 Silkevejen
og Usbekistan.En rejsefortælling af Kim Greiner. Oktober 2013. 3. del. Landet, der ligger langt borte et sted i Centralasien. ”Hvor ligger Usbekistan?”, spurgte folk, når vi fortalte, hvor vi skulle hen i efterårsferien. Vi kunne så fortælle, at det lå et sted i nærheden af Langtbortistan. Faktisk så vidste jeg det dårligt nok selv, men når det har noget med -stan i navnet til sidst, så må det vel være et sted i Centralasien. Og her under Rusland ligger ganske rigtig nogle stater, hvor de fleste heldigvis igen er blevet frie efter sammenbruddet af Sovjetunionen. De omgivende stater omkring Usbekistan er som den største Kasakhstan mod nord og vest, Turkmenistan mod syd, Kirgisien (eller Kirgisistan) og Tadsjikistan mod øst. Desuden har Usbekistan mod syd en kort grænse mod Afghanistan, og så begynder man at kunne placerer landet. Det er et lille land, i hvert fald når der kikkes på de enorme landmasser, som Rusland og Kina består af. Hvis man kikker nærmere på størrelsen, er vi trods alt oppe på 447.400 km2, og det er over 10 gange Danmarks størrelse, så det viser bare, at Danmark er et meget, meget lille land.
Albatros havde skrevet i deres info om rejsen, at Usbekistan er Centralasiens perle, og at vi skulle følge den historiske Silkevej og besøge de tusindårige karavanebyer som Samarkand og Bukhara foruden hovedstaden Tashkent. I byerne skulle vi besøge smukke templer, minareter og basarer og på trods af, at efteråret er den bedste periode vejrmæssigt, ville der ikke være ret mange andre turister, for turisterne har ikke rigtig fundet Usbekistan endnu. Og rigtig nok, hvem pokker har hørt om nogen, der har rejst rundt i Usbekistan. Turen var en rundrejse og var tilrettelagt sådan, at vi skulle flyve til Tashkent og derefter flyve til karavanebyen Bukhara med et par dages ophold blandt enestående bygningsværker. Derefter videre med bus op i det bjergpas som Alexander den Store i sin tid havde passeret til Shakhrisabz og så til det legendariske Samarkand og derefter til Tashkent med det nyåbnede hurtigtog.
Det gjorde ikke noget med flyet, og den manglende togtur kunne vi også nok overleve, men ærgerligt, at vi ikke kom i Alexanders fodspor igennem bjergpasset. (Han var jo nok heller ikke kørt med bus). Vi fik dog i stedet set rigtig mange andre spændende steder med nogle af de fineste kulturværdier, som denne verden har frembragt. Vi skulle også træffe den imødekommende befolkning med de mange forskellige nationaliteter. Det gjorde jo heller ikke noget, at Usbekistan regnes for et af de sikreste rejselande i denne kulturelle smeltedigel, som Centralasien udgør. Alt det vil jeg prøve at beskrive i det følgende.
Jeg vågnede af halvdøsen, da jeg fik et prik og fik udleveret to sedler, der skulle udfyldes. De andre havde åbenbart fået serveret breakfast kl. 01 om natten, og kun med besvær og store armbevægelser fik jeg serveret et glas vand og en kop kaffe. Så forvent morgenmad om natten og ingenting om morgenen.
Da vi fløj østpå var tidsforskellen 1 time fra Danmark til Istanbul og yderligere 2 timer til Usbekistan. Det begyndte at blive lyst, da vi nærmede os Tashkent, og landskabet så tørt og gult ud. Skemaerne skulle udfyldes med, hvad vi medbragte af værdigenstande samt valuta ned til mindste krone. Her kan det med det samme røbes, at Usbekistans valuta, der hedder ”sum”, ikke kan købes hjemmefra af i hvert fald én ganske bestemt årsag, som jeg kommer til senere. Rejsende til Usbekistan skal derfor medbringe US dollars eller EURO eller begge dele. Begge disse to valutaer er desuden gangbar mønt hos mange handlende. Hvis man f.eks. skulle købe et ægte flyvende tæppe, ville det være meget upraktisk med betaling i ”sum”. Kreditkort kan kun bruges meget store steder som f.eks. i en tæppebutik, men ellers skal man nok regne med kolde kontanter i strømpeskafterne.
