Kilimanjaros sne.

En rejsefortælling af Kim Greiner.

December 2002 - januar 2003

4. del. Zanzibar, Stone Town og Kendwa Beach.

Ankomst til Stone Town.

                                                                    Hold pilen på billederne og læs teksten.

Vi var blevet dyngvåde under ombordstigningen på den lille hydrobåd, og sammenstuvet sad vi under dæk, medens båden vippende forlod havneudløbet og på uforfærdet afrikansk vis kastede sig ud i bølgerne mellem Dar es Salaam og Stone Town på Zanzibar. Nå, så slemt var det nok heller ikke, og selvom vi var våde, var vi ikke kolde i tropevarmen. Andre rejsende klarede det nok også bedre, men jeg sad nu med lukkede øjne og smådøsede, og lod skæbnen råde i de næste par timer, inden vi i smult vande nåede ind til Stone Town.

Uvejret var heldigvis holdt op, og det var blevet tørvejr, da jeg kæmpede mig op ad den stejle landgangsbro med 2 rygsække, 1 paksæk og vores store fælleskuffert, og i min higen efter at komme i land, fik jeg overmenneskelige kræfter, og det var mere end fælleskufferten kunne holde til, for håndtaget brækkede af. 

På kajen var der lidt kaos, for adskillige indfødte stod med trækkærrer og ville meget gerne transportere vores bagage, og der blev da også udvalgt et par stykker, inden vi via emigrationskontoret gik op igennem gyderne og ankom til det lille rustikke hotel Kiponda, der efter sigende er et af de eneste rigtig gamle byhuse der er bevaret som hotel. Hotellet ligger næsten midt i det gamle Stone Town, og bag en stor smukt udskåret trædør, snoede hotellet sig op af ulige store stentrin, og vi fik et dejligt værelse på 3. og øverste etage. Værelset havde 2 vinduer med tremmer, myggenet og skodder, men ingen glasruder, for de findes stort set ikke i Stone Town på grund af varmen. På den anden side af den smalle gyde, men i samme højde som os, boede en indfødt familie, der havde en stor del af deres liv på deres åbne terrasse, så vi kunne gensidigt holde øje med vores forskellige aktiviteter.

Toilettet og badet var ude på gangen, men lige ved vores dør, så det var næsten som at have det på værelset. Sengenes madrasser var stoppet med krøluld eller noget andet stenhårdt stads, så jeg rullede med det samme mit campingunderlag ud og fik et behageligt sovested. Der var kun lagner til sengene, da tæpper ville være for varme, og med monsunstyrke holdt et par vifter den værste tropehede fra døren. 

Zanzibar sikkerhedsregler for os rige turister blev indskærpet, og færdsel udendørs efter mørkets frembrud var kun tilrådeligt, hvis vi gik flere sammen, og gerne hvis vi så lidt store og mandige ud. For at få noget aftensmad dannede vi så en konvoj ned til den nærmeste restaurant, der smukt lå på pæle ved stranden, og vi fik borde på den åbne terrasse med udsigt til de arabiske dhow, der oplyste lå ude på vandet.

Et måltid mad på en afrikansk restaurant kan godt tage sin tid, for først går tjenerinderne rundt og modtager bestillinger til drikkevarer, og så bliver de serveret, og efter en timestid tager de mod bestillinger til maden, og kokkene, der står og venter, kan så gå i gang og 2 - 2 1/2 time efter kommer maden. Selvom det var en fiskerestaurant, var vi i ugevis blevet snydt for pizza, så Gitte og jeg tog et par stykker af dem og sammen med et glas vin og en cola blev det tilsammen 15.000 shilling (ca. 15 dollar), og det er i det prisleje, man kan spise på restaurant på Zanzibar, hvis det ikke lige skal være en speciel hummermiddag eller lignende. Det blev en hyggelig aften i flagermuslygternes skær under åben himmel, inden 1. konvoj gik hjemad gennem de mørke gyder til hotellet.

Morgenvækning kokken 5 med bøn udover kvarteret fra den nærmeste minaret. En meget, meget høj stemme, men egentligt også smukt, og vores muhla var mere melodiøs end de andre muhlaer, der lød ud over byen. Men hvorfor var det ikke kirkeklokker, vi blev vækket af ? Jo for 90 % af befolkningen på Zanzibar er muslimer, men der vises respekt og tolerance for andre religioner, (gid det var sådan i resten af verden), og der bliver med ildhu fejret både islamiske, hinduistiske og kristne helligdage.

Vi må nok hellere have lidt baggrundsviden om Zanzibar, inden vi begiver os ud på de videre turistede oplevelser i år 2002.

Zanzibar og Stone Town.

Zanzibar er navnet på en øgruppe i det Indiske Ocean der ligger omkring 35 km ud for Tanzanias kyst og består af hovedøen Zanzibar også nævnt som Unguja Island og den næsten lige så store ø Pemba Island samt ca. 50 mindre øer.

I årtusinder har Zanzibar været et vigtigt handelscenter for sumerer, indere, assyrer, egyptere, føniker, portugisere og arabere, men den rigtige storhedstid begyndte i 1830érne, hvor sultanen fra Oman besluttede at flytte sit hof til Zanzibar, der derefter hurtigt blev centrum for al handel langs hele Afrikas østkyst.

Sultanen gjorde krav på størstedelen af det, vi i dag kender som Tanzania, Kenya, Uganda, Sydsudan og Congo, men i praksis indskrænkede magten sig til kystlinien, for det centrale Afrika var mørkt eller kulsort, og næsten lige så fjernt som det ydre rum i dag. Slave- og elfenbenskaravaner fandt dog i de tørre årstider ind i ødemarken, og de blev der et år eller mere eller forsvandt for bestandigt.

I 1856 gik de 2 førnævnte opdagelsesrejsende Richard Francis Burton og John Hanning Speke i land på Zanzibar, og ligesom i dag blev de to opdagelsesrejsende mødt af duften af nelliker og andre tropiske krydderier, og de dybblå dønninger slog ind mod de hvide koralstrande.

Arabiske dhow og amerikanske, franske og tyske koffardiskibe lå på reden og ventede på last af kopal, elfenben, skind, skildpaddeskjolde, krydderier, ambra, tænder fra flodheste og horn fra næsehorn m.m.

I Zanzibars hovedby den gamle bydel Stone Town, boede der omkring 100.000 mennesker, og i de kringlede, snavsede gader myldrede det med arabere, sorte, indere, persere, swahilier og andre folkeslag. Kreaturer og æsler pressede sig igennem trængselen i den kvælende tropehede, og stanken af kopra og rådne fisk var overvældende. Tiggerne sad med fremstrakte hænder, medens de handlende falbød deres varer i et gedemarked uden lige, men på Zanzibar i 1856 var der også slaverne. De vandrede rundt i gaderne, mænd, kvinder og børn, afrettede efter års fangenskab eller for nylig ankommet fra fastlandet halvdøde af sult og mishandling.

