Kilimanjaros sne

En rejsefortælling af Kim Greiner

2. del. Bestigningen af Kilimanjaro.

December 2002.

Formiddagen inden opstigningen.

                                                                                                          Hold pilen på billederne og teksten kommer frem.

Siden vi bestilte rejsen hos Topas for et halvt år siden, havde vores tanker kredset rundt om Kilimanjaros top og op og ned af bjergsiderne, og nu var den længe ventede dag endelig kommet, hvor vi skulle starte mod det forjættede mål Uhuru Peak på Kilimanjaro. Vi skulle tidligt op, og i dagens anledning var der annonceret morgenmad allerede fra kl. 6.30, d.v.s. der var først noget på bordet kl. 7, så vi må snart til at lære, at afrikansk tid er ½ til 1 time efter vores opfattelse af et klokkeslæt.

Den overskydende bagage, som ikke skulle med på bjerget, blev stillet i depot og de fleste penge blev deponeret på hotellet, for der var efter sigende ikke så meget at bruge penge til den næste uges tid. Nogle minibusser blev kørt ind bag hotellets jernport, og de blev pakket til bristepunktet med telte og anden udrustning, sække med madvarer, vores personlige paksække og dagturrygsække, samt os selv, og noget op af formiddagen, til en eller anden afrikansk tid, kom vi endelig afsted.

Hele arrangementet med bestigningen var købt af Topas som en pakkeløsning af Zara Trekking Companie og det incl. omkring 40 mand lige fra chefguide, 1. guideassistent, guideassistenter, kokke og bærere (kaldet portere). Foruden selvfølgelig fuld forplejning til alle dem og alle os i en uge, telte, borde, klapstole, gasflasker, gryder og anden udrustning, så der var noget at holde styr på. Det med bærerne var åbenbart ikke helt afklaret, for da vi gjorde holdt ved Zaras hovedkvarter i Moshi, var der en høj stemning blandt flokke af unge mænd, som prøvede at komme med bærernes busser, og måske blive udtaget som bærere. En myndig mand gik rundt med en hævet stok (han slog dog ikke) og prøvede at holde styr på tropperne, men da busserne kørte, var der flere, der lavede et hovedspring ind af bilvinduerne, så det var åbenbart et attraktivt job.

Det er for øvrigt obligatorisk at have guide og mindst én bærer med på Kilimanjaro, og man kan lige så godt lade et anerkendt trekking company organisere turen. En budgettur på 4 dage, og det er absolut minimum, hvis man skal have en chance for at nå op, koster fra 600 dollars, men da de første 345 dollars går til entre til Kilimanjaro Nationalpark og resten først derefter til guide, bærere, udrustning og mad , så regn hellere med 700-800 dollars.

Efter omkring 1 times kørsel, først af asfaltveje og senere ad stejle grus og jordveje, nåede vi til Machame Gate, der ligger i 1.800 meters højde, og den er startsted for Machame Ruten, som vi skulle følge op. Mange bananplantager og andre kulturer var passeret på vejen op, men her ved Gaten stod regnskoven tæt, for den rigelige nedbør og den tropiske sol giver plantevæksten en overvældende yppighed. Ned til en højde af 1.800 meter er regnskoven omkring bjerget siden 1921 et fredet skovreservat, for plantagerne med deres sindrige vandingskanaler krøb ellers opad bjergsiderne på bekostning af regnskoven. Heldigvis har man her på egnen fundet ud af, at jo mindre skov der er, jo mindre vand bliver der til kanalerne, og den tørre tid bliver formindsket, når skoven fungerer som vandreservoir med fugtigheden opsamlet i skovbund og mospuder.

Alle skulle indskrives i Gaten med navn, alder og pasnummer, så det tog selvfølgelig også sin tid, men ventetiden kunne passende anvendes til indkøb af vandrestave. I Topas forslag til pakkeliste stod der ikke noget om vandrestave, men som erfarne eller i hvert fald gamle bjergvandrere vidste vi, at en vandrestav kan være en stor hjælp i vanskeligt bjergvandreterræn, så hjemmefra havde vi medbragt vores teleskopvandrestave. Brugte teleskopstave kunne købes i Gaten for omkring 15 dollars, men dem var der ikke så stor afsætning af, og de kunne ikke pruttes længere ned, hvorimod der var livlig handel med træstave til 1.000 shilling = 1 dollar, og allerede efter første dag, var alle nye stokkeholdere vist enige om, at de penge endda var givet meget godt ud. Først klokken halv tolv kom vi i gang med vandringen, men nu må vi vist hellere lige have lidt baggrundsviden om, hvad det er for et bjerg, vi var på vej op af.

Kilimanjaros geografi

Kilimanjaro er en del af det østafrikanske Rift Valley system, der strækker sig fra Jordan i nord igennem Østafrika til Mozambique i syd. Dalsystemet er 6.400 km langt og har en gennemsnitsbredde på 50 kilometer og er skabt af brudzoner i Jordens skorpe. Kilimanjaro og Mount Kenya er de to største vulkaner i dette system, men begge ligger dog uden for selve Rift Valley.

Kilimanjaro dækker et areal på størrelse med Fyn og er verdens højeste fritstående bjerg. I 1973 blev 756 km2 deklareret som Mount Kilimanjaro National Park for at beskytte især den del, der ligger over trægrænsen i 2.700 meters højde, og i 1987 blev nationalparken ophøjet til UNESCO World Heritage.

Geologisk set er Kilimanjaro et ungt bjerg på kun 750.000 år. Ved udbrud i den slags vulkaner blæses der i begyndelsen forstøvet smeltemasse op i atmosfæren, hvor det størkner og falder tilbage til jordoverfladen i form af aske og vulkansk sten, og først herefter strømmer der lava ud af kraterrøret. Sidst det rumlede i Kibos krater var i 1932, men der kan stadig opleves små jordrystelser i området, der stammer fra vulkanens svage aktivitet.

Kilimanjaro er derfor en slumrende keglevulkan, der er opbygget af aske-og lavalag, og den har 3 kraterrør, hvor Kibo er det yngste og højeste på 5. 896 meter og med et tværsnit på 2,5 km. Med en 11 km lang bjergkam er Kipo kædet sammen med Mawenzi, der er bjergmassivets østlige tinde på 5.149 meter. Mawensi, der også er snedækket, er stærkt eroderet, men engang har den været Kilimanjaros højeste punkt. I dag fremstår Mawenzi som en spids og meget stejl pyramide, der kun kan nås af erfarne bjergbestigere, så den er ikke noget for os, vi er kun bjergvandrere. Det 3. kraterrør der hedder Shira, ligger vest for Kibo og det er i dag næsten nedbrudt af vejr og vind.