Det kunne dog ved nærmere studium tyde på, at bagagen skulle skannes, og de to toldsedler kontrolleres, inden man fik lov til at komme ud i friheden. Nu kommer det vigtige, for begge toldsedler skal afleveres. Det missede for mig, for jeg vidste ikke rigtig, hvad vi skulle med de to sedler. Da vi havde ventet i kaosset en times tid, fik vi lidt efter lidt mirakuløst passage ud igennem slusen, men passene manglede stadigvæk. Ude i bussen fik vi så passene og den ene seddel, der nu var underskrevet og stemplet. Nu havde jeg jo kun afleveret en seddel, men de havde kopieret den med en kuglepen og stemplet den, og de havde endda også været så flinke, at de havde underskrevet den med min underskrift. Den udleverede seddel skal man passe meget, meget godt på, for den indgår i en indviklet eller i hvert fald langvarig procedure, når man skal ud af landet igen. Disse indviklede regler må være nogle rester fra sovjettiden, hvor alt skulle være så besværligt som overhovedet muligt, så rigtig mange mennesker kunne blive beskæftiget.
Udenfor var vejret halvskyet og let køligt, dog uden at være koldt, og vi kunne tage Usbekistan nærmere i øjesyn. Inden da skal vi have lidt at vide om den fantastiske Silkevej, der i århundreder forbandt Asien og Europa.
Fra Chang’an drog karavanerne 500 år f. Kr. igennem det frugtbare dalstrøg til Lanzhou ved Den Gule Flod. De næste 500 km gik gennem Hexi-korridoren, hvor man krydsede gennem ørkenen med stop i små oaser, og endelig blev byen Jiayuguan nået, og her endte Den Kinesiske Mur og kejserrigets magt.
Der var også alternative ruter gennem steppe- og ørkenområder nord for Tian Shan-bjergene, der ligger langs Tarim-bækkenets nordside og videre igennem pas i Alatau-bjergene til de frodige områder ved Samarkand. Herfra var der forbindelse til handelsruter til og fra Indien. Fra Samarkand gik også en nordligere rute, ”Den eurasiske Stepperute”, igennem Kasakhstan nord om Aralsøen og Det Kaspiske Hav og sluttede ved Sortehavets nordende.
Det var ikke kun varer, der kom langs Silkevejen, men også store kulturelle påvirkninger fulgte med, så både buddhisme og islam kom til Kina i kraft af Silkevejens samkvem mellem de asiatiske og mellemøstlige kulturer.
Den første opdagelsesrejsende fra Kina mod vest var buddhistmunken Xuan Zang, og i 600-tallet nåede han så langt mod vest som Baktra, men drejede så ned mod Indien. Den første, der drog ad hele Silkevejen var Marco Polo, der rejse i 1270’erne. Kun få troede på han skildringer, og i folkemunde blev han kaldt ”Marco Millionen”, der hentydede til hans millioner af løgne. Han rejste i den periode, hvor hele Silkevejen var underlagt Djengis Khan og hans efterkommere, og Marco Polo oplevede ruten i sin sidste opblomstring.
Kejser Wu-di blev stram i betrækket, og i år 101 f. Kr. sendte han en enorm hær på 60.000 krigere af sted på den 2.500 km lange rejse til Ferghana. Nu var der ikke tale om at købe heste, for med magt bemægtigede kineserne sig 3.000 heste, og det blev grundlaget for rytterhæren, der gik under navnet ”Den flyvende hest fra Gansu”.
