Kilimanjaros sne.

En rejsefortælling af Kim Greiner.

December 2002.

3. del. Ngorongoro krateret og Serengeti Nationalpark.

Afsted på safari.

                                                                                                                  Hold pilen på billederne og læs  teksten.

Tanzania har mange nationalparker, hvor den største Selous Game Reserve ligger i Tanzanias sydlige del, og med sine 55.000 km2 er den en af verdens største vildtreservater og et godt stykke over Danmarks areal. Det er dog parkerne i det nordlige Tanzania, der med de tusindvis af vilde dyr er de mest kendte, såsom det kæmpemæssige vulkankrater Ngorongoro og Serengetisletten ( serengeti betyder endeløs). Ofte er det dog nabolandet Kenya, der snupper turisterne, for Kenya markedsfører parkerne, som var det kenyanske seværdigheder med udgangspunkt fra den moderne lufthavn i Nairobi. For at få fat i den vigtige udenlandske valuta, gøres der dog i disse år en stor indsats for at tiltrække nye og flere turister til Tanzania ved at udbygge lufthavne og anden infrastruktur.

Vi gav vores bidrag til Tanzania, for en flok safarijeeps var ankommet til hotellet, og de blev læsset med alt, hvad der skulle bruges i den næste uges tid, dog var der denne gang mulighed for at købe vand, så vi slap for pumperne. Vores gamle 2 mandstelte havde fået afvasket Kilimanjaros mudder, og spiseteltene var stadig møre og hullede, for vi var igen afsted med Zara Tanzania Adventures, der også arrangerer færdigpakkede safariture. I hver safarijeep var der plads til 5 topaser foruden chaufføren, og vi delte jeep med Michael, Niels Peter og Tove, og det var først nogle dage efter, at vi fandt ud af, at de andre byttede jeeps, men vi var kommet i så godt selskab, at det kunne vi da ikke drømme om.

Morgenstunden med småregn og senere lidt troperegn, men vi fik at vide, at det ville holde op. "Hvornår holder det så op ? om 14 dage"? "Nej, nej allerede om 2 uger".

Planlagt afgang klokken 9 afrikansk tid fra Springland, og så blev den selvfølgelig 10, for der skulle også være tid til at tage sig af et eksploderet dæk. Første stop var ved Zaras hovedkvarter i Moshi, hvor chaufførerne fik udleveret penge til dieselolie, og så et stop hos købmanden, hvor der udenfor gik en flok grimme, men spændende marabustorke i en affaldsbunke. Så manglede der kun optankning af dieselolie, inden vi kunne komme af sted, men den første tankstation var løbet tør og brændstofmåleren på vores jeep, var så langt nede på emty, som den overhovedet kunne komme. Med lidt afrikansk held var der dieselolie på den sidste tankstation i byen, og på de sidste dråber rullede vi ind og fik tanket 160 liter.

Der bliver flyttet nogle grænser på sådan en Afrikaekspedition og grænserne er nok forskellige fra person til person, og man kan vænne sig til "hullet i gulvet", våde telte, mudder og højdesyge, men at køre i jeep uden skyggen af en sikkerhedssele er svært at vænne sig til, og overskrider langt mine grænser. Hjemme kører vi ikke en meter uden sele, og her var der ikke nogen. Jo på forsædet, men selen til forsædepassageren duede ikke, så det var kun chaufførens sele, der virkede, men han var dog så solidarisk med os andre, at han kun tog den på, hvis der var politi i farvandet.

Arushaerklæringen og lidt om forholdene i dag.

På vejen fra Moshi kom vi forbi Kilimanjaro Internationale Airport, og videre ad hovedvej 23 nåede vi efter omkring 50 kilometers kørsel Arusha, der er en af områdets største byer med godt 200.000 indbyggere. Byen ligger i grønne og frugtbare omgivelser ved foden af Mount Meru, der engang var Afrikas højeste bjerg, men ved en gigantisk eksplosion sprang toppen i luften, og bjerget blev næsten 2 kilometer lavere. Byen får konstant nye tilflyttere, og egnen omkring Arusha er et af Tanzanias mest velstillede. Velstanden er dog svær at få øje på med danske øjne, men vi var også kun på hurtig gennemfart og nåede vistnok kun igennem nogle af yderkvarterene.

Arusha er meget aktuel, idet FN i 1994 oprettede et tribunal til at retsforfølge af de øverste ansvarlige for folkedrabet i Rwanda, hvor omkring 800.000 mennesker blev dræbt på 100 dage. Det er kun de mest alvorlige sager, der behandles i Arusha, og der er indtil nu kun afsagt 8 domme. De lokale domstole i Rwanda har indtil nu behandlet 7.000 sager, og der er sat yderligere fart i domsafsigelserne, idet der er oprettet Gacaca domstole, der er en slags moderniseret stammedomstole uden jurister.

Held og lykke med nogle retfærdige domme, men Arusha har også før været midtpunkt i historien, idet der her i sin tid har været tænkt gode og store tanker, og lad os lige dvæle lidt ved dem, (eller man kan springe dem over) inden vi igen forlader byen på vej til vores safari.

1960 erne var for mange afrikanske lande optimismens og mulighedernes årti, og landene forsøgte at lægge kolonitiden bag sig, således også i Tanzania hvor Arushaerklæringen i 1967 blev vedtaget takket være præsident Julius Nyerere: "Tanzania skal være økonomisk uafhængig af omverdenen, landbruget skal udvikles, alle indbyggere skal have adgang til rent drikkevand, alle skal have gratis skolegang og uddannelse, og alle skal have mulighed for gratis læge- og sundhedshjælp". Tiden har vist, at erklæringen på mange punkter har lidt en krank skæbne, men det var godt forsøgt, og så ringe står det da heller ikke til.

En af hensigterne i Arusha-erklæringen var, at alle skulle have 7 års gratis skolegang, og det fælles undervisningssprog, swahili, samlede landets 127 forskellige stammer med lige så mange forskellige sprog. Det startede ellers godt, og i 1980 gik 96% af alle børn i skole, men siden er det gået ned af bakke, og hvert 4. barn møder ikke op i skolen, og selv efter 7 års skolegang kan mange ikke læse og skrive. Undervisningen er ofte dårlig med mangelfuldt uddannede lærere, og skolegangen er ikke længere gratis, men koster ca. 160 kr. årligt, og det er mange penge i Tanzania. Klassegennemsnittet er 45 elever, men det er ikke unormalt med 60-80 børn i klassen og 8 elever, der deles om en bog, men politikerne er klar over problemet, og målet er at give væsentligt flere midler til skoleområdet.