Verdens samvittighed var ellers vågnet, og i 1830 erne var slaveriet afskaffet i det britiske imperium, og efter pres havde Zanzibars sultan i 1845 forbudt eksport af slaver, men slaveriet var stadig lovligt indenfor hans rige. Karavanerne fortsatte derfor stadig ind i landet efter slaver, og selvom britiske og franske orlogsskibe afpatruljerede kysten for at pågribe arabiske dhower fra fastlandet med negerslaver, blev blokaden brudt igen og igen, og markedet i Zanzibar var velforsynet som altid. Mellem 20.000 og 40.000 slaver blev hvert år ført til øen, hvor 1/3 var beregnet til plantagerne (helt legalt) og resten illegalt eksporteret videre til Arabien, Egypten, Tyrkiet og længere væk.

Forsøget på at dæmme op for eksporthandelen af slaverne fik priserne til at stige, og hvis blot et skib ud af 4 slap igennem blokaden var overskuddet sikret. Priserne i Zanzibar var 4-5 pund for en voksen mandlig slave og noget mere for en kvinde, og et barn til 1-2 pund på Zanzibar kunne indbringe det 10 dobbelte i Persien . De højeste priser blev betalt for de smukke abyssinske piger, der dog næppe forlod øen igen, da herskernes havde lumske planer med pigerne.

Der boede på det tidspunkt godt 5.000 arabere på Zanzibar, og mange levede som en rig overklasse, hvor de rigeste ejede op mod 2.000 slaver til pasning af plantagerne med nelliker og kokospalmer. Sammen med de indiske købmænd beherskede den arabiske overklasse elfenbenhandelen, ejede skibe, udlånte penge til ågerrenter og finansierede ekspeditioner ind i landet.

Amerikanerne havde konsulat på øen og leverede bomuldsklæde, kornprodukter, maskiner, porcelæn, skydevåben og ammunition, kulørte perler og andre helt nødvendige dimser fra den vestlige verden. Det lille hvide samfund, der også bestod af englændere, tyskere og franskmænd, levede en kedsommelig og kummerlig tilværelse, og alle drømte om at forlade øen for bestandig, så snart de havde tjent så og så meget. Ikke for ingenting kaldes kysten for Feberkysten, men der fandtes ingen læger på øen, og det selvom kolera, malaria og kønssygdomme florerede, og drikkevandet på øen var farligt at drikke. Der var kun ganske få hvide kvinder, for efter et par måneder på Zanzibar, var der kun enkemændene tilbage, som så måtte "nøjes" med en mere sejllivet abyssinsk eller somalisk pige.

Til denne "paradisø" ankom i Zanzibars gyldne periode en række berømte vestlige missionærer og opdagelsesrejsende for at proviantere, købe udrustning, fremskaffe bærere og få sultanens velsignelse til at rejse ind i det ukendte Afrika. Burton og Speke beskriver Stone Town som et gedemarked uden lige ( Læs, Den Hvide Nil af Alan Moorehead), og den mest berømte opdagelsesrejsende David Livingstone foreslår byen omdøbt til "Stinkibar" på grund af de dårlige sanitære forhold. Livingstones hus, hvor han boede i 1866 og planlagde sin sidste ekspedition ind i Afrika, kan stadig ses i den arabiske bydel lidt udenfor Stone Town (Læs senere).

I 1873 fik englænderne endelig presset sultanen til at lukke slavemarkedet, men handelen fortsatte i huler under gaderne, hvor slaver i tusindvis blev gemt væk, og først et stykke op i 1900 tallet blev den illegale eksport af slaver endelig stoppet.

Zanzibar blev et britisk protektorat i 1890, men skiftende arabiske sultaner fortsatte med at regere under protektoratet helt frem til uafhængigheden i 1963. Zanzibar var en kort overgang selvstændig, inden sultanen blev væltet under en blodig revolution, hvor tusindvis af arabere mistede livet. De nye magthavere indgik union med Tanganyika inde på fastlandet under fællesnavnet Tanzania, men Zanzibar har dog sit eget parlament og udstrakt selvstyre indenfor unionen.

Øerne har i dag en multi-etnisk befolkning på knap en million mennesker, men da befolkningen er mere velstående end i resten af Tanzania knager sammenholdet i fugerne, og der er højrøstede krav om løsrivelse fra unionen. Ved de nylige valg var der uroligheder på Zanzibar, hvorimod valgene foregik fredeligt i resten af Tanzania, så et eller andet er nok under opsejling.

Krydderitur i Paradisets Have.

Vores fredelige oplevelse af Zanzibar startede med en lille morgentur ned til stranden ved Forodhani Park, der ligger ved siden af sultanens palads Beit-el-Ajaib også kaldet House of Wonders. Parken eller pladsen lå i morgenlyset og lignede Jerusalems ødelæggelse, men der gik da nogle damer rundt og fejede efter aftenens udskejelser. Hver dag lidt før mørkets frembrud bliver pladsen rigget til med marked og forskellige små madboder, og her bliver alskens spiseligt ristet over trækul og det til priser, hvor også de lokale zanzibarier kan være med.

Næste punkt på dagsordenen var Spicetur, for Zanzibar er også kendt som Krydderi-øerne og produktion af især kryddernelliker, kanel, muskatnød, kardemomme og vanillie har i tidens løb givet stor velstand til øerne.

Jeg ved ikke, om det var en dalla dalla eller en shamba vi blev transporteret rundt i på krydderituren, det har vist noget med størrelsen at gøre, men hovedparten af persontrafikken på Zanzibar foregår på ladet af varevogne eller små lastbiler, hvor der under et halvtag er placeret et par langbænke, og her kan man så blive rystet godt sammen.

En lokalguide, der vidste alt om tropiske frugter og krydderier, viste os rundt i de forskellige plantager, og det er ikke noget med række op og række ned, for det er plantager a la blandet landhandel, og med små slyngende stier imellem alskens eksotiske frugter og krydderier. Det virkede næsten som Paradises Have, for alt, hvad vi rakte ud efter, kunne spises, men jeg bemærkede dog hverken æbler eller slanger. Der var masser af smagsprøver, og jeg har aldrig vidst, at en helt frisk ananas kunne smage så himmelsk. Peber, om den så er sort eller hvid, det afhænger af modningen, er frugter på en slyngplante, og nu kan vi roligt ønske både uvenner og venner hen hvor peberet gror, for i hvert fald beplantningsmæssigt er det et paradis.

Frokosten, der bestod af eksotiske retter, blev serveret i et lille hus med måtter på gulvet, og af høflighed blev skoene stillet udenfor, hvilket gav maden et ekstra krydderripift af varme tæer. Et par af vores damer/piger blev fristet af en indfødt, der mod en beskeden betaling udsmykkede deres hænder med henna i kunstfærdige mønstre, og samme sted kunne der for 1 dollar købes en 300 gram bakke med 10 forskellige krydderier, så i vore dage skal der vist mange krydderier til for at give velstand.

Næsten lige ved siden af det lille spisehus ligger De persiske Bade, som sultan Seyyid Said efter sigende byggede til sin persisk fødte hustru prinsesse Sheharzade, som var barnebarn af shahen af Persien. Parret blev gift i 1847 og en inskription i badets dekorationer viste årstallet 1832, så badene har nok alligevel ikke været hel splinternye, da prinsessen sænkede sit legeme ned i det kølige vand. Indvendig er badene smukt dekoreret med stuk i arabiske mønstre, og anlægget var i rimelig god stand med nykalkede hvælvinger.

