Kilimanjaros sne.

En rejsefortælling af Kim Greiner.

December 2002

1. del. Forberedelse og eventyrets start.

                                                                                                                  Hold pilen et øjeblik på billederne og læs teksten.

Efter at have besteget de 4 skandinaviske toppe i 2001, var vi blevet lidt bidt af "højdepunkter" i tilværelsen, og da vi havde hørt lidt hist, og læst lidt pist, blev vi klar over, at det ikke er helt umuligt også for almindelige mennesker at bestige Afrikas højeste bjerg det legendariske Kilimanjaro. Det kræver dog en rigtig god kondition, og det er umuligt på forhånd at vide, hvordan ens krop reagerer på højdesyge, men de fleste må mindst påregne en mild form for højdesyge med hovedpine, søvnløshed, manglende appetit og maveproblemer. En masse strabadser skal derfor overvindes, bl.a. overnatning i telt højere og højere oppe af bjerget, og i mindre og mindre ilt og i tiltagende kulde. Den sidste overnatning er ikke ualmindelig i minus 10 grades frost, og det selvom bjerget ligger næsten på Ækvator.

Hemingway skriver om udsigten mod Kilimanjaro som en af de flotteste i Afrika :" Så bredt som hele verden, vældigt, højt og ufatteligt hvidt i solen, er Kilimanjaros firkantede top". Hvordan vil det så ikke være, selv at stå på Kilimanjaros kraterrand, med hele Afrika under sig, og se solen stige op – det må være et syn for guder, og både hårdt arbejde og mange strabadser værd.

Vi begyndte derfor at undersøge mulighederne for at komme derned og prøve kræfter med bjerget, og valget faldt på en 24 dages "ekspedition" arrangeret af Topas, der er kendt for at træde sine egne stier lidt væk fra masseturismen. Det passer os egentlig udmærket, selvom det så går noget ud over komforten. Selvom bestigningen af Kilimanjaro var hovedformålet, så fulgte der i Topas pakkeløsning nogle dages safari i Østafrikas mest berømte og vildtrige nationalparker Serengeti og Ngorongoro Krateret, og som afslutning skulle vi besøge den gamle historiske slaveø Zanzibar. Rejsen blev foretaget fra midt i december og hen over julen og nytåret, og det blev en jul og et nytår, som vi aldrig vil glemme.

Vi har aldrig før været syd for Ækvator, og da jeg altid gerne vil være velforberedt på nye rejsemål, støvsugede jeg relevant litteratur, og hengemt i et af biblioteksvæsenets gamle magasiner, fandt jeg "Fra Kilimanjaro til pygmæerne". Bogen er skrevet af Jørgen Bitsch, der besteg Kilimanjaro i 1951, og han beskriver bestigningen med uhyre anstrengelser og i næsten konstant livsfare. Man skal nok ikke lade sin mor læse den bog, lige inden man tager afsted, men andre skriver at bestigningen op kan foretages af enhver, der kan udholde den tynde luft, så vi påregnede et eller andet der imellem.

Det med den gode kondition tog vi dog alvorligt, og i de sidste måneder inden afrejsen var weekendens faste program en dag med stroppetur på 20-25 km længde og godt med dødvægt i rygsækken, og med et gangtempo, der gav mere end sved på panden. Samtidig indledte jeg et dagligt kondiprogram med håndvægte, mavebøjninger og dybe knæbøjninger, så musklerne begyndte at svulme, og jeg kan ikke huske, om det er muskler eller fedt, der vejer mest, men jeg tabte mig 5 kg, som jeg så kan undgå at bære op af bjerget.

Angående vaccinationer skrev Topas, at vi i god tid skulle konsultere vores læge og lade ham bedømme hvilke vaccinationer, der var nødvendige til Tanzania, og da vi i forvejen var garderet med leverbetændelse, var det kun gul feber, der er påkrævet inden indrejsen til Zanzibar. For en sikkerheds skyld, fik vi også lige et skud stivkrampe, difteri og influenza.

Vi fik også en recept på malariapillen Lariam, der er noget ondartet stads for både malariaparasitten og mennesker. Pillen skal tages en gang om ugen 3 uger før og 5 uger efter rejsen. Grunden til, at der skal startes 3 uger før rejsen er, at nogle personer oplever nogle meget ubehagelige bivirkninger, såsom forstyrrelser af nervesystemet m.m., og så kan man nå at få nogle andre, men dyrere piller.

Vi var så på den sikre side, troede vi, indtil Topas 4 uger før rejsen sendte os deltagerlisten og rejseplanen, og skrev, at når lægen skulle konsulteres angående vaccinationer, var det vigtigt at sige at turen var på niveau som rygsækrejsende. På ny blev vores livlæge kontaktet: "Jamen dog, så er det kategori 3, og I skal også have for tyfus og meningitis". Hurtigt blev vaccinen bestilt, og efterhånden kunne vi have fået en uge på luksushotel på Mallorca, for bare det vaccinationerne kostede.