Det begyndte også så godt med hensigten i Arusha-erklæringen med et sundhedsvæsen med gratis behandling og medicin. Nu er der indført brugerbetaling, og når man kommer til et hospital, skal der selv medbringes næsten alt lige fra medicin, plastre og sprøjter til gummihandsker, der så må købes på det lokale marked til en høj pris. Sundhedsvæsenet er derfor med lokale traditioner, idet den lokale medicinmand først opsøges, og hvis det ikke hjælper, går turen først senere til hospitalet, men så kan det være for sent ved de alvorlige sygdomme. Hospitalerne har derfor et dårligt omdømme, for det er et sted, man dør.

Hele problematikken med AIDS i Tanzania, især ved Victoriasøen, hvor over 30 % af befolkningen er ramt af sygdommen, er en uoverstigelig opgave for et Uland, og kræver al mulig hjælp udefra.

Verdensbanken har en tommelfingerregel, der siger, at det koster 90 kr. pr. indbygger om året at opretholde en grundlæggende sundhedstjeneste i et U-land, og Tanzania afsætter 45 kr. I Danmark afsættes der 10.000 kr. om året pr. indbygger, men nu skal det danske beløb også forhøjes på bekostning af ulandsbistanden. (Undskyld, med det lille pip ud mellem sidebenene).

Landbruget er det vigtigste erhverv, men ofte med meget små jordlodder, der dårligt kan brødføde en familie, så der produceres først og fremmest til eget forbrug og meget lidt til videresalg. Det skulle ellers være så godt, da præsident Julius Nyerere i Arusha-erklæringen udpegede landbruget som det erhverv, der først og fremmest skulle udvikles. Præsidentens plan gik ud på at oprette Ujamaa-landsbyer, hvor bønderne skulle flytte sammen i nye landsbyer og i fællesskab dyrke, høste og sælge afgrøderne, og staten ville så belønne landsbyen med opførelse af skole og sundhedsklinik og andre goder. Ujamaa er et ord fra swahili og betyder noget i retning af "lad os være sammen", men bønderne var dog ikke særlig villige til at flytte sammen, især ikke i de rige kaffe-regioner i det nordlige Tanzania, hvor de var vant til at have markerne lige uden for døren, og i forvejen havde velfungerende andelsselskaber. En del bønder blev tvangsforflyttet med militærmagt, og det store tigerspring for landbruget udeblev og blev til små hop på stedet, og blev efterhånden til tilbageskridt. Staten skulle opkøbe alle produkterne, men i mange år til priser under verdensmarkedpriserne, og ofte fik bønderne slet ingen betaling, så de producerede mindre og mindre, og kun lige til eget forbrug.

Tidligere tiders fejltrin er dog erkendt, og bønderne skal i dag selv forhandle med opkøberne, og der dukker endda flere og flere moderne landbrug op rundt omkring i landet. Flere af de store brug har også indført kunstvanding, og de er også selv begyndt at forarbejde deres produkter og sælge direkte til forbrugerne i udlandet. Det er især kaffe, bomuld, hirse og cashewnødder, landet tjener penge på, og det er stadig de fleste mennesker i Tanzania, der arbejder i landbruget, selvom det kun er ca. 4 % af landets areal, der er opdyrket til sammenligning med Danmarks 56 %. Den danske stat har igennem Danida valgt at støtte Tanzanias landbrug især ved udvikling og forbedring af kunstvandingsteknikker og husdyrbrug. Nå, så blev vi så kloge.

Ind i Masailand.

Efter Arusha kom vi forbi flere kristne kirker og selv Jehovas Vidner havde slået sig ned i landskabet med et af deres templer, men ellers skiftede landskabet gradvis karakter og gik mere over i sletteland med enkelte spredte træer. Vi var kommet ind på den vej, der førte til de store nationalparker og et par enkelte souvenierforretninger lå langs vejen, og alle med det store trækplaster malet på skilte: "WC". Hvis de tillige havde skrevet europæisk, rent WC og havde nogen til at passe det, kunne det blive en ren guldgrube. Vi gjorde holdt ved en af de største forretninger og spiste vores madpakker og gik ellers ind og osede rundt blandt tusindvis af træfigurer i alle størrelser, smykker, masaispyd og alt, hvad hjertet kunne begære indenfor afrikansk husflid.

I en glidende overgang var vi kommet ind i "Masailand" og deres landsbyer med runde hytter lå spredt i landskabet, og masaierne selv var i deres karakteristiske røde dragter, medens de vandrede rundt med deres gede- eller kvægflokke eller gik langs vejen. At kulturerne brydes kunne ses, da vi mødte 2 masaier på cykel, den ene kørte, den anden sad på bagagebæreren, men de havde begge deres spyd med.

Tæt ved souvenierforretningen var der gang i et stort masaimarked med kvæg og grønsager m.m. Det var ikke beregnet for turister, og vi turde dårligt nok vove os derind, for vi var så forskellige fra de farvestrålende mennesker. Men lidt fra sidelinien sugede vi af indtrykkene, og jeg bemærkede især de fantastiske kvinder med alt sølvtøjet hængende i ørerne og omkring anklerne. Fotomotiverne sprang i øjnene, men vi turde ikke rigtig tage billeder for ikke at støde masaierne, og så selvfølgelig med skelen til alle de masaispyd, de gik rundt med. Jeg er ret facineret af masaierne, så lad os lige blive lidt ved dem.

Masaierne, det gamle kulturfolk.

Masierne lever i vore dage på begge sider af grænsen mellem Kenya og Tanzania, hvortil de indvandrede fra det nordlige Afrika i det 15. århundrede, medbringende store flokke af kvæg. I kraft af deres mod og evner som krigere, erobrede de store landområder i Kenya og Tanzania, så nabostammerne fortrak, og de arabiske slavehandlere undgik Masailandet. Det var først i slutningen af 1800 tallet, at englænderne med krudt og kugler, hjulpet af tørke , kvægpest og en koppe-epidemi fik begrænset masaiernes besiddelser, og i dag er der formentlig mellem 300.000 og 400.000 masaier.

Masaierne er kendetegnet ved deres slanke og fine legemsbygning og er prototypen på "den ædle vilde". Masaierne har da også en gammel og højtudviklet kultur, og de skelner skarpt mellem masai og ikke masai, og da de sidste rangere betydeligt under de første, er deres selvbevidsthed et virksom skjold mod påvirkninger udefra. Masaierne møder andre folkeslag med en god portion skepsis, og vi europæere kaldes iloridaa enjekat – "dem der spærre deres prutter inde", hvor der hentydes til vores bukser contra deres luftige kapper.

Kvæget er hele grundlaget for den ældgamle kultur, og alt på kvæget anvendes, så foruden mælk, blod og kød anvendes urin til medicin, ekskrementerne til at dække boligen med, hornene til beholdere, hovene til smykker og skindet til tøj, sko, telte og sengetøj.

