Kilimanjaros sne. En rejsefortælling af Kim Greiner. December 2002
1. del. Forberedelse og eventyrets start. Hold pilen et øjeblik på billederne og læs teksten. Efter at have besteget de 4 skandinaviske toppe i 2001, var vi blevet lidt bidt af "højdepunkter" i tilværelsen, og da vi havde hørt lidt hist, og læst lidt pist, blev vi klar over, at det ikke er helt umuligt også for almindelige mennesker at bestige Afrikas højeste bjerg det legendariske Kilimanjaro. Det kræver dog en rigtig god kondition, og det er umuligt på forhånd at vide, hvordan ens krop reagerer på højdesyge, men de fleste må mindst påregne en mild form for højdesyge med hovedpine, søvnløshed, manglende appetit og maveproblemer. En masse strabadser skal derfor overvindes, bl.a. overnatning i telt højere og højere oppe af bjerget, og i mindre og mindre ilt og i tiltagende kulde. Den sidste overnatning er ikke ualmindelig i minus 10 grades frost, og det selvom bjerget ligger næsten på Ækvator. Hemingway skriver om udsigten mod Kilimanjaro som en af de flotteste i Afrika :" Så bredt som hele verden, vældigt, højt og ufatteligt hvidt i solen, er Kilimanjaros firkantede top". Hvordan vil det så ikke være, selv at stå på Kilimanjaros kraterrand, med hele Afrika under sig, og se solen stige op det må være et syn for guder, og både hårdt arbejde og mange strabadser værd. Vi begyndte derfor at undersøge mulighederne for at komme derned og prøve kræfter med bjerget, og valget faldt på en 24 dages "ekspedition" arrangeret af Topas, der er kendt for at træde sine egne stier lidt væk fra masseturismen. Det passer os egentlig udmærket, selvom det så går noget ud over komforten. Selvom bestigningen af Kilimanjaro var hovedformålet, så fulgte der i Topas pakkeløsning nogle dages safari i Østafrikas mest berømte og vildtrige nationalparker Serengeti og Ngorongoro Krateret, og som afslutning skulle vi besøge den gamle historiske slaveø Zanzibar. Rejsen blev foretaget fra midt i december og hen over julen og nytåret, og det blev en jul og et nytår, som vi aldrig vil glemme.
Det med den gode kondition tog vi dog alvorligt, og i de sidste måneder inden afrejsen var weekendens faste program en dag med stroppetur på 20-25 km længde og godt med dødvægt i rygsækken, og med et gangtempo, der gav mere end sved på panden. Samtidig indledte jeg et dagligt kondiprogram med håndvægte, mavebøjninger og dybe knæbøjninger, så musklerne begyndte at svulme, og jeg kan ikke huske, om det er muskler eller fedt, der vejer mest, men jeg tabte mig 5 kg, som jeg så kan undgå at bære op af bjerget.
Vi fik også en recept på malariapillen Lariam, der er noget ondartet stads for både malariaparasitten og mennesker. Pillen skal tages en gang om ugen 3 uger før og 5 uger efter rejsen. Grunden til, at der skal startes 3 uger før rejsen er, at nogle personer oplever nogle meget ubehagelige bivirkninger, såsom forstyrrelser af nervesystemet m.m., og så kan man nå at få nogle andre, men dyrere piller. Vi var så på den sikre side, troede vi, indtil Topas 4 uger før rejsen sendte os deltagerlisten og rejseplanen, og skrev, at når lægen skulle konsulteres angående vaccinationer, var det vigtigt at sige at turen var på niveau som rygsækrejsende. På ny blev vores livlæge kontaktet: "Jamen dog, så er det kategori 3, og I skal også have for tyfus og meningitis". Hurtigt blev vaccinen bestilt, og efterhånden kunne vi have fået en uge på luksushotel på Mallorca, for bare det vaccinationerne kostede.