Med sin rytterhær befæstede Kina sine interesser mod vest, og der blev skabt alliancer med hunnerne og de andre centralasiatiske herskere, der fik storslåede gaver i form af bl.a. silke. Dermed var grundlaget for Silkevejen skabt. Handelen, der gik begge veje, blomstrede op, og de centralasiatiske købmænd opdagede, at silke var uhyre eftertragtet mod vest, mens kineserne mod øst var interesserede i luksusprodukter som pelse og ædelsten, men også nye afgrøder som lucerne, vindruer og agurker. Rytteriet var grundlaget for den mongolske krigslykke, for de kunne bevæge sig hurtigt og overraskende, og blot rygtet om deres grusomheder skabte frygt. Således blev alle 700.000 indbyggere i byen Merv, der var en af de daværende største byer i verden, nedslagtet, og ikke engang deres hunde og katte overlevede. En sådan nedslagting skabte frygt vidt omkring, og det forlød fra Usbekistan: ”De er utallige som myrer og græshopper og tapre som løver. De kender ikke til flugt eller tilbagetog, og ingen bjerge eller floder kan standse dem”. Mongolerne, der var shamanister (åndemaner-tro) havde efterhånden konfrontationer med Islam, for Silkevejen havde siden 700-tallet været i arabisk magt. Da mongolerne langs Silkevejen i 1220 nærmede sig det nuværende Usbekistan, sendte Djengis Khan en gesandt til Shah Muhamed i Samarkand med dette budskab: ”Jeg kender allerede shahens riges magt og størrelse. Han hersker over Vesten, jeg over Østen. Lad os holde fred, da det vil være godt, om købmænd kunne rejse frit fra det ene land til det andet”. Shahen, der var stor i slaget, henrettede gesandten, for en vantro hund af en nomadehøvding skulle ikke kræve ham til regnskab for noget. Der måtte være sket en misforståelse, så Djengis Khan sendte endnu en gesandt, men det var ingen misforståelse, så også han blev henrettet.
Da Djengis Khans søn og efterfølger Agotaj døde i 1241, sendte paven i Rom en udsending til kåringen i det håb at skabe en alliance med mongolerne mod Islam og omvende dem til kristendommen. Det blev dog buddhismen i nordøst og islam i sydvest, der blev mongolernes religion.
Djengis’ sønnesøn Kublai Khan erobrede Sydkina, men efter hans død i 1294 gik kæmperiget i opløsning. Mongolerne var gode til at erobre, men ikke gode til administration. I 1350’erne svandt mongolernes herredømme over Kina, og allerede i 1368 var hele det egentlige Kina underlagt Ming dynastiet. I vest blev riget også splittet, og de resterende småstater gik over til islam og gik noget i forfald. Ved sammenbruddet af de store riger i Centralasien og fjendskabet mellem kristne og muslimer blev Silkevejen mere og mere usikker. Da søvejen til bl.a. Indien sidst i 1400-tallet blev kendt samtidig med de større handelsskibes fremkomst, sygnede Silkevejen hen, og tidligere mægtige byer forsvandt i ørkensandet. Andre byer fortsatte med at blomstre i kraft af lokal handel, men det var slut med Silkevejen som forbindelse mellem Europa og Asien. Usbekistan er nu en selvstændig nation efter Sovjetunionens fald. Det tidligere ”hvide guld” alias bomuld er meget følsomt over for verdensmarkedsprisen, så det kan give problemer, når prisen falder, og importen af bl.a. fødevarer stiger og skal betales i hård valuta.
Landet har store forekomster af råstoffer og mineraler, så det er forholdsvis velstillet nationaløkonomisk. Både Tyrkiet og Iran har i de sidste år søgt indflydelse i de nye selvstændige stater i Centralasien, og det både af politisk-ideologiske, religiøse og handelspolitiske grunde.
Landene tilhører dybest set samme kulturkreds, men en islamisering af Usbekistan vil gå ud over især kvinderne, for de har i mange år haft gode uddannelsesmuligheder. De er bestemt ikke indstillet på eventuelt strengere krav til påklædning eller at lade sig sende hjem til kødgryderne. Det er meget få kvinder, der i dag bære tørklæde, så der er sket meget i de sidste 80 år, hvor de første kvinder, der offentligt kastede sløret, blev stenet af folkehoben i Bukhara.
Den første jernbane kom til Tashkent i 1899, og byen blev nu en væsentlig handelsby, ligesom forskellige industrier voksede op. Under 2. verdenskrig flyttede sovjetterne en del af sværindustrien til området, og i dag produceres der landbrugsmaskiner som bomuldsplukningsmaskiner, traktorer og gravemaskiner m.m.