Lidt nærmere Stone Town ligger Maruhubi Palace, der blev bygget i 1880, men paladset brændte allerede i 1899 og henligger nu nærmest som en ruin, dog med badeanlæggets hvælvinger intakte. Der skulle efter sigende have været plads til 99 af sultanens haremskvinder i paladset, og yndlingskvinderne blev installeret i 7 små adskilte rum med hvert deres eget badeanlæg og toilet med rindende vand. I forbindelse med "elskovsrederne" havde sultanen, den hertug, selv 5 toiletter til sit private brug, og dem kan man så stadig se og bemærke, at han heller ikke engang havde et bræt. De udvalgte kvinder måtte nyde den romantiske romance, så længe det varede, for de blev efter en måneds forløb udskiftet og solgt på markedet, siges det, men der siges jo så meget.

Lige ved siden af paladet ligger et lille skibsværft, hvor en flok mænd med økser var ved at forvandle en bunke træstammer til en arabisk dhow. Hvor længe forvandlingen er undervejs, er ikke godt at vide, men i stedet for madpakker havde de konerne med, der lavede mad på bål, og alle hilste venligt, selv da en flok turister vadede tværs igennem deres dagligdag.

På egen fod i Stone Town.

Hovedstaden på Zanzibar er Zanzibar Town og den ældste bydel hedder Stone Town, og om eftermiddagen gik Gitte og jeg på opdagelse i byen. Stone Town rummer mystik og hemmeligheder, og sammenblandet i de smalle snoede gader, ligger gamle 1001 nats arabiske huse, småbutikker, moskéer, kirker, hindutempler, værksteder, paladser, hoteller og markeder. Mange af Stone Towns huse er fra 1800 tallet, da Zanzibar var det førende handelscentrum i det Indiske Ocean, og velstanden kan stadig spores med pragtfulde udskårne døre og balkoner. Siden revolutionen i 1964, hvor det gik hårdt ud over den rige arabiske overklasse, stod det i en årerække sløjt til med vedligeholdelsen af husene, og de hvide huse blev hurtigt fyldt med sorte misfavninger på grund af den hede, salte og fugtige luft. 

I 1982 lavede United Nations Habitat Fund en plan for bevarelse af Stone Towns arkitektur, og regeringen, der efter revolutionen havde overtaget mange af de arabiske huse, magtede ikke opgaven at vedligeholde dem, så de begyndte at sælge dem til private med klausul om restaurering. Internationale organisationer og også EU er med i projektet om bevarelse af Stone Town, og jeg mener at have læst et sted, at Stone Town for nylig er optaget på Unescos liste over verdens kulturarv. 600 bygninger er indtil videre blevet restaureret, men der er en lang dyr omgang endnu.

Byen er endnu ikke turistpræget, og udover et par enkelte gader nede ved Kenyatta Road med en del souvenirbutikker, virker byen endnu meget original og uberørt af masseturisme og hamburgere. Men det siges, at det går meget hurtigt i disse år, så lad os håbe, det bliver en gylden middelvej med turister og velstand til byen, men bevarelse af denne unikke perle.

Ude af vores hotel stilede vi mod en spændende forretning, som vi havde set på krydderituren, og i løbet af 5 minutter var vi faret uhjælpelig vild i det krogede gadenet, og vi fandt aldrig forretningen. Stonetown ligger på en halvø, og først efter et par timer og med solens hjælp, fik vi så meget styr på byen, at vi vidste i hvilken side, vi befandt os, når vi kom til noget vand.. Et kompas ville have hjulpet betydeligt, for det med solen var ikke så nemt endda, for de fleste stræder og gader var så smalle, at solen var gemt.

Vi kom igennem et stort marked, som vi ikke kunne stedfæste på kortet, men vi fik købt en frisk kokusnød og som alle drikkevarer i Tanzania blev den først knappet op i kundens nærværelse. Den var fyldt med mælk til randen, så de 200 shilling (1,50 kr.) var givet godt ud, men det var da ærgerligt, at vi ikke kunne få det saftige frugtkød ud, så vi måtte droppe den hen i bunken for tom emballage.

Livingstones House

Ved hjælp af Creek Road, der adskiller Stone Town med den nyere by, fik vi stedfæstet vores nøjagtige position, og vi begav os ud mod Livingstones House, der ikke ligger i Stone Town som fejlagtigt angivet i flere guider, men omkring 2 kilometer nordøst for byen ude ved kysten. Huset er et 3 etagers stort hus, der blev bygget i 1860, og det var i det hus, at historiens mest berømte opdagelsesrejsende David Livingstone i 1866 planlagde sin sidste ekspedition ind i Afrika.

Efter 3 år i vildnisset ankom han i 1869 til Ujiji ved Tanganyikasøen, næsten tandløs og halvdød af malaria og andre sygdomme, blot for at erfare, at de forsyninger, der var lovet ham tilsendt, deriblandt kinin, var blevet stjålet under transporten, så han måtte fortsætte uden forsyninger og medicin.

Den 15. Juli 1871 blev Livingstone i Nyangwe et hjælpeløst vidne til en massakre hvor 300-400 fredelige indfødte på markedet blev mejet ned af arabiske slavehandlere. Fuld af lede over episoden kæmpede Livingstone sig tilbage til Ujiji, hvor Stanley fra "The New York Herald" fandt ham den 10.november 1871 med de berømte ord: "Dr. Livingstone, formoder jeg"?

Livingstone ville dog ikke med tilbage til Zanzibar og civilisationen, for som han sagde, var hans arbejde endnu ikke udført, så efter en måned rejste Stanley tilbage til kysten efterladende alle de forsyninger han kunne undvære. Efter 54 døgn nåede Stanley til Zanzibar medbringende alle Livingstones journaler, incl. hans skildring af massakren i Nyangwe, der senere i England fremkaldte en sådan storm af harme, at sultanen af Zanzibar blev tvunget til at lukke slavemarkedet på øen.

Stanley havde lovet at sende Livingstone bærere, så han kunne fortsætte udforskningen af Afrika, men først i august 1872 ankom bærerne endelig, og kun få dage efter drog Livingstone vestpå på sit livs sidste etape, og i de endeløse sumpe ved Bangweolosøen blev han fundet død knælende i bøn ved sin seng den 1.maj 1873..

Hans trofaste bærere Susis og Chumas fjernede hans indvolde, og hjertet blev begravet under et træ ved søen, og efter at hans lig i to uger var tørret i solen, blev han pakket ind i bomuld og surret til en stang, så 2 mænd kunne bære ham. Elleve måneder og 2.000 kilometer senere nåede de frem til Det indiske Ocean og videre til Zanzibar, hvorfra Livingstone senere blev sejlet til England, hvor han blev begravet i Westminster Abbey.

Det var mere end historiens vingsus, der viftede os om ørene, da vi trådte ind i Livingstones hus, og efter at have afleveret 1 dollar, som alting næsten koster på Zanzibar, fik vi adgang til en lille udstilling om Livingstone. Personalet syntes nok, det var mange penge for lidt, så vi fik en guidet rundvisning i hele huset, og det selvom der kun var snavs, skrammel og dynger af papir af nyere dato. Guiden fremviste stolt Livingstones toilet, samt husets 3 andre toiletter, hvor det ene var med kumme og træk og slip, dog ikke fra Livingstones tid, men skodderne var originale, forsikrede guiden.