Hovedernæring er blod og mælk, hvor blodet tappes fra de levende dyr i en kalabas og blandes med mælk. De unge krigere må ikke spise kød, der er tilberedt eller berørt af kvinder, så de nedlægger selv de dyr, de spiser. De tapreste krigere bærer langt hår, medens kvinderne til gengæld er glatragede, og en skaldet pigeisse er for en masai indbegrebet af feminin skønhed

Når de unge krigere, moranerne, bliver voksne, bliver de indviet til "ældre" efter omskæring, og så må de gifte sig og stifte familie. Pigerne bliver desværre også omskåret lige efter puberteten, og så er de giftefærdige, men de må se langt efter de unge krigere, for de får altid "metusalemserne".

Det er masaiernes opfattelse, at alt kvæg på Jorden tilhører dem, så det er en fortjentsfuld gerning at røve kvæg fra andre stammer, da krigerne blot henter deres ejendom "hjem" igen, men det har udløst mange stammekrige med naboerne..

Landsbyerne er oftest omgivet af et tæt hegn af tornede buske, og midt i landsbyen er en stor åben plads til kvæget, med hytterne liggende udenom i en ring langs hegnet. Hver familie har en særlig indhegnet plads, hvor manden har sin hytte, og hver af hans koner har deres egen hytte til sig selv og deres børn. Mændene går klædt i et farverigt klæde kastet løst over skuldrene, og kvinderne er iført et skørt, men i vore dage eller udenfor landsbyen også et klæde over overkroppen. Desuden er kvinderne rigt behængt med smykker, da de bærer familiens formue på sig, hvor de går og står, og det er den sikreste beskyttelse, da en masai aldrig overfalder en kvinde.

Turistens masai er det gamle traditionsrige stammefolk, hvor den ranke og stolte hyrde står hvilende på ét ben med sit spyd som støtte og skuer ud over sin kvægflok på den store slette. Det er dog måske et spørgsmål om tid, hvor længe turisten endnu kan opleve det, da mange af masaiernes græsningsområder er blevet inddraget til agerbrug og nationalparker, og de fastboende bønder er ikke vilde med at få deres dyrkede marker afgræsset af en flok masaikvæg på gennemrejse. Derfor er masaierne i gang med en omstillingsproces fra frie nomader til fastboende agerbrugere, og der er endda dem, der går i vestligt tøj og arbejder på kontor eller for et par dollar lader sig fotografere af turisterne, så kan vi da blive lidt i masaiillusionen.

Personligt har jeg stor sympati for masaikulturen, og det kan måske forlænge deres kultur, at de tjener nogle dollar ved at lade sig fotograferer, så det har jeg ikke ondt af.

Lake Manyara

Omkring 70 km fra Arusha drejede vi væk fra hovedvej A104 og kørte mod nordvest af vej B 144. Vejen var tilsyneladende helt nyrenoveret med den nydeligste asfalt, men asfalten holdt brat op, og de næste dage kørte vi udelukkende ad hullede jordveje. Terrænet steg, og vi holdt en pause et sted, hvor der var en fantastisk udsigt ud over Lake Manyara, der ligger i bunden af Rift Vally. Søen er en stor del af den forholdsvise lille Lake Manyara National Park, der dog er på 320 km2.

Løverne i området har den særprægede vane, at de ynder at klatre i træer, og zoologerne regner med, at det er for at undgå heden ved jorden og de bidende fluer. Før i tiden havde området den største koncentration af elefanter i Afrika, men krybskytter har tyndet bestanden noget ud. Alligevel var det her oppe i højderne, vi så vores første fritlevende elefanter. De gik dog mange kilometer væk nede i dalbunden, og de var så små, at hvis vi havde haft et stort syltetøjsglas med, kunne vi have taget dem med pincet. Noget tættere på, så vi træer, der var dækket af storke i hundredvis, inden vi fortsatte ad jordvejen mod landsbyen Karatu, hvor vi skulle overnatte.

Vi var kommet ud af "Masailand" igen, og Karatu er en almindelig landsby, der kun ligger omkring 20 km fra Ngorongoro Conservation Area, men af taktiske og økonomiske grunde (30 dollar pr. dag pr. person) ville vi hellere benytte en camp udenfor.

Juleaften midt i det mørke Afrika.

Vi kunne kun gisne om, hvilken standard campingpladser har i Tanzania, og det så ikke engang særlig lovende ud, da vi svingede væk fra Karatus lidt trøstesløse primitive bebyggelse og kørte op ad en rød hullet jordvej. Kudu Camping var dog en forbavsende fin plads med grønt græs til teltene, blomsterbede, væverfugle i træerne og nordeuropæiske toiletter. Desuden var der en stor rund barbygning med lænestole, ild i pejsen, 2 cypresjuletræer med pynt og blinkende lys, samt europæisk julemusik.

Der var dog stort set ikke andre end os på pladsen, og for første gang, og med lidt besvær, fik vi slået vores 2-mandstelte og spiseteltet op. Julemiddagen var dog ikke klar endnu, faktisk var den meget langt fra at være klar, for kokken havde bilproblemer og var forsinket, men klokken 18.30 forlød det da, at hun nærmede sig, og skulle så bare lige lave maden.

Medens det endnu var lyst gik vi en tur og ved en lille beboelse i nærheden af campingpladsen fotograferede jeg en lille gruppe børn. Jeg havde pænt spurgt om lov, og som tak ville jeg vise dem billedet, men en lille dreng, der sad på armen og havde smilet og vinket på afstand, stak i et hyl, da de mærkelige hvide uhyrer kom for tæt på.

Efter lidt henslængelse i barens dybe lænestole blev Gitte lidt melankolsk, for hun savnede sine børn og sit barnebarn, og mobiltelefonen virkede ikke, og hun var ved at få verdens største forkølelsessår under næsen. Noget måtte gøres, så jeg hentede de 10 flasker rødvin, som jeg havde købt dagen før i anledning af fødselsdagen, og som jeg havde tænkt at spendere på topaserne denne aften. Vi fik endda lov til at drikke dem i barbygningen, (hvis bartenderen fik lov til at smage), og det satte stemningen op, og inden vi vidste af det, var julemiddagen midt på aftenen endelig blevet klar til servering.

Middagen var dækket op i spiseteltet, men selv om natten var mørk, var vejret mildt, så efter en hurtig rokade flyttede vi spisebordet udenfor under den afrikanske stjernehimmel. En enkelt julesang blev det til, og nogle havde stjernekastere med (Santablus på svensk fik vi lært) og ellers nød vi denne specielle juleaftens suppe, kartofler med grønsagsgryde, kødboller og melon.

I de sidste 2 timer havde jungletrommerne lydt i nærheden, og det var en lokal gruppe, der gerne ville vise os deres danse og akrobatik, og det gjorde ikke så meget, at de skulle vente til klokken 23, før vi havde fået tygget af munden. Rigtig flot optræden i den kulsorte nat med slangemenneske og en speciel hofterystende mavedans af dejlige piger, og hvis de danser ret meget af den slags danse, så kan jeg godt forstå, at fødselsraten er så høj i Afrika.

Ngorongoro Conservation Area.

