 Silkevejen
og Usbekistan.Rejsefortælling af Kim Greiner. Oktober 2013 4. del Karavanebyen Bukhara. Efter at have fløjet 600 km med propelfly fra Tashkent landede vi i strålende solskin i den gamle karavaneby Bukhara. Også her er der god plads på gaderne, og der er mange nye huse, men vi fortsatte ind mod den gamle by og fandt Hotel Heritage Devon helt tæt på byens centrum. Hotellet så meget nyt ud, men bygget i gammel stil af gule mursten, og i receptionen var der et pragtfuldt dekoreret loft, så tilsyneladende var der ikke sparet på noget. Det er faktisk muligt at køre med tog til Bukhara, selvom banegården ligger i nabobyen Kagan, og herfra tager det ½ time at køre ind til selve Bukhara. Da jernbanen nåede hertil omkring år 1900, ville den herskende emir ikke have den slags nymodens pjat inden for byens porte, og det har russerne, som havde den egentlige magt på det tidspunkt, respekteret. Senere er der da anlagt en 13 km godsbane til Bukharas udkant. Bukhara er den største oaseby i den store Kyzylkum-ørken, der strækker sig fra Aralsøen til Tashkent. Bukhara var et yndet stop på Silkevejen og var tidligere et selvstændigt emirat. I over 1200 år har byen været under islamisk indflydelse, hvilket fornemmes på de pragtfulde byggerier, men det ses også, at de fleste kvinder går med tørklæde – dog var der ikke en eneste med burka og deslige.
På et senere tidspunkt var Usbekistan splittet i tre små khanater, der i årevis havde bekriget hinanden. Russerne så deres chance i 1864, men erobringen gik bestemt ikke let, og først i 1867 kunne den russiske zar erobre et område, der omfattede Usbekistan, Turkmenien og dele af Kirgisien og Kasakhstan, og dette område blev kaldt Turkestan. Russerne optrådte som imperialister, men de frygtede også for et engelsk fremstød fra Indien og ind i Centralasien. Russerne lod i de fleste tilfælde de lokale emirer fortsætte i marionetregeringer, og selv det islamistiske præsteskab kunne fortsætte nogenlunde ugeneret. På et punkt slog russerne dog hårdt ned i samfundsmønsteret – de afskaffede slavehandelen.
Hvis der var tendenser til opstande i Turkestan, blev de slået ned med hård hånd, og i forbindelse med den russiske revolution blev den sidste emir i Usbekistan afsat under hårde kampe.
Den indre udsmykning er mere indisk præget end usbekisk, for der er spejle overalt, og spejle var dengang et statussymbol, hvormed emiren kunne vise sin rigdom. Rundt omkring er der fantastiske stukkatørarbejder, og nogle rum er domineret af alskens krimskrams fra kinesiske og japanske vaser til en rytterstatue af Peter den Store.
Haremsdamerne måtte ikke komme ud af haremmet, men de fik som regel en uddannelse. Når der skulle friskt blod til haremmet, blev damerne givet til emirens generaler, og selv om det ikke var så fint efter at have været selveste emirens haremsdame, så kunne en general også gøre det. For enden af hovedbygningen lå emirens legeplads med det store bassin omgivet af rosenhaver. I en tårnlignende bygning kunne han sidde og nyde eftermiddagskaffen, medens haremsdamerne badede, og medens de våde, lette gevandter smøg sig om damernes kroppe, kunne han samle appetit til natten.
I vore dage er paladset en stor turistattraktion, men som alle andre steder i Usbekistan er der bestemt ikke overrendt, faktisk var der kun et andet meget lille hold turister, da vi var der. Efter indgangen kommer man ind i en gård, hvor der sælges forskellige souvenirs, især i form af tæpper. Vi fik faktisk købt en håndbroderet dug med agatfrugter for 20 US dollars, og det af en ældre dame med hele sin formue placeret i munden i form af guldtænder. Senere inde ved paladset sad en maler og tegnede og farvelagde bittesmå mænd og kameler a la karavaner på Silkevejen. Det var en hårtynd pensel, han brugte, og han skulle helt ned til papiret med øjnene for at få detaljerne med. Han fortalte, at det tog ham omkring to dage at lave et billede, men hvor lang middagspausen var, blev der ikke sagt noget om. Vi købte et meget fint karavanebillede til den meget rimelige pris af 30 US dollars.