Sådan en bjergbestigning og safari kræver en hel del udrustning, og vi påtænkte at medbringe: 1 kronometer, prismekompasser, termometre, solur, sekstanter, barometre, et teleskop, en kasse matematiske instrumenter, 1 Dixie lomme skridt tæller, et telt, feltsenge, et sammenklappeligt bord med stole, 3 måtter som gulvtæpper, tæpper, madrasser, moskitonet, luftpuder, spisebestik, kogegrejer, videnskabelige bøger, papir, segllak, blæk, stjernekort, tømre- og smedeværktøj, 5 dusin brandy, 1 kasse cigarer, 5 kasser te, kaffe, karrysovs, ingefær, salt, peber, pickles, sæbe, 20 pund pressede grøntsager,1 flaske eddike, 2 flasker olie, 20 pund sukker, medicinkasse med morfin og kinin, 4 paraplyer, 2000 fiskekroge med line, 2 håndlygter, 2 dåser snus, 10 fyrtøjer, en større ladning klæde, messingtråd og glasperler til betaling af bærere og handel med de indfødte stammer, 3 rifler, 2 glatløbede geværer, en Colt-karabin, 3 revolvere, 3 sabler, ammunition til mindst 2 år og et Union Jack! Union Jack? hvorfor ikke Dannebrog? Nå, nu har jeg faktisk opdaget, at jeg har blandet nogle pakkelister sammen og alt ovenstående indgik i pakkelisten, da de 2 opdagelsesrejsende Richard Francis Burton og John Hanning Speke i 1856 forberedte deres ekspedition ind i det mørke Afrika på jagt efter Nilens kilder.

Burton og Speke startede fra Zanzibar og rejste østfra ind i Afrika igennem nogle af de områder, som vi også skulle rejse igennem, men dermed holder ligheden nok også op, bl.a. fordi de havde 170 bærere til at fragte deres habbengut, og Gitte og jeg havde kun én bærer til deling. Jo det er rigtig nok, der følger ½ bærer med i pakkeprisen fra Topas, til turen op og ned af Kilimanjaro. Det er da egentlig vild luksus, selvom bærerne som maksimun vil/kan bære 12 kg fra hver person, men ikke særlig misundelsesværdigt skal de bære for 2 personer hver. I vore dage nytter det heller ikke noget med messingtråd og glasperler, da der under hele turen skal påregnes ca. 500 kr. til drikkepenge til lokalguiderne, bærerne og chaufførerne.

En anden væsentlig forskel var også, at vi helst skulle holde os under 20 kg pr. person, når vi skal chekke ind i lufthavnen, og når man ser Topas forslag til pakkeliste over det man skal have med, og det der er godt at have med, ser det næsten umuligt ud. De luftige planer i starten med at tage 2 par vandrestøvler med, var skrumpet ind til 1 par, og vi må da nok hellere tage dem på i lufthavnen, så de ikke bliver vejet med i check in, og ellers fylde noget af det tunge over i håndbagagen.

Topas har en aftale med specialforretningen Fritidsland med 10 % rabat, hvis man fremviser sin rejsefaktura og køber inden afrejsen, og vi har næsten ligget i fast rutefart til forretningen, da alle vejrsituationer skal tages i betragtning, fra teltovernatning i 10 graders frost på Kilimanjaro til 30 graders fugtig varme på Zanzibar. Egentlig ville jeg gerne som Burton og Speke have medbragt en feltseng med madras, men så havde vi nok hurtig brugt vores 12 kg, så jeg måtte nøjes med et selvoppusteligt liggeunderlag i luksusklassen, og luksus i den forbindelse er 5 cm madras. Min gamle sovepose skulle udskiftes til en, som skulle kunne klare minus 10 grader, foruden en fleece lagenpose til at give 5 grader ekstra, en silkelagenpose til de fugtigvarme nætter, et par nye vandrestøvler, regntøj, pandelygter, vanter, pengebælte, rygsæk, vadsæk, m.m. Alt i alt en investering på godt 5.000 kr. pr. person, men det meste kan jo så genbruges en anden god gang.

Sidst på eftermiddagen på afrejsedagen havde vi færdigpakket, og den samlede vægt nåede op på 49 kg plus håndbagagen, og det var nok lige i overkanten, så vi lavede lidt plukhugst i tøjet, samt strøg lidt shampo og bolcher, og til senere stor fortrydelse vores pandelamper. Reduktionen medførte, at vi kom ned på 45 kg, og så krakilske ville de vel heller ikke være ude i lufthavnen.

Der blev også lige problemer med vores næsten nye digitalkamera, som jeg ellers havde øvet mig på den sidste tid, men kameraet viste pludselig, at der kun var plads til 3 billeder selvom memorykortet var tomt. En telefonkonsulation til sønnen Søren kunne ikke klare problemet, så han kom lige hjem en ekstra gang, og fik ryddet op i cameramenuerne, og fik forklaret mig et eller andet, som jeg har glemt igen, men nu virkede det hele perfekt, og så fik vi da også sagt ekstra farvel. Foruden digitalkameraet medbragte vi også et almindeligt kamera og 10 ruller film, og efter moden overvejelse også vores videokamera, der er en frygtelig klods om benet, men vi ville jo gerne have så mange minder om ekspeditionen som muligt. Men når strabadserne gik højest, og det næsten gjaldt om at overleve, var der ikke tid og lyst til at filme, så det er mere de rolige stunder med dyr og lejrpladser, der er blevet foreviget.

Fra Borup til Moshi.

For at nå det tidlige morgenfly fra Kastrup lufthavn til Amsterdam, måtte vi tage det sene aftentog fra Borup kl. 23.36, og påregnede at overnatte på en bænk i lufthavnen. Flere havde tilbudt, at vi kunne overnatte hos dem, eller at køre os til lufthavnen, men det ville under alle omstændigheder blive noget natteroderi, så da vi er gamle spejdere, klarede vi den selv. Jeg havde egentlig forestillet mig, at der i millionbyen Københavns lufthavn var noget mere nataktivitet, men der var næsten mennesketomt og helt øde, så vi fandt en bænk i det fjerneste hjørne. Da der også skulle passes på bagagen, blev det dog ikke til meget søvn, selvom vi kun blev forstyrret af vaske/bonevognen der kørte frem og tilbage, men hensynsfuldt kørte den da uden om vores bagagebjerg, og tænk engang, rengøringsdamer siger godmorgen kl. 1.30.