Tænk engang, morgenmad under åben himmel i det skønneste vejr på 1.juledag, det er ikke hver jul, det kan opleves sådan. Beatrice og Paul havde haft feber nogle dage, så de blev kørt til det nærmeste hospital og fik konstateret malaria. De fik nogle ekstra piller og vendte tilbage til selskabet senere på dagen, og jeg håber de også efterfølgende har fået bugt med sygdommen.

Kort efter opbrud fra campen nåede vi gaten til Ngorongoro Conservation Area, der før var en del af Serengeti National Park, men af hensyn til de lokale masaier ændrede området status, så det nu både skal beskytte dyrelivet og masaiernes rettigheder. Det er dog en besynderlig gestus, at sådan et gammelt kulturfolk skal have rettigheder, og skal have lov til at leve uforstyrret i det smukke område, som de har gjort i århundreder. Tænk hvis det var almindeligt rundt om i verden at tage hensyn til mindre folkeslag, så kunne det jo se kønt ud.

Hele området er på 8.288 km2 og består af store sletter med flere vulkanske bjerge og kratere, og det så overordentligt malerisk ud, da vi på afstand passerede flere masailandsbyer og masaikvæget, der blev vogtet af masaierne i deres røde dragter. Den røde jordvej snoede sig opad igennem skov og frodige grønne græsskråninger, indtil vi kom op på kraterranden, og ved Heros Point i 2.286 meters højde kunne vi skue ud over selve Paradisets Have. Næsten.

Løverne i Ngorongoro krateret.

Ngorongoro Krateret er resterne af en vulkankegle, der kollapsede for nogle millioner år siden, men den er stadig omgivet af en 600-700 meter høj kraterrand. Den næsten flade slette i bunden har en diameter på omkring 20 kilometer, og efter sigende skulle den græsklædte kraterbund være Afrikas svar på Paradisets Have. Det er svært at forstå, at der er føde til så mange dyr, men efter sigende holder 30.000 større pattedyr til hernede, selvom antallet svinger meget efter årstiden. Meget græs giver mange græsædere, og det igen giver mange rovdyr, således at der i krateret findes den største rovdyrtæthed i Østafrika.

Tidligere tiders krybskytteri er der ved at komme styr på, og jeg havde selv en stærk fornemmelse af at være i Paradisets Have, for dyrene er overhovedet ikke bange for mennesker. Vi blev nærmest fuldstændig ignoreret af dyrene, for mennesker og landrovere er så ufarlige, at løverne godt kan finde på at lægge sig i skyggen af bilerne.

Allerede ved nedkørselen til krateret var tagene på landroverne blevet skudt op, således at vi stående på sæderne havde det fineste udsyn til alle sider. Første gang, der kun var 2 meter fri luft imellem os og en løve, gibbede det alligevel lidt, men heldigvis kan løver ikke lide dåsemad.

Vortesvin er dog udmærket løvemad og på nærmeste hold og i åndeløs spænding oplevede vi, hvordan en løvemor og hendes 2 halvstore unger øvede sig i vortesvinsjagtens ædle kunst. Vortesvinet havde også sin unge med, men selvom løverne lavede en kompliceret knibtangsbevægelse, fik vortemor ubemærket gemt sin unge, medens hun selv fik lavet en afledningsmanøvre, så løverne blev desorienteret og opgav jagten. Det var jo synd for løverne, selvom vores sympati afgjort var hos den kække gris.

4 unge masaikrigere med spyd vandrede rundt i krateret på jagt efter løver, nå nej det må de ikke mere, selvom det før var en vigtig mandomsgerning for de unge krigere, så de var nok på jagt efter turister, og jeg fik i hvert fald spenderet 2 dollar, og vi fik lov at tage 2 billeder, hvor jeg står midt i flokken.

I bunden af krateret ligger den fladbundede Lake Magadi og her gik i tusindvis af røde flamingoer og snadrede og ved en lille sump lå en død flodhest med sin unge. Det kan så godt være den ikke var helt død alligevel, for på et tidspunkt vrikkede den med ørene.

Ellers imponerede især meget store flokke af zebraer og gnuer, men der var også kæmpestore okser, forskellige antiloper og gazeller, flokke af strudse og perlehøns og snigende sjakaler.

Temperaturen var ganske behagelig, nærmest lidt kølig, da vi kørte ned til picnic-området, hvor det er tilladt at stige ud af bilerne. Området ligger på bredden af en lille sø, hvor der i den anden ende lå en hel flok flodheste og sov middagssøvn.

Selvom der var noget med glenter, der styrtdykkede, måtte det være stærkt overdrevet, da landroverne blev kørt i vognborg, og vi skulle blive inde i vognborgen, medens vi spiste vores kylling. Selvom de fleste andre topaser sad ned, ville jeg ikke lade mig kue, så jeg stod op og lænede mig til en af vognene, medens jeg spiste. Pludselig fik jeg bagfra en kæmpevinge i nakken, og et øjeblik efter fik en andet stjålet sin kylling ud af hånden. Så var jeg alligevel så kuet, at jeg satte mig ned, og scener fra Hitchcoks "Fuglene" dukkede op i erindringen.

Klokken var blevet 2, og der var ved at være afgang ud af krateret igen, men vi fik da lige set både en gepard og et næsehorn på afstand, samt en gammel hanelefant, en runkedo, med 2 meter lange stødtænder og det kun 10 meter fra vejen. Godt oppe af kraterkanten igen, troede jeg, det var slut med dyrene, men der gik da en flok zebraer, og vi så en sekretærfugl og en impala.

Der er 4 forskellige lodges langs kraterranden, og en lodge er et afrikansk hotel, der som regel har en smuk placering i nationalparkerne, samt med smukke bygninger, der falder ind i landskabet og med udsøgt betjening. Vi kom forbi en af dem, uden at jeg kan huske navnet, men på det billigste Ngorongoro Sopa Lodges koster et dobbelværelse 250 dollar, og det dyreste sted Ngorongoro Crater Lodges 950 dollar for et dobbelværelse i et døgn. Det sidste sted er så på fuld kost og inkluderer egen butler, men alligevel. Som ægte topaser kørte vi derfor blot forbi, med nogle lange uægte topasøjne, for vi vil meget hellere ligge i 2 mandstelte ude blandt løverne. Ikke Gitte ?

Vejen fortsatte nordvestover og vi kom igen forbi flere masailandsbyer, og langs vejen gik unge masaikrigere, helt hvidmalede i hovedet og ret så skræmmende.

Så kom overraskelsen, for på den lange strækning ud mod Serengeti Nationalpark vandrede i titusindevis af zebraer og gnuer, og det er ikke engang løgn, for sletten var simpelthen sort samt sort/hvidstribet af dyr, så langt øjet rakte, og vi måtte flere gange dytte for at komme igennem flokkene på vejen. Det var en oplevelse for livet, men desværre var vi lidt sent på den, og vi nåede kun lige indenfor gaten til Serengeti Nationalpark, inden de lukkede porten klokken 18.

