuldsmarkerne dog faldet til 40 % af landbrugsproduktionen. I sovjettiden blev børnene beordret ud i markerne for at plukke bomuld. Nu er børnearbejde forbudt, men børnene bliver efter sigende stadig under stærkt pres opfordret til at deltage i høstarbejdet.

Før selvstændigheden fandtes der tusindvis af ineffektive stats- og kollektivbrug. Det gør der faktisk stadigvæk, for private bønder kan kun forpagte statslig jord, og de skal levere en vis mængde bomuld til staten til lave, statsfastsatte priser, hvilket holder produktionen nede. Usbekistan kunne faktisk være selvforsynende med fødevarer, men de er nødt til at importere hovedparten af deres fødevarer på grund af de kommunistiske systemer, som regeringen ikke vil slippe.

 Ude på stepperne avles der dyr, især ”karakulfår”, af hvis skind man kan lave persianerpelse. De mange morbærtræer gør det muligt at opdrætte silkeorme. Usbekistan havde tidligere en del fiskeopdræt i Aralsøen, men nu er næsten alle fisk forsvundet. Det gav før arbejde til 10.000 fiskere, men nu kører fiskekonservesfabrikkerne ved Aralsøen på vågeblus.

 Inden for industrien er de dominerende områder energiproduktion, minedrift, landbrugsmaskiner og gødning. Der findes lette industrier som tekstilfabrikation, men kun 10 % af landets bomuldsproduktion bliver forarbejdet i Usbekistan. I hovedstadsområdet og i Ferganadalen er der samlefabrikker for biler. Der bygges endda Chevroletbiler i samarbejde med General Motors, og de skal også til at bygge Mercedesbusser. I Tasjkent er der samlefabrikker for russiske og ukrainske fly.  

Arbejdsløshed og tidligt gifte brude.  

 I sovjettiden var der ikke noget, der hed arbejdsløshed og derfor heller ikke arbejdsunderstøttelse, men nu er arbejdsløsheden steget kraftigt. Den officielle arbejdsløshed er lav, fordi mange har en formel ansættelse uden at få nogen løn. Det er kun de registrerede arbejdsløse, der får understøttelse, og det drejer sig om kun 4 % af den arbejdsdygtige del af befolkningen.

 Ledigheden bliver større og større, fordi befolkningstilvæksten er så stor, at arbejdsmarkedet ikke kan tage mod alle de unge, der hvert år forlader skolen.

 På grund af den skyhøje inflation er levestandarden faldet meget i de senere år. Regeringen har forsøgt at kompensere for de høje priser med lønstigninger og tilskud, men har ikke kunne holde trit med inflationen. Andelen af indbyggere, der lever under fattigdomsgrænsen, er steget kraftigt, og forskellen på rig og fattig er blevet større.

 Det sovjetiske sikringssystem er bevaret med bl.a. pensioner og barselspenge, men inflationen har udhulet systemet. Visse grupper betaler en særlig lav skat, og de skal ofte ikke betale husleje.

 Sundhedssystemet fungerer dårligt både på grund af mangel på penge og udvandringen af russiske læger. De, der har råd, bestikker sig ofte til en plads øverst på de lange ventelister. Et generelt sundhedsproblem i hele landet er det dårlige drikkevand. Store dele af befolkningen har ikke rent drikkevand og heller ikke ordentlig kloakering.

Antallet af hiv-smittede er kraftigt stigende siden 2002, og det skyldes også et hastigt stigende narkomisbrug, idet et flertal af de hiv-smittede er narkomaner.

 Usbekistan er et mandsdomineret klassesamfund, hvor partifunktionærer, embedsmænd og ledende militærfolk har bevaret deres privilegier også efter sovjettiden.

 Kvinderne står for husholdningen og familiebudgettet, men uden for hjemmet er kvindernes rolle mere beskeden. Næsten halvdelen af lønmodtagerne er kvinder, men over 80 % af alle høje stillinger indehaves af mænd. Ægteskabet er centralt i Usbekistan, og de fleste gifter sig tidligt, allerede omkring 20-års alderen. Forældrene presser de unge til at gifte sig for at øge sandsynligheden for, at bruden er jomfru.

 Når arven efter forældrene skal deles, får sønnerne ofte det dobbelte af døtrene. Huset går som regel i arv til den yngste søn, der så også skal passe de gamle forældre. Respekten for de ældre er meget vigtig. Seksuelle minoriteter er en sårbar gruppe i Usbekistan, og hvis mænd har sex sammen, straffes det med fængsel i op til tre år.  

Alle veje fører til Moskva og begyndende turisme.  

 Mange veje er asfalteret, men vejnettet er gennemgående nedslidt, men er dog i gang med at blive moderniseret. De fleste af de vigtigste vejruter fører til Moskva. Der er dog togforbindelse til nabolandene, og i Tasjkent er der en metro. Uzbekistan Airways flyver til nabolandene, men også til Europa og USA.

Mange af Usbekistans seværdigheder kredser om Silkevejens flere tusind år lange historie. De største seværdigheder er byerne Samarkand, Bukhara og Khiva, hvor en del af den middelalderlige arkitektur er bevaret i form af moskeer, koranskoler og mausoleer. I Samarkand kan man se den mongolske hersker Timur Lenks grav og astronomen Ulugh Begs observatorium.

 Usbekistan har omkring en kvart million udenlandske turister om året. Der arbejdes på at få flere, da turisterne giver valuta til landet, men bureaukratiet er kringlet, infrastrukturen er mangelfuld og serviceniveauet er forholdsvis lavt.  

  Alt ovenstående har jeg redigeret fra Det Udenrigspolitiske Selskabs ”Lande i lommeformat” om Usbekistan 2011. Det er skrevet, inden vi foretog en rejse til Usbekistan i oktober 2013. Tilsyneladende er det ikke et land, der flyder med mælk og honning, men vi glæder os til at opleve landet med egne øjne.

 Vores tur vil starte med flyvning til hovedstaden Tasjkent, og efter at have stiftet bekendtskab med denne by flyves der vestover til Bukhara. Efter nogle dage i Bukhara fortsættes til Shakrisabz. der er Timur Lenks fødeby og videre i Alexander den Stores fodspor over bjergene til Samarkand. Her har vi også et par dage, inden hurtigtoget kører til Tasjkent, hvorfra der er hjemrejse.

Fortsæt til 2. del af Silkevejen og Usbekistan "Silkens vej"

Tilbage til forsiden