Hele huset trængte til en ordentlig omgang, og kunne blive til en fin turistattraktion, hvis der blev indsamlet ting og sager fra Livingstones tid, så hans spændende liv kunne blive anskueliggjort.

Den anglikanske katedral.

I betryggende afstand udenfor Stone Town, i den nye bydel, ligger hovedgaden NgAámbo, og i et stort vejkryds har nogen været inspireret af den østtyske betonkommunistiske byggestil og opført et højt etagehus, næsten 500 meter ned af hver side af krydset. Grå snavset beton og enormt grimt, og det gjorde det ikke bedre, at affald og blå plastikposer hober sig op langs husene.

Nå, det kan jo ikke være pænt det hele, men vi stilede mod Den anglikanske katedral, der ligger i Stone Town, hvor kirken er bygget på den grund, hvor Zanzibars slavemarked lå indtil 1873. Kirken blev indviet i 1877, og selve sultanen skænkede klokken på betingelse af, at tårnet ikke blev højere end hans palads.

Efter at have afleveret den obligatoriske dollar, blev vi guidet rundt i katedralen, hvor højalteret er beliggende nøjagtig der, hvor genstridige slaver i sin tid fik pisk. Et krucifiks i kirken, siges at være lavet af det træ, som Livingstones hjerte blev begravet under. Måske. Men et stort glasmosaikvindue er skænket af Livingstones venner, og det er ganske vist, så den gamle missionær og hans arbejde for slaveriets afskaffelse er ikke helt glemt.

Senere blev vi vist rundt i de underjordiske slavekamre, hvor slaverne godt gemt af vejen blev stuvet samen på stenbrikse, og vi så mindesmærket til ære for de mange ulykkelige stakler, der her blev solgt på aktion.

Aftenspisning i udendørs lun tropenat, på den nyligt åbnede restaurant Barracudo, og det var velsmagende og fint tilrettelagt mad, som det var værd at vente 2 ½ time på. På tilbagevejen kom vi igennem Forodhani Park med alle madboderne, og sælgerne øjnede nyt håb, for klokken 22.30 var det lidt surt at have alt for meget mad tilbage, men nu var vi endelig blevet mætte.

Næsten nede ved hotellet, havde vi før lagt mærke til 3 møbelsnedkere, der var i gang med en stor kunstfærdig dobbeltseng. De havde åbenbart intet værksted, og da man ikke bare kan lade sin seng stå midt på gaden og tro, at den stadig står der næste dag, så var de ved at putte sig i den halvfærdige seng, og vi ønskede dem god nat.

Udflugt til Prison Island

Jeg sad i en lille båd, hvor vinden susede, og med mellemrum ramte kastevindene mig i ansigtet, og det lød nærmest som en Vesterhavsstorm. Heldigvis vågner jeg og kikker på vifterne, og udenfor var det helt skyfrit og stille. Vi skulle på udflugt til Changuu Island også kaldet Prison Island, på grund af det fængsel, der engang blev bygget. Det blev dog aldrig taget i brug, men bygningerne blev i en årrække brugt som karantænestation, og henligger nu som ruiner, hvor trærødderne prøver at splitte stenene ad. Øen ligger omkring ½ times sejlads fra Zanzibar, og er et yndet udflugtsmål med en lille restaurant og en hvid koralstand.

Kort før vi skulle afsted klokken 9, blev vi angrebet af en kort troperegn, der dog næsten nåede at dryppe af, men det var blæst noget op, og det var slet ikke det samme vejr som om morgenen. Efter leje af snorkeludstyr, gik vi ned til stranden, hvor der lå et par små træbåde og vuggede på de nu skumklædte bølger.

Ombordstigning fra stranden i små både giver våde bukser, og nogen stod i vand til livet, men bådene kom da afsted, og huggede sig igennem bølgerne, inden en våd landgang. Det var i virkeligheden slet ikke snorkelvejr, selvom nogen da prøvede alligevel i de urolige bølger. Udover stranden og ruinen, var øens eneste attraktion en indhegning med kæmpeskildpadder, og mærkværdigvis var det gratis at gå ind mellem dyrene. Nogle af skildpadderne havde omkring 1 meter lange skjolde, og formedels 500 shilling kunne der købes en dusk grønt, så de kunne håndfodres, men fingrene skulle ikke for langt frem, for det lyder som en havesaks, når en kæmpeskildpadde tager en bid. Det var nu ret sjovt, men da køkkenet på restauranten havde lukket på grund af den forestående nytårsaften, og nogle tørre sandwich kun var til salg til ågerpriser, synes jeg personligt, det var nogle lidt lange timer, at øde på en øde ø. Jeg ville hellere have brugt tiden på opdagelse i Stone Town, især da vi de næste 3 dage skulle forlægges til Kendwa Beach med masser af vand og strand.

Besøg i House of Wonders.

Med fast grund under fødderne gik vi igen på opdagelse i Stone Town, som det nu gik noget bedre at finde rundt i, og vi stilede hen til Beit el-Ajaib på engelsk kaldet House of Wonders. Huset blev bygget i 1883 af sultan Barghash Bin Said, og var dengang den højeste bygning i Østafrika. Selv i vore dage er bygningen enorm, og den er i en mærkelig palads/ maskinhal blanding med jernsøjler i en tropisk victoriansk industristil, nå men arkitekten var også skotsk marineingeniør. Den enorme dør ind til herlighederne, siges stadig at være den største udskårne dør i Østafrika. Paladset blev bygget til ceremonielle begivenheder, men i 1896 var paladset mål for et bombardement fra den engelske flåde, da en sultan, som englænderne ikke kunne lide, var ved at tage magten, og det minder mig om et eller andet i vore dage.

Senere har regeringspartiet brugt bygningen som hovedkvarter, men nu er paladset omdannet til national-museum, og til en forandring kostede det 2 dollars at komme ind, og til en forandring takkede vi denne gang nej til at blive ledsaget af en guide.

Indvendig er der en stor hal, hvor der udover 3 forkølede sultanbiler ikke var meget at se, men brede buede trapper førte op til de øverste etager. Her var der på 1. salen en rigtig god udstilling om Zanzibar og Swahili civilisationen med de gamle karavaneruter, og gamle billeder fra Zanzibars spændende historie. 2 etage var kun med tomme rum, men en bred svalegang hele vejen rundt om paladset gav en flot udsigt udover byen og det nærliggende gamle arabiske fort fra 1740érne.

Selvom der er mange dalla-dallaer i Stone Town, er der også mange flere private biler og scootere end der ses på fastlandet, så de er nok mere velstående på Zanzibar. Til gengæld er der mere skrald i hjørnerne, og et helt vognlæs kunne ligge uantastet på gaden mellem brugte blå plastikbæreposer, der ligger og flyder overalt.

Vi var blevet advaret om nærgående sælgere, tiggere og andre mærkelige personer, som man helst ikke skulle indgå i dialog med, men hertil skal siges, at i de par dage vi gik rundt i Stone Town var der kun en eneste irriterende sælger, som skulle rystes af, og ellers gik vi uantastet rundt.