Ankomst til Serengeti Nationalpark.

Serengeti Nationalpark dækker et område, der er dobbelt så stort som Sjælland og støder op til andre nationalparker i Tanzania og Masai Mara nationalparken i Kenya. Det er derfor store områder, der henligger som før europæerne kom og ødel…. øhh opbyggede landet, og det er en enestående verdensarv, at områderne stadig i vore dage ligger næsten uberørte. Entreen på de 25 dollar pr. person pr. dag er afrikanerne vel undt, og pengene kan være med til at bevare naturrigdommene i de fattige lande.

Store dele af Serengeti er dækket af endeløs slette med kort græs, og her lever den største koncentration af storvildt på Jorden, der i runde tal opgøres til mere end 2 millioner gnuer, en halv million Thomson-gazeller, en kvart million zebraer, 100.000 impalaer, 80.000 topier, 70.000 bøfler, 12.000 giraffer, samt gazeller, antiloper, vortesvin m.m. og alle de græsædere får hyæner, løver og andre rovdyr til at slange sig i madparadiset.

Regntiderne får dyrene, især gnuer og zebraer, til at vandre efter vand og nyspirede græsgange, og det var netop den enorme dyrekoncentration, vi kom igennem på grænsen mellem Ngorongoro og Serengeti.

Tusmørket havde lokket en serval ( lille kattedyr) frem, og den lå upåvirket ved vejkanten og lod sig fotografere, og vi kom forbi en dam med flodheste, vores første flok giraffer, en gruppe hyæner samt en løve der lå på en sten og nød udsigten.

Efter at have købt noget drikkevand i en meget lille butik på en rangerstation, var det blevet mørkt, og da vi ankom til vores camp, var det blevet bælgmørk, kulsort afrikansk nat.

Pimbi Public Campsite midt i Serengetis hjerte.

Bagage og telte blev læsset af, og vi fandt vores små maglite lommelygter frem og begyndte at lyse rundt for at orientere os. Gitte var ikke så stolt af situationen, for der var det der med løverne, og illusionen om, at der rundt om en lejrplads i Afrika altid er opbygget et tjørnehegn, viste sig at være en luftig illusion, for der var bare ingenting. Selve campingarealet var ikke meget mere end 20x20 meter og omgivet af højt græs med sten og buske, og selvom der var omkring 50 telte i forvejen, måtte vi endelig ikke komme ud i det høje græs, for der kunne være løver.

Med skohorn og mange bardunskvat fik vi lempet vores telt ned mellem nogle af de andre telte og den eneste trøst var, at vi så ikke var den eneste løvemad i området. Grunden til at der var så mange telte på pladsen var, at de nærliggende camps var lukket på grund af renovation af de sanitære forhold, hvilket jeg da kun kan bifalde, men det var da ærgerligt, at de ikke var nået til vores plads endnu. Et åbent vaskehus med 5 dryp vand eller ingenting fra hanen udgjorde badeforholdene, og wcet, nej toilettet, eller rettere "hullet i jorden" var omgivet af brædder, men som luksus var der da krog på døren. Ovennævnte bræddeskur lå 15-20 meter fra lejren ad en lille sti mellem kratbevoksning, og Aske kom tilbage, grå i ansigtet: "Der ligger altså en hyæne kun 5 meter fra toilettet og holder vagt". Jo der var stadig nogle grænser, der skulle overskrides.

Ellers bestod campen kun af 2 luftige mindre bygninger, hvor sidebeklædningen var af armeringsnet, for at holde vilde dyr og aber ude af køkkenet og spiserummet. Spiserummet var allerede overfyldt af en tysk rejsegruppe, så vi fik dækket op under åben afrikansk himmel, og det blev et måltid jeg aldrig glemmer.

For overhovedet at se noget stod der 4-5 flagermuslygter på bordet, og de tiltrak sværme af diverse afrikansk kryb. Biller og natsværmere dumpede ustandselig ned i suppetallerkerne, og i hovedretten lå de og sprællede i sovsen, så gaffelen måtte arbejde i 3-dobbelt tempo: "Væk med dig og væk med dig, og ned med den bid". Det var helt Indianer Jones agtigt, og jeg kunne ikke lade være med at boble indvendig af latter over den groteske oplevelse.

Løver går ikke, eller var det kun sjældent på telte, og i løbet af natten lød der adskillige løvebrøl i området. Midt om natten lød det fra Gitte: "Jeg skal altså tisse". Det skulle jeg faktisk også, og der havde været stille et stykke tid, så vi krøb lydløst ud af soveposerne og lynede teltsiden op, hvilket vækkede en slumrende løve, og der lød igen et løvebrøl, og fra Gitte:" Jeg kan altså godt holde mig lidt alligevel". Det kunne jeg også godt, så vi satte os og ventede, og da der havde været stille en halv times tid, listede vi ud igen, bevæbnet med lommelygter og lyste rundt efter øjne i græsset og mellem buskene. Der var ingen at se, men vi var enige om, at vi ihvertfald ikke skulle ned til hyænen, så det blev lige op af teltet, og så ind igen og godnat.

Gamedrive i Serengeti Nationalpark.

Allerede klokken 6.30 startede 1. Gamedrive, som det vistnok hedder på udenlandsk, og på dansk "safarikørsel i åbne landrovere udover sletterne på udkik efter dyr", herefter omtalt som gamedrive. Solen var dårlig nok stået op, og da Serengeti Nationalpark ligger i 900 til 1850 meters højde var det køligt, så vi var iført både bluse og vindjakke, men da det var helt skyfrit og stille, var det en hel vidunderlig morgen.

Spredte eller i små grupper bryder akacietræer savannens græstæppe, men der køres ikke bare forvildet rundt efter dyr, for jordsporene bliver fulgt for at skåne terrænet og så må man se dyrene på den afstand, det nu giver. I starten så vi mange impalaer, derefter et par flokke bavianer så vi næsten følte os som i Knuthenborg Safaripark, og som et scoop, en leopard i et træ, lidt på afstand, så det var mest som silhuet, men vi fik da et billede, hvor man tydeligt næsten kan se halen. Derefter kom vi forbi en flok desmerdyr og et vandhul med omkring 15 søvnige flodheste, og nogle af de løver, som havde holdt os vågne om natten. Løvefar lå og morgensolede sit maveskin 200 meter fra resten af familien, der bestod af 4 hunner med 2 små legesyge unger. Vi lærte hurtigt, at når der var løver at se, så var der til gengæld blæst for andre dyr i mindst en kilometers afstand.

Midt i ingenting så vi 2 store luftballoner drive lavt hen over landskabet, og det var nogle af dollar turisterne fra måske Serengeti Serena Lodge, der havde spenderet en 1000 dollarseddel, men så var det også med morgenbord og champagne i buschen.

Tilbage i lejren, og efter en halv times pause ved vores eget udmærkede morgenbord, dog uden champagne, startede dagens 2. gamedrive.