Kilimanjaros historie

De første beretninger om bjerge i det tropiske Afrika med sne på toppen stammer fra det 1. århundrede e. Kr., hvor den græske købmand Diogenes rejste ind i Østafrika lidt nord for Zanzibar og i løbet af 25 dage nåede ind i nærheden af en sneklædt bjergkæde. Beretningen blev nedskrevet af den syriske geograf Marinus af Tyros, der også tegnede et kort med en bjergkæde, der blev kaldt Lunae Montes, Månebjergene. Men om de legendariske Månebjerge var Kilimanjaro og Mount Kenya står dog hen i det uvisse.

I 1848 beretter Johann Rebmann, der var en af de første missionærer i Østafrika, at han ligeledes som Diogenes var rejst ind i landet fra Østkysten, og på omkring 100 kilometers afstand havde han skimtet en bjergkolods med sneklædte tinder, så Rebmann er derfor sandsynligvis den første vesterlænding, der har set Kilimanjaro. Skønt Rebmann slog fast, at der fandtes et snedækket bjerg i Afrika ved Ækvator, troede Royal Geographic Society ikke på ham. Enten omgikkes han letsindigt med sandheden, eller han var angrebet af en mystisk tropesygdom, der havde fået ham til at se syner, men året efter beretter en anden missionær Johan Krapf, at han på lang afstand havde set et andet sneklædt bjerg Mount Kenya et stykke nord for Kilimanjaro. Interessen i Vesten var vakt og bjergbestigere drog til Afrika i håbet om at blive de første på toppen.

I 1861 berigtigede den tyske opdagelsesrejsende Baron Carl Claus von der Decken Rebmanns rapport. Decken var sammen med den britiske geolog Richard Thornton, og sammen med 50 bærere var de fra Zanzibar nået frem til Kilimanjaro, hvor de udforskede de lavere skråninger. Året efter kom baronen tilbage til bjerget med en tysk videnskabsmand Otto Kersten, og de stoppede først ved sneen der dengang lå i omkring 4.000 meters højde.

For de potentielle bjergbestigere var Mandara, der var den lokale høvding for Chagga folket, en besværlig mand, for han ville ikke give tilladelse til, at mænd besteg hans bjerg. Hans stamme troede at Kilimanjaro var hjemsted for overnaturlige, der vogtede umådelige rigdomme og forsøge at klatre op i gudernes rige var gudsbespottelig og den sikre død. Masaierne havde næsten den samme opfattelse og kaldte den vestlige top "Ngáje Ngái" Guds hus og Kilimanjaro "Kilima-Ndsháro" de onde ånders bjerg.

Den britiske administrator og naturforsker Harry Johnston, der var udsendt af Royal Geographic Society fik dog i 1884 Mandaras tilladelse til at udforske området, og han klatrede rundt på bjerget, jagede og samlede og byggede en lejr nær den nu tilstedeværende by Moshi.

Geografiprofessoren Hans Meyer fra Leipzig nåede i 1887 op i 5.500 meters højde, men først i 1889 nåede han i det 3. forsøg på 2 år op på Kilimanjaros højeste punkt på Mount Kibo. Ledsagende med op på toppen var den østrigske bjergbestiger Ludwig Purtscheller og den lokale guide Yohannes Lauwo.

Meyer navngav den højeste top Kaiser Wilhelm Spitze til ære for den unge kejser Wilhelm II. I 1884 havde tyske forretningsfolk erhvervet store arealer i Tanganyika (Tanzania), og fra 1891 var området officielt blevet til den tyske koloni Tysk Østafrika. Grænsen mellem det britiske protektorat Kenya og Tysk Østafrika, der også i dag er grænsen mellem de 2 lande, slår et mærkeligt slag nord om Kilimanjaro, således at hele bjerget ligger i Tanzania. Grunden skulle efter sigende være at dronning Victoria i 1886 skænkede bjerget i fødselsdagsgave til sin "kære dreng" barnebarnet Wilhelm, der senere blev tysk kejser. Så havde de hver et sneklædt bjerg i det tropiske Afrika, men hun har dog næppe været klar over at dattersønnens bjerg var det højeste. Den kære dreng Wilhelm, kaldte i øvrigt dronningen for "kællingen", når familien og især dronning Victoria ikke hørte det, forståes.

Da Tanzania den 9. december 1961 fik sin uafhængighed blev toppen omdøbt til Uhuru Peak, der betyder frihed på swahili.

Kilimanjaros vandreruter.

Der er mindst 10 forskellige trekkingruter, der fra forskellige verdenshjørner går op til Cirkelruten der går rundt om bjerget i passende afstand fra de stejle kratre, men fra Cirkelruten går der kun 3 ruter videre op til Kibos kraterrand og videre til toppen.

På Kibo er Gilmans Point, der ligger 5.685 meter over havet, målet for de fleste bjergvandrere, da punktet ligger på kraterranden for enden af den mest benyttede trekking rute Marangu Ruten. Denne rute bliver benyttet af 80 % af alle Kilimanjaro vandrere, og den udmærker sig ved, at der med en dagrejses mellemrum er overnatningshytter, der for øvrigt er opført som et norsk projekt. Hvis man fra Gilmans Point skal helt op til Uhura Peak i 5.896 meter, skal man fortsætte vandringen i yderligere 1½ time, til den anden side af kraterranden, og det er der mange, der på det tidspunkt ikke orker og derfor ikke kommer helt op.

Hvordan standarden i hytterne på Marangu Ruten ellers er, ved jeg ikke, men der står, at der er vand, toiletter, madrasser og ovne, dog ved jeg, at der til de højest beliggende hytter Kibo Hut, skal bæres vand op, og da den ligger langt over trægrænsen, skal man nok ikke regne med en knitrende pejseild. Mandara Hut, der ligger midtvejs på bjerget og bliver brugt til overnatning for både op- og nedgående trekkere, har plads til 120 mennesker ad gangen, en ren folkevandring i højsæsonen. Heldigvis ville Topas på vores tur hellere benytte Machame Ruten op og Mweka Ruten ned og de er begge langt mindre turistet, og vi vil meget hellere ligge i våde, mudrede 2 mandstelte på den bare jord. Næsten.

Vores Machame ruten er dog kendt for at være den smukkeste rute med flotte scenerier igennem alle bjergets vegetationszoner fra regnskov over hede til stenørken, men den er også kendt som den mest våde. Suk.