Haven omkring paladset er på 6,7 ha, og før i tiden var det hele omgivet af høje lervægge, så det lignede en fæstning. Paladset ligger ca. 4 km nord for byen, og selvom det er lettere forfaldent, er det et dejligt fredfyldt sted at besøge.
Der går en lang mur omkring fæstningen. Den er 16-20 meter høj og har en omkreds på ca. 800 meter. Noget af muren blev ødelagt under revolutionen i 1920, og andet er faldet sammen af ælde. Indgangsporten med vagttårne og rampen til fæstningen er restaureret, og langt hen ad vejen har de fået rejst muren igen, men stadig ligger der kæmpestore bunker af ler og sten, hvor muren gik, så der er stadig noget at gå i gang med.
To engelske officerer, kaptajn Arthur Conolly og oberstløjtnant Charles Stoddart, ankom i 1839 til Bukhara med et brev underskrevet af guvernøren i Indien. Den daværende emir Nasrullah var en noget krads hersker. For at komme til magten havde han myrdet sin far og sin ældre bror, og for at være på den sikre side blev også hans tre yngre brødre myrdet. Det var en herre, der forventede fuldstændig underkastelse, og da englænderne blev siddende på deres heste, da de hilste på emiren, kostede det dem 3 års fængsel. Etiketten var i den grad brudt, for ikke nok med, at de red ind i emirens fæstning, så medbragt de også et brev, der kun var underskrevet af en simpel guvernør og ikke af emirens ligemand, dronning Victoria. Det var dog heldigvis en dag, hvor emiren var i mildt lune, for en anden var tidligere blevet halshugget for samme forseelse. Fængslet var dog ikke særligt bekvemt, for de blev tvunget til at grave deres egen grav, og møgbeskidte og med håret fuldt af lus var de efterhånden kommet 6 meter ned. Dagligt blev der hældt en spand med skorpioner og maddiker ned til dem, og så føles 3 år som meget lang tid – så kunne de lære det, kunne de. Zaren af Rusland havde tidligere udtalt om emirens fæstning, at det var ”et blødende sted og et åbent sår i det russiske imperium”, men det var først da bolsjevikkerne under revolutionen i 1920 bombede Arken fra fly, at det bagefter lå i ruiner.
I fæstningens storhedstid boede der 3.000 mennesker inden for murene. I vore dage er meget bygget op igen, og da fæstningen ligger højt, er der god udsigt ud over byen. En ældre dame, selvfølgelig med guldtænder, prøvede at sælge sin søns smukke tegninger, men nu havde vi lige købt en tegning i Sommerpaladset i nogenlunde samme stil. For øvrigt så kunne hun tale både tysk og engelsk, så hun plaprede løs, medens guldet glimtede i sollyset.
Jeg har fået taget mange gode billeder af den indfødte usbekiske befolkning. Jeg spørger pænt om lov og peger på mit camera, og de stiller sig smilende op, og nogle gange siger de endda Tank you, fordi jeg ville have et billede af dem. På vej ud af fæstningen havde jeg fået øje på et par smukke kvinder, sikkert en mor og datter, men de var kommet halvt ud i fodgængerfeltet væk fra mig. Med et indsmigrende hallo fik jeg kontakt med dem og pegede på cameraet, og så gik de tilbage til fortovet og stillede sig smilende op. ”Thank you very much ladies”, og så var alle glade.
Vi spadserede ind gennem parken i strålende solskin, og meget malplaceret er der et tivoli med pariserhjul og rockmusik lige i nærheden. Det så dog noget dødt ud, så vi fortsatte til Ismail Samani-mausoleet, der dukkede op i sin utroligt enkle, men smukke bygningsstil, der er opført i 800-900-tallet. Det siges at det er herskeren over Bukhara Ismail Samani, der er begravet her i dette lille, smukke bygningsværk. Bygningen er opført af smalle mursten, der er placeret i et kompliceret mønster, der kaster lys og skygge alt efter, hvor solen står. Det er bygningens eneste udsmykning – lys og skygge, der forandres efterhånden som solen går sin gang.
Der er et mægtigt dørtrin op til gulvet af den grund, at onde ånder ikke kan gå op ad høje trappetrin. Indenfor er der en muret kiste, der ser ret ny ud, så jeg tvivler på, at den gode Ismail Samani virkelig ligger i kisten. Det gør så heller ikke noget, for selve bygningen er så smuk.