Burton og Speke startede fra Zanzibar og rejste østfra ind i Afrika igennem nogle af de områder, som vi også skulle rejse igennem, men dermed holder ligheden nok også op, bl.a. fordi de havde 170 bærere til at fragte deres habbengut, og Gitte og jeg havde kun én bærer til deling. Jo det er rigtig nok, der følger ½ bærer med i pakkeprisen fra Topas, til turen op og ned af Kilimanjaro. Det er da egentlig vild luksus, selvom bærerne som maksimun vil/kan bære 12 kg fra hver person, men ikke særlig misundelsesværdigt skal de bære for 2 personer hver. I vore dage nytter det heller ikke noget med messingtråd og glasperler, da der under hele turen skal påregnes ca. 500 kr. til drikkepenge til lokalguiderne, bærerne og chaufførerne. En anden væsentlig forskel var også, at vi helst skulle holde os under 20 kg pr. person, når vi skal chekke ind i lufthavnen, og når man ser Topas forslag til pakkeliste over det man skal have med, og det der er godt at have med, ser det næsten umuligt ud. De luftige planer i starten med at tage 2 par vandrestøvler med, var skrumpet ind til 1 par, og vi må da nok hellere tage dem på i lufthavnen, så de ikke bliver vejet med i check in, og ellers fylde noget af det tunge over i håndbagagen.
Sidst på eftermiddagen på afrejsedagen havde vi færdigpakket, og den samlede vægt nåede op på 49 kg plus håndbagagen, og det var nok lige i overkanten, så vi lavede lidt plukhugst i tøjet, samt strøg lidt shampo og bolcher, og til senere stor fortrydelse vores pandelamper. Reduktionen medførte, at vi kom ned på 45 kg, og så krakilske ville de vel heller ikke være ude i lufthavnen. Der blev også lige problemer med vores næsten nye digitalkamera, som jeg ellers havde øvet mig på den sidste tid, men kameraet viste pludselig, at der kun var plads til 3 billeder selvom memorykortet var tomt. En telefonkonsulation til sønnen Søren kunne ikke klare problemet, så han kom lige hjem en ekstra gang, og fik ryddet op i cameramenuerne, og fik forklaret mig et eller andet, som jeg har glemt igen, men nu virkede det hele perfekt, og så fik vi da også sagt ekstra farvel. Foruden digitalkameraet medbragte vi også et almindeligt kamera og 10 ruller film, og efter moden overvejelse også vores videokamera, der er en frygtelig klods om benet, men vi ville jo gerne have så mange minder om ekspeditionen som muligt. Men når strabadserne gik højest, og det næsten gjaldt om at overleve, var der ikke tid og lyst til at filme, så det er mere de rolige stunder med dyr og lejrpladser, der er blevet foreviget. Fra Borup til Moshi. For at nå det tidlige morgenfly fra Kastrup lufthavn til Amsterdam, måtte vi tage det sene aftentog fra Borup kl. 23.36, og påregnede at overnatte på en bænk i lufthavnen. Flere havde tilbudt, at vi kunne overnatte hos dem, eller at køre os til lufthavnen, men det ville under alle omstændigheder blive noget natteroderi, så da vi er gamle spejdere, klarede vi den selv. Jeg havde egentlig forestillet mig, at der i millionbyen Københavns lufthavn var noget mere nataktivitet, men der var næsten mennesketomt og helt øde, så vi fandt en bænk i det fjerneste hjørne. Da der også skulle passes på bagagen, blev det dog ikke til meget søvn, selvom vi kun blev forstyrret af vaske/bonevognen der kørte frem og tilbage, men hensynsfuldt kørte den da uden om vores bagagebjerg, og tænk engang, rengøringsdamer siger godmorgen kl. 1.30. Bagageindtjekningen startede kl. 5, og vores fly til Amsterdam kl. 6.35 var der første fly fra lufthavnen overhovedet. Heldigvis var vi nr. 2 i indtjekningskøen for vi tog lidt tid, da lufthavnsvægten sagde 7 kg overvægt, og det ville udmønte sig i over 1.000 kr. Men lufthavnsfunktionæren foreslog, at vi indtjekkede Gittes håndbagage som bagage, og hendes noget større rygsæk som håndbagage. Den samlede vægt var den samme, men på mærkværdig vis, slap vi så for at betale, og det var næsten til at leve med, at den omhyggeligt udvalgte håndbagage nu var afleveret, og den nye håndbagage bestod af