Nytårsaften på Afrika House Hotel.

Afrika House Hotel er den tidligere britiske klub med en stor terrasse ud mod havet, hvor solnedgangen kan nydes, og både udvendig og indvendig er huset smukt restaureret i kolonistil. Vi havde tilmeldt os det store nytårsarrangement på Afrika House med stor buffét, ½ flaske champagne, underholdning og festfyrværkeri for 25.000 shilling ca. 200 kr.

Medens mørket faldt på, fik vi en drink på terrassen, og der blev stillet flagermuslygter ud på bordene, og luften var heldigvis insektfri. Der var dækket op til os inden døre, men selvom døre og vinduer var åbne, var der varmt som i en bageovn. Kolonistilen skred lidt for vores vedkommende, for stolene var i hvid plastikhavestolestil.

Bordet var smukt dækket med champagneglas til nogen, andre havde store hvidvinsglas og andre igen martiniglas, så det er ikke sådan at samle 24 ens glas i Afrika. Tjenerne gik i gang med at åbne den meget mousserende champagne, der dog alligevel blev rystet grundigt inden propperne sprang, og det halve af champagnen rendte ud på gulvet. Det blev dog hurtig klart, at det ville komme til at knibe med en ½ flaske champagne til alle, for tjenerne fyldte glassene til randen, og der går mange martiniglas på et hvidvinsglas. Bestilling af andre drikkevarer ved bordet gik hurtigt i hårdknude, for enten kom drikkevarerne ikke, eller dem, der kom, var forkerte, så jeg gik ned i baren og købte kontant, hvilket senere gav problemer, for flasken stod på bordet, da drikkevareregningen skulle betales. Nå vi var i Afrika, så pole pole, og der var en fin buffét med mange spændende og velkrydrede retter.

Lysstyrken i pærerne havde i aftenens løb kørt noget op og ned, og nogen gange slukkede lyset helt og tændte igen, og til sidst var hele hotellet mørkelagt, og det forlød, at generatoren var brudt sammen. Det blev dog først rigtig et problem, da olielamperne og stearinlysene var ved at brænde ud, så i næsten mørke begyndte trommedansen med dansere med hvidmalede ansigter.

Mangelen på champagnen gjorde, at prisen på arrangementet blev sat 5.000 shilling ned, men det blev et gedemarked at betale, for en del af de drikkevarer, der var bestilt og kommet på regningen, var ikke blevet serveret. Nå pole pole vi var stadig i Afrika, og der var jo også andre end os på Afrika House, og personalet manglede det sidste finish i håndteringen af store selskaber, men de gjorde det så godt, de kunne, og det skal nok blive bedre engang.

Efter middagen fortrak vi igen ud på terrassen, men nu brød baren sammen, og løb tør for drinks, og det tog ½ time at få en sodavand. Vi manglede jo rådhusklokkerne, men ved 12 tiden besluttede vi at klokken var 12 og skålede, og ønskede hinanden godt nytår, og vi fik vist også sunget første vers af "Vær velkommen herrens år", inden festfyrværkeriet startede. Festfyrværkeriet var en sjælden oplevelse, idet 5 mand stod på stranden med hver sin stjernekaster, og det var så det. Der var dog heller ikke anden fyrværkeri eller raketter i byen, udover de heksehyl, der kom fra en overfyldt bil med piger, der skreg ud af vinduet.

Lidt over midnat gik 1. konvoj hjem igennem byen, og selvom der nogen steder var lidt liv i gaderne, og biler der kørte rundt og dyttede, kunne vi fredeligt og uantastet gå tilbage til hotellet, med mindet om en helt speciel afrikanske nytårsaften.

En af vores rejsefæller Jacob Thybo, der også har udført tegningen, fortsatte lidt endnu og prøvede efter midnat at ramme byen ved at gå på reggae/rastafari bar: ".....det sjove ved stedet var vel nærmest, at der ikke rigtig var mulighed for at føle sig sikker og tryg som europæer. Jeg mener omgivet af de fattigste afrikanere i området, på deres eget sted, imens de festede og hørte afrikansk musik.

Toiletterne stank, og jeg begyndte at købe øl til de afrikanere, der kom hen for at lænse mig for penge og smøger. Senere på natten var der næsten helt fyldt og vi var vel omkring 10 fra Topas, og udover de mange afrikanere, med deres lange rasta-hår, var der også ankommet nogle backpackere og til sidst indfødte kvinder.

Det hele foregik afslappet, i den efterhånden kendte langsomme afrikanske stil, så der var tilsyneladende ret fredeligt og vi kunne danse og hygge os, inden jeg ved 3-4 tiden gik hjem som en af de første."

Kendwa Beach.

Ved morgenbordet var der nye historier om Afrikas Houses fortræffeligheder, men ellers var vi ved at forlade hotelværelserne og deponerede den bagage, som ikke skulle med på de næste 3 dages Bountyferie. I den ringeste minibus, som kunne opdrives på øen, blev vi 26 mennesker med bagage mast ind, og vi satte kursen mod nordenden af øen, hvor de bedste strande forefindes. Et sted blev vi stoppet af politiet, der talte os og rystede på hovedet, og chaufføren fik taget sine fingeraftryk, men vi fik da lov til at køre videre, og næsten ved verdens ende drejede vi ned ad en jordvej gennem krat og baobabtræer og blev positivt overrasket.

På et svagt skrånende terræn lå et lille paradis af små bungalows med udsigt ud over havet, og med blomsterbede imellem hytterne. Hver bungalow havde 2 dobbeltværelser med hver deres bad og rigtig toilet, og udenfor var en lille veranda med en stenbænk med udsigt ud over herlighederne. Loftet og taget var lidt specielt, idet der var en flettet sivmåtte som loft, og herover et tag med lav tagrejsning og ovenover endnu et tag af korte siv, der var flettet på pinde og lagt på som tagsten. Der var ingen vifte på værelset, og det var tilsyneladende en stor mangel, men det viste sig, at der altid var en sval brise, der altid holdt den værste varme fra døren.

Hele området og tilsyneladende det meste af nordøen er dækket af noget, der ligner lavablokke, men jeg har senere læst mig til, at det er koralblokke, og de er både stenhårde og udyrkelige, og kun vilde planter kan finde fodfæste mellem blokkene. Vi så dog dagen efter nogle kvinder, der gik med nogle tunge jernstænger, der var fladede ud i enden, og jeg forestiller mig, at de måske skulle bruges til at ituhugge koralblokke for at give en plet dyrkelig jord.

Stranden er af så kridende hvidt koralsand, at det var svært at holde øjnene åbne, og havet var næsten lunt som badekarvand, så det blev til nogle herlige svømmeture, og en afslappende eftermiddag.

Østkystens strande længere nede ved Stone Town er efter sigende ved at blive udbygget/ødelagt af en række kæmpestore ferie-komplekser med overvejende italienske bagmænd som investorer. Men her ved Kendwa Beach og nordpå, er der kun nogle enkelte andre små bungalowsteder og turisterne fyldte kun uendelig lidt på den lange brede strand.

Mellem Kendwa Beach og den lille by Nungwi helt ude på nordspidsen af Zanzibar er der omkring ½ times gang langs stranden, men der skal holdes øje med tidevandet, for et sted forsvinder stranden ved højvande, og så er tør passage umulig.