Den store granitsokkel, som det meste af Afrikas højslette hviler på, stikker som granitblokke (kopjer) op rundt omkring på sletten og giver som maleriske partier gode udkiksposter for løverne. Vores bedste og nye syn denne morgen var dog en flot flok giraffer, som vi kom helt tæt på.

Foruden fin kørsel havde vores chauffør gode øjne og fornemmelser for, hvor der var dyr at se, og princippet var, at han kørte så tæt på dyrene som muligt, selvfølgelig stadig i sporet, så stoppede han og slukkede motoren, og kørte først igen, når vi bad ham om det. Chaufføren var meget dyrekyndig, men det var Michael også, og med besvær måtte chaufføren overtales til, at vi faktisk havde set 2 forskellige slags dik dik antiloper i Serengeti.

Efter omkring 3 timer udover savannen kom vi igen forbi løvefamilien fra om morgenen, og de havde ikke flyttet sig mange meter, men flere lå på ryggen med benene i vejret og solede sig. Tilbage i lejren var den tyske rejsegruppe draget videre, så halvdelen af teltene var forsvundet, og vi lå nu i første række ud mod det høje græs og løverne, men selv Gitte tog det efterhånden meget roligt. Der var også blevet plads i spiseburet, så vi bag armeringsjernet kunne nyde et yderst velsmagende måltid af kylling, kartofler, majsgrød, grønsager og kål.

Det var blevet varmt i løbet af formiddagen, men efter frokost trak skyerne sig sammen, og et tropisk uvejr piskede ned over teltene, og vandet begyndte at løbe ind under teltbunden. Vores 5 cm liggeunderlag gjorde sin gavn for efter at have reddet os selv og alt andet op på liggeunderlaget havde vi en tør ø og fik egentlig en meget hyggelig middagspause.

Hippo poolen.

Vi skulle afsted klokken 16, og som bestilt var det igen klaret op, men alting var vådt, og det havde lokket en flodhest på land, og de går normalt kun op når det er mørkt. En halv times kørsel fra lejren ligger en hippo pool, og på den korte tid fik vi set sjakaler, flere dik dik, tapier, ørne og en gepard på afstand. En hippo pool betyder, som nogle måske har regnet ud, et svømmebassin for flodheste, og ved Retima hippo pool er det en naturlig opdæmning, hvor flere små floder støder sammen. Normalt er reglerne i nationalparkerne, at man af sikkerhedsgrunde ikke må forlade bilerne udenfor lejrområderne, men her ved poolen lå en lille P plads, og vi skulle igennem lidt forhåbentlig løvefrit krat for at få udsyn til flodhestene. Der lå de så , flodhestene, 15-20 store dyr samt nogle unger, og de pustede og stønnede og nød livet, så det var en fornøjelse at se på, så tidspunkter var åbenbart velvalgt, her kort før mørkets frembrud. Jeg var gået helt hen til vandkanten og sad på hug for bedre at kunne fotografere og det var først senere, at Johnny bemærkede: "Jeg kunne ikke rigtig lide at Kim sad så tæt på kanten, for der plejer også at være krokodiller".

Man kan da heller ikke vende ryggen til et øjeblik, for da vi kom tilbage til lejren, var der igen fyldt op med telte, men vores kokke havde da sørget for at holde pladsen inde i spiseburet.

Hyæner, havde jeg lige læst, har et dårligt ry som feje ådselsædere, men de er meget bedre end deres ry, for den nyeste forskning har vist, at de for 2/3 vedkommende selv nedlægger deres bytte. Gitte var gået mod toilettet, da jeg i det samme fik øje på en stor hyæne, der gik lige i udkanten af lejren og kun nogle få meter fra teltene, og den var på kollisionskurs med Gitte lige i retning af toilettet. Jeg fumlede efter min lommekniv, og tænkte, at om lidt lyder der et kvindeskrig, og Gitte kommer styrtende, men ingenting skete. Jeg ved ikke om hyænen havde set Gitte, men hun havde i hvert fald ikke set nogen hyæne. Nå, den skulle vel bare ned og holde vagt.

Aftensmad i spiseburet, og det kunne ikke være armeringsnettet, der holdt insekterne væk, for maskestørrelsen var omkring 10 cm, men der var ikke så meget som en flue, der forstyrrede middagen, så de var åbenbart skyllet væk i tordenvejret. Og nu havde jeg lige glædet mig og havde fotoapparatet parat.

Sidste morgendrive og Serengeti Visitor Center.

Før i tiden talte rigtige safarijægere om the Big Five, og det var trofæer af elefant, næsehorn, bøffel, løve og leopard. I vore dage taler fotosafarijægere om the Big Nine, idet flodhest, zebra, giraf og gepard hører med i samlingen, og vi var da næsten ved at nå målet. Ligefrem i "kassen" var de ikke alle ni, for næsehornet i Ngorongoro Krateret og geparden aftenen før var så langt væk, at det ikke kunne betale sig at knipse, og vores hale af leoparden var jo nok ikke lige til National Geografic, men vi var godt tilfredse med alle de dyr, vi havde set i de 2 sidste døgn.

På vores sidste morgendrive var der mange gentagelser, men vi fik i tilgift set en isfugl tæt på, flere sekretærfugle, en hel flok sjakaler og en flok desmerdyr. På løvesiden blev vores fotos stærkt forbedret, idet vi kom til en kjove med 2 hunløver med 3 ca. 1 måned gamle unger og senere endnu en hunløve med 3 unger, og det så tæt på at vi næsten kunne røre ved dem.

Efter opbrud fra lejren gjorde vi holdt ved Serengeti Visitor Center, der for nylig er opført med støtte fra EU. Marekatte myldrede rundt i området, både udenfor og inde i centeret, og i løbet af et øjeblik var der kommet en marekat ind i en af vores biler, så dørene skulle bare holdes helt lukket. Centeret er meget smagfuldt opført i forbindelse med en af de karateristiske afrikanske kopjer, og en rundgang om klippen fortæller med plancher om Serengeti og dyrelivet i nationalparken.

Ved middagstid, eller det der blev til middagstid, nåede vi til Naabi Hill Parkgate i nationalparkens sydlige del, og da det tager en del tid at tjekke ud, kunne vi lige så godt indtage frokosten. Kokkens dårlige bil var sendt i forvejen til næste campingplads for at undgå at aftensmaden blev til natmad, men et par hjælpekokke blev tilbage og sørgede for det kolde bord. Kolde kartofler, kolde pølser, kold cornet beef, og kold baked beans friskt fra dåsen smager egentlig bedre end det ser ud, og jeg har aldrig vidst, at det er muligt at åbne dåser med en brødkniv, men alt kan lade sig gøre i Afrika.

Fodspor efter Jordens første mennesker.

