 Silkens veje fra Kina til Danmark.2. del af en silkeglat historie af Kim Greiner. Silkelarvens frue. Der står et hvidt morbærtræ i Landbohøjskolens Have, og da netop blade fra den hvide morbær giver den bedste silke, er det nærliggende at fortælle lidt om silkens veje igennem verdenshistorien, efter at silken har forladt silkesommerfuglens tarmsystem.
Det fortælles, at den kinesiske kejserinde Li Ling-Shi for 4.500 år siden sad under et morbærtræ, da en silkesommerfugls kokon dumpede ned i hendes skoldhede te. Da kejserinden, senere kendt som ”Silkelarvens frue”, fiskede kokonen op, viklede der sig en fin tråd omkring hendes finger, og det var starten på, at kineserne begyndte at holde silkelarver som husdyr. Uden for det kinesiske kejserrige var der stor efterspørgsel efter de færdige silkestoffer, og de blev på kamelryg transporteret ad Silkevejen, der udgik fra byen Xian, hvor de kejserlige silkefabrikker lå. Silkevejen gik derefter gennem Centralasien ad flere forskellige ruter, men den kendteste silkevej fortsatte gennem Persien og videre gennem Tyrkiet til Konstantinopel og derfra videre til Romerriget.
Det var dog ikke kun de kostbare varer, der bevægede sig langs silkevejene, men også nye ideer og ikke mindst religionerne som buddhismen, kristendommen og islam vandt gehør, når der var en god prædikant med i karavanen. I det antikke Rom var silkestoffer så kostbare, at silke og guld blev vejet lige op mod hinanden, og kejser Gajus Julius Cæsar (102-44 f. Kr.) forbød alle andre end ham selv og nogle få af hans embedsmænd at bære den kostbare silke. Senere da den romerske overklasse fik adgang til at købe al den silke, den lystede, gik det hårdt ud over Romerrigets betalingsbalance, og de næsten gennemsigtige silkedragter til kvinderne gjorde også sit til Romerrigets fald.
Næsten alle europæiske lande har deres egen silkehistorie med plantning af morbærtræer og produktion af kokoner og vævning af silkestoffer. Mange gange gik det godt og gav store rigdomme, men andre gange gik der sygdom i silkelarverne, eller man fik plantet de forkerte arter morbærtræer.
Også Danmark har sin egen silkehistorie som kan læses i det følgende.
Når silken omtales i 1200-tallet i den ældste danske, nedskrevne sang med noder, kunne det tyde på, at silken meget tidligt har været noget, der virkelig var værd at eje, og mange kan sikkert stadig huske pausesignalet i Danmarks Radio: ”Drømte mig en drøm i nat om silke og skønne klæder”. Ligesom de romerske kejsere var de danske konger også bekymrede for betalingsbalancen med de dyre, importerede silkestoffer, og at det virkelig var kostbare sager, kan ses af, at i Helsingør kostede to par hvide silkestrømper i 1500-tallet lige så meget som en okse i sin bedste alder.
Det gik dog aldrig rigtig godt med silkeavlen i Danmark, i hvert fald ikke i større omfang, men der blev da lavet nogle meget fine danske søfarts- og ryttermotiver i silke, som kongen kunne forære den russiske tsar. Når Christian 4.’s datter Leonora Christine ikke skrev på ”Jammersminde”, da hun sad i Blåtårn, var hun en flittig dyrker af silkelarver, og hun fodrede larverne med blade fra Danmarks ældste nulevende morbærtræ, der står i Proviantgården i København. Silkekokonerne fik Leonora dog ikke selv lov til at beholde, for de måtte pænt afleveres til dronningen Sofie Amalie, som for resten ikke tålte, at andre i hendes nærhed bar silke.
Produktionen af silkevarer i Danmark ophørte i 1600-tallet, og da riget i den grad fattedes penge efter svenskekrigene, blev det simpelt hen forbudt at indføre de kostbare silkestoffer.
Det blev en lang ende, der blev spundet om silkens veje i Danmark, men der mangler endda lidt om det sjællandske silkeeventyr i 1900-tallet.