Højdesyge.

Vi skulle komme og sige det til vores danske guide Johnny, hvis højdesygen blev alvorlig, for han ville ikke have, at vi lå i teltene og døde, uden at han vidste det.

Højdesyge skyldes mangel på ilt og kan forekomme allerede fra ca. 2.500 meters højde, for personer, der ikke er vant til højderne, men oftest først ved 3.000 – 4.000 meters højde. Vejrtrækningen styres normalt af blodets surhedsgrad, og under anstrengelser forbrænder vi ekstra mange kalorier, hvorved blodet bliver mere surt og vi trækker vejret kraftigere og hurtigere så vi får den mængde ilt der behøves (meget kort fortalt). I 5.500 meters højde er iltmængden halveret, hvilket længe inden da kan give en hel række symptomer såsom hovedpine, kvalme, svimmelhed, opsvulmede øjenlåg, åndenød, træthed m.m., så det er egentlig utroligt, hvad man selv frivilligt vil udsætte sig for.

Der findes 2 former for højdesyge, hvor den ene er væske i lungerne, der kan opstå ved 2.400 meter, og den anden er hjerneødem ( ophobning af væske i hjernen), der kan opstå over 3.600 meter. Begge former for højdesyge kan medføre døden, hvis symptomerne ignoreres, og der er faktisk flere, der dør på Kilimanjaro hvert år.

Den bedste kur er at gå ned igen til mere iltrig luft, og ellers skal man hvile eller blive i samme højde til symptomerne dæmpes og kun fortsætte, når man føler sig bedre, og det anbefales faktisk, at man kun stiger 500 meter pr. døgn, hvis man er over 3.000 meter. Topas benytter sig af Machame Routen, der går igennem de smukkeste landskaber, men det vigtigste er, at der bruges 4 dage om opstigningen i stedet for 3, og den ekstra dag giver kroppen bedre muligheder for at vænne sig til den iltfattige luft.

Så pole, pole, som afrikanerne hele tiden sagde (langsomt, langsomt), og drik masser af vand. Lægemidlet Diamox der er vanddrivende, anbefales ofte til forebyggelse af højdesyge og skulle bl.a. give en bedre søvn, men det er ikke et godkendt middel til det formål, og vores egen livlæge samt en vaccinationslæge ville ikke udskrive recept på midlet.

Fra Machame Gate i 1.800 meter til Machame Camp i 2.980 meter.

Efter at vi var indskrevet i nationalparken, havde købt vandrestave og fået udleveret madpakker, startede vi kl. 11.30 på den første etape, den 18 kilometer lange vandretur til Machame Camp. Hvor mange kilometer dagsetaperne var, er faktisk ikke så afgørende, for det er mere højden og besværlighederne og det deraf afledte tidsforbrug, der regnes med, og den første etape var beregnet til 7 timers vandring i hvert fald ved normalt føre, hvad det så end er.

Førsteassistenten Juma, der allerede fra starten var i gul føretrøje gik forrest og satte tempoet, og så gjaldt det om at hænge på, men han vendte sig om mange gange for at se, hvordan det gik. Juma var en lille ung mand, og heldigvis havde han et lille overskæg, for ellers ville jeg tage ham for omkring 14 år. Ruten startede op ad en jordvej, og i starten var tempoet langsomt, meget langsomt, og jeg tænkte på, om vi nogensinde kom op på det bjerg med den fart. Senere var tempoet stadig pole pole, men terrænet blev betydeligt vanskeligere, så selvom tempoet var langsomt, var det alligevel hurtigt.

Regnskoven levede op til sit navn, og der kom et par regnbyger, og det fugtige mos hang i laser fra træernes grene, og der var en frodig underskov af buske, urter og bregner. Efter 3-4 kilometer gik jordvejen over i en mudret sti, og lidt senere i en meget mudret sti, og senere igen i meget mudder uden ret meget sti. Enkelte steder var der lagt træstykker ud til at træde på, og allerede på det tidspunkt, var alle vist blevet meget glade for deres vandrestave. I begyndelsen håbede jeg, at mudderet ikke ville nå snørebåndene på mine ret nye støvler, senere steg håbet og jeg håbede bare, at mudderet ikke ville rende ovenind støvlekanten. Jeg nævner ingen navne, men der var et par stykker i vandregruppen, der lagde sig på langs i mudderet og så ud, som om de havde rullet sig, ja ja hvad gør man ikke for skønheden.

Vi havde set et par aber i begyndelsen , men ellers var jeg forbavset over så få insekter, dyr og fuglelyde, der var. En enkelt ukendt fugl kom dog med lyde, og flere var enige om, at det måtte være en mudderklire. Foruden mudder, var der glatte trærødder, væltede træstammer, og stejle besværlige steder, så det tog sin tid at få 24 uvante regnskovsvandrere igennem besværlighederne, og først kl. 15.30 var vi så langt fremme efter planen, at vi kunne få en 20 minutters frokostpause. Vores bærere med deres store bagager, havde næsten alle overhalet os, selvom de var startet senere, men en enkelt ung bærer havde overvurderet sig selv, og lå og gispede, og vi måtte give ham noget vand til at gå videre på.

Der blev mindre mudder længere oppe, til gengæld begyndte solen at gå ned, og det var kun i det allersidste dagslys, at vi vaklede ind i Machame Camp. Jeg synes selv, det havde været en meget anstrengende tur, og det var egentlig utroligt, at alle kom med op, men selvfølgelig kunne man heller ikke bare sætte sig ned, og alene overnatte i regnskoven uden sin tandbørste.

Topas havde skrevet i turbeskrivelsen om Kilimanjaroturen, at turen på en skala fra 1 til 5 var af sværhedsgrad 4-5, og hvad stod der egentlig der: Grad 4: Krævende vandring i vanskeligt terræn. Der forekommer lange opstigninger og enkelte lange dage. Der kan eventuelt forekomme passager i stor højde. Det vil være en fordel med lidt erfaring fra tidligere bjergvandringer og du skal være sikker på, at helbredet og konditionen er i top. Grad 5: Krævende vandretur og /eller bestigning der ofter involverer gletschervandring og vandring i meget vanskeligt terræn. Det er en forudsætning, at man ikke lider af højdeskræk, og at man kender til almindelig bjergvandring. Absolut god kondition er en nødvendighed.