Bagageindtjekningen startede kl. 5, og vores fly til Amsterdam kl. 6.35 var der første fly fra lufthavnen overhovedet. Heldigvis var vi nr. 2 i indtjekningskøen for vi tog lidt tid, da lufthavnsvægten sagde 7 kg overvægt, og det ville udmønte sig i over 1.000 kr. Men lufthavnsfunktionæren foreslog, at vi indtjekkede Gittes håndbagage som bagage, og hendes noget større rygsæk som håndbagage. Den samlede vægt var den samme, men på mærkværdig vis, slap vi så for at betale, og det var næsten til at leve med, at den omhyggeligt udvalgte håndbagage nu var afleveret, og den nye håndbagage bestod af adskillige sokker, og sæt med rent undertøj.

Det taxfrie område var hermetisk lukket, og den første café i hele lufthavnen med morgenmad åbnede først til kl. 7, (sådan nogle sovetryner) så vores maver knurrede efter brød, medens vi gik ud til vores KLM fly. Flyvningen fra København til Amsterdam tager godt 1 time, og på den tid, kunne eller ville de, kun servere et glas juice og en minikage, og vi var begge blevet lidt utilpasse med kvalme, måske af mangel på søvn og mad.

I Amsterdams kæmpelufthavn, var der et par timers ventetid, så vi fik købt nogle sandwich, og fik i ventehallen hilst på nogle af de andre Topasrejsende, og prøvede ellers at gætte på, hvem af de øvrige rejsende, der var fra Topas. Ifølge deltagerlisten skulle vi være 24 eventyrhungrende mennesker, og det var et hold, der var næsten dobbelt så stort, som det Topas normalt anbefaler til Kilimanjaro. Topas havde overvejet at dele os i 2 grupper, men besluttede alligevel at gennemføre turen i én gruppe. En del af de rejsende havde meget store håndbagager, så der var nok andre, der havde fået lavet byttenummeret, men senere hørte vi, at en af de andre Topasrejsende, måtte betale over 3.000 kr. i overvægt. Maximun for håndbagage er 10 kg, men den var der nu ingen, der vejede, hvis den bare blev båret, som var den let som en fjer.

Det nye fly var en større model Boing et eller andet, men man ser ikke rigtig flyet i vore dage, når man går ud igennem "muldvarpegangen." Omkring 6.000 km og 8 timers flyvning lå foran os, og urene skulle stilles 2 timer frem, så den tid gik hurtigt. Den planlagte flyvning var direkte til Kilimanjaros Internationale Lufthavn, hvorefter flyet skulle fortsætte til Dar Es Salam og returnere til Amsterdam.

Efter at have slumret lidt var vi begyndt at have det bedre, men følte en glubende sult, og det hjalp ikke meget med den serverede juice og en lille pose peanuts, og vi vidste ikke, om et KLM måltid altid kun bestod af juice og peanuts eller en minikage. Så kom der nogle maddufte, og 2 tilsyneladende udvalgte mænd skråt overfor fik serveret et måltid, og de tyggede og gumlede, og vi sendte dem lange øjne, og jeg var lige ved at henvende mig til stevardessen og sige, at hvis det kostede ekstra med mad, så ville vi godt betale. Men så startede de endelig med serveringen fra en ende af, og i sennepssovs fik vi serveret den første af de næste ugers mange kyllinger.

Vi begyndte for alvor at nyde rejsen, og det begyndte at lugte af eventyr, da vi kom til Egyptens kyst, og i timevis fløj vi over Saharas øde sandørken med knivskarpe uendelige sandbjerge. Senere blev landskabet utydeligt af sandstorm, og flyet blev uroligt, men efter endnu et måltid, og en flot solnedgang landede vi velbeholdent i det mørke Afrika i Kilimanjaros Internationale Airport. Navnet lyder måske flottere end lufthavnen i virkeligheden er, og vores fly så enormt stort ud i forhold til de små bygninger. Luften var varm med omkring 25 grader, og inden døre var det endnu varmere, så vi fik vintertøjet over armen, og jeg led i stilhed i mine lange underbukser.

Vores 2 danske guider Johnny og Gianni tog imod os, og det var et par friske fyre, der de næste uger ledte os igennem Afrikas genvordigheder med ophøjet ro og overblik. Førsteguiden Johnny var tidligere jægersoldat og havde været på Kilimanjaro 6-7 gange tidligere, og næstkommanderende Gianni, der var dansktalende italiener, var en lun humoristisk rad, og med stor bjergerfaring fra andre bjerge, så vi var i trygge hænder.

Inden indrejse i Tanzania skal der erlægges 20 US dollar til visum, men det gik egentlig rimeligt hurtigt i visumkøen, og i mellemtiden var bagagen dynget op i ankomsthallen, og i meget sparsom belysning fandt vi ud til et par minibusser. Lufthavnen ligger en lille times kørsel fra byen Moshi, der skulle være vores første opholdsted. Selv i mørket lagde jeg mærke til de mange rødblomstrede flammetræer, og vi kom igennem en del mindre landsbyer med lave huse og små butikker. Ved alle bebyggelser var der lavet kraftige bump over vejen, så farten meget fornuftigt blev tvunget ned.

Det var blevet stjerneklart, og omridset af Kilimanjaro sås i det fjerne, medens vi kom igennem Moshi by, og videre ud af en mindre grusvej til vores guesthouse "Springland". Navnet hentyder til, at der er flere "springs" i området med klart vand, der pibler op direkte fra Kilimanjaro. Guesthouset er beliggende i smukke grønne områder med rismarker og skov op mod Kilimanjaro, og ellers i spredt lokal beboelse langs en mindre grusvej. Guesthouset eller hotellet, og hvad der er forskellen ved jeg ikke, var i 1 til 2 etager med smagfulde bygninger spredt omkring et åbent spisehus og en svimmingpool, og med en masse eksotiske blomstrende træer, buske og palmer i haven. Hele herligheden var selvfølgelig omgivet af en stor mur, og en sort jernport med hængelåse og vagtpost, for vi var vel ikke i Afrika for ingenting, men et meget tiltalende sted, hvor vi følte os meget hjemme de næste par dage.

