Silkevejen
og Usbekistan. Rejsefortælling af Kim Greiner. 5. del. Oktober 2013. Shakhrisabz og Timur Lenk. Efter næsten 300 km kørsel igennem ørkenlandskaber kørte vi ind i byen Shakhrisabz. Navnet betyder grøn by, og byen er da også omgivet af en del frugtplantager og vinmarker. Vartegnet for byen er Ak-Saray Palace og Jahangir Mausoleum, der er bygget i slutningen af det 14. og begyndelsen af det 15. århundrede. Denne by er også med på UNESCOS liste over verdens kulturarv. I middelalderen blev byen kaldt Kesh, der betyder noget så sødt som ”hjerte-glædeligt.”
Da Alexander den Store i sin tid kom forbi, valgte han at tilbringe vinteren 328-327 f. Kr. her. I en erobring i omegnen fik han også erobret den smukke Roxanne, der senere blev hans hustru.
Året er 1404, og han er mere magtfuld end nogen sinde. Fra sit palads i Samarkand har han i 30 år ledt sin hær i krig og besejret alle fjender, og hvis de ikke var fjender i forvejen, skulle de nok blive det. Sultanerne i Mellemøsten bøjer sig for ham, og selv Europas konger bæver, når de hører hans navn. Ikke siden Djengis Khan, der hærgede stepperne 200 tidligere, har Asien haft så magtfuld en hærfører. Nu ville han genskabe Djengis Khans rige med det største felttog af dem alle – invasionen af Mingkejsernes Kina. Timur Lenk havde en plan om at genskabe Djengis Khans rige, og han lagde ud med at myrde sin rival til magten, sin kones bror Husayn, og han tvang enken til at gifte sig med ham. Hun var et godt parti, for hendes aner kunne føres tilbage til Djengis Khan, og dermed fik Timur Lenk nu opbakning blandt områdets stammer. Han kaldte sig nu Timur Gurgan – ”den store khans svigersøn”, og det blev råbt ud ved fredagsbønnen. Hvad den tidligere enke mente om den affære, fortaber sig i dunkelheden. Han var nu en frygtet krigsherre, og i 1370 kun 34 år gammel lod han sig krone som kejser af Chagatai i byen Balkh i det nordlige Afghanistan. Her havde Alexsander den Store haft sin militærbase, og byen havde været en af Djengis Khans største erobringer, og nu fortsatte den nye kejser med at udvide riget. Først blev grænserne sikret mod nord og syd, og i 1379 drog han hærgende igennem Afghanistan, Iran og Irak. I de byer, der nægtede at underlægge sig, voldtog soldaterne systematisk kvinderne og udryddede mænd og børn.
Overalt, hvor nomadehæren kom frem, blev afgrøder brændt af, vandingskanaler ødelagt og bygninger brændt ned til grunden, og soldaterne fik til opgave at skaffe sig afhuggede hoveder. Rygterne om uhyrlighederne løb forud for hans vældige hær, og herskere bøjede sig for hærføreren, så uden kamp indtog han Bagdad i vest og Tbilisi ved Det Kaspiske Hav. Vognlæs efter vognlæs af guld, sølv og marmor blev ført tilbage til Samarkand, så der kunne skabes en by, der var værdig for verdens hersker. På trods af de store omkostninger nåede han frem til Delhis porte, hvor de indiske krigselefanter ventede. Elefanterne blev regnet for uovervindelige kampmaskiner – brutale og intelligente. De var klædt i jernpanser og havde gigantiske krumsabler på stødtænderne og tårne med bueskytter på ryggen. Timur besluttede at binde brænde og tørt græs på kroppen af sine kameler, og da elefanterne dundrede frem mod hans styrker, blev der sat ild til kamelerne. De stakkels dyr styrtede i blind panik frem mod elefanterne, der instinktivt drejede rundt og flygtede gennem rækken af de indiske soldater. Inderne blev trampet til døde, forsvaret faldt sammen, og Timur sejrede, hvor hans forgængere havde måttet give op.
Delhis porte stod åbne, og i forbavsende ro og orden besatte Timurs soldater Asiens rigeste by, men så opstod der et oprør i den besatte by. Det skulle de gode delhiborgere så ikke have gjort, for i tre dage for Timurs soldater gennem byen og dræbte mænd, kvinder og børn, ”Som udsultede ulve, der falder over en flok får, eller ørne, der kaster sig over et svagt bytte”, skrev Timurs historiker. Da de forlod Delhi for at bringe skattene til Samarkand, stod der pyramider bygget af mere end 100.000 afhuggede hoveder tilbage som minde om hans magt og grusomhed. En smuk by var dog ikke nok for den rastløse hersker, og han samlede igen sin hær, og de drog mod vest til det mægtige Osmanniske Rige. Sultan Bayazid havde faktisk selv planer om at udvide sit rige mod øst, og det stødte sammen med Timurs drømme om at udvide mod vest, så Asien var ikke stort nok til dem begge. Timur havde ellers sendt et smukt rim til sultanen og opfordret ham til overgivelse, men for en sikkerheds skyld var der tilføjet: ”Du er en pissemyre, og hvis du ikke følger mit råd, kommer du til at fortryde det”. Den hær Timur stod i spidsen for, var hans hidtil største, og den medfølgende arabiske historiker Ibn Khaldun opgav at komme med et bud på størrelsen. Lige så imponeret over størrelsen lige så meget væmmedes han over ødelæggelserne af byerne og de medfølgende menneskelige lidelser. Undervejs vestpå blev Bagdad ødelagt, og grusomhederne nåede nye højder, da Timur indtog Damaskus i Syrien og lagde byen i ruiner. Da Timur nærmede sig Ankara, overlistede han sultan Bayazid, for i stedet for at gå lige mod byen fulgte han floden Halys, som i en blød bue slyngede sig mod Ankara i syd, og herved undgik han at møde sultanens tropper. Den 28. juli 1402 gav Timur tegn til angreb mod sultanens tropper, der efter en uges udmattende march lige var nået frem. Efter at de første pile var afskudt, deserterede de første af sultanens tropper, der fandt det mere profitabelt at gå over til Timur. Andre af sultanens styrker tog også flugten. Ankara var faldet, og sultan Bayazid blev taget til fange. Sultanen tilbragte ifølge legenden resten af sit liv i et lille bur, som blev transporteret rundt på Timurs togter.