Nå, ja vi kunne have læst ovenstående lidt grundigere, og turen havde foreløbig levet op til en del af det lovede, men mit eget skøn på at nå toppen var på det tidspunkt nærmest nede på en fifti/fifti chance.

Machame Camp ligger lige på trægrænsen, så det var blevet åbent terræn med højt til himmelen. Det er en god ide at give plads til bærerne, når de vil overhale i løbet af dagen, for de havde allerede stillet vores telte op. Til gengæld var det ret så besværligt i mørke at finde vores bagage og finde et ledigt telt. Et stort spisetelt var også stillet op, men det strammede så meget over skuldrene med 26 til bords, at et flysæde til sammenligning ville være det rene svir. Resten af turen blev der så stillet et ekstra spisetelt op, så maden kunne nydes med lidt albuerum, men så kun med det halve Topasselskab. Spiseteltene, der sang på sidste vers, med huller og revner, blev for øvrigt også brugt til overnatning for bærerne og med 2 telte behøvede de ikke ligge som sild i tønde, men kun som sild.

Hver eftermiddag, når vi ankom til lejren, blev der serveret te og varme popcorn, og undtagen på den sidste vandløse camp, blev der stillet et vandfad med varmt vand ved hvert telt, så hænderne i hvert fald kunne blive vasket. Ellers måtte det med hygiejnen den næste uges tid klares med vådservietter, og det er første gang jeg har været så svedt og beskidt, og med 6 dage til det næste bad. "Hullet i jorden" var som helvede på jord og skulle gøre det ud for et toilet. Bare et bræt eller en pind burde være en menneskeret, men der var kun et hul i et gulv med lidt brædder udenom og det kræver øvelse at ramme det hul i mørke.

Nå, men så sort så det heller ikke ud, for det var blevet måneskin, da der klokken 20.30 blev kaldt til spisning, hvor vi fik suppe, kartofler, kød i stuvning og avokado til dessert, og det må siges, at på hele bjergturen fik vi god, rigelig og rygende varm mad, og det selvom det hele blev båret op på nakken, selv friske æg i bakker og fyldte gasflasker.

Det er ikke klogt, at tage et sovetelt lige ved siden af spiseteltet, for der skulle udleves noget lerjsskolestemning hos bærerne, og selvom vi var trætte, var der "sort" snak til langt ud på natten.

Gitte gik desuden på et tidspunkt i løbet af natten lidt i panik, for vi havde begge hovedpine, og der havde været en del snak om farerne ved højdesyge, og vi var både langt fra hjemmet og uden Diamox, og hvad var det dog for noget, vi havde indladt os på: "Ja, det må du nok sige, men prøv nu at sove alligevel".

Fra Machame Camp til Shira Camp i 3.840 meter.

Det lysnede kl. 6, og vi stod op og begyndte nedpakningen, og selvom vi havde let kvalme, så det noget lysere ud med sol på de højere bjergtoppe og ved halv otte tiden endda med sol på lejrpladsen, så der blev dækket morgenbord ude i det fri. Inden morgenmaden blev der som luksus ved 7 tiden serveret te ved teltene, og det må da bestemt være en rest af skikkene fra den engelske kolonitid. Ellers bestod morgenkompleet af frugt, grød (som gav en god bund, men jeg fandt aldrig ud af hvad det var, måske majsgrød?) spejlede æg, pølser, ristet brød i stakkevis, marmelade, te,cacao og kaffe, og vi skulle ikke engang selv tage ud af bordet eller vaske op.

Grovbagagen lå opdynget til bærene og kun med vores mindre dagtursrygsække begav vi os optimistiske afsted lidt før kl. 9 og med selve chefguiden i spidsen i dag. Vegetationen havde gradvis ændret sig fra det tætte frodige og varierede til en mere åben og ensartet plantevækst og senere med mandshøje kæmpelyng. Dagstrækningen var på 9 kilometer og var berammet til omkring 6 timers vandring. En ret stejl stigning fra morgenstunden fik mig næsten til at tabe pusten, men senere gik det egentlig ganske udmærket. Vi havde heldigvis lagt det meste mudder bag os, og det var blevet et mere stenet landskab med noget mere menneskevenligt fast vandrejord. Kæmpelyngen Erica begyndte at se noget vissen og død ud, men stadig med nedhængende mos, og landskabet blev gradvist mere hedeagtigt med spredt lav, og for mig ukendt vegetation imellem stenene.

Selvom der var en del klatrende steder gik det støt fremad, og vi kunne spise frokost med en fin opdækning på en klippeknold i 3.736 meters højde. Udsigt var der ikke meget af, for vi var kommet op i skyerne, og det småregnede ind i mellem, da vi nåede Shira plateauet. Senere ved 15 tiden dukkede Shira Camp op, og endnu engang havde bærerne overhalet os i løbet af dagen og været så venlige at stille teltene op.

Dagens vandring havde været noget mere manerlig og vandreglæden var indtruffet igennem de mange smukke landskaber, og selvom vi havde hovedpine var håbet blevet lysegrønt. Efter te, varme peanuts og popkorn var det klaret delvis op, og så lige under aftensmaden var det med at komme ud af spiseteltet, for Kibo dukkede ud af tågen, og helt tæt på lå den, så det måtte alligevel have rykket noget deropad i løbet af dagen. Trætte var vi blevet, og der er nu ikke noget som en varm sovepose, så vi tørnede ind allerede ved 19 tiden, men vi fik da lige nogle kik modsat bjerget, og ud over slettelandet med lys fra landsbyerne. Torden og i løbet af natten en kraftig regnbyge hos os, men da temperaturen falder med 1 grad for hver 200 meters stigning, skete der ting og sager længere oppe.

Fra Shira Camp over Lava Tower i 4.646 meter til Barranco Camp i 3.977 meter.

Tidligt om morgenen var det helt klart i vores højde, for et tæt skydække lå under os og der var kun lidt spredte skyer ovenover. Vaskefade med varmt vand blev stillet ud til vores telte, men som sagt blev det kun til lidt klatvask, og jeg fik rigtig dårlig samvittighed over vores egen mangelfulde standard, da jeg lidt væk så en af bærerne sidde og vaske sine tæer og endda under sine arme.

Der var sol til morgenmaden, så den blev indtaget udendørs i et mageløst sceneri, idet hele Kibos top i løbet af natten var dækket af det hvideste nysne, der glitrede i morgenlyset. Kokken blev også distraheret af det smukke syn, i hvert fald brændte grøden på, så det gik hårdt ud over vores sukkerbeholdning.