adskillige sokker, og sæt med rent undertøj. Det taxfrie område var hermetisk lukket, og den første café i hele lufthavnen med morgenmad åbnede først til kl. 7, (sådan nogle sovetryner) så vores maver knurrede efter brød, medens vi gik ud til vores KLM fly. Flyvningen fra København til Amsterdam tager godt 1 time, og på den tid, kunne eller ville de, kun servere et glas juice og en minikage, og vi var begge blevet lidt utilpasse med kvalme, måske af mangel på søvn og mad. I Amsterdams kæmpelufthavn, var der et par timers ventetid, så vi fik købt nogle sandwich, og fik i ventehallen hilst på nogle af de andre Topasrejsende, og prøvede ellers at gætte på, hvem af de øvrige rejsende, der var fra Topas. Ifølge deltagerlisten skulle vi være 24 eventyrhungrende mennesker, og det var et hold, der var næsten dobbelt så stort, som det Topas normalt anbefaler til Kilimanjaro. Topas havde overvejet at dele os i 2 grupper, men besluttede alligevel at gennemføre turen i én gruppe. En del af de rejsende havde meget store håndbagager, så der var nok andre, der havde fået lavet byttenummeret, men senere hørte vi, at en af de andre Topasrejsende, måtte betale over 3.000 kr. i overvægt. Maximun for håndbagage er 10 kg, men den var der nu ingen, der vejede, hvis den bare blev båret, som var den let som en fjer.
Efter at have slumret lidt var vi begyndt at have det bedre, men følte en glubende sult, og det hjalp ikke meget med den serverede juice og en lille pose peanuts, og vi vidste ikke, om et KLM måltid altid kun bestod af juice og peanuts eller en minikage. Så kom der nogle maddufte, og 2 tilsyneladende udvalgte mænd skråt overfor fik serveret et måltid, og de tyggede og gumlede, og vi sendte dem lange øjne, og jeg var lige ved at henvende mig til stevardessen og sige, at hvis det kostede ekstra med mad, så ville vi godt betale. Men så startede de endelig med serveringen fra en ende af, og i sennepssovs fik vi serveret den første af de næste ugers mange kyllinger. Vi begyndte for alvor at nyde rejsen, og det begyndte at lugte af eventyr, da vi kom til Egyptens kyst, og i timevis fløj vi over Saharas øde sandørken med knivskarpe uendelige sandbjerge. Senere blev landskabet utydeligt af sandstorm, og flyet blev uroligt, men efter endnu et måltid, og en flot solnedgang landede vi velbeholdent i det mørke Afrika i Kilimanjaros Internationale Airport. Navnet lyder måske flottere end lufthavnen i virkeligheden er, og vores fly så enormt stort ud i forhold til de små bygninger. Luften var varm med omkring 25 grader, og inden døre var det endnu varmere, så vi fik vintertøjet over armen, og jeg led i stilhed i mine lange underbukser. Vores 2 danske guider Johnny og Gianni tog imod os, og det var et par friske fyre, der de næste uger ledte os igennem Afrikas genvordigheder med ophøjet ro og overblik. Førsteguiden Johnny var tidligere jægersoldat og havde været på Kilimanjaro 6-7 gange tidligere, og næstkommanderende Gianni, der var dansktalende italiener, var en lun humoristisk rad, og med stor bjergerfaring fra andre bjerge, så vi var i trygge hænder.
Det var blevet stjerneklart, og omridset af Kilimanjaro sås i det fjerne, medens vi kom igennem Moshi by, og videre ud af en mindre grusvej til vores guesthouse "Springland". Navnet hentyder til, at der er flere "springs" i området med klart vand, der pibler op direkte fra Kilimanjaro. Guesthouset er beliggende i smukke grønne områder med rismarker og skov op mod Kilimanjaro, og ellers i spredt lokal beboelse langs en mindre grusvej. Guesthouset eller hotellet, og hvad der er forskellen ved jeg ikke, var i 1 til 2 etager med smagfulde bygninger spredt omkring et åbent spisehus og en svimmingpool, og med en masse eksotiske blomstrende træer, buske og palmer i haven. Hele herligheden var selvfølgelig omgivet af en stor mur, og en sort jernport med hængelåse og vagtpost, for vi var vel ikke i Afrika for ingenting, men et meget tiltalende sted, hvor vi følte os meget hjemme de næste par dage.