Det er især ægteparret Mary og Louis Leakey, der har kastet lys over menneskets oprindelse ved allerede i 1920 at udgrave fossile knogler og stenredskaber, og senere i 1959 og 1976 at gøre epokegørende fund af fossile knogler og fodaftryk. Mange af fundene er fundet i Olduvai, der er en 50 km lang slugt mellem Serengeti og Ngorongoro-krateret, og her kan man snuse til historien i et lille museum omkring 6 km nord for hovedvejen mellem Ngorongoro og Serengeti.

Videnskaben er efterhånden blevet enig med sig selv om, at mennesket, gorillaen og chimpansen nedstammer fra en primat, der levede i Østafrika for 8 millioner siden. Gorillaen gik derefter sin egen vej, medens vi mennesker fulgtes med chimpansen i yderligere et par millioner år, og vi er ikke kommet længere væk fra hinanden, end at vi stadig deler 99 % arvemasse.

Dramatiske ændringer i klimaet skilte vore veje, da geologiske aktiviteter delte hele Østafrika med kæmpesprækken Great Rift Valley, og således at der vest for dalen stadig var nedbør til regnskoven, men østover var der lange tørkeperioder, hvor savannen så bredte sig. Teorien er, at 2 isolerede grupper tilpassede sig forholdene, således at chimpanserne tilpassede sig regnskoven, og menneskene tilpassede sig savannen, hvor det var mest praktisk at rejse sig og bevæge sig rundt på 2 ben. Forskningen tyder på, at skridtene og udviklingen netop er foregået her i Tanzania og Kenya med Homo habilis, der som de første for 2,5 millioner år siden lavede primitive redskaber af sten, og senere fulgte Homo erectus – det oprejste menneske. Til kampen om vildtet til føde krævede jagten samarbejde og kommunikation, således at hjernens rumfang blev tredoblet i løbet af et par millioner år. Hvordan Homo erectus over Homo habilis( det habile eller dygtige menneske) blev til Homo sapiens – det moderne menneske, er der lidt delte meninger om, men det menes, at det skete her i Østafrika for omkring 150.000 år siden, og at de oprindelige ca. 10.000 individer siden hen har bredt sig til hele Jorden.

Førnævnte Mary Leakey gjorde sit mest epokegørende fund i 1976, ved at afdække en række fossile fodaftryk, som viste sig at være 3,6 millioner år gamle og derved godtgjorde, at vore forfædre har gået oprejst dobbelt så længe som hidtil antaget.

Det meget lille museum ligger på kanten af Olduvai-slugten med udsigt over området, men de vil ikke have almindelige turister ned i udgravningerne og snuse rundt efter ben. Så vi blev pænt oppe på kanten, men fik da i tilgift for entreen (3.000 skilling), et pænt lille foredrag af en af de ansatte. De originale knogler og fodaftryk er bortført til større museer og videnskabelige betragtninger, så de fodaftryk der kan ses på museet er afstøbninger, men spændende var det alligevel, og slugten kunne vi da nyde i original udgave.

Besøg i en masailandsby.

Det er vigtigt for danskerne at "sælge" Danmark til turisterne, ved at fremvise vores slotte, kirker, museer, idylliske fiskerlejer og friske strande, og det er jo, fordi vi holder så meget af turister, eller er det fordi vi kan få nogle penge ud af dem ? Efter min mening er vi derfor hverken værre eller bedre end masaierne, der lukkede os ind i en af deres landsbyer efter at have fået 10 dollar pr. person, og hvor meget ville vi egentlig selv have os betalt, hvis vi lukkede en flok interesserede turister ind i vores dagligstue og soveværelse. Så enten må man betale, eller også får man ikke noget at se. De 10 dollar gav desuden ret til ubegrænset fotografering uden sure miner eller spyd i maven, og hvis vores penge kan være med til at bevare masaikulturen lidt ud i fremtiden, så er de givet godt ud.

Landsbyen og beboerne virkede på mig meget autentisk og ægte, og hvis de ikke havde hængt deres hjemmelavede masaismykker op på hegnet inde i landsbyen og selvfølgelig gerne ville sælge dem, kunne landsbyen såmænd godt ligne en landsby, som Livingstone var kommet forbi for halvanden hundrede år siden.

Landsbyen var omgivet af et tæt flettet hegn, boma, af tornede buske, så masaierne er klogere end turisterne, der ligger for åbent tæppe i camp i Serengeti, for her sætter masaierne en prop i indgangshullet og får løvefri nætter.

I midten af landsbyen var en stor rund indhegning, og her bliver kvæget drevet ind om aftenen, og udenom ligger hytterne så skulder ved skulder indenfor tornehegnet. Hytterne lignede fuldstændig den hvide mands forestilling af negerhytter med et grenskelet og vægge af en blanding af ler og komøg og tage af strå og jord. Hytterne holder kun 3-4 år, så bliver de revet ned og kun de solideste af træstolperne bliver genanvendt inden hytterne bliver genopført. Vi blev inviteret ind i flere af hytterne og de var meget små og yderst primitive med forhøjede sengesteder med skind og et ildsted i midten, og uden ild var der bælgmørkt. Øjnene vænnede sig langsomt til mørket, og medens en ung mand fortalte om deres landsby og beredvilligt svarede på alt, hvad vi spurgte om, tonede en kvinde og hendes 2 dage gamle baby frem imellem skindene. Så blev jeg faktisk lidt forarget på os selv, at vi sad og fik historie midt i barselskammeret.

Landsbyen var overalt ren som et nyfejet gulv, og masaierne selv var i deres flotte røde og blå klædedragter og kvinderne med alt sølvtøjet hængende i ørerne og med glasperler om halsen, og det siges at sådan går de også rundt til daglig. Til ære for os turister havde nogle af indbyggerne stillet sig op i indhegningen med syngende kvinderne bagest og mændene forrest, medens de skiftedes til udføre deres høje dansehop.

Efter at have gået rundt og kikket og fotograferet henvendte en ung mand sig til mig og spurgte om jeg havde set skolen, og da jeg ikke havde set den, gik jeg beredvilligt med. Skolen lå lige udenfor bomaen og var landsbyens største bygning på omkring 5 x 10 meter, men ellers opført som resten af husene, dog kunne man stå oprejst. Indenfor sad 20-25 børn i 8 – 10 års alderen på træpulte som i vores egen barndom, og børnene var i grønne skoleuniformer, som efter sigende var skænket af Danida. Skolelæreren, der var høj som en tårn som mange af masaierne, var som det fremgik af tavlen, i gang med at undervise i alfabetet, og børnene sad musestille og lyttede. Da jeg forsigtigt trådte ind, ville de synge en sang for mig, og en lille pige på første række sang for, og hun sang af hjertens lyst, så det blev en meget dejlig oplevelse. Jeg klappede, og skolelæreren gjorde diskret opmærksom på en lille trækasse med donation til skolen, og da jeg lagde en 5 dollarseddel, klappede børnene, men det var dem vel undt.