Med tilpas lange mellemrum på stranden ligger der et par små restauranter i polynesisk stil med store sivtage, og hvis maden bestilles i forvejen, kunne der her spises frokost og middag, og en 3 retters velsmagende middag kunne fås for 5.000 skilling, omkring 40 kr.

Snorkeltur på et ægte koralrev.

På vores lille lokale strandrestaurant var der morgenmad fra klokken 7.30 til 8.30, og på afrikansk vis kom den så på bordet klokken 8.15, men i ventetiden tog jeg en skæbnesvanger beslutning. 6 af de andre topaser havde dykkercertifikat og skulle på dykkertur, andre ville nyde strandlivets fred og ro, men mellemgruppen havde fået arrangeret en snorkeltur til det nærliggende koralrev. For første gang i mit liv havde jeg mulighed for at snorkle på et ægte koralrev, og for ikke at gå glip af noget, meldte jeg mig i sidste øjeblik, og da min sidste snorkeltur i soppebassinet på Bellahøj for 50 år siden var gået ganske udmærket, havde jeg da lidt erfaring.

Snorkelturen kostede 20 dollars incl. frokost og udstyr, og efter kun ½ times forsinkelse nærmede en lille båd sig vores strand, og med den afrikanske ombordstigning, hvor der skulle vades ud til båden, skiftede jeg lynhurtig til badebukser. Båden var en smal fiskerbåd på omkring 10 meters længde, med et solsejl rigget op og en påhængsmotor, tøffede vi afsted mod nordendens lille by, hvor et par ekstra passagerer kom ombord.

Den 2 mands store besætning talte stort set kun swahili, og kaptajnen sprang overbord og kom tilbage med en kuglepen og et vådt stykke papir, hvorpå vi skulle nedkradse størrelsen på de ønskede svømmefødder. Så sprang han overbord igen, og begav sig til byen for at leje udstyret, og efter en rum tid kom han tilbage, og med meget besvær blev udstyret og frokosten, der heldigvis var i vandtætte beholdere, fragtet igennem bølgerne ud til båden. På det tidspunkt var jeg blevet lidt loren over situationen, og overvejede halvt i spøg at gå i land igen, og lade snorkeltur være snorkeltur, for bølgerne var blevet ret så store, og hvor vi egentlig skulle sejle hen, havde jeg ingen anelse om. På afrikansk vis var der heller ingen redningsveste eller redningskranse ombord, eller blot et par badeluffer, så koralrevet måtte helt sikkert ligge meget tæt ved kysten.

Efter 3 timer sejlede vi stadig, og vi var kommet i en stor bue rundt om nordøen og havde sat kursen mod det åbne hav som på en anden verdensomsejling. Bølgerne var blevet større og større, og slog ind over båden og os, så det ene besætningsmedlem lavede ikke andet end at øse. Vi var gennemblødte, og jeg var blevet søsyg, og selvom det var det Indiske Ocean, var der køligt under solsejlet, så jeg frøs som en lille hund med rystende arme og ben, men jeg ved egentlig ikke om det var af kulde eller af skræk. Jeg ønskede mig selv hen, hvor peberet gror, for der ville være fast grund under fødderne, og jeg var lige ved at holde min nabo Stine i hånden for at få lidt moralsk støtte.

Endelig dukkede der en lille ø op i horisonten, og øen blev meget langsomt større, og på den anden side af øen lå så koralrevet, og båden ankrede op, og snorklingen kunne begynde.

Jeg havde stadig kvalme, men efter at jeg krøb ud i forstavnen og væk fra soltaget, var jeg langsomt blevet varmet lidt op af solen, så jeg besluttede at prøve at snorkle, så turen ikke var helt forgæves. Det gik egentlig forbavsende let med masken, og at få luft ned igennem røret, og i det første dyk fik jeg da også set et par fisk, men først efter frokost i det andet dyk, kom jeg ud på mere dybt vand og oplevede fornemmelsen af at svømme i et akvarium med fiskene rundt omkring. De andre mere rutinerede topaser var meget begejstrede, især efter frokost hvor fiskene fik resterne af vores pandekager og spiste af hånden, men personligt havde jeg stadig kvalme, og gruede for hjemturen.

Hjemturen startede og vi forlod de trygge omgivelser ved den lille ø, for båden kastede sig igennem 4-5 meter høje bølger, der slog ind over rælingen som i en anden hollywoodfilm med et skib i havsnød. Med mit drivvåde håndklæde prøvede jeg at lune mig lidt, og jeg ledte forgæves efter fremspolingsknappen, så jeg lynhurtig kunne spole filmen 3 timer frem, for det måtte være en film, det kunne simpelt hen ikke være virkelighed.

Heldigvis var det blevet højvande, så båden kunne skære en time af sejladsen af den store bue rundt om nordspidsen af Zanzibar, så jeg behøvede ikke at realisere mine drømme om at svømme eller blive sat i land, og gå tværs over øen igennem skarpe koralblokke og tornebuske og gerne på bare tæer, hvis det bare var fast grund.

Som et mirakel nåede vi sidst på eftermiddagen tilbage til vores egen strand, hvor jeg lavede en meget elegant ilandstigning, idet båden huggede i bølgerne, så jeg mistede balancen og gik i vandet til halsen med bagage og det hele, men der var fast grund under fødderne, så jeg vaklede lykkelig i land.

De andre topaser syntes vist også det havde været en ubehagelig sejltur, og for mit eget vedkommende er jeg fast besluttet på, at 2 snorkelture i ét liv, både den i Bellahøjs soppebassin og især den på Zanzibar, må være mere end rigeligt.

Et par 1000 kroners stødabsorberende trekkingsandaler.

At ligge stille og roligt på den hvide koralstrand med de lune azurblå bølger er himmelsk - i en times tid, men så for mit vedkommende heller ikke meget længere, så vi fik lavet en lille ekspedition sammen med Vibeke ind til Nungwi, som jeg selv kun havde set fra søsiden. Det var planen, at vi ville gå langs stranden, medens det var lavvande, og på tilbageturen gå langs vejen, hvor vi havde observeret nogle kæmpestore baobabtræer.

Der var betydelig flere lokale på stranden end turister, og de indfødte vaskede, reparerede både, ordnede fiskenet, hentede sand i oksekærre og samlede tang, medens vi gik og drev den af med bare tæer i strandkanten. Det var en bestemt slags tang, kvinderne samlede, og den kan ikke bare skovles op med en greb, men håndpilles blandt andet tang, og derefter tørres og sælges og vistnok anvendes til en ret værdifuld gelatine. En ældre mand havde samlet en baljefuld meget smukke sneglehuse, og vi fik købt et enkelt for 1000 shilling og kunne også have fået en stor flot konkylie til samme pris, men den fyldte for meget og var lidt for lyserød.

Omkring 50 små arabiske dhower lå på stranden i nærheden af Nungwi, og da det var lavvande, ville de først komme på ret køl igen ved højvande. Byen er fra søsiden en lille turistby, eller skal vi sige en samling af restauranter og hoteller, dog ikke noget med bevidstløse firkantede betonklodser, men i meget hyggelig polynesisk stil med store sivtage og huse på pæle.