Selv om det var blevet sent, samledes Topasèrne i spisesalen, og vi blev introduceret til stedet og skiftedes til at give en kort præsentation af os selv, som alle hurtig glemte igen, men vi fik da et indtryk af den gruppe mennesker, vi i tykt og tyndt skulle være sammen med i de næste 24 dage. Aldersspændet gik fra 18 år til 63 år med hovedvægten mellem 30 50 år og så nogle enkelte af os halvgamle sidst i halvtredserne. Alle eventyrlystne friske mennesker, der tog det sure med det søde og godt humør. Verdensdelen Afrika
Lidt Østafrikansk historie. Hele menneskets historie begyndte her i Østafrika ( læs lidt om det senere), men for blot at gå nogle tusinde år tilbage i tiden, så blev den oprindelige befolkning af buskmænd og hottentotter fortrængt af indvandrere fra Nildalen og Etiopiens højland. Senere kom en invasion af bantu- stammer fra Vestafrika og i 700 tallet begyndte arabere fra Oman at slå sig ned langs kysten, og i middelalderen blomstrede en række byer som Mombasa, Dar es Salam og Zanzibar med handel med elfenben, guld og slaver. I 1498 viste den portugisiske søfarer Vasco da Gama sig på kysten under forsøget på at finde søvejen til Indien. Fyrsten af Malindi i det nuværende Kenya tog venligt imod den første europæer, men fortrød hurtigt sin venlighed, for portugiserne skaffede sig herredømmet over hele kysten. Den livlige arabiske handel blev ødelagt, og i de følgende par hundrede år var der en evig række af krige mellem portugisere, afrikanere og arabiske sultaner. Efterhånden blev portugiserne dog trængt tilbage, og i midten af 1600 tallet var de smidt ud af Tanzania, og efter 3 års belejring faldt den sidste portugisiske bastion Fort Jesus i Mombasa i 1698.
Allerede i oldtiden havde den romerske kejser Nero sendt ekspeditioner ind i Afrika nordfra, for at forsøge at finde Nilens kilder, og man nåede dengang ned til 10 grader nordlig bredde, inden forsøget mislykkedes. Senere havde araberne sendt karavaner ind i landet efter elfenben og slaver og arabiske kort fra det 12. århundrede viser en del af Nilens kilder og løb, men størstedelen af det indre af landet var stadig i midten af 1800 tallet hvide pletter på kortet. Udover Neros ekspedition havde europæerne aldrig vovet sig ret langt ind i landet. De endeløse papyrussumpe, malaria og andre tropesygdomme, tropevarmen, og modstand fra de indfødte stammer hindrede udforskningen sammen med fantasifostre som kannibaler med haler og grusomme fabeldyr. Netop gåden om Nilens udspring, og hvad der ellers gemte sig i de hvide pletter i Afrikas indre, vakte umådelig interesse i 1800 tallets Vesteuropa, og mere eller mindre vellykkede ekspeditioner blev sendt ind for at opklare nogle af gåderne.
De hvide pletter i Afrika blev dog efterhånden mindre og mindre, og det blev med møje og besvær klarlagt, at den hvide Nil udspringer under navnet Kagera i grænseegnene mellem Burundi og Rwanda nordøst for Tanganyikasøen, og løber derefter ud i Victoriasøen. Undervejs forener den Hvide Nil sig med den Blå Nil, der udspringer i Etiopiens højland, men det er faktisk en hel anden historie. De første hvide mænd i Afrika, rejste ind for at frelse den vilde, sorte race og udbrede Guds ord, men i kølvandet på missionærerne rejste handelsfolk, soldater og embedsmænd, og kun et halvt århundrede efter at udforskningen af Afrika begyndte, havde europæerne udbredt kristendommen over hele Østafrika, og betragtede landet som deres private ejendom. Jomo Kenyatta som senere efter Kenyas selvstændighed blev landets første præsident skriver: " Da missionærerne kom, havde vi landet, og de havde bibelen. De lærte os at bede med øjnene lukkede. Da vi åbnede dem igen, havde de landet og vi bibelen."