På græsset undet træerne gik der en flok kvinder rundt og hakkede i det. Kvinderne havde store hakker, og det ophakkede græs blev samlet i sække, men om det var for at få foder til dyrene, eller der skulle sås nyt græs, var ikke til at regne ud. Bare man dog kunne snakke med dem og få en forklaring. De var ellers iført meget flotte og farverige klædninger, og de lignede mere kvinder, der skulle til fest, og ikke markarbejdere. Pudsigt nok så jeg, at nogle af dem havde mobiltelefoner oppe i tørklædet, hvor de kom frem en gang imellem.
En gennemsnitsløn i Usbekistan er på 100–150 US dollars om måneden, så hvis en handlende bare kan tjene 4-6 dollars om dagen, så er den hjemme. Jeg fik selv købt et par flotte T-shirts med Silkevejens karavaner for 10 og 15 dollars.
Jøderne var flittige og dygtige handelsfolk, så de handlede og blev rige. Da bolsjevikkerne kom, blev deres boliger konfiskeret, for ingen måtte jo have mere end andre, undtagen selvfølgelig de fede partibosser. Vi var inde i en lille synagoge, og bygningen var over 400 år gammel. De havde nogle Toraruller, der var 500 år gamle, og en enkelt, der havde rundet 1.000 år, men den var gemt bag en dør med en stor hængelås og kom kun frem ved specielle lejligheder.
Omkring år 1900 havde Bukhara 127 aktive koranskoler og en moske for hver af årets dage. Mange af disse er velbevarede, og selvom kun et fåtal benyttes til deres oprindelige formål, er de sammen med de gamle gader med til at gøre Bukhara til en af de mest stemningsfulde byer i Centralasien.
Vi spiste frokost i nr. 21 i det jødiske kvarter. Det var ikke til at se udenfor, at det var en restaurant, og det var det heller ikke, nærmest et privat hjem. Kvinden lavede maden, og manden serverede, men så kunne vi godt se, at det var muligt at købe både tæpper og hatte. Netop hattene er nogle små runde nogle, der er smukt broderet, så jeg købte 2 for 10 dollars, så jeg kunne falde lidt ind i befolkningen. Faktisk er den indfødte befolkning meget velklædt i farverige dragter, og mange børn siger hello og smiler og vinker.
Der var enkelte tiggende børn i byen, men i princippet må man jo ikke give til børn, for så vil de hellere tigge end gå i skole. Men en mor med et lille barn og et par gamle koner fik en stak 1000 sum sedler. Der er mange piger, der går i flotte dragter, og de vil gerne fotograferes. Jeg var kun ude for, at to gadefejerpiger ikke syntes, det var en god ide, og det måtte jeg respektere.
Det havde været flot vejr hele dagen med 22-25 grader og helt skyfrit.
Madrassahen Mir-i Arab bliver stadig brugt til sit oprindelige formål som uddannelsesinstitution med religiøse fag, dog som den eneste i Usbekistan. Om eftermiddagen, der var til fri disposition, ville jeg gerne se minareten igen, for vi havde kun set den fra forsiden. Jeg havde dog ikke noget særligt godt kort over byen, så selvom den er næsten 47 meter høj, blev den væk bag husene. Nogle franske turister, der sad ved dammen, have en guidebog, og jeg fik lov til at kikke og indprentede mig retningen ved at kikke på solen. Det var dog ikke nemt at holde retningen i de små stræder, der gik på kryds og tværs, men så endelig dukkede den op som et fyrtårn blandt de blå kupler. På bagsiden var det nemt at se, at store skudhuller var repareret med nye, lyse mursten.
Et sted fik jeg købt en stribe ”summønter” i værdien 500-100-50-25 sum. Og så nogle, hvor der stod TN med værdier på 50-20-10-5-3-1. I virkelighedens verden så vi ikke en eneste mønt i Usbekistan, og denne møntsamlingen kostede kun 8 US dollars Nogle drenge ville sælge mig postkort og frimærker, men jeg måtte skuffe dem, for vi havde købt. De spurgte, om jeg havde nogle mønter til deres ”coin collection”, og jeg fandt et par danske to-kroner frem. De spurgte, hvad de var værd, og de så noget skuffede ud, da jeg sagde 1000 sum. Og bankerne vil ikke engang have dem, sagde de. Hov, hov unge ven, sagde du ikke, at det var til din møntsamling? Nå ja, Thank you.