Et pænt stort værelse med eget bad og rigtigt wc var også over forventningerne, og et myggenet over sengene og en vifte fuldendte arrangementet. Det faste myggenet for vinduerne gjorde værelset næsten insektfrit, især da vi fandt ud af, at lægge et håndklæde under dørsprækken, der ellers gav lige lovlig meget passage af ubudne gæster.

Selv om det var blevet sent, samledes Topasèrne i spisesalen, og vi blev introduceret til stedet og skiftedes til at give en kort præsentation af os selv, som alle hurtig glemte igen, men vi fik da et indtryk af den gruppe mennesker, vi i tykt og tyndt skulle være sammen med i de næste 24 dage. Aldersspændet gik fra 18 år til 63 år med hovedvægten mellem 30 – 50 år og så nogle enkelte af os halvgamle sidst i halvtredserne. Alle eventyrlystne friske mennesker, der tog det sure med det søde og godt humør.

Verdensdelen Afrika

Det er ikke min plan at skrive om hele Afrika, men lidt baggrundsviden om "landet, som alle børn kender", og som er 3 gange større end hele Europa, kan vel lige sniges ind. Kilimanjaro ligger kun et par hundrede kilometer syd for ækvator, og ved ækvator falder det meste af kontinentets regn. Solens varme får fugt på blade og græs til at fordampe i løbet af formiddagen, og den fugtige luft bliver til skyer, og senere på dagen kan der falde regn. Vores rejse var planlagt til efter den korte regntid i november – december, og inden den lange regntid fra marts til maj, men nogle kraftige kortvarige eftermiddags byger skulle alligevel påregnes, og som altid i bjergene kan vejret være ustabilt året rundt. Regnmængden ved ækvator betyder, at den naturlige plantevækst er tropisk regnskov, og regnen giver vand til kontinentets floder og søer, hvor den største sø er Victoria Søen, der med 69.700 km2 er Jordens næststørste ferskvandssø, og Nilen der er Jordens længste flod med 6.671 km.

Lidt Østafrikansk historie.

Hele menneskets historie begyndte her i Østafrika ( læs lidt om det senere), men for blot at gå nogle tusinde år tilbage i tiden, så blev den oprindelige befolkning af buskmænd og hottentotter fortrængt af indvandrere fra Nildalen og Etiopiens højland. Senere kom en invasion af bantu- stammer fra Vestafrika og i 700 tallet begyndte arabere fra Oman at slå sig ned langs kysten, og i middelalderen blomstrede en række byer som Mombasa, Dar es Salam og Zanzibar med handel med elfenben, guld og slaver.

I 1498 viste den portugisiske søfarer Vasco da Gama sig på kysten under forsøget på at finde søvejen til Indien. Fyrsten af Malindi i det nuværende Kenya tog venligt imod den første europæer, men fortrød hurtigt sin venlighed, for portugiserne skaffede sig herredømmet over hele kysten. Den livlige arabiske handel blev ødelagt, og i de følgende par hundrede år var der en evig række af krige mellem portugisere, afrikanere og arabiske sultaner. Efterhånden blev portugiserne dog trængt tilbage, og i midten af 1600 tallet var de smidt ud af Tanzania, og efter 3 års belejring faldt den sidste portugisiske bastion Fort Jesus i Mombasa i 1698.

Kysten var igen skueplads for arabiske sultaners indflydelse, og i 1840 flyttede den mest betydningsfulde sultan Seyyid Said hele sit hof til Zanzibar, hvor han gjorde Stonetown til hovedstad i sit sultanat, der dækkede hele kysten langs det nuværende Somalia, Kenya og Tanzania.

Allerede i oldtiden havde den romerske kejser Nero sendt ekspeditioner ind i Afrika nordfra, for at forsøge at finde Nilens kilder, og man nåede dengang ned til 10 grader nordlig bredde, inden forsøget mislykkedes. Senere havde araberne sendt karavaner ind i landet efter elfenben og slaver og arabiske kort fra det 12. århundrede viser en del af Nilens kilder og løb, men størstedelen af det indre af landet var stadig i midten af 1800 tallet hvide pletter på kortet.

Udover Neros ekspedition havde europæerne aldrig vovet sig ret langt ind i landet. De endeløse papyrussumpe, malaria og andre tropesygdomme, tropevarmen, og modstand fra de indfødte stammer hindrede udforskningen sammen med fantasifostre som kannibaler med haler og grusomme fabeldyr. Netop gåden om Nilens udspring, og hvad der ellers gemte sig i de hvide pletter i Afrikas indre, vakte umådelig interesse i 1800 tallets Vesteuropa, og mere eller mindre vellykkede ekspeditioner blev sendt ind for at opklare nogle af gåderne.

De førnævnte opdagelsesrejsende Burton og Speke var nogle af de første, og de fandt Tanganyika-søen og senere opdagede Speke Victoriasøen, selvom der jo nok lige var et par indfødte, der inden havde haft en anelse. Halvdelen af Victoriasøen tilhører vore dages Tanzania, ligesom den anden store afrikanske sø Tanganyika søen, og det var derinde mellem søerne, at Livingstone rejste rundt og næsten blev væk. Men en af datidens paparottijournalister, den amerikanske journalist Stanley fandt ham alligevel, og reddede ham, skønt Livingstone hellere ville blive, hvor han var. Livingstone var for øvrigt en af de eneste opdagelsesrejsende, der prøvede at forstå afrikanerne og deres kultur, i modsætning til mange af hans kolleger, der kun foragtede de sorte og betegnede dem som grimme, udsvævende og håbløse.