Tyskerne havde i 1880 erne kastet deres kærlighed på Tanganyika og efter en række traktater med lokale stammehøvdinge kom landet under tysk " beskyttelse". Jernbaner, plantager og nye byer blev grundlagt, men samtidig blev der indført nye strenge love, høje skatter og tvangsarbejde, hvilket afstedførte en del oprør, værst under maji-maji- opstanden, hvor et par hundrede tusinde sorte blev slået ihjel. Tyskerne tabte som bekendt 1. Verdenskrig, og de mistede også deres territorier i Afrika, og Tanganyika blev gjort til et britisk styret mandat. Efter 2. Verdenskrig gik FN i spidsen for at gøre kolonierne til selvstændige lande, og Tanganyika skiftede status til et britisk styret forvaltningsområde under FN. Da de sorte fortsat var uden indflydelse i det politiske og økomomiske liv, krævede de først stemmeret og senere selvstændighed, og i 1958 blev de første frie valg afholdt, og i 1961 kunne præsident Julius Nyerere erklære sit land for selvstændigt. Zanzibar blev en selvstændig republik i 1963 med en arabisk sultan som statschef, men allerede i 1964 blev han væltet ved en blodig revolution, der kostede 5.000 arabere livet. Resultatet blev en sammensmeltning af Tanganyika og Zanzibar til republikken Tanzania. Efter sammensmeltningen bekendte Tanzania sig til en særlig kinesisk inspireret "afrikansk socialisme", hvor alle vigtige produktionsmidler skulle ejes af folket, og så går det jo, som historien har vist i andre kommunistiske lande, at ideen er god, men det virker ikke i praksis. Læs senere lidt om Arusha-erklæringen. Lidt nyere historie og sproget.
I Østafrika er der mere end 50 millioner mennesker, der taler swahili, og det er det mest udbredte sprog i den østlige og centrale del af Afrika, dog med mange lokale dialekter. I både Tanzania og Kenya er hovedsproget swahili, og det tales også som første eller andet sprog i en række andre lande. Der tales dog også engelsk som andet hovedsprog i Tanzania og Kenya. Moshi og omegn. Nå, hvis der er nogle læsere tilbage, så var det tidlig morgen blevet helt skyfrit, og Kilimanjaro lå i hele sin magt og vælde med skinnende hvide isgletchere på toppen, og vi lærte hurtigt, at hvis vi ville nyde bjerget, skulle det være fra morgenstunden, for lidt op af formiddagen var bjerget ofte helt eller delvis skydækket. Lige uden for vores vindue var en koloni af væverfugle, og der var en eksotisk pippen og leben i trækronen, foruden nogle ganske almindelige gråspurve, der sagde pip på dansk.
Efter morgenmaden var der informationsmøde, og det var der som regel mindst et af om dagen, som regel om aftenen, for at orientere os om næste dags program, og praktiske oplysninger i den forbindelse. Vedrørende Springland Guesthouse var det et pengeløst samfund, hvor man ved køb af f.eks. drikkevarer, kvitterede på en regning hos tjeneren og betalte det hele samlet ved afrejsen. Alle drikkevarer, fra sodavand til vin, blev først åbnet på bordet, og det gjaldt alle steder i Tanzania, og det var en kontrol af, at indholdet i flasken svarede til etiketten. Moshi og omegn er desværre malariaområde og med myggene aktive især morgen og aften, skulle der smøres godt, men alligevel var Gitte aftenen før blevet stukket især på anklerne, så vi håber, at malariapillerne gør deres gavn. Moshi ligger i 800 meter over havet og har derfor et lidt mere manerligt klima end ude ved kysten, og det er et frugtbart område for bl.a. kaffedyrkning af den udsøgte sort Arabica.
Bytur i Moshi Guesthuset Springland ligger et par kilometer udenfor Moshi centrum, og der er en dejlig gåtur ind til byen enten ad jordvejen eller langs jernbanen, som også blev brugt til vandresti for lokalbefolkningen. Det var en fælles Topasbytur, og vi blev advaret inden med : "Pas på Jeres ting, og gå ikke alene, men hold Jer helst samlet i grupper". Lidt skræmte var vi, og da vi kom til byen gik et par lokalguider med for at overvåge kyllingeflokken overfor afrikanere, der manglede lidt til at forsøde de kommende juledage med. Der blev fortalt en historie om, at der for 3 uger siden var sket et røveri fra nogle hvide i en af Moshis dunkle stræder, og da tyven stak af, råbte de hvide op, og nogle fra lokalbefolkningen stak efter tyven, og slog ham ihjel. Barske afrikanske tilstande, og man går tilsyneladende langt, for ikke at få et dårligt omdømme, der kan skræmme turisterne væk.