For enden af den lille vej var en større vej, der igen mundede ud i en bred boulevard. Stadig ikke meget trafik, og af en eller anden grund var næsten alle biler hvide. Der var nogle træer ved vejen og en græsplæne, og her gik nogle bladsamlere. Det så lidt halvhjertet ud, for der blev revet med meget løs hånd, så halvdelen af bladene blev liggende tilbage. Nu var græsset også ret langt, og så er det svært at rive blade. Bladene blev samlet i nogle bunker, og så blev de øst op på noget sækkelærred, som så blev båret hen til en lastbil. Ærlig talt, det så meget kommunistisk ud, som om de bare skulle have tiden til at gå, og hvis der stadig lå nogle blade tilbage, så var der jo også noget at lave i morgen.
Selve jordskælvsmonumentet viser en mand og en kvinde, der står i nogle brudte klippestykker. Manden er i bar overkrop, og det er tydeligt, at de nok skal få det hele op at stå igen. Samtidig er der er ur, der viser klokkeslettet for jordskælvet og en sten med årstallet 1966, der er revnet på grund af jordskælvet. For ekstra at vise hvad der var sket, er en del af pladsen brudt op med en lang revne, der på den måde kunstnerisk viser jordskælvet.
Næsten alle måltiderne i Usbekistan var efter den samme recept, idet der startes med 5-6 små skåle med forskellige salater og brød. Nu var det så bare lige det, at salater, der er skyllet i lokalt vand, ikke er det allerbedste for skandinaviske maver, så det meste af salaterne blev som regel båret ud igen. Så kom der en suppe, og den kunne der roligt spises af. Derefter hovedretten i dette tilfælde skåle med ris og kød og som dessert udskåret frugt og til sidst te. Til måltiderne var der altid gratis flaskevand, og ellers kunne man få vin eller øl, som man selv afregnede til tjenerne. En ½ liter lokal øl, dog brygget på licens fra Carlsberg, kostede typisk mellem 5.000 og 7.000 sum, og det ville jo kun blive 10-15 kr. for en flaske.
Vi var inde at se Abu Bakr Mohammed Kaffal Shahi-mousoleet og Khost-Imampladsen med store flotte murstensbygninger med mange detaljer og himmelblå kupler. I den fornemme koranskole Barak-Khan Madrasah ligger verdens ældste håndskrevne koran, der indeholder en samling af åbenbaringer. Den skulle være fra det 7. århundrede og skrevet af den 3. leder efter Muhamed. Bogen er skrevet på hjorteskind og har på et tidspunkt været i Rusland, men nu er den kommet tilbage, hvor den hører til. For mig at se må det være læse-let udgaven af koranen, for der stod ikke mange sætninger på hver side, men den er yderst populær, og mange pilgrimme kommer for at se den. En madrasah er en koranskole, men der læres også meget andet end teologi, og faktisk var der også mindre afdelinger for kvinder. Stalin kunne jo ikke lide koranskoler, så de fleste har været lukket i sovjettiden og været brugt til lager eller stået tomme. Først efter 1990 er nogle af dem blevet åbnet igen, men sjældent som koranskoler. Præsident Islam Karimov er en stor modstander af yderliggående muslimer, og de fleste usbekere har da også et afslappet forhold til religion. Der er derfor heller ingen bønner fra minareterne. Denne madrasah var heller ikke koranskole, men i stedet indrettet med små værksteder, der lavede kunsthåndværk, og det er da fantastisk, hvad de kan få ud af et stykke træ.
Et silketæppe viste unge kvinder, der sad og vævede, medens en ung mand kikkede ind ad vinduet til dem. Det var nok ikke et særligt realistisk motiv, da en ungersvend havde meget lille mulighed for at kikke på utilslørede kvinder og måske vælge sig en ægtefælle i smug. For før i tiden fik pæne, unge mænd forelagt pigernes sytøj, og så kunne de unge vælge den pige, der kunne frembringe det smukkeste sytøj. Bare den unge mand så ikke blev skuffet på bryllupsnatten, hvis han under de smukt syede kjoler fandt en stor matrone, men så måtte han bare sige til sig selv – I guder, hvor kan hun sy smukt. På dette museum fik vi en lokal museumsguide, der på engelsk begyndte at guide rundt. Hun talte meget lavt, og personligt forstod jeg ikke et ord. Det var derfor meget svært at føle begejstring, da vi stort set ikke havde sovet i to døgn. Nå, men porcelæn og perlemorsindlagte musikinstrumenter kan selv under de bedste forhold heller ikke ophidse mig særlig meget. Søren fik heldigvis stoppet hende, medens hun fortalte om en lillebitte detalje på en porcelænstallerken, så den detalje gik vi desværre glip af. Vi fik lidt tid til selv at gå rundt, og ca. 17.30 kørte vi tilbage til hotellet, inden vi skulle mødes kl. 19.15 til aftenspisning på en restaurant ude i byen.