Da højdeangivelserne på vores forskellige kort og andre steder svinger en del har jeg i denne rejsefortælling opgivet de højdetal, der kunne læses på vores medbragte GPS, og hvorfor ikke tro på den.

Plantevæksten blev mindre og mindre på vejen op, og til sidst stod der kun enkelte græstotter imellem sten og jord. Stigningen gik støt og sejgt opad, og der var kun enkelte korte pauser inden frokostpausen ved godt 12 tiden. De gange vi havde madpakker med, bestod den som regel af kylling, et æg, en sandwich, lidt kiks og noget frugt, men selv her i ingenting havde kokken lavet te til os, dog havde vi for en gangs skyld selv båret vores krus op. Vejret var blevet tåget med drivende skyer hen over terrænet og også med småregn, som man ikke rigtig regner for noget og derfor ikke gider tage sine regnbukser på, så vores bukser var til sidst blevet drivende våde.

Efter frokosten delte vi os, idet der var mulighed for at gå til Lava Tower for dem, der havde lyst og kræfter til det, og de andre kunne skære nogle kilometer af dagens etape og undgå den ekstra høje stigning og nogle af de efterfølgende 600 højdemetre, der skulle gås ned igen til Barranco Camp. Foruden oplevelsen af at have været på LavaTower var fidusen højdesygemæssigt, at kroppen fik prøvet at være i 4.600 meter for derefter hurtigt at gå ned og overnatte i den lavere højde.

Både Gitte og jeg gik med op, og det gik forbavsende nemt over de øde stenskråninger, og pludselig stod vi ved Lava Tower Camp, der dog var aldeles ubeboet. Lava Tower klippen ragede endnu et stykke op, og det er muligt at gå derop på under en ½ time, men da sigtbarheden var næsten lig nul, ville det trods alt være spild af gode kræfter. Til gengæld lå der her ved foden af klippen små klatter af nysne, og jeg fik lavet en ægte Kilimanjaro snebold.

Lava Tower ligger egentlig kun nogle få hundrede meter fra en af Kilimanjaros gletcherarme og i fugleflugt er der kun et par kilometer til kraterranden, og der går faktisk en rute fra Lava Tower direkte til Kibo, men den er meget stejl, og som der står only for very fit climbers. Så fitte var vi heller ikke, så vi begav os ud på nedturen, der var stejl nok endda, og laaaaang og i småregn og på et tidspunkt i tøsne.

Længere nede i dalen stødte vi på de første kæmpe senecio (senecio kilmanjari), der er nogle ejendommelige 4-5 meter høje planter, der i facon minder om kæmpemæssige søanemoner. Planten har et mærkeligt forhistorisk udseende, og jeg ville egentlig gerne have tage nogle flere billeder og studere dem nærmere, men efterhånden, som vi nåede Barranco Camp, var gassen ligesom gået af ballonen.

Gitte var på det nærmeste helt udkørt af højdesyge med kvalme, hovedpine, ophovnet i ansigtet og med lidt næseblod, og hun orkede dårlig nok at krybe i soveposen, så jeg måtte putte hende. Hun fik så et par timers søvn, inden hun blev kommanderet ud af posen og over i spiseteltet for at få noget mad, for der bliver brændt nogle kalorier af på sådan en dag, og depoterne skal fyldes op. Jeg selv havde det egentlig udmærket, træt, lidt kvalme og lidt hovedpine, men inden aftensmaden havde jeg da overskud til at vandre lidt rundt mellem mine senecio, og samtidig nyde sceneriet. Campen ligger for foden af en stejl klippevæg, og vores guider påstår hårdnakket, at ruten i morgen går op ad den væg. Mod syd åbner dalen sig med udsigt over slettelandet, hvor de går og hygger sig i varmen, og mod nord ligger Kipo, kridende hvid, og så tæt på at man næsten kan røre ved sukkertoppen.

Fra Barranco Camp til Barafu Camp i 4.550 meter.

Det regnede i løbet af natten, men det var da heldigvis tørvejr, da vi i mørke begyndte at pakke sammen ved 5.30 tiden. Det var blevet kutyme, at bærerne stillede teltene op om aftenen, og at vi pillede dem ned igen, og når det nu skulle være, var vi meget godt tilfredse med den fordeling. Bagagen blev lagt ind i teltene, og hver aften var det et puslespil at finde 2 x bagage i et af de 13 ens telte, og samtidig finde et ledigt telt. Derefter huske hvilke telte, der var gennemsøgt og finde sit eget telt igen. Et nummersystem eller en farveklat ville gøre underværker, og puslespil sidst på dagen efter en bjergvandring er ikke det, man har mest lyst til.

Morgengrøden var til morgenmaden blevet til søbevælling, men det passede meget godt til appetitten, der var nede på nulpunktet. To af vores medrejsende var så ødelagte af strabadser og højdesyge, at de besluttede at lade bjerg være bjerg, og hurtigst muligt gå ned igen. En enkelt bærer blev udset til at være både bærer og guide, og lede dem ned ad den nærliggende Umbwe Route, der vist ikke var så nærliggende endda, så de fik en begivenhedsrig tur ned. Gitte havde faktisk om aftenen overvejet at gå med ned, men ved morgenlysets komme havde højdesygen fortaget sig så meget, at hun havde friskt mod på tilværelsen.

Klippesiden som i daglig tale hedder Barranco Wall, viste sig ved nærsyn, at være lidt mere manerlig end set fra campen, så selvom der skulle klatres en del, gik det pole pole deropad, men hatten af for bærerne, der klarede den stejle tur med bagagen på hovedet. Endelig oppe på kammen skulle der gåes nogle hundrede højdemeter ned igen, og det er en grundlæggende uskik, der strider mod den menneskelige natur, at gå ned, når man i virkeligheden er på vej op. Inden terrænet igen steg passerede vi et vandløb, og her skulle vanddepoterne fyldes helt op, for det var den sidste vandmulighed i de næste par døgn. For at gøre afrikansk bjergvand til drikkevand for sarte nordiske maver skulle alt drikkevandet på hele trekket pumpes igennem keramiske filtre, og med kun 2 pumper, og et lille skvulp for hvert pumpeslag, lærte vi at sætte ekstra pris på de hjemlige luksuøse vandhaner.

Over stenede højsletter og bjergkamme fortsatte ruten, og til alt andet end en forandring begyndte det at småregne, og det var efterhånden blevet så hundekoldt, at frokostpausen tog nøjagtig så lang tid, som det tager at spise 1 æg, 1 sandwich, ½ appelsin og et stykke vandmelon.