Bukhara har omkring 200.000 indbyggere og har en del lettere industri som fødevareforarbejdning og bomuldsspinderier, ligesom der er flere højere læreanstalter. Henne ved dammen gik et brudepar rundt sammen med en lille brudepige, og de lod sig fotografere af 5-6 fotografer. Jeg fik også fotograferet brudeparret og den lille brudepige, som fik besked på at sige ”Thank you”, fordi jeg fotograferede hende. Et andet par fra Albatros havde også taget billeder, og så skulle vi stille os op sammen med brudepigen, og så tog de billeder af os. Om aftenen var vi til mannequinopvisning med flotte kostumer i en stor gård i en tidligere madrassah. Fem høje, flotte, slanke piger viste modetøj, og ind imellem dansede de med yndefulde bevægelser og svingende arme, medens musikken spillede. Smukke kjoler, frakker og kosaktøj – danske designere kunne virkelig blive inspireret her. Jeg sad og glædede mig til, at de skulle vise undertøjet, men de stoppede med festkjolerne og bare arme.
Selvom der er mange spisesteder i byen, kørte vi alligevel ud af den, og her bag en skummel port lå en have, hvor der var en fin restaurant. Et par musikere spillede violin og bas, og det var europæisk musik a la Eine Kleine Nachtmusik, og det lød faktisk rigtig godt. Middagen var efter den sædvanlige recept med salater, suppe, hovedret og dessert. Vi kom forbi utroligt mange tankstationer, ganske nydelige og tilsyneladende også nye, men de fleste var lukket. Usbekistan har store mængder af olie og gas, som de eksporterer til Kina og andre lande, men nogle gange sælger de næsten mere, end de får pumpet op, og så mangler der til de lokale.
På de lange øde strækninger er der ellers ingen huse og slet ikke nogen toiletter, så et par gange stoppede bussen, og de trængende måtte gå et stykke ud i landskabet og finde en busk. Et sted var der dog en restaurant med toiletter, og en toiletdame sad udenfor og solgte billetter a 300 sum (60 øre), men det var så også incl. et stykke toiletpapir, der lå under en sten på disken. Der kom hurtigt en lang kø i hvert fald til dametoilettet, og mon ikke damerne gladelig og uden vrøvl ville betale 1000 sum (2 kr.), og så måske endda få 2 stykker toiletpapir. |
I 1700-tallet forsøgte russiske militærekspeditioner at nå frem til de usbekiske khanater, men det gik ikke særlig godt. På rejsen igennem ørkenen døde heste, soldater og selv kameler af tørst, og de overlevende soldater blev myrdet eller solgt som slaver af omstrejfende nomader. 
Paladset består af tre bygninger, der er opført i perioden 1912-18, så komplekset består af selve sommerpaladset, en 8-kantet pavillon og en bygning ved en kunstig dam. Stedet er en blanding af orientalsk og europæisk-russisk stil, for emirens arkitekter havde været i Sct. Petersborg for at lure lidt på zarens byggestil. Hovedbygningen har – modsat centralasiatisk byggestil – vinduer på ydersiden af huset. Der er også indemurede kakkelovne i rumadskillelserne, således at kakkelovnen stikker frem i to rum, og man behøver kun at fyre i det ene rum. Hvorfor der i det hele taget var kakkelovne i et sommerpalads i et land med stegende sommertemperaturer, vides ikke.
Emiren havde 4 koner, hvor 1. kone styrede haremmet. Når konerne var sure, eller emiren trængte til lidt friskt blod, havde han også 50 konkubiner og tjenestepiger, og disse grupper flød lidt sammen, så det var svært at sige, om de var det ene eller andet. Det er faktisk meget svært at få styr på emirens stamtræ, især da en sort eunuk havde blandet sig i befrugtningen af haremmet, og der blev født en sort dreng. Den lille, sorte dreng blev jo nok ikke prins, men ellers steg antallet af små prinser og prinsesser stødt, og efterkommere af dem er siden spredt ud over Europa, så måske er vi selv efterkomme.
Emiren havde også en ZOO med både elefanter, tigre og påfugle. Påfugle, der kan blive 40 år gamle, ses stadig vandre rundt i haven. Emiren var også en renlig mand, og derfor blev de pengesedler, han kom i besiddelse af, vasket og strøget. Han var også altid bange for at blive forgiftet, og derfor havde han mundskænke, og så spiste han derudover altid af sølvtøj, da sølv reagerer på gift. Og at tænke sig, i emirens krystallysekroner er der sparepærer.