Der var ikke rigtig tjek på drikkepengekotymen her: Skal de tjenende ånder i det hele taget have drikkepenge, plejer de at få drikkepenge, eller vil de overhovedet ikke have drikkepenge? Vi havde fået at vide hjemmefra, at vi skulle påregne 60 US dollars pr. person til hele turen, og så ville vores guider dele passende ud efterhånden til kuffertbærere, chauffører, lokalguider m.m. Det var dog først allersidst på turen, at vores danske guide indkasserede pengene, så om de tjenende ånder fik noget eller ej, ved jeg ikke.
Det var et mindre fly dog med to sæder til hver side, og så var der demonstration af sikkerheden på tre sprog, og stewardessen viste med armene, hvor nødudgangene var. |
Vi havde købt rejsen igennem rejsebureauet Albatros, og alt var arrangeret hjemmefra både fly, hoteller, transport, dansk guide, lokal guide og så sandelig også fuld kost på hele turen. Det var en tur på 9 dage, og den kostede 25.690 dkr for 2 personer. Dertil skulle vi beregne 60 US dollars pr. person til diverse drikkepenge, som vi dog ikke selv skulle uddele, idet det var vores danske guide Søren Bondes opgave. Vi skulle derfor kun følge med som det tynde øl og nyde turen, for andre ville sørge for det hele.
Det går dog sjældent, som præsten prædiker, så undervejs blev der nogle ændringer til den oprindelige plan. Egentlig skulle vi flyve med Czech Airlines, men de meldte, at de havde indstillet flyvningen til den usbekiske hovedstad, og så blev det i stedet for med Turkish Airlines. Togrejsen blev aflyst, da regeringen havde inddraget afgangen den 21. oktober til officielt brug. Officielt brug, hvad er det? Er det nogle spidser, der ikke vil sidde i det samme tog som godtfolk – den var jo nok ikke gået i Danmark. (Der var sikkert nogle, der havde valgt et fly på 1. klasse). Og endelig kunne en bus ikke komme op igennem det pas, hvor Alexander den Store havde redet i sin tid.
Vi skulle videre med flyet til Usbekistan, og der var kun en ventetid på ½ time, inden vi blev kørt ud til flyet. Her fik vi udleveret en lille pose med flysokker, ørepropper og øjenbind og samtidig et menukort, hvor der stod breakfast. Klokken var 23.55, så jeg tog ørepropperne og øjenbindet i brug og slumrede lidt hen i den overbevisning, at breakfast var noget, man spiste om morgenen, måske en times tid før landingen, der var beregnet til 6.30 lokaltid. 
Vi kom ud i en lille hal, der var proppet godt med mennesker, der stod i spredte køer, hvis det ellers var muligt at se nogen kø. Nogle af de lokale havde nærmest slået sig ned i bjerge af bagage, der for en stor del var omviklet med cellofan. Vores pas var blevet samlet sammen og lå nu i en bunke og gloede, medens vi ventede på, hvad der så skulle ske. Tilsyneladende ingenting. 
Kineserne kaldte ruten for Kejserruten for at vise, at det var en kinesisk rute, men i de første 1.000 år, hvor Silkevejen eksisterede, var der ingen, der rejste hele ruten. Så kineserne og europæerne vidste ikke noget om hinanden. Det var de centralasiatiske købmænd heller ikke interesseret i, for jo mere mystik der omgav varerne, desto mere kunne de sælges for.