De hvide pletter i Afrika blev dog efterhånden mindre og mindre, og det blev med møje og besvær klarlagt, at den hvide Nil udspringer under navnet Kagera i grænseegnene mellem Burundi og Rwanda nordøst for Tanganyikasøen, og løber derefter ud i Victoriasøen. Undervejs forener den Hvide Nil sig med den Blå Nil, der udspringer i Etiopiens højland, men det er faktisk en hel anden historie.

De første hvide mænd i Afrika, rejste ind for at frelse den vilde, sorte race og udbrede Guds ord, men i kølvandet på missionærerne rejste handelsfolk, soldater og embedsmænd, og kun et halvt århundrede efter at udforskningen af Afrika begyndte, havde europæerne udbredt kristendommen over hele Østafrika, og betragtede landet som deres private ejendom.

Jomo Kenyatta som senere efter Kenyas selvstændighed blev landets første præsident skriver: " Da missionærerne kom, havde vi landet, og de havde bibelen. De lærte os at bede med øjnene lukkede. Da vi åbnede dem igen, havde de landet og vi bibelen."

Ved et stort møde i 1884-85 i Berlin blev Afrikas fremtid afgjort, idet de europæiske kolonimagter delte Afrika imellem sig, og selvfølgelig uden, at afrikanerne selv blev taget med på råd. Storbritannien og Frankrig fik de fleste kolonier, derefter Portugal, Tyskland, Italien og Belgien. Danmark havde inden da solgt vores koloni ved Guineabugten til England. Mange af Afrikas problemer kan henføres til kolonitiden, da grænserne mellem kolonierne blev trukket uden hensyn til de næsten 3.000 forskellige stammer og kulturer, så de kunstige grænser førte ofte til, at fjendtlige stammer kom til at bo i samme koloni.

Tyskerne havde i 1880 erne kastet deres kærlighed på Tanganyika og efter en række traktater med lokale stammehøvdinge kom landet under tysk " beskyttelse". Jernbaner, plantager og nye byer blev grundlagt, men samtidig blev der indført nye strenge love, høje skatter og tvangsarbejde, hvilket afstedførte en del oprør, værst under maji-maji- opstanden, hvor et par hundrede tusinde sorte blev slået ihjel.

Tyskerne tabte som bekendt 1. Verdenskrig, og de mistede også deres territorier i Afrika, og Tanganyika blev gjort til et britisk styret mandat.

Efter 2. Verdenskrig gik FN i spidsen for at gøre kolonierne til selvstændige lande, og Tanganyika skiftede status til et britisk styret forvaltningsområde under FN. Da de sorte fortsat var uden indflydelse i det politiske og økomomiske liv, krævede de først stemmeret og senere selvstændighed, og i 1958 blev de første frie valg afholdt, og i 1961 kunne præsident Julius Nyerere erklære sit land for selvstændigt.

Zanzibar blev en selvstændig republik i 1963 med en arabisk sultan som statschef, men allerede i 1964 blev han væltet ved en blodig revolution, der kostede 5.000 arabere livet. Resultatet blev en sammensmeltning af Tanganyika og Zanzibar til republikken Tanzania.

Efter sammensmeltningen bekendte Tanzania sig til en særlig kinesisk inspireret "afrikansk socialisme", hvor alle vigtige produktionsmidler skulle ejes af folket, og så går det jo, som historien har vist i andre kommunistiske lande, at ideen er god, men det virker ikke i praksis. Læs senere lidt om Arusha-erklæringen.

Lidt nyere historie og sproget.

Tanzania er stadig et fattigt land, men indenfor de sidste godt 10 år er der igen kommet tro på fremtiden fra en et-parti stat til flere demokratisk partier, og med en levende og kritisk presse. Overgangen er sket uden store problemer, og der er kommet nye ansigter i parlament og regering med ideer til nye reformer, og lederne går selv forrest i kampen mod korruption. Den tidligere præsident Julius Nyerere skabte fred og stabilitet ved at forene et land med over 100 forskellige stammer, og den videre fremtid bygges på dette fundament, og med samarbejde med andre lande. Tanzania har tidligere haft et tæt handelssamarbejde med Uganda og Kenya, og de 3 stater er igen ved at genoplive samarbejdet i form af Det østafrikanske Fællesskab eller East African Community (EAC). Fællesskabet kan gøre det lettere at skabe bedre handelsafaler med landene i EU og andre dele af verden. Tanzania har også stærke politiske og økonomiske bånd til Sydafrika, hvor mange sydafrikanere under apartheid-styret fik lov at bosætte sig i Tanzania, og mange sydafrikanere ser Tanzania som et godt sted for økonomiske investeringer. Tanzanias vækst omkring årtusindårsskiftet taler det tydelige sprog, og Verdensbanken spår en vækstrate på 10 % i løbet af få år, og det vil være en af de højeste i verden.

I Østafrika er der mere end 50 millioner mennesker, der taler swahili, og det er det mest udbredte sprog i den østlige og centrale del af Afrika, dog med mange lokale dialekter. I både Tanzania og Kenya er hovedsproget swahili, og det tales også som første eller andet sprog i en række andre lande. Der tales dog også engelsk som andet hovedsprog i Tanzania og Kenya.

Moshi og omegn.

Nå, hvis der er nogle læsere tilbage, så var det tidlig morgen blevet helt skyfrit, og Kilimanjaro lå i hele sin magt og vælde med skinnende hvide isgletchere på toppen, og vi lærte hurtigt, at hvis vi ville nyde bjerget, skulle det være fra morgenstunden, for lidt op af formiddagen var bjerget ofte helt eller delvis skydækket. Lige uden for vores vindue var en koloni af væverfugle, og der var en eksotisk pippen og leben i trækronen, foruden nogle ganske almindelige gråspurve, der sagde pip på dansk.