Ammitzbøll mente, at silkeavl kunne skaffe en god ekstraindtægt for fattige husmandskoner, og han begyndte at oplære koner fra husmandshjem i silkeavlens ædle kunst, og der blev uddelt gratis æg og larver og morbærtræer til plantning. Dyrkningen af silkelarver var på sit højeste under 1. Verdenskrig, og ved udgangen af 1922 var der uddelt ikke mindre end 67.000 morbærtræer, der fortrinsvis blev plantet ved husmandsstederne. Ammitzbøll glemte dog at tage højde for, at husmandskonerne var ude at luge marker i juni og juli, og det faldt sammen med dyrkningssæsonen for silkelarver, så det blev ikke rigtig til noget med de husmandskoner.
I slutningen af 1970’erne var der igen ildsjæle i gang med at holde silkesommerfugle i Danmark. Denne gang var det Agnete Vester fra Sindal i Vendsyssel og Bodil Iversen fra Jyderup, der var pionerer, men dog nu mere på hobbyplan. I vore dage dyrkes der morbærsilkelarver i Bornholms Sommerfuglepark, og på skoleniveau har dyrkningen af larverne stor interesse for eleverne.
Ideen er hermed serveret på et fad, så nu er jeg spændt på at se, hvem der tager initiativ til at starte ”Køges Silkeavlerforening”. Og det ville være en glædens dag, hvis vi en gang kunne overrække vores borgmester et ægte silkebanner med Køges byvåben − eller hvis det trods alt er at tage munden for fuld, så i det mindste et par hvide silkehoser. Hvid morbær kommer fra Kina, hvor den i sin tid voksede vildt, men siden er den tæmmet og står i dag i rækker langs markskel eller i deciderede marker, hvor det er nemt at plukke blade til silkelarvens føde.
Landbohøjskolens Haves mest interessante morbærtræ står på græsplænen til venstre, når man går ind i haven fra Grønnegårdsvej ad stien ved Nordre Sidebygning, og lige præcis dette træs historie går tilbage til Frankrig og Henning Meyercrone.
Her starter så vores morbærtræs historie, for Meyercrone medbragte en stikling eller en lille plante af en hvid morbær, og den blev plantet i haven til den ejendom, der senere blev Meyercrones Stiftelse, og som ligger lige nord for Roskilde Domkirke. Det lille træ voksede sig stort, men efter omkring 300 år begyndte det at skrante, og da man omlagde Domkirkepladsen og fik hugget nogle store rødder over, var det træets endelige dødsstød.
Det andet morbærtræ står i Landbohøjskolens Have, og det er ikke så ringe endda at have en mor, der personligt er ført til landet af en adelsmand og samtidig have en bror, der vokser ved Roskilde Domkirke. Landbohøjskolens hvide morbærtræ er nu 16 år gammelt, og hvem ved − måske kan det stå her i fred og ro i de næste 300 år. |
Langs silkevejen opstod der byer, hvor handelsfolk og kameler kunne hvile og tanke op, inden de fortsatte rejsen ad den 8.000 km lange rute. Sammen med silken blev der også sendt jade, lak, porcelæn og krydderier fra Kina og guld og sølv den modsatte vej fra Europa. Det var bestemt ingen dans på roser at få karavanerne igennem nogle af Jordens vanskeligst tilgængelige egne med ulidelig varme om sommeren, ekstrem kulde om vinteren og røverbander, der lurede overalt, men hvis det lykkedes, var der umådelig store profitter til handelsfolkene.
Selve produktionen af silke var i over 3.000 år en velbevaret kinesisk hemmelighed for omverdenen, men som næsten alle hemmeligheder blev den til sidst røbet. Om det var munke, der i deres hule vandrestave smuglede sommerfugleæg ud af det kinesiske kejserrige, eller det var prinsessen af Khotan, der smuglede æg ud i sin store håropsætning, er nok svært at få fastslået, men et par århundrede efter Kr. kendte først koreanerne og siden japanerne kunsten at fremstille silke. Senere nåede kunsten også Middelhavsområdet, hvor silken havde stor betydning både i Det Byzantinske Rige og i Det Osmanniske Rige. 
Silken var i høj grad værdsat af de danske konger både til egne klædninger og til gaver, som f.eks. Knud den Store, der til en indflydelsesrig, engelsk abbed gav en smuk silkedragt med indvævede guldørne.
For at undgå de uhyrlige priser begyndte Christian 4. at lade plante morbærtræer, og han etablerede 14 silkevæverier i Silkegade i København, og derefter indkaldte han flamske silkehåndværkere, som kunne oplærer danske spindere og vævere, der ofte var børn fra Tugt- og Børnehuset. 