Næsten ude ved fyret opdagede jeg, at jeg havde glemt mine næsten nye stødabsorberende 1000 kroners trekkingsandaler henne på stranden ved sneglehussælgeren. Det var det eneste fodtøj, jeg havde med på Kendwa Beach, og jeg så i ånden, at jeg skulle til at købe et par afrikanske sandaler, og hidtil havde jeg kun set dem i bildækmodellen. Med en dagsløn på 1 dollar var trekkingsandalerne, der stod frit fremme på stranden uden en ejermand i miles omkreds, en formue værd blandt fattige afrikanere, men Afrika er bedre end sit rygte, og sandalerne stod stadig hvor jeg havde stillet dem, og min dag var reddet.

Vi gik rundt om byen og ind, hvor lokalbefolkningen boede, og her var der ikke så meget polyneserstil, men gasbeton og bliktage og affaldsdynger overalt, og de blå brugte bæreposer er nærmest en pestilens. Der lå nogle små gode supermarkeder med dagligvarer, men vi manglede ikke noget, så vi kunne ikke engang støtte handelen. Lokalbefolkningens Nungwi er en verden for sig, og da vi gik igennem døren i en lang mur, trådte vi igen ud i turisternes paradisverden, og da vi er så heldige, selv at kunne bestemme verden, besluttede vi at blive der, og gå tilbage langs stranden.

Ved frokosten i vores lille strandrestauant fik vi besøg af en dansk familie, der i en længere årrække havde arbejdet for Mellemfolkeligt Samvirke i Kenya. De havde været på Zanzibar for 5 år siden, men den var i mellemtiden blevet meget turistet, sagde de, medens vi kikkede ud på den næsten mennesketomme strand.

Vi ville ikke gå glib af baobabtræerne, som jeg aldrig før havde set på nær hold, og nu var der ligefrem lejlighed til at klappe et, så vi fortsatte formiddagens ekspedition op ad den støvede jordvej på udkik efter det største træ i området. Baobabtræer bliver kun 12-14 meter høje, men til gengæld bliver de meget tykke, og med deres grove grenbygning ser de næsten ud, som om de er revet op med rode og står med rødderne op i luften. Det største træ, vi fandt, var vel 4-5 meter i diameter, og det blev så fotograferet, og jeg kunne heller ikke nære mig for at klatre lidt op og vise mit mandsmod efter gårsdagens psykiske og fysiske dukkert..

Mellem de enkeltstående baobabtræer voksede der kun vilde småtræer og buske, der åbenbart godt kan finde rodrum mellem de hårde koralblokke, men det må være håbløst at få en spade i jorden og selv plante noget. Alligevel gik en kvinde som en anden Jens Vejmand på et lille jordlod og prøvede at forvandle de hårde sten til brød.

Tilbage igen til vores strand og efter en tiltrængt badetur gik jeg til venstre af stranden, vadede igennem vandet forbi nogle koralklipper, og kom til et helt turistfrit område. En flok drenge badede i bølgerne, og kvinder gik og samlede tang, og i min skærende hvide farve og orange badebukser, følte jeg mig underlig malplaceret i landskabet, og listede stille tilbage igen.

Det glædede mig at se, at nogle topaser havde fundet sammen med nogle fra lokalbefolkningen, og på blandede hold spillede de beachvolley, og Pil fik vist nogle sorte drenge, at danske piger spiller fortræffeligt fodbold.

Den lille Kendwa Beach ferie var ved at være slut, og vores lille strandbiks havde lavet en barbecuebuffét der blev afviklet med bål og flagermuselygter under åben afrikansk stjernehimmel.

Tilbage i Stone Town.

"Afrikansk tid" blev gjort til skamme, idet der var afgang klokken 9, men bussen kom allerede klokken 7. Men vi var stadig i Afrika, for halvt læsset begyndte bussen at køre uden chauffør, da håndbremsen var i en sådan tilstand, at der efterfølgende blev lagt sten ved hjulene, og bussen skulle også skubbes for at få motoren i gang. I øvrigt var det ubegribeligt, at 26 mennesker plus bagage kunne mases ind i den minibus, og på de 2 politistop tilbage til Stone Town blev vi igen talt, og det var helt sikkert for at melde rekorden til Guinnes Rekordbog.

I Stone Towns hede fik vi i det samme lille hotel vores gamle værelse, og efter en kold cola var vi klar til nye udfoldelser i den gamle slaveby.

Næsten ved siden af House of Wonders ligger Beit al-Sahel, også kaldet Palace Museum, der for nylig er indrettet som museum for sultanernes gyldne periode på Zanzibar, og paladset var sultanens bolig, indtil revolutionen i 1964. Igen 1 dollar for adgang til herlighederne, og med en personlig guide kom vi rundt på de 3 etager.

En af udstillingerne fortalte om prinsesse Salme, der var datter af en af de sidste sultaner, og hun havde i sit tilgitrede jomfrubur siddet og kikket ud og fået øje på en ung tysk mand, og kikket havde udviklet sig til forelskede. Men den unge tysker havde ikke en gammel lampe og en ønskeånd, og der var desværre heller ikke 3 farlige drager, der skulle slås ihjel, og sultanen ville ikke af med det halve sultanat, så de to unge måtte flygte og bosatte sig i Tyskland. Prinsessen har dog nok alligevel haft lidt hjemve, for hun skrev senere en bog om sin gode barndom og opvækst på Zanzibar.

Ellers viste museet møbler fra forskellige tidsaldre og sultanens imponerende 6 mands seng (det har dog nok ikke har været mænd alle sammen), samt malerier af forskellige sultaner, og sågar et af dronning Elisabeth malet i 1954. Alt i alt et rigtig godt og interessant museum.

Lunchen blev indtaget på terrassen i den tidligere engelske klub Afrika House med udsigt til havet og de vuggende skuder, og i hyggeligt selskab med Poul og Beatrice, som også var søgt derhen i de smukke omgivelser, og som nytårsaften og traditionen tro gik strømmen og vifterne gik i stå.

I det kvarter, hvor Afrika House ligger, er der et par gader med en del souvenirbutikker, og de er nok ikke afstemt i forhold til antallet af turister, for de handlende var sultne efter at få os indenfor. Men vi havde, hvad vi skulle bruge, og gik i stedet ned til dhowhavnen med de små træskibe, der stadig bruges til fiskeri og transport af varer op og ned ad den afrikanske kyst. Store og små dhower lå tæt i havnebassinet, og man kunne næsten gå på vandet for bare skidt, så der manglede en del, inden der er badevandskvalitet i havnen ligesom i København, men vi følte os alligevel hjemme, for også i Stone Town var der containere med Mærsk Sealand.

Aftenspisning på restaurant Blue, der er bygget på pæle ude i vandet, og restauranten er kun et par år gammel ligesom flere andre af Stone Towns større restauranter.

Sidste halve dag i Stone Town.

Morgenvækning allerede klokken 4.45 med rustne stemmer, der i den næste halve time tid lovpriste gud, og da vi noget senere kom ud af værelset, havde stuepigen rullet sit bedetæppe ud foran vores dør, og lå med enden i vejret.