Fæstningen havde et stort bibliotek, som desværre også blev ødelagt ved en af erobringerne. En tidligere besøgende i biblioteket udtalte ellers engang: ”Jeg fandt i dette bibliotek sådanne bøger, som jeg ikke kendte og aldrig havde set før. Jeg læste dem, og jeg lærte hver videnskabsmand at kende og hver videnskab. Det var en port til inspiration og i dybden en viden, som jeg ikke anede eksisterede.”
Inde på området havde emiren sin lille private moske, og fundamentet af kroningssalen kan stadig ses. Den, der ønskede foretræde for emiren, måtte kravle på knæ ind i salen, og når de var færdige, måtte de kravle baglæns ud igen og først rejse sig uden for emirens synsfelt. 
Den sidste emir Alim Khan (1880-1943) flygtede med det kongelige skatkammer, men inden da beordrede han haremmet ødelagt, så bolsjevikkerne ikke skulle vanhellige stedet. 
I 1200 år har den islamiske kulturs indflydelse givet Bukhara sit særpræg. De arabiske hære begyndte efter profeten Muhameds død i 632 at indlede deres felttog mod øst, og i 751 slog de en kinesisk styrke nær Samarkand, og dermed havde de kontrollen over Silkevejen fra Middelhavet til Pamir-Bjergene. En del kinesiske håndværkere blev taget til fange bl.a. papirmagere, og efterhånden trængte deres teknik vestpå. I perioden fra 900 til 1200 under samanidernes styre var der atter opgangstider for handelen, og det gav sig udtryk i et omfattende byggeri. Således ligger en af de ældste islamistiske bygninger i hele verden i Bukhara. Det er Ismail Samani-mausoleet, der ligger i Sjadovi-parken i vestenden af byen. 
Mongolerne, der ellers altid elskede at rive alt ned, skånede dette lille mausoleum af ukendte årsager. Måske kunne de se skønheden i bygningsværket, eller også gad de ikke rive noget så småt ned. Bygningen har derfor stået næsten intakt i århundreder undtagen kuplen, der på et tidspunkt var faldet ned, men genopbygget i det 17. århundrede. På et tidspunkt lå mausoleet halvt gemt i et 2 meter tykt lag skidt og møg (kaldet kulturlag), men nu er det fint restaureret, og læg mærke til, at der ikke er et eneste stykke træ i bygningen – kun mursten. 
En bygning med en konisk kuppel blev rejst over kilden, senere i det 14. århundrede blev to nye bygninger føjet til, og i det 16. århundrede kom den fjerde og sidste bygning. Inde i bygningen er der en brønd, og der stod en spand således, at der stadig kan tappes af det hellige vand. Der var vådt på gulvet, så kilden var bestemt ikke løbet tør. I et baglokale stod kisten med den hellige profet Job, men han ligger også begravet otte andre steder i Centralasien, så han må have været ude for en grufuld ulykke, der har splittet ham ad. Men et helligt sted er det bestemt, og bare 5 besøg ved profeten Jobs grav i Bukhara er lige så godt som et besøg i Mekka. 
I mausoleet var en udstilling om Aralsøen, og det er på alle måder en sørgelig historie, når mennesker i for høj grad blander sig i naturens orden. Aralsøen er en saltsø beliggende 53 m over havets overflade i Usbekistans vestlige del. Endnu er den næsten 400 km lang og 200 km bred, men den har været meget større for ikke så mange år siden. Det er de to store floder, Amudarja mod vest og Syrdaja mod øst, der giver vand til søen, men en stor del af vandet ledes inden da væk længere sydpå i Usbekistan for at vande bomuldsmarkerne. Der er ikke noget afløb fra søen, så da fordampningen om sommeren er høj, har de to floder i årtusinder tilført søen store mængder af salt. Nu er saltindholdet i søen så højt, at fiskelivet er stærkt reduceret, og resten af de tidligere store mængder stør og karper gisper efter vejret. Selve vandindholdet i søen er siden 1960 reduceret til det halve, og vandstanden er faldet med 14 meter, så den udtørrede søbund nu er på størrelse med Jylland. På de udtørrede områder ligger der store saltkoncentrationer, og saltet blæses væk i flere hundrede kilometer afstand, hvilket giver befolkningen problemer med halskræft, øjensygdomme og åndedrætsbesvær. Den udtørrede sø er ekstremt saltholdig, næsten helt hvid, og er nærmest ørkenagtig. I de tidligere driftige havnebyer, hvor der udgik skibsruter til andre byer ved søen, og hvor der var skibsværfter og fiskefabrikker, kan man ikke engang se vandet, som nu ligger mange kilometer væk. 