Efterhånden kom der flere og flere silkebåndsfabrikker rundt om i landet, og selvom silkebånd kun måtte sælges i byerne, smuglede de omrejsende bissekræmmere efterhånden silkebånd med i deres sortiment, når de rejste rundt i landet. Da det igen blev lovligt at importere silkevarer, måtte de danske silkebåndsfabrikker efterhånden give op i konkurrencen med de store udenlandske fabrikker, og så vidt vides er Skive Garn ApS det eneste sted i Danmark, hvor der stadig bliver forarbejdet silke. 
Allerede i 1847 gik selskabet til grunde igen, sandsynligvis på grund af manglende viden, så kun et lille antal ildsjæle fortsatte dyrkningen af silkelarver. I begyndelsen af 1900-tallet dyrkede pastor Sommerfeldt i Roskilde silkelarver på blade af skorzoner-planten, hvilket i starten gik meget godt, men senere strejkede larverne, for de længtes efter morbærblade. I nærheden havde fængselsinspektør Ammitzbøll heldigvis morbærtræer i sin have, og da Sommerfeldts larver igen fik deres livret, gik de atter i gang med at spinde silkekokoner. Sommerfeldt og Ammitzbøll stiftede derefter i fællesskab et nyt selskab, ”Selskab for Silkeavl og Morbærbuskdyrkning i Danmark”, og de opførte en træpavillon i kinesisk stil for opdrættet. Pavillonen blev ligefrem en velbesøgt turistattraktion for københavnerne, der her kunne se 70.000 silkelarver, der under højlydt smasken arbejdede sig igennem morbærbladene.
Omkring Roskilde kom der også gang i larveopdrættet, og silken endte på en københavnsk strømpefabrik, men da priserne på silkestrømper var faldet en del siden 1600-tallet fik silkeavlerforeningen aldrig noget større omfang. 
Morbærarterne har navn efter farven på frugterne, der ligner store aflange brombær, og de kan spises både friske og anvendes til syltetøj. Netop brugen af syltetøj er grunden til, at der findes mange gamle morbærtræer i præstegårdshaverne på Lolland og Falster, og det takket være D.C. Monrad, som var biskop i stiftet i midten af 1800-tallet. Hvert år rejste Monrad rundt og besøgte præstegårdene, og præstefruerne trippede nervøse rundt for at stille biskoppen tilfreds med en udsøgt middag. Monrad var kendt som en brysk herre, og en gang, da han var på besøg i en præstegård, kaldte han præstefruen til sig og roste maden, men han ville dog gerne have noget morbærsyltetøj til stegen. Præstefruen måtte beklage, at hun ikke havde noget morbærsyltetøj, da de desværre ikke havde morbærtræer i præstegårdshaven. Hvortil Monrad med sin skærebrænderstemme sagde: ”Så plant dog nogle”. 
Henning Meyercrone var søn af hofapoteker Meyer, men det var på grund af sin dygtighed, han hurtigt gjorde karriere i diplomatiet, og allerede som 29-årig blev han ophøjet til kongelig rådgiver og blev adlet under navnet Meyercrone. I midten af 1600-tallet var der konflikter mellem Frankrig og England, og Danmark gik og lurede lidt på, hvem det var mest fordelagtigt at holde med. Meyercrone blev sendt til Frankrig med besked om hverken at love bistand til franskmændene eller neutralitet, han skulle bare holde dem hen med snak, indtil regeringen havde bestemt sig. Meyercrone måtte efterhånden gøre adskillige indrømmelser, og det var helt på Ludvigs XIV’s betingelser, så i 1679 blev Meyercrone i unåde kaldt hjem.
Havens daværende overgartner, Mogens Fonnesbech, bor i nærheden af Domkirken, og han led med det gamle træs sidste krampetrækninger, så han fik lov til at tage nogle stiklinger for at prøve at få rødder på dem. Som i alle gode eventyr lykkedes det ikke første gang og heller ikke anden gang, men tredje gang var lykkens gang, og der kom rod på et par stiklinger. Medens stiklingerne voksede sig store i Landbohøjskolens væksthuse, døde det gamle morbærtræ ved Domkirken. Da de nye morbærtræer var et par meter høje, blev det ene træ overrakt til Domkirken og plantet i Meyercrones Stiftelses Have, og det er ganske vist, at der står det den dag i dag som en genetisk efterkommer af Meyercrones gamle træ.