På vejen ind til Moshi beskuede vi befolkningens beboelser langs vejen, der bestod af meget små huse, hvor de fine var opført af gasbeton og bliktag, og alle de andre, der var lerklinede med siv eller palmebladstage. Det skulle ellers være her på egnen de rige bønder boede, men der er nok et tigerspring mellem en rig tanzinansk bonde og en dansk landmand. Gårdspladserne og rundt om husene var næsten altid ryddelige og nyfejede, medens ubeboede arealer, f.eks. mellem jernbanen og vejen, mange steder havde karakter af losseplads, men tilsløret af mange grønne ukrudtsplanter, så på afstand så det da meget pænt ud.
Børnene er et problem i Tanzania, for med en fødselsrate på 3 % giver det en stor årlig merbefolkning, og hvordan et fattigt uland skal tackle den situation med skoler og senere arbejde er ikke nemt. Børnene myldrede derfor rundt allevegne, og til gengæld så vi kun meget få ældre og kun ganske få gamle mennesker. Moshi er ingen turistby, og den første dag så vi faktisk ingen hvide mennesker udover os selv. Ifølge Lonely Planet skulle der dog findes en lille snes guesthouses og hoteller i byen, men det er bestemt ikke noget, der dominere bybilledet, og af souvenirbutikker stødte vi kun på en enkelt indisk butik. Ellers består byen af 2 parallelle hovedgader og lidt andre gader i skak-tern, så den er nem at finde rundt i. En masse små butikker og en leben af mennesker, og mange piger der arbejdede på gaden og vippede med benene, altså ikke den slags piger, for de sad med deres trædesymaskiner på fortovene og producerede tøj. Der var mange andre små værksteder, der lavede det ene og det andet, og hvem skulle tro, at man kan få brugelige sandaler ud af gamle bildæk og bilslanger. Gaderne er hullede med noget asfalt hist og pist, men sidegaderne er som regel røde jord/grusveje. Trafikken er med mange ramponerede minibusser og jeeps, men også mange trækvogne og udslidte trillebøre (nogle a la Flintstone) til at fragte varer igennem gaderne.
Et par enkelte souvenirhandlere havde fået opsnuset, at der var turister i byen, så jeg slog til, og fik for 12 dollar købt 2 Tshirt med ruten op ad Kilimanjaro på ryggen.
På fastlandet, d.v.s. de første 2 uger var vi på fuld kost på Topas regning, og kun på Zanzibar skulle vi selv betale for frokost og aftensmad. Drikkevarer skulle selv betales, men da en stor coca cola kostede mellem 300-500 shilling, en liter kildevand 800-900 shilling og beskedne 10.000 shilling for en flaske vin på restaurant, hvis der i det hele taget var en restaurant, så kunne det ikke slå os helt af pinden. Medens vi spiste, trak et tordenvejr sammen, og troperegnen piskede ned, og vi måtte erfare nu og senere, at den såkaldte lille regntid, der efter planen skulle slutte i midten af december, stadig gemte nogle våde oplevelser, men så stod hele vegetationen til gengæld dejlig frisk og grøn. Da ingen havde tænkt på regntøj til denne lille bytur, fik Johnny organiseret en minibus til at køre os tilbage til hotellet, men inden den var køreklar, var det næsten klaret op igen, og eftermiddagen bød på det dejligste vejr. Jungleturen
Turen startede lige ved Springland, igennem de skønneste rismarker, hvor der skulle balanceres på 20-30 cm smalle glatte jordstier. Der var da også et par stykker, der skred ned i sumpen, selvom vores lokalguide selv uforfærdet gik i sumpen, og galant hjalp især damerne over de mest besværlige steder: "Pole, pole Mama". (Langsomt, langsomt).
På tilbageturen kom vi forbi en lille flok drenge, der sad og spiste sukkerrør, og de ville gerne fotograferes, og da jeg med det samme kunne vise dem billedet på digitalskærmen, gjorde det stor lykke. Det blev en rigtig hyggelig og smuk eftermiddagstur med Kilimanjaro som baggrundskulisse.