Spisesalen på Springland Guesthouse er et stort tag hvilende på søjler, så der er lys og luft til alle sider, og her ved ækvator kan der spises ude året rundt, når bare der er tag over hovedet. Der var dækket op til morgenmad fra kl. 7.30, sådan lidt over, og morgenmaden bestod af kaffe og te, masser af forskellig frugt, ristet brød, røræg eller spejlæg og pølser og dertil marmelade og honning m.m.

Efter morgenmaden var der informationsmøde, og det var der som regel mindst et af om dagen, som regel om aftenen, for at orientere os om næste dags program, og praktiske oplysninger i den forbindelse. Vedrørende Springland Guesthouse var det et pengeløst samfund, hvor man ved køb af f.eks. drikkevarer, kvitterede på en regning hos tjeneren og betalte det hele samlet ved afrejsen. Alle drikkevarer, fra sodavand til vin, blev først åbnet på bordet, og det gjaldt alle steder i Tanzania, og det var en kontrol af, at indholdet i flasken svarede til etiketten.

Moshi og omegn er desværre malariaområde og med myggene aktive især morgen og aften, skulle der smøres godt, men alligevel var Gitte aftenen før blevet stukket især på anklerne, så vi håber, at malariapillerne gør deres gavn.

Moshi ligger i 800 meter over havet og har derfor et lidt mere manerligt klima end ude ved kysten, og det er et frugtbart område for bl.a. kaffedyrkning af den udsøgte sort Arabica.

Omkring 100.000 mennesker bor i byen og de omgivende områder, og befolkningen tilhører overvejende Chagga stammen, der efter mangeårig påvirkning af missionærer har en stor menighed af kristne luteranere og katolikker. Vi kom senere forbi flere kristne missionsstationer i omegnen, men i Moshi by var der da også foruden kirker, mindst en stor moske og et hindutempel, så gudskelov at religionerne kan leve sammen. Moshi er også et vigtigt uddannelsecenter med mange skoler, og befolkningen er kendt for at være venlig og hjælpsom, selvom gennemsnitsindtægten kun ligger på 5-6 kroner om dagen. Stort set på hele turen var vi ikke plaget af tiggende mennesker, eller fremstrakte hænder efter drikkepenge, udover nogle få børn, der stak hånden frem, men dem gav vi selvfølgelig ikke noget, da det kan gå hen og blive en kedelig levevej.

Bytur i Moshi

Guesthuset Springland ligger et par kilometer udenfor Moshi centrum, og der er en dejlig gåtur ind til byen enten ad jordvejen eller langs jernbanen, som også blev brugt til vandresti for lokalbefolkningen. Det var en fælles Topasbytur, og vi blev advaret inden med : "Pas på Jeres ting, og gå ikke alene, men hold Jer helst samlet i grupper". Lidt skræmte var vi, og da vi kom til byen gik et par lokalguider med for at overvåge kyllingeflokken overfor afrikanere, der manglede lidt til at forsøde de kommende juledage med. Der blev fortalt en historie om, at der for 3 uger siden var sket et røveri fra nogle hvide i en af Moshis dunkle stræder, og da tyven stak af, råbte de hvide op, og nogle fra lokalbefolkningen stak efter tyven, og slog ham ihjel. Barske afrikanske tilstande, og man går tilsyneladende langt, for ikke at få et dårligt omdømme, der kan skræmme turisterne væk.

For at slå fast med det samme, så er tanzaniaerne fattige, endda meget fattige i forhold til os, men på vores tur rundt i de næste 3 uger, så vi ingen udhungrede mennesker, som man ellers kan forestille sig i Afrika. Der var dog heller ingen overvægtige personer, men tilsyneladende virkede befolkningen tilpas velnærede, så på en eller anden måde får de kosten.

På vejen ind til Moshi beskuede vi befolkningens beboelser langs vejen, der bestod af meget små huse, hvor de fine var opført af gasbeton og bliktag, og alle de andre, der var lerklinede med siv eller palmebladstage. Det skulle ellers være her på egnen de rige bønder boede, men der er nok et tigerspring mellem en rig tanzinansk bonde og en dansk landmand. Gårdspladserne og rundt om husene var næsten altid ryddelige og nyfejede, medens ubeboede arealer, f.eks. mellem jernbanen og vejen, mange steder havde karakter af losseplads, men tilsløret af mange grønne ukrudtsplanter, så på afstand så det da meget pænt ud.

Der færdes mange mennesker langs vejen og jernbanen, og mange hilser Jambo, Good morning, have are you eller hello, selv på lang afstand vinker især børnene og råber Jambo, Jambo (Hej). Utallige er de mennesker og børn vi på 3 uger fik hilst på og vinket til.

Børnene er et problem i Tanzania, for med en fødselsrate på 3 % giver det en stor årlig merbefolkning, og hvordan et fattigt uland skal tackle den situation med skoler og senere arbejde er ikke nemt. Børnene myldrede derfor rundt allevegne, og til gengæld så vi kun meget få ældre og kun ganske få gamle mennesker.