Med kun en formiddag tilbage i Stone Town gik vi ud i byen for at få det sidste med, og bare det at gå rundt uden mål i de snævre gader er spændende. En ualmindelig smuk, kunstfærdig og nypudset husfasade tiltrak sig vores opmærksomhed, og det viste sig at være The Stone Town Cultural Center, der var blevet indviet i 1997 af Zanzibars præsident dr. Salmin Amour og his higness prince Kamin Aaga Khan, hvor han så er prins henne. Døren var åben, så vi gik indenfor, men der var ikke en sjæl at se, men til gengæld var der ihærdig børnesang i baggrunden, som vi så lyttede til, inden vi gik videre.

Stone Towns fiskemarked er et gedemarked, hvor det myldrede med mennesker, og fisk i alle størrelser lå på kærrer og borde eller på et stykke pap på jorden, og det skærpede ikke ligefrem appetitten efter fisk. 2 kattekillinger stod på rystende ben, snavsede og tynde, og de er de ynkeligste kræ, jeg nogensinde har set, men det kunne vi jo ikke rigtig gøre noget ved.

Udenfor Stone Town er der nu også mange spændende gader, og vi kom igennem en lang indkøbsgade med sko, tøj og dagligvarer og ingen hvide mennesker udover os selv, så vi gik uantastet rundt, men da vi satte os i en lille park, kom en ung mand hen for at snakke. Han var fra Sudan, og var alene efter at have mistet sin familie, og vi kom hele registeret igennem om forholdene i Sudan, Tanzania og Danmark, og måtte desværre skuffe ham med, at hans store drøm om at rejse til Europa og få arbejde, nok ikke var så let. Vi besluttede dog alligevel at hjælpe ham, i hvert fald med 1 dollar til hans frokost, så var han da kommet så langt.

Hjemrejsen.

Klokken 11.30 var der afgang fra hotellet, dog uden de praktiske trækvogne, der kan komme igennem de snævre gader med bagagen, der for mit vedkommende drejede sig om 2 rygsække, en paksæk og en stor fælles kuffert med knækket håndtag. Bagagen bar vi i stedet nogle hundrede meter ned til en bus, hvor den omhyggeligt blev pakket og kørt 500 meter ned til havnen, medens vi selv gik, hvorefter bussen blev aflæsset, og vi igen bar bagagen nogle hundrede meter ned til den ventende hurtigbåd. Men det var jo også så gammeldags med de trækvogne.

Båden var betydelig større end på udturen, så der var god plads, og der var redningsbælter under hvert sæde, og det var stille vejr, så det blev en behagelig sejllads. Bagagen blev igen slæbt i land på i havnen i Dar es Salam, og vi ventede på nogle bestilte busser, der ikke kom, men i nærmest tumultagtige scener ville mange andre gerne køre vores bagage eller sprede den for alle vinde. Tilsidst kom der et par andre busser, og de indfødte faldt lidt til ro, og vi kørte op til hotel Jambo Inn, hvor vi bar bagagen op på det mere end lummervarme værelse 210, hvor den blev låst inde. Topaser må være et særligt folkefærd, for bagageslæbning og strabadser i tropisk hede blev taget i stiv arm og i godt humør.

Vi skulle heldigvis ikke overnatte på hotellet, og jeg ved ikke, om der kan være minus foran stjerner i hotelkategorier, for Jambo Inn havde kontant afregning for hver overnatning, og hvert hotelværelse havde foruden en almindelig dørlås, 2 solide jernbeslag med store hængelåse, og i restauranten advarede hotellet med "NOTICE" på væggen mod deres egne tjenere.

Hotellet lå jo nok ikke i Dar es Salams fineste kvarter, og vi fik at vide, at vi skulle passe meget på, hvis vi gik udenfor, så da Gitte og jeg havde nået mætningsgrænsen for oplevelser, blev vi i buret, der omgav hotellets cafe og slappede af. Aftensmad i hotellets spartanske spiserum, og den tyktflydende kinesiske suppe smagte bedre end den så ud, og så fik vi turens allersidste kylling, og der blev snakket en del om, at kylling og æg nok ikke stod på vores hjemlige menukort det første stykke tid. Hotellets spiserum var meget populært for lokalbefolkningen, og vi kunne ikke sidde hele aftenen og hænge over vores kyllingeben, så vi måtte forlade bordene og vente andetsteds, inden busserne kom sidst på aftenen, og bagagen igen skulle slæbes ned.

Dar es Salams lufthavn virker ret ny og er egentlig smuk med det højt svungne cement søjle tag, men ellers var den ret øde, og den eneste afgang, medens vi var der, var en tur til Nairobi.

Vi fik sagt farvel til vores guide Johnny, der skulle blive og overnatte på 210 og senere fortsætte til Uganda, og uplanlagt fik vi også i hast sagt farvel til Gianni der egentlig også skulle til Danmark, men flyet var overbooket, så han måtte pænt vente til en anden afgang til Europa. Stor tak til de to guider, der på bedste kvalificerede vis havde ledt os gennem Tanzania i tyk og tyndt.

Vi andre fortsatte midt om natten med flyet til Amsterdam, og efter flyskift fortsatte vi til Kastrup, hvor vi landede midt på dagen i vinterens værste snekaos. Afsked med de andre topaser, som vi havde delt så mange oplevelser med, og tak for det gode kammeratskab og hyggelige samvær.

Det havde været vores dyreste rejse nogensinde med 26.100 kr. pr person, og Gitte og jeg brugte derudover tilsammen godt 6.000 kr. til lommepenge, mad og drikke og souvenirs.

Vi havde haft en helt eventyrlig tur med Topas, der fuldt ud levede op til vores forventninger, og vi fik en oplevelse for livet. Vi vil derfor aldrig glemme den spændende bestigning af Afrikas højeste bjerg, Tanzanias nationalparker og Zanzibars gamle slaveby.

Det er faktisk lidt svært at komme ned på jorden igen og ind i hverdagens trommerum, og da vi er blevet lidt bidt af Topas, har vi bestilt en tur til et af Europas sidste vilde områder til "Haute Route" i Pyrenæerne mellem Spanien og Frankrig. Denne gang er der ingen afrikanske bærere, så vi skal selv bære hele vores bagage, men det kan ikke afskrække os, for vi er stadig et par unge mennesker sidst i halvtredserne, og vi må kunne klare næsten alt, for vi har været helt oppe og trampe rundt i Kilimanjaros sne.

Kilder:

Egne erfaringer og oplevelser.

Den hvide Nil af Alan Moorehead. Spektrum 1972.

Turen går til Kenya og Tanzania. Politikens forlag 1998.

Dagbog fra Afrika af H.E.Sørensen. Melbyhus 1987.

Tanzania. Lonely Planet 2002.

Oplysninger fra kort købt i Nordisk Korthandel: Kilimanjaro Terra Carte 1998.

Oplysninger fra kort købt i Tanzania: New Map of Kilimanjaro National Park 1998, Ngorongoro Conservation Area 1996, Serengeti National Park 1996 og New Map Of Zanzibar 1996.

Zanzibar Stone Town an architectural exploration. The Gallery Puplications Zanzibar 2001.

Tilbage til forsiden.

Flere andre rejsebeskrivelser på www.rejsefortaelling.dk