Vores hotel lå ved siden af et stort bassin og med en park med træer og græs. Ved bassinets kant stod et ældgammelt morbærtræ, der desværre nu var gået til de evige skove. Et skilt fortalte, at det var plantet i år 1477. Der var dog heldigvis også stadig levende morbærtræer, der så næsten lige så gamle ud. Morbærtræet, især hvid morbær, er yndlingsføde for silkesommerfuglens larver, så i en karavaneby på Silkevejen må der selvfølgelig være morbærtræer. Samtidig var der en række plastikkameler for at give lidt stemning, og der var en statue af en munter mand på et æsel, og alle indfødte skulle hen og fotograferes foran statuen, medens små børn blev løftet op på æslet, medens de tudbrølede.
At gå inde i den gamle bydel er som at gå rundt i 1001 nats eventyr. Store dele af byen er bevaret, og moskeerne og madrassaherne ligger tæt, ligesom de gamle karavanseraier (karavane-herberger, der er bygget om en rund gård). Rundt omkring ligger også de oldgamle kuppelklædte handelsbygninger, som i gamle dage rummede stader for de enkelte fag som guldsmedene, pottemagerne eller hattemagerne. I vore dage er der souvenirbutikker under de gamle hvælvninger, men heldigvis er der ingen aggressive handlende. Der er bestemt ikke noget mylder nogen steder, og heller ikke af turister, så de handlende kunne godt bruge en tidobling af kunderne.
Byen har også en jødisk bydel. Før i tiden kunne jøderne leve i fred her, og der boede 50.000 tusinde jøder, nu er der kun et par tusinde tilbage. Der er 12 synagoger i Usbekistan, og de fleste er her i Bukhara.
De fleste børn i Usbekistan går 9 år i almindelig skole, nogle fortsætter i college, og nogle af de rige fortsætter på universitetet. Procentdelen af læsende mennesker er dog faldende i Usbekistan. Universitetsuddannelserne bliver ikke rigtig anerkendt uden for landets grænser. Der er mange børn i hver familie, især på landet er det ikke ualmindeligt med op til 12 børn, i byerne er det mere almindeligt med 1 eller 3 børn. Skolesystemet er opbygget sådan, at der ofte er et morgenhold og et eftermiddagshold.
Vi fik købt 10 postkort med frimærker til de hjemlige græsgange til 27 dollars. Vi blev nok taget ved næsen af en kvik dreng, for senere hørte jeg, at andre havde kunnet købe kort og frimærker til 1 euro. Nå, men så må vi håbe, at hans overskud vil gå til hans uddannelse eller til hans syge mor.
Kalyan moskeen, der ligger ud til pladsen, går tilbage til det femtende århundrede. Der har ligget andre moskeer på stedet, som blev ødelagt af den mongolske invasion. Moskeen har en meget stor gårdsplads omgivet af søjle-kuplede gallerier, hvor 208 søjler bærer ikke mindre end 288 kupler. Indgangen bærer en kæmpe blå kuppel, der dominerer skylinen i Bukhara.
Selv herinde i de snævre gyder og stræder var der intet som helst, der lignede affald, og ikke et eneste cigaretskod. Jeg kom forbi nogle drenge, der spillede fodbold, og senere løb de i gåsegang op og ned ad nogle trapper for at styrke musklerne. 
Der er mange markeder med souvenirboder, men bestemt ikke ret mange turister og heller ikke indfødte, så gaderne virkede noget øde. Den centrale del af byen er et stort museum og er nok det tætteste, man kan komme på silkevejens store byer i deres glanstid. Først længere ude fornemmer man de nye tider med boligblokke af cement dog formildet af grønne træer langs gaderne.
Vi skulle rykke videre, og på vej ud af byen ses mange moderne forretningsbygninger i glas og stål, fine nye beboelseshuse, og en del fabrikker, men hurtigt kom vi ud i ørkenlignende, sandede strækninger. Enkelte steder, hvor der var lidt grønt, gik der kvæghjorde, og et sted var der endda træer, dog ikke mere end 4-5 meter høje. Det er en ret god landevej, og når der er fladt, går den lige igennem landskabet, og der er bestemt ikke ret meget trafik af nogen art.
Senere var der strækninger med bomuldsmarker, hvor de sidste totter var ved at blive plukket.