Moshi er ingen turistby, og den første dag så vi faktisk ingen hvide mennesker udover os selv. Ifølge Lonely Planet skulle der dog findes en lille snes guesthouses og hoteller i byen, men det er bestemt ikke noget, der dominere bybilledet, og af souvenirbutikker stødte vi kun på en enkelt indisk butik. Ellers består byen af 2 parallelle hovedgader og lidt andre gader i skak-tern, så den er nem at finde rundt i. En masse små butikker og en leben af mennesker, og mange piger der arbejdede på gaden og vippede med benene, altså ikke den slags piger, for de sad med deres trædesymaskiner på fortovene og producerede tøj. Der var mange andre små værksteder, der lavede det ene og det andet, og hvem skulle tro, at man kan få brugelige sandaler ud af gamle bildæk og bilslanger. Gaderne er hullede med noget asfalt hist og pist, men sidegaderne er som regel røde jord/grusveje. Trafikken er med mange ramponerede minibusser og jeeps, men også mange trækvogne og udslidte trillebøre (nogle a la Flintstone) til at fragte varer igennem gaderne.

Vi var henne på vekslingskontoret og for 1, 5, 10 og 20 dollarsedler får man (dec. 02) 950 shilling pr. dollar og for 50, 100 dollarsedler den lidt bedre kurs 972 shilling, det kan derfor bedst betale sig at have lidt større sedler med. Vi havde selv en frygtelig masse små sedler med, for vi anede ikke hvordan pengesituationen ville være, og vi regnede med, at vi bedre kunne veksle de små sedler. Der kunne også veksles euroer til næsten samme kurs som dollar, men man skal ikke regne med at kunne veksle euroer overalt, og det er næsten umuligt, selv i banker, at få kontanter ud af sit kreditcard. Mange steder på vores vej frem, kunne der betales med dollar, og her var kursen altid af nemhedsgrunde 1 dollar = 1.000 shilling, så her kunne spares lidt. Vekslingskontoret havde et lidt mere barsk ydre look end vore hjemlige kontorer, idet der stod en vagt udenfor med en maskinpistol, og der måtte kun komme 2-3 kunder indenfor ad gangen. Kun hvis man bad om en vekslingsbon fik man en, ellers trykkede vekseleren tallene ind på lommeregneren, og lagde de modtagne dollar i en stor bunke og tog shilling fra en anden stor bunke, og hvordan hun så har holdt rede på det bagefter, ved jeg ikke.

Et par enkelte souvenirhandlere havde fået opsnuset, at der var turister i byen, så jeg slog til, og fik for 12 dollar købt 2 Tshirt med ruten op ad Kilimanjaro på ryggen.

Fællesspisning på Buffalo Hotel hvor vi fik asparssuppe, kylling, ris, og frugt. Utallige er de afrikanske kyllinger, der har måtte lade livet for at stille vores sult til frokost og aften de næste uger, så fred være med dem.

På fastlandet, d.v.s. de første 2 uger var vi på fuld kost på Topas regning, og kun på Zanzibar skulle vi selv betale for frokost og aftensmad. Drikkevarer skulle selv betales, men da en stor coca cola kostede mellem 300-500 shilling, en liter kildevand 800-900 shilling og beskedne 10.000 shilling for en flaske vin på restaurant, hvis der i det hele taget var en restaurant, så kunne det ikke slå os helt af pinden.

Medens vi spiste, trak et tordenvejr sammen, og troperegnen piskede ned, og vi måtte erfare nu og senere, at den såkaldte lille regntid, der efter planen skulle slutte i midten af december, stadig gemte nogle våde oplevelser, men så stod hele vegetationen til gengæld dejlig frisk og grøn. Da ingen havde tænkt på regntøj til denne lille bytur, fik Johnny organiseret en minibus til at køre os tilbage til hotellet, men inden den var køreklar, var det næsten klaret op igen, og eftermiddagen bød på det dejligste vejr.

Jungleturen

Jungletur eller mere korrekt en tur til den nærliggende regnskov, var med en lokalguide, der vidste en masse om områdets planter og dyr. "Hvis vi er heldige, ser vi måske også en phyton", stod der i Topas program, men det må være en hensyltet floskel, for ingen har set en phyton her i årevis.

Turen startede lige ved Springland, igennem de skønneste rismarker, hvor der skulle balanceres på 20-30 cm smalle glatte jordstier. Der var da også et par stykker, der skred ned i sumpen, selvom vores lokalguide selv uforfærdet gik i sumpen, og galant hjalp især damerne over de mest besværlige steder: "Pole, pole Mama". (Langsomt, langsomt).

Vi kom forbi en af de klare "springs" der kom med kildevand direkte fra Kilimanjaro, og en hel flok drenge nød livet og badede, så det var en lyst, og et andet sted stod en flok store piger, og de ville alle hilse og give hånd, medens de grinede. Marabustorke fløj rundt og andre store storke soppede i det dejlige landskab. Inde i skoven så vi et 51 meter stort Milicia exceisa træ, og de første sorte aber svingede rundt i trækronerne, og lidt senere black og white aber med hvide buskede haler. Der var en hel del aber at se, men de var ret sky, og det var i hvert fald svært at få dem på fotohold.

På tilbageturen kom vi forbi en lille flok drenge, der sad og spiste sukkerrør, og de ville gerne fotograferes, og da jeg med det samme kunne vise dem billedet på digitalskærmen, gjorde det stor lykke. Det blev en rigtig hyggelig og smuk eftermiddagstur med Kilimanjaro som baggrundskulisse.

Informationsmøde kl. 18 med grundige instruktioner om den forestående bestigning. Johnny anbefalede for øvrigt, at vi børstede tænder i det lokale vand, men spyttede det ud igen, for langsomt at vænne maven til de fremmede bakterier, og personligt snuppede vi altid 2-3 Paragurt i forbindelse med hvert måltid.

Dejlig aftensmad på Springland Guesthouse med masser af salat og frugt foruden 4 retter mad, og selvom jeg ikke har noteret det ned, var den ene ret sikkert kylling.