Karavanerne fortsatte igennem ”Grådens Port”, dog officielt kaldet Jade-porten, yderligere 1.000 km til Dunhuang, der for kineserne var den yderste udpost i deres civiliserede verden. Vest herfor lå det forfærdelige ”Tarimbækken”, der som en sænkning strakte sig 1.500 km i længden og 800 km i bredden og ellers var omgivet af 6.000 m høje bjerge. Det meste af dette bækken består af sandørken, og dets navn ”Taklimakan” betyder på de lokale folkeslags dialekt ”Ørkenen hvorfra ingen vender tilbage”. Karavanerne måtte gå enten nord eller syd om denne ørken, og begge ruter mødtes så atter i Kashgar ved foden af Pamir-bjergene. Pamir kaldes for ”Verdens tag” med tinder i 7.500 meters højde, og karavanerne red igennem passene på klippehylder i 4.500 meter højde. Efter passene kom karavanerne gennem de smalle dale til sletterne i Vest-Turkestan i det nuværende Afghanistan og Usbekistan/Turkestan. 
De forskellige ruter eksisterede ikke samtidig, for den enkelte rute blev foretrukket alt efter, om den var nogenlunde sikker på rejsetidspunktet. Det afhang af, hvem, der havde magten i områderne, og hvordan lokale krige og røverbander påvirkede karavanerne. Intet kunne dog stoppe karavanerne, for på trods af mange strabadser og farer igennem Hungerstepperne og Hovedpinebjergene vinkede enorme fortjenester forude, og endnu ses levn fra rigdommen i Silkevejens byer.
Den ædle Han-kejser Wu-di sendte i 139 f. Kr. en ekspedition af sted for at finde disse heste. Zhang Qian blev leder af ekspeditionen, og sammen med 100 mand rejste han til det vestlige endepunkt af den Kinesiske Mur. Herefter red de videre langs kanten af Taklamakan-ørkenen og over Tian Shan-Bjergene til Ferghana. Det blev en af verdens mest langvarige opdagelsesrejser, og Zhang blev taget til fange to gange undervejs. Efter 13 år vendte Zhang tilbage til kejseren, og kun han selv og en anden rejsefælle havde overlevet. Zhang kunne berette, at der virkelig fandtes ”himmelske heste” i Ferghana, dog var det ikke helt rigtigt, at deres hove afsatte spor i sten. Han kunne også berette om ukendte folk, og at centralasiatiske handelsfolk medbragte varer, der stammede langvejs fra. Kina fik nu interesse i folkene mod vest, og en ny ekspedition blev sendt af sted til Ferghana for at opkøbe heste. Uheldigvis ville kirgiserne ikke sælge dem, fordi det var hellige dyr.
Et af verdenshistoriens største riger var opstået under ledelse af Djengis Khan. Fra de vidstrakte, øde mongolske stepper havde nomadestammerne – de frygtede Hunner, tidligere gjort fremstød ind i Kina, men i 1196 blev Djengis Khan udråbt til overhøvding nær det nuværende Ulaanbaatar. Det var et velvalgt tidspunkt for Djengis Khans erobringstogt, for Kina var på det tidspunkt splittet i to stater, og vestpå var de islamiske områder delt op i en række småstater. Beijing blev erobret i 1215, og i løbet af få år var det nordlige Kina under mongolernes overherredømme.
Nu var det slut med Djengis Khans tålmodighed, og han mobiliserede en stor hær. Bukhara var den første by, der faldt, og dernæst shahens residensstad Samarkand, hvor byens forsvarsværker blev sløjfet, og en del af indbyggerne blev indrulleret i den mongolske hær.
Når en mongolsk hersker døde, vendte store dele af hæren tilbage til hovedstaden Karakorum i Mongoliet for at kåre en ny leder. De underlagte lande sendte også repræsentanter for at holde sig på god fod med mongolerne, så kåringen var den tids største internationale møde.
Usbekistan er på 447.400 km 2, men med det ørkenlignende klima er det ikke nemt at brødføde de efterhånden 26 millioner mennesker. Usbekerne udgør ca. 65 % af befolkningen, og den russiske befolkning under 15 %, men derudover er der 100 forskellige folkeslag repræsenteret, bl.a. 150.000 koreanere.