Hemingway skriver i indledning til sin novelle "Kilimanjaros sne", der for øvrigt næsten hverken handler om Kilimanjaro eller sne, hvilket jeg prøver at rette bod på i denne fortælling af tilfældigvis samme navn: Nær ved den vestlige tinde ligger det frosne og indtørrede kadaver af en leopard. Ingen har nogen sinde kunnet forklare, hvad leoparden søgte i den højde" . Nu er der det ret svært at leve op til Hemingway, og jeg kan kun i al beskedenhed berette: "På højsletten nær ved den vestlige tinde lå en knækket tandbørste. Ingen kunne forklare, hvad en tandbørste lavede der og så tilligemed knækket, (og det selvom vi havde en tandlæge iblandt os.") Jeg har faktisk aldrig set en knækket tandbørste før, så der må være sket noget dramatisk, eller en person må være blevet sindssyg af mangel på vand og muligheden for at børste tænder.

Sidst på eftermidagen indtraf forandringen, for regnen blev til småsne, og da vi nåede Barafu Camp sneede det så tæt, at teltene stod tunge og pladdervåde af sne. Og så sagde de, at der ikke var noget vand, - der var masser af vand og nogle af bærerne gik og samlede sne til eftermiddagsteen fra teltsiderne.

Medens vi lå på knæ med en våd teltside ned af nakken og ledte efter bare en lille smule tørt tøj i bagagen svor vi en hellig ed: "Koste hvad det ville, så skulle dette bjerg besejres, så dette helvede ikke var forgæves. Nemlig sku så". Sidst på eftermiddagen klarede det faktisk op, og sneen i vores højde smeltede, og campen lå egentlig ganske smukt på et højt hævet klippeplateau med udsigt ud over sletten og Kibo, der tårnede sig op lige ved lejren. Helt betagende.

Barafu Camp har ikke et græsstrå, og der er kun ryddet små pladser imellem sten og klipper til teltene, så bardunerne blev viklet omkring sten, da der næsten ikke var jord til en ærlig pløk. Da det ikke var muligt at få spaden i jorden var "det lille hus" grundmuret for at få det rette frie fald, men til gengæld manglede det halve af taget. Denne camp skilte sig ud fra de andre, da der hist og pist lå lidt affald, og en gang kasseret spaghetti pyntede ikke lige udenfor vores teltdør. Ellers er hele Kilimanjaro Nationalpark behagelig fri for affald, (udover den føromtalte måske dramatiske tandbørsteknækning), og Topas selv gør meget ud af at efterlade terrænet rent.

Gittes og min egen højdesyge var faktisk gået meget over, for der var kun en anelse hovedpine og slet ikke noget som i går. Aftensmad klokken 18.30 og i soveposerne klokken 19, for aldrig før har vi om morgenen skulle op om aftenen.

Fra Barafu Camp til Stella Point 5.745 meter.

Om vi fik sovet noget, ved jeg faktisk ikke, for vi skulle op klokken 23, så det var ikke mange timer på langs. Et tordenvejr havde cirklet rundt om lejren, og da vi lå på klippegrund var der tale om, at vi skulle evakueres på grund af fare for lynnedslag. Hvor vi så lige skulle evakueres hen, melder historien ikke noget om, og det blev heldigvis heller ikke til noget.

Selvom det kun var den 21. december var der store chancer for en hvid jul, for da vi krøb ud af teltene, var landskabet dækket af 5-10 cm nysne og det sneede stadig lidt. Nattemperaturen eller aftentemperaturen var kun omkring frysepunktet, for det var tøsne, der faldt omkring campen, og heldigvis ikke de minus 10-15 grader, som nogle gange kan opleves på de kanter.

Uden at vide hvad skæbnen og vejret ville bringe, var vi iklædt masser af tøj, hue og vanter, da vi omkring midnat linede op, og i gåsegang begyndte opstigningen. Bærerne kunne for en gangs skyld sove længe, men vores lokalguider Freddy og Juma var på pletten samt deres 6 assistenter, der heppede og prøvede at holde vores mod oppe med ustandselig: "Pole, Pole, dount give op, keep going" og nogen gange fik vi en sang fra de varme lande.

I lommelygternes skær snoede vandregruppen sig opad i samme glatte spor, men efterhånden med nogen spredning i feltet. Det blev koldere og koldere og til sidst iskoldt, da skyerne blev fortrængt af månen, men så kunne lygterne til gengæld slukkes. For at vi ikke skulle gå kolde, blev der kun holdt 3-4 meget korte og stående drikkepauser i løbet af natten, men der var flere gode kik ned ad bjerget og ud over sletten med lysene fra Moshi, så tæt på og alligevel så langt væk, som i en hel anden verden.

Medens vi kørte på reserverne fortsatte bjerget opad i en uendelighed, og vi har vist alle vores egen natlige lidelseshistorie. Jeg selv stønnede af luftmangel, var svimmel og så syner, fik et par korte blackout, men jeg blev da stående på benene. Gitte var hævet i ansigtet og stærkt angrebet af højdesyge og træthed, så hun vaklede rundt og gik nærmest i trance sovende op, og på et tidspunkt tog en af assistenterne hendes rygsæk og bar den op til kraterranden, hvad hun dårlig nok selv registrerede. Andre havde det værre med opkastninger, og en valgte meget fornuftigt at opgive og gå ned igen og en anden havde valgt at blive i campen. Det sidste stykke op til Stella Point på kraterranden var ret så stejlt med løst lavagrus, men her tror jeg sneen gjorde sin gavn ved at binde gruset noget, og vi undgik stort set de berygtede og udmarvende 2 skridt frem og 1 tilbage.

Så uden at vi rigtig vidste af det, stod vi på Stella Point næsten på slaget 6, og som bestilt begyndte himlen ganske svagt at lysne og det mageløse lys- og isshow begyndte. Krateret var dækket af nysne og lignede et vinterbillede fra Norge, og ellers lå der 40-50 meter høje isgletchere med nogle steder næsten lige så lange istapper hængende ned. Det var et fantastisk smukt og malerisk område, og vi var helt i vores egen verden da nattekulden blev fortrængt af solen, der stod op og glitrede i isformationerne, medens skyerne lå tæt under os.

På sigt er gletcheren på Kilimanjaro ved at smelte, og på bare lidt ældre billeder har toppen en helt anden og fyldigere isprofil, end der kan ses i dag og med de lange istapper, der nogle steder kunne observeres, er afsmeltningen i fuld gang. Om der så går nogle år eller årtier, inden gletcheren er bortsmeltet, har jeg ingen anelse om, men måske skal man ikke vente så længe, hvis man vil have oplevelsen med is på ækvator.