Store armsving kan være både en fordel og ulempe, men bensving og skarpe sengekanthjørner er en dårlig kombination, og jeg fik om aftenen stødt en af mine tæer så eftertrykkeligt at den næste dag blev blåsort, og var øm som en byld. Gudskelov havde Topas anbefalet vandrestøvler med stive såler, for det ville være pinligt at komme hjem og fortælle, at jeg havde opgivet bestigningen, fordi jeg havde stødt en tå på sengen.

Ventedag i Moshi

Jeg tror de fleste af os havde uro i kroppen, og havde mest lyst til med det samme at begive os af sted mod Kilimanjaro, men Topas havde foreskrevet grundig forberedelse og klargøring til trekket, og det selvom vi havde forberedt os i de sidste 3 måneder.

Det begyndte at blive lyst ved 6.30 tiden og klokken 7 kunne jeg ikke ligge længere, men måtte ud og se til bjerget. Det var helt klart i vejret, og der lå det så i al sin pragt og vælde med sin hvide iskappe midt i det tropiske Afrika. Selvom det er verdens højeste fritliggende bjerg, ligger det så tæt på, at man kan undre sig over, at det tager 3-4 dage at gå derop, og hvis det havde ligget i Norge, havde vi taget bestik af situationen, og planlagt at gå op langs kammen, og så havde vi vel været deroppe ved middagstid. Men ret beset er det over dobbelt så højt som Skandinaviens højeste bjerg Galdhøpiggen, så der må være et eller andet synsbedrag der spiller ind.

Efter morgenmaden gik Gitte og jeg en tur videre ud af grusvejen væk fra byen og ud på landet. Især på landet ligger der en del ufærdige huse, der står opmuret i gasbeton, men mangler vinduer, døre og tage, og det ser ud til, at de har ligget ufærdige i et stykke tid. Vejen gik forbi rismarkerne, hvor kvinder gik og plantede med opsmøjede skørter, og mænd gik og arbejdede med tunge hakker, og under et par skyggefulde træer havde en cykelsmed sin forretning.

Folk vil generelt ikke fotograferes i Tanzania, måske fordi sjælen forsvinder ind i kameraet, eller mere sandsynligt, vil man ikke være noget, der er så mærkværdigt, at det skal fotograferes. Man skal derfor altid først spørge om lov, og det får man ofte ikke gjort, så derfor er der mange gode motiver, der ikke bliver foreviget. Masaierne, som vi siden kommer til, vil slet ikke fotograferes, og dog, for når pengene i kisten klinger straks sjælen ud af kameraet springer, og for en dollar så går det, men ellers kan man risikere at få et spyd i maven.

Uden fotografering hilser folk venligt Jambo eller good morning, og børnene vinkede på lang afstand, så det blev en dejlig morgentur med bjerget som kulisse, og hvor der allerede var ved at dannes skyer omkring toppen.

Som foreskrevet dannede vi med et par andre Topaser en mindre konvoj ind til Moshis farefulde centrum, men der var nu ingen, der krummede så meget som et hår på vores hoved, og vi gik uantastet rundt, uden at blive generet af hverken sultne handlende eller tiggere. Flammetræerne stod i fuldt flor med røde blomster, og dem kunne vi roligt fotografere uden at få ballade. Husene i byen er opført med kun en eller to etager, og et af de højeste på 6-7 etager, stod kun som et betonskelet og ventede på bedre tider, for det så ud, som om det havde ligget sådan et stykke tid. I byens modsatte udkant, så vi senere, at der lå en enkelt række pæne villaer, men det var bestemt ikke den slags huse, der karakteriserer Moshi.

Peter og Tove havde en pakke med fra Danmark, der skulle sendes til nogle bekendte i Tanzania, så vi gik på jagt efter postkontoret, der viste sig at have til huse i en container. Der var vist også et større posthus et sted, men dette var mere originalt afrikansk, og at sende en pakke var en vigtig ting. Pakken blev omhyggelig ombundet med høstbindegarn af egen lokal sisal produktion, papirer skulle udfyldes, mærkater påklæbes efter smøring af lim fra limbøtten og så var den klaret på kun et kvarter. Men vi havde ventedag i Moshi, og havde heldigvis masser af tid, og containeren stod i behagelig skygge.

Vi kunne alligevel godt se, at det havde været søndag i går, for i dag var der i byen endnu flere mennesker, der myldrede og summede, inden vi gik tilbage til det fredfulde Springland, med frokostbuffé og en laaang eftermiddag ved poolen.

Johnny havde skaffet nogle store kraftige blå plastikposer, som næsten var uundværlige. Vi havde selv nogle 65 liters paksække, men med sovepose var de faktisk lige små nok, til den del af vores bagage som bærerne skulle bære op. Ved at omvikle liggeunderlaget udenpå paksækken og derefter den blå vandtætte plastpose udenpå, gav det mere plads i posen, og samtidig kunne plastikken bruges som underlag i et mudret fortelt.

Vi kunne ikke rigtig få mobiltelefonen til at virke, så vi spenderede 10 dollars på hotellets telefon, og fik på 1 minut fortalt sønnen Søren, at vi var kommet godt derned, og havde det godt. Senere fandt vi ud af, at der skal trykkes + for at komme igennem, men det er stadig kun få steder i Tanzania, der er mobilnet, så daglige forbindelser skal man ikke regne med, hvis man er på farten.

Det havde tordnet om eftermiddagen, men havde ikke regnet hos os, og kl. 18.30 stod jeg og så på Kilimanjaros snedækkede top, der stadig var belyst af solen, selvom solen for længst var gået ned på sletten. Et minut efter slukkede lyset også på toppen, så det er nogle bratte solnedgange, men vi glædede os over de godt 12 timers dagslys Afrika kan præstere, i modsætning til vores hjemlige 7 timer vinterlys.

Fortsættes i 2. del af Kilimanjaros sne: Bestigningen af Kilimanjaro.

Tilbage til forsiden