Allerede i 400-tallet kendes byen som en selvstændig by under navnet Stjasj, men herefter fulgte en række erobringer. I det 6. århundrede var byen underlagt tyrkerne, i det 9. århundrede araberne, og senere flere gange de krigeriske nomadestammer, der både underlagde sig og ødelagde byen. Først var det Djengis Khan og senere Timur Lenk, og sidstnævnte omdøbte byen til Tashkent. I det 16. og 17. århundrede var byen igen underlagt forskellige nomadestammer, og fra begyndelsen af 1800-tallet blev indbyggerne underlagt Kokand-khanatet. Alle disse omskiftelser gjorde, at byen aldrig blev særlig stor eller betydningsfuld. Først da russerne erobrede byen i 1865 og gjorde den til sæde for ”Generalguvernementet Turkestan”, fik den afgørende betydning.
Man kan jo sove, når man bliver gammel, så jeg gik alene en tur for lige at snuse til stemningen i byen. Ved siden af hotellet lå en ambassade, og der var en mindre, frustreret menneskestimmel, der alle havde nogle papirer i hænderne og åbenbart gerne ville ind. Hvad det gik ud på, ved jeg ikke, og jeg turde heller ikke fotografere dem, hvis nu de ville kaste deres frustrationer på mig.
Første stop var et mindesmærke fra jordskælvet i 1966, hvor omkring 1.000 mennesker var omkommet. Store dele af byen blev ødelagt, og det gik især ud over den gamle bebyggelse. Det har sat sit præg på byen, der i dag har mange moderne bygninger, for alene i 1966-70 opførtes 5,5 millioner m2 boligareal. Dette kunne kun lade sig gøre, fordi store dele af Sovjetunionen sendte hjælp bl.a. i form af bygningsarbejdere. Heldigvis blev der ikke bare klinet betonklodser op, for der blev også bygget mange smukke bygninger med udsmykninger fra klassisk usbekisk kultur. Ved samme lejlighed blev de brede boulevarder anlagt, og det gør, at byen virker meget luftig og åben. Byggeriet stod på langt op i 1970’erne, og ved samme lejlighed blev der også anlagt en undergrundsbane, dog kun med 5 stationer. 
Her ved den første seværdighed oplevede vi lokalguiden Helena på slap line. Hun havde en enorm viden om alt, hvad vi så på hele turen. Hun fortalte på engelsk, og Søren oversatte lidt af det undervejs. Problemet med Helena var, at hun blev ved og ved og næsten ikke var til at stoppe igen. Undervejs i forklaringerne blev vi tonedøve og mistede interessen, så folk begynder at sive væk, og så burde enhver erfaren guide vide, at det var tid til at holde inde. 
Ved siden af denne flodrestaurant løb en stor vejbro over floden, og inde under broen var der lavet en anden hyggelig restaurant, der så altid var garanteret tørvejr.
Besøg på Kunstindustrimuseet med bl.a. silketæpper. En shan (shanfolket=etnisk gruppe) havde i forvejen 3 koner, men silkevæverens datter var noget så smuk, og shanen ville gerne have fingre i hende også. Hun kunne kun slippe, hvis silkevæveren kunne væve noget, der var lige så smukt, og så valgte han at væve regnbuen, og det er et motiv, der går igen mange gange. 
Restauranten hed Sim Sim og gik under betegnelsen teahouse. Det var et stort sted, og nærmest en hal med flotte vægdekorationer. Der var flere langborde, men også mere intime borde i små aflukker, og oppe på første sal var der balkoner med borde ud til det store rum. Et af langbordene var vores, og med vilje satte vi os i den fjerneste ende væk fra et lille, lystigt spillemandsorkester med violin og bas. Musikken var da udmærket, men var næsten for meget af det gode. Inde ved siden af var der også et stort lokale, og derinde var det høj diskomusik. Maden var efter samme recept med først små salatanretninger, så suppe og derefter grillstegt kød både lam, okse og kylling. Vist var det hyggeligt og festligt, dog var det ikke nemt at snakke, så det gjorde ikke noget, at vi allerede var hjemme ved hotellet kl. 22, især da vi skulle op kl 5 næste morgen for at komme videre.
Der var næsten ingen trafik kl. 6 om morgenen, så vi var hurtigt ude i lufthavnen, der denne gang var indenrigs. Det var en meget lille lufthavn, og der var ingen cafeer eller forretninger eller noget, der lignede. Der var et sikkerhedstjek før vi kom ind i lufthavnen og senere et mere grundigt tjek, og så blev vi sluset ud på startbanen, hvor der tilsyneladende kun stod fly fra Usbekistan.