Nomadehæren blev efter den sædvanlige recept sluppet løs, og i en voldsrus blev byen ødelagt. Af frygt for noget lignende erklærede både Egypten og Syrien den mægtige Timur deres uforbeholdne loyalitet. Djengis Khan havde indtaget Peking i 1215, og hans barnebarn Kublai Khan havde gjort landet rigere og mægtigere end alle andre kendte lande. Nu ville Timur genskabe Djengis Khans rige og erobre Kina.
Forberedelserne havde stået på længe, og ud over kortet havde Timur gjort jorden på vej til Kina klar til dyrkning, så tropperne kunne overleve den lange færd. Selv var han svagelig, rynket og vejrbidt og dårligt gående, men øjnene brændte af en uforklarlig ild mod Kinas uendelige, gyldne skatte. I midten af januar blev forholdene så vanskelige, at Timur plaget af lungebetændelse måtte søge tilflugt hos en lokal guvernør. De bedste læger blev tilkaldt, men den gamle kejser kastede sig uroligt frem og tilbage i sengen, og i sin vildelse hørte han paradisets sortøjede jomfruer kalde på sig. Koranen blev reciteret ved hans dødsleje, og inden da havde han instrueret sine mest betroede folk, at de modigt med sværdet skulle beholde magten i det store imperium. Ved ottetiden 18. februar 1405 gjorde feberen det, ingen andre havde kunnet klare, og med ordene ”La ilaha illa´llah” der er ingen anden gud end Gud, udåndede han.
Han blev stedt til hvile i en kiste af ibenholdt i Samarkand i det mausoleum, han selv havde opført. Som alle andre store riger faldt også Timur Lenks rige sammen efter hans død. Kun paladserne og moskeerne i Samarkand står tilbage til minde om den mand, der var skyld i mindst 20 millioner menneskers liv, og hvis navn fik den halve verden til at skælve. Navnet Timur Lenk betyder Timur den Lamme, og han fik tilnavnet, da han som 20-årig faldt i et baghold og blev delvis lammet af skaderne fra overfaldet. I 1941 gravede et hold sovjetiske arkæologer Timurs skelet op fra hvilestedet i Gur-e Amir-mausoleet i Samarkand. Arkæologerne fandt skader på højre knæled, der har gjort højre ben kortere end det venstre. Desuden var der skader på højre hånd og albue. Arkæologerne kunne også bekræfte, at han havde været bredskuldret, og med sin højde på 170 cm var han et godt stykke over datidens gennemsnitshøjde. Af kraniet har man lavet afstøbninger således, at statuerne af ham skulle have en vis lighed, men hvorfor i det hele taget have statuer af den blodtørstige satan, og gad vide, hvad Usbekistans børn lærer om denne ”helt”.
Efter at have skrevet denne artikel, hvor jeg er gået meget let hen over udpenslingen af hans grusomheder, så får han en velfortjent plads i min personlige række af denne verdens store sataner: Mao, Stalin, Hitler og Timur den Lamme. De var ved at restaurere mausoleet, og det kunne da bestemt også tiltrænges, da bygningen havde lidt en del skade under jordskælv. Kisterne er kun markeret oven på gulvet, og en af dem skulle indeholde en efterkommer af Muhamed. I en smukt slebet sten var der et aflangt hul med lidt vand, og det siges, at hullet er opstået, efter at en imam eller en lang række af imamer hver dag har hældt vand på stenen, og efterhånden er der kommet en dyb fordybning. Lidt uden for byen ligger Timur Lenks sommerpalads Ak Saray. Allerede langt fra ligner det to kæmpetårne, der rager op i landskabet. Tættere på kan det ses, at tårnene er rester af en kæmpe portbue, der i sin tid har været over 20 meter høj. Buen kollapsede for over 200 år siden, og det var ellers den største i Centralasien. De to rester af buen når op i 38 meters højde, og de trænger virkelig til en kærlig hånd, idet meget af kakkeludsmykningen er faldet af. Paladset er bygget i perioden 1380-1404 som et pralested, idet der blev sagt: ”Hvis I betvivler vores magt, så se vores bygninger”. I nærheden af Ak Saray står en gigantisk statue af Timur Lenk. Faktisk så står der på søjlen, at det er Amir Temur – det var nok lidt for pinligt, at der skulle stå Temur den Lamme på deres nationalsymbol. Han står på en sokkel, der vel er omkring 10 meter høj, og selve statuen er 7-8 meter høj. Hvis jeg havde vidst lidt mere om ham, da jeg var der, havde jeg ikke kikket så beundrende på ham – så havde han nok nærmest fået en spytklat. Nå, det havde jeg nok ikke kunnet være bekendt, da der var adskillige brudepar i området, og de sværmede rundt om nationalhelten i den kæmpestore park.
Vi fortsatte mod Samarkand forbi store bomuldsmarker og ellers et ret så afsvedet landskab. Det var stadig en god 4-sporet vej og næsten ingen trafik. Vejen snoede sig igennem lave bjerge og solen var ved at gå ned, da vi nåede Samarkand. |