Fra Stella Point til Uhuru Peak i 5.896 meter.

Egentlig er der ikke særlig langt fra Stella Point til Uhuru Peak, vel kun omkring et par kilometer og terrænet er kun svagt stigende, så på papiret skulle det ikke være nogen sag, men alligevel var der ved at opstå mytteri. Vi var kommet i gang igen efter lidt pause ved Stella Point, men så kom der spage udmarvede røster, der spurgte Johnny: " Behøver vi egentlig at gå længere og er der noget særlig at se længere fremme"? " Næ, der er bare en klippeknold, og vi er jo på kraterranden, så vi kan da bare vende om her, hvis der er stemning for det". "NEJ, nej og atter nej", jeg protesterede vildt, for lige ved og næsten har ingen betydning for mig, og jeg vil have den sidste centimeter med. Jeg tror, det var Michael der faldt i med 2. stemme, og vi blev et lille kor, så gruppestemningen blev vendt, og da gruppen ikke kunne deles, gik vi videre.

Foruden det overjordiske lys og issceneriet langs kraterranden var det som prikken over i et, da vi en god halv time efter satte foden på Uhuru Peak, og en euforoisk stemning bredte sig. Efter 4 dage og en nats strabadser og for de flestes vedkommende som vores livs hårdeste udfordring: "VI HAVDE KLARET DET, VI HAVDE BESEJRET KILIMANJARO".

Et skilt på toppen forkyndte: "CONGRATULATIONS. You are now at Uhuru Peak, Tanzania. Africas highest point. Worlds highest free standing mountain. One af worlds largest volcanoe. WELCOME.

Topas skriver et sted, at i gennemsnit når 80% af deres bjergvandrere Kilimanjaros top, og det er en væsentlig højere procentdel end mange andre rejsegrupper og langt højere end de private, der forsøger at gå op. Netop gruppepresset er vigtigt for at yde det sidste og overvinde sig selv. Jeg havde tidligere spurgt Johnny, efter at han var begyndt at kende os, hvor mange han troede, der kom med op, men det havde han ikke den fjerneste anelse: "Det sidder mere i hovedet end i benene, men oftest er det de unge piger der knækkes først".

Pil, vores yngste gruppemedlem på 18 år, var ikke kommet med op, men hvad måtte øjet skue ? Op ad bjergsiden kom en af guideassistenterne med armene bagude og hans fingre dannede en krog og i krogen dannede Pils fingre en modsat krog. Hun kunne bare slippe, hvis viljen slap op, men viljen var der, og op kom hun. Af vores gruppes oprindelige 24 deltagere var de 20 nu kommet op, og det svarer vist meget godt til de 80 %.

En halv time på Uhuru Peak med fotografering i strålende solskin, så gik det nedaf igen, for der var en lang dag foran os. Min tidsfornemmelse var kommet i uorden, for det føltes, som om det var eftermiddagen, men klokken var kun 7.30. Ikke nok med, at solen skinnede, den varmede også og hurtigt fik vi for meget tøj på, og af sol og genskin fra sneen blev vi forbrændte i ansigtet, for hvem ville dog tænke på at tage solcreme på, da vi startede midt om natten.

Uhuru Peak tilbage til Stella Point og Barafu Camp.

Fra Uhuru Peak tilbage til Stella Point var der ingen problemer, for bunden var fast og skrånede svagt nedad, så vi kunne gå og nyde landskabet og den varmende sol. Fra Stella Point var der stadig ingen problemer, for nogen af os i hvert fald, for de unge mænd skøjtede ned af det stejle stykke i en blanding af sne og lavagrus, og det tog vist ikke meget mere end 1 ½ time inden de var nede i Barafu Camp igen.

Gruppen var på nedturen gået i opløsning, og nogle af os andre halvgamle havde ret så mange problemer, for Gitte var stadig meget svimmel, og det var svært at holde balancen i det løse lavagrus. Jeg selv var heller ikke meget værd, men jeg prøvede at holde hende i hånden og støtte hende, medens vi nærmest vaklede ned som et par fulde mennesker. Så kom den frelsende engel i form af 1. assistenten Juma, og han gav tegn til mig om at gå i forvejen, og så hankede han ellers op i Gitte, og gik med hende et langt stykke ned igennem alt det løse, inden vi igen blev overladt til vores egen skæbne.

På vejen op i mørket, havde vi ikke lagt mærke til noget som helst, udover vores tunge fødder og hivende åndedræt. På vejen ned blev vi derfor hurtig usikre på, hvor ruten egentlig gik, for der var flere forskellige spor i sneen, og hvor var det nu, vi skulle dreje op mod campen? Det gjorde det heller ikke bedre, at vi var kommet ned i skyerne med usigtbart vejr og regn, og vi var hunderædde for, at vi ville overse sidestien, og gå så langt ned, at vi skulle tilbage igen.

Igen dukkede vores frelsende engel ud af tågen i form af Juma, og ikke nok med, at han viste vej, han hankede også op, inden vi efter 3 timers nedtur, mere døde end levende vaklede ind i campen.

Et par timer i soveposen gjorde underværker, men jeg lå og ønskede, at jeg kunne blive liggende hele dagen og natten med for den sags skyld, og ikke som realiteterne var, at vi skulle op og have frokost og derefter pakke lejren ned med afgang klokken 14.

Stensletterne blev på nedturen igen gradvis bevokset, og behøver jeg at skrive det, men det regnede, og i afrikansk regn bliver min skjorte våd selv inde under en regnjakke og et regnslag. Heldigvis var der sket en mindre mirakel, for en ellers lukket rute, de var i gang med at renovere var i dagens anledning blevet åbnet og i stedet for de 5 timers gang, der ellers var bebudet, blev vandringen reduceret til 2 timer. Bærerne overhalede igen og nogle af dem løb endda ned, men de havde selvfølgelig også ligget og slanget sig, medens vi sled bjerget op og ned til Uhuru Peak.

Nedturen var af Mweka ruten, men jeg er ikke helt klar over, om campen var den oprindelige Mweka Camp, for min GPS sagde 3.818 meter og på kortet stod der, at Mweka Camp ligge i 3.100 meter og 800 højdemetre ned fra Barafu Camp passede bedre med 2 timer end 1.500 højdemetre ned. Vores fødder var i øvrigt blevet ret så kvæstet af nedturen, og Gitte var ved at udvikle verdens største vabel på storetåen, men der er vist også et eller andet med, at vandrestøvler skal snøres stramt på nedture, da foden glider frem hele tiden.