Dejlig aftensmad på Springland Guesthouse med masser af salat og frugt foruden 4 retter mad, og selvom jeg ikke har noteret det ned, var den ene ret sikkert kylling. Store armsving kan være både en fordel og ulempe, men bensving og skarpe sengekanthjørner er en dårlig kombination, og jeg fik om aftenen stødt en af mine tæer så eftertrykkeligt at den næste dag blev blåsort, og var øm som en byld. Gudskelov havde Topas anbefalet vandrestøvler med stive såler, for det ville være pinligt at komme hjem og fortælle, at jeg havde opgivet bestigningen, fordi jeg havde stødt en tå på sengen. Ventedag i Moshi
Det begyndte at blive lyst ved 6.30 tiden og klokken 7 kunne jeg ikke ligge længere, men måtte ud og se til bjerget. Det var helt klart i vejret, og der lå det så i al sin pragt og vælde med sin hvide iskappe midt i det tropiske Afrika. Selvom det er verdens højeste fritliggende bjerg, ligger det så tæt på, at man kan undre sig over, at det tager 3-4 dage at gå derop, og hvis det havde ligget i Norge, havde vi taget bestik af situationen, og planlagt at gå op langs kammen, og så havde vi vel været deroppe ved middagstid. Men ret beset er det over dobbelt så højt som Skandinaviens højeste bjerg Galdhøpiggen, så der må være et eller andet synsbedrag der spiller ind.
Folk vil generelt ikke fotograferes i Tanzania, måske fordi sjælen forsvinder ind i kameraet, eller mere sandsynligt, vil man ikke være noget, der er så mærkværdigt, at det skal fotograferes. Man skal derfor altid først spørge om lov, og det får man ofte ikke gjort, så derfor er der mange gode motiver, der ikke bliver foreviget. Masaierne, som vi siden kommer til, vil slet ikke fotograferes, og dog, for når pengene i kisten klinger straks sjælen ud af kameraet springer, og for en dollar så går det, men ellers kan man risikere at få et spyd i maven. Uden fotografering hilser folk venligt Jambo eller good morning, og børnene vinkede på lang afstand, så det blev en dejlig morgentur med bjerget som kulisse, og hvor der allerede var ved at dannes skyer omkring toppen.
Peter og Tove havde en pakke med fra Danmark, der skulle sendes til nogle bekendte i Tanzania, så vi gik på jagt efter postkontoret, der viste sig at have til huse i en container. Der var vist også et større posthus et sted, men dette var mere originalt afrikansk, og at sende en pakke var en vigtig ting. Pakken blev omhyggelig ombundet med høstbindegarn af egen lokal sisal produktion, papirer skulle udfyldes, mærkater påklæbes efter smøring af lim fra limbøtten og så var den klaret på kun et kvarter. Men vi havde ventedag i Moshi, og havde heldigvis masser af tid, og containeren stod i behagelig skygge. Vi kunne alligevel godt se, at det havde været søndag i går, for i dag var der i byen endnu flere mennesker, der myldrede og summede, inden vi gik tilbage til det fredfulde Springland, med frokostbuffé og en laaang eftermiddag ved poolen.
Vi kunne ikke rigtig få mobiltelefonen til at virke, så vi spenderede 10 dollars på hotellets telefon, og fik på 1 minut fortalt sønnen Søren, at vi var kommet godt derned, og havde det godt. Senere fandt vi ud af, at der skal trykkes + for at komme igennem, men det er stadig kun få steder i Tanzania, der er mobilnet, så daglige forbindelser skal man ikke regne med, hvis man er på farten. Det havde tordnet om eftermiddagen, men havde ikke regnet hos os, og kl. 18.30 stod jeg og så på Kilimanjaros snedækkede top, der stadig var belyst af solen, selvom solen for længst var gået ned på sletten. Et minut efter slukkede lyset også på toppen, så det er nogle bratte solnedgange, men vi glædede os over de godt 12 timers dagslys Afrika kan præstere, i modsætning til vores hjemlige 7 timer vinterlys. Fortsættes i 2. del af Kilimanjaros sne: Bestigningen af Kilimanjaro.
|