Til aftensmaden var der vandmelon til efterret, så en eller anden har i 5 dage vandret rundt med en vandmelon på hovedet, for at vi kunne få vores dessert. Det er godt gjort.

Fra Mweka Camp og tilbage til Moshi.

Skøn morgen uden regn og der blev dækket morgenbord udenfor. Det bjergrige landskab var næsten skyet til, men nedad kunne det netop lige ses under de lave skyer, og med det lys der var, lignede landskabet noget fra Ringenes Herre.

Vores 2 vandpumper kørte på sidste pumpeslag, og den ene brød sammen, og den anden ville næsten heller ikke, men vi fik da narret 1 ½ liter ud af den, medens jeg tænkte på noget sukkerholdigt sodavand eller cola. Nu var det rent tilfældigt min fødselsdag, og jeg følte samtidig en trang til at påskønne lokalguidernes, assistenterne og bærernes store arbejde og hjælpsomhed, så jeg foreslog Johnny, at jeg kunne give dem en øl når vi kom ned til Gaten. "Uha nej, nogle ville måske blive helt balstyriske". "Hvad så med en sodavand"? "Neeej, for så tror de bare de skal have sodavand hver gang de kommer ned". "Hvad så med en sodavand, der kun bliver givet den ene gang, fordi der er en der har fødselsdag"? Nå det kunne så lige accepteres, og Johnny fik penge til 40 sodavand og senere fik jeg da en hilsen, hvor de sagde tak.

Vores frelsende engel fra dagen før Juma, stak jeg også en seddel som tak, og jeg tror ikke, han frelste os med nogen som helst bagtanke, det var blot venlighed og hjælpsomhed. Og lad mig så lige slå fast med det samme, at sjældent har vi mødt et folkeslag, der er så venlige, imødekommende og hjælpsomme som befolkningen i Tanzania og det gjaldt indtil nu og hele resten af turen. Nå, ja der var lige et par undtagelser, med dem kommer vi til, men en stor tak til alle de andre.

Hvor meget løn guider og bærere får for en Kilimanjarotur har jeg ikke kunne få oplyst, for det er tilsyneladende en sag mellem Zara Travel og den enkelte, men det er nok ikke beløb, man falder i svime over på grund af den store størrelse. Ud af vores rejsegruppes fælles drikkepengekasse kan jeg da oplyse, at chefguiden fik 55.000 sh., 1. assistenten 40.000 sh., de 6 assistenter hver 35.000 sh., de 2 kokke hver 30.000 sh., de 34 bærere hver 20.000 sh. og 1 bærer 15.000 sh. og 1000 sh. var på rejsetidspunktet lidt mere end 1 dollar.

Vi er for resten slet ikke kommet ned endnu, så vi er stadigvæk i Mweka Camp, hvorfra vi startede nedturen klokken 8.30, og der var 4 ½ times vandring ned til forposten til Mweka Gate.

Første del af stien var af den sædvanlige struktur, med blot et råt spor slidt igennem terrænet, men et par timer nede gik 3-4 mænd med hakker og forbedrede stien, så den blev omkring 1 ½ meter bred og med en vandrende på hver side. Først var der smidt renset jord ind, men senere blev den bedre og bedre med knust stenmateriale. Endnu længere nede var der trappetrin af tværliggende træstammer og enkelte steder med rækværk mod de stejle steder, så vi til sidst følte os helt usikre med al den civilitation. Udposten til forposten til Mweka Gate var et par runde hytter, hvor der kunne købes en cola til overprisen 1.000 sh., men så var den også båret op på ryggen i 2 timer, og det var rart at få noget "nærende" efter alt det vand, vi havde drukket den sidste uge.

I starten af dagen havde vi stort set kunne se over bevoksningen, men efterhånden blev den højere og højere, og vi kom igen igennem regnskoven, hvor alt var mosgroet og fugtigt. Turen var startet i tørvejr, men efterhånden med mange regnbyger med småregn, så regntøjet kom af og på, og til sidst blev alt alligevel gennemblødt. Men pyt med det, for temperaturen var steget til det behagelige og et tørt hotel og et vådt bad ventede forude.

Luksusstien blev til en jordvej, og på vores ømme ben og fødder syntes vejen uendelig, inden vi kom til forposten, hvor der var opsamling og endnu et par colaer kom indenbords, medens vi blev tjekket ud af nationalparken. På den anden side af vejen stod der diskret nogle sælgere, og jeg fik for 10 dollars købt 2 T-shirt med vores Kilimanjaroruter på ryggen, samt en safarihat for 10 dollar. Sidstnævnte var til overpris, men jeg orkede ikke at forhandle, og den kunne komme helt ned på 3 dollar opdagede jeg sidenhen.

Endnu et kvarters gang ned til selve Mweka Gate, hvor det foruden os selv og vores bærere, myldrede med nysgerrige godtfolk og sælgere, der var trukket af huse, i forhåbningen om at komme af med nogle smykker eller et spyd m.m. En flok kyllinger havde endnu en gang måtte lade livet for at stille vores sult, inden vi steg ind i minibusserne og skrumplede ned af jordvejen igennem landsbyen Mweka, der havde givet navn til ruten. Ind imellem regnskov og plantninger med kaffe og bananer samt et par missionsstationer lå der langs vejen små huse, boder og butikker, inden vi igen nåede ned til Moshi og vores Springland hotel.

Efter et saliggørende varmt bad var vi igen ovenpå, og som en lettelse kunne vi aflevere et kæmpebjerg beskidt og vådt tøj til hotellets vaskebalje, med næsten helt sikker afrikansk garanti på, at vi ville få det tilbage næste aften, hvis såfremt i fald det ikke blev regnvejr.

Et par telefonopkald hjem til familien i gamle Danmark, hvor vi kunne melde at vi var kommet godt op og ned, gav stor lettelse, især hos sønnen Søren, der havde været noget bekymret over vores udskejelser i Kilimanjaros sne.

Vi var faktisk selv umådelig lettede over, at vi havde klaret det og var kommet helskinnet ned igen og udover højdesygen havde vi været sunde og raske, og vi var blevet en KÆMPEOPLEVELSE rigere.

Fortsættes i 3 del af Kilimanjaros Sne: Nogorongoro Krateret og Serengeti Nationalpark.

Tilbage til forsiden.