Held og lykke for den lille landsby, og undskyld vi kom og forstyrrede med vores nysgerrighed.

Dansende landrovere.

Videre ad hovedvejen, selvom det er svært at kalde en opblødt jordvej for hovedvej. Da der ikke er så mange veje i området, skulle vi igen hele vejen op af bjergsiden til Ngorongoros kraterrand og køre langs kraterranden, inden vi igen kunne komme ned. Det lyder måske meget hyggeligt, men der kom nogle kraftige regnbyger, så vejen blev glat som en skøjtebane, og mange gange så jeg i ånden, at vi trimlede ned af bjergsiden.

I nærheden af landsbyen Keratu, hvor vejen gik over nogle stejle bakker, var det særligt slemt og bilerne skred ustandselig fra side til side og snurrede næsten helt rundt i olieglat rød mudder, og det selvom 4 hjulstrækket var slået til. Et sted var vejen blokeret af en bil, der var kørt fast midt på vejen, og det kunne godt se ud til, at det ville tage sin tid for at få den væk, men vores chauffør fik nogle fiduser af en af de lokale, så vi kørte ned ad et sidespor, og over stok og sten kom vi udenom blokeringen.

Vi var igen kommet ud af Masailand, og husene var igen de sædvanlige "hønsehuse" med bliktag, men ved Mto Wa Mbu (Moskitofloden) kørte vi ind på den nydelige Twigga Camp med rigtige tætte græsplæner og rigtige toiletter og rigtige varme bade. Aftenspisning indendørs og efterfølgende optræden af en lokal gruppe med samme koncept, som vi havde set tidligere med trommer, slangemennesker og numserystende danserinder, men denne gang gik de ikke lige så meget til øh hjertet. Vi var igen tilbage i civilationen, selvom indgangen til campingpladsen natten igennem blev bevogtet af en masai i fuld krigsmaling.

Slangefarm og tilbage til Springland i Moshi.

Det havde småregnet, da vi aftenen før havde stillet teltene op, og det regnede også meget i løbet af natten, men det var den skønneste morgen med fuglelyde og hanegal, og det var tilpas lunt med lidt solskin.

Før morgenmaden var vi lige udenfor campen og snuse lidt rundt, og 3 unge mænd ville meget gerne snakke og udpege et par boder med Afrikas mest fantastiske souvenirs, men så skulle vi heldigvis ind og have morgenmad. Dagen startede med lidt mere rolig kørsel, og vi var igen kommet ud på asfaltvejen A104 med kurs mod Arusha, men inden da besøgte vi en slangefarm.

En ung mand fortalte meget vidende om slangerne, der lå bag glasruder, og kort kan jeg da fortælle, at sort mamba er sort i svælget og er en territorieslange, der angriber alle, der kommer indenfor sit territoriet. Vi fik også forevist et billede af en phytonslange, der havde slugt en mand. Der var også nilkrokodiller og kæmpeskildpadder, men da vi var blevet lidt vant til at se de vilde dyr i guds frie natur, er det lidt tamt at se zoodyr. Gitte overskred dog endnu en grænse, da hun frivilligt fik viklet en slange om halsen, men det var vistnok ikke en Sort Mamba.

På den anden side af vejen lå den store souvenierbutik, som vi tidligere havde oset rundt i, og Gitte havde kikket skævt til en tigerøjehalskæde til 100 dollar. Hun havde i forvejen en sølvring med en tigerøjesten, som hun fik, da vi blev forlovet i forrige årtusind, så kæden trak noget. Forretningen havde prisskilte på alle varerne, og så skulle man tro, det var med faste priser, men ikke mere faste, end at vi med lidt besvær og Michaels hjælp fik prisen ned på 35 dollars, så nu går Gitte med tigerøjne.

Igen igennem små landsbyer og igennem Arusha by med små boder og madbikse, og jo mindre de var jo mere fantasifulde var navnene, så Arusha Palace kan godt være en grillbar med 4 stole.

Flere steder langs vejen så vi sorte storke, og et sted stod der flere hundrede storke omkring et vandhul, men vi ikke så meget som sagtnede farten, for chaufføren ville gerne snart hjem. Kilimanjaro var igen dukket op i landskabet, og det kunne ses, at Kibo stadig havde meget nysne i forhold til de første gange, vi så bjerget for lang, lang tid siden i forrige uge.

Da vi kom tilbage til vores eget Springland Guesthouse, var der venlig modtagelse med saftevand af personalet, og flere gav pænt hånd og storsmilede og det så endda ægte ud. Men for resten, der var nogen, der var mere end andre, og hende i receptionen generede det ikke, at der stod en lang i kø, medens hun tilsyneladende førte private telefonsamtaler og så var hun ellers sur og ligegyldig, men hun var undtagelsen, der skilte sig ud fra et ellers venligt og hjælpsomt folkeslag.

Fra Moshi til Tanzanias største by Dar es Salaam.

Tidligt om morgenen var der afgang fra Springland, for der skulle køres omkring 600 kilometer inden vi midt om eftermiddagen skulle med en båd til Zanzibar. Transporten foregik i 2 minibusser på afrikansk manér, d.v.s., at bagagen blev dynget op bagest i bilen og ved en hård opbremsning ville bagagen flyve igennem luften, nå endnu engang overlevede vi da.

Der var en god 2 sporet asfaltvej hele vejen, og der var næsten ingen trafik, så der var god lejlighed til at nyde det smukke landskab. Hovedvej B1 går langs de forholdsvis lave bjergkæder Para Mountains og senere Usambara Mountains, og selvom der enkelte steder er sisalplantager og små marker, er der utroligt meget vildt og uberørt land. Vest for vejen ligger et kæmpe område, på kortet kaldet Masai Steppe, og det bliver kun gennemkrydset af nogle få hjulspor over flere hundrede kilometer.

Der var ingen vilde dyr at se og dårlig nok et husdyr, selvom vi kom igennem mange små landsbyer. Mange af husene på landet er 100 % økologiske, idet de består af 4 pæle med risflet, der er påklistret et lag ler samt et stråtag, og hvis husene blev forladt, ville de i løbet af få år kun være en svag bule i terrænet.

Efter 6 timers kørsel med kun et par småpauser nåede vi Chalinze, hvor vi spiste vores medbragte mad på en stor tankstation. Tanzania er kontrasternes land for rundt om den moderne tankstation, hvor der på video blev vist cowboyfilm med John Wayne, lå det sædvanlige afrikanske gedemarked med boder, bliktagsskure, mylder og rod. Nogle sælgere stod udenfor tankstationen og ventede pænt, til vi kom ud igen, og jeg købte en meget fint bemalet safaribil for 4 dollar. Bilen var hjemmelavet af blikdåser, men det skal man kikke ind af vinduerne for at se, og det ærgrer mig her bagefter, at jeg ikke købte nogle flere, for de var så flotte og unikke. Transport af blikbiler i overfyldte rygsække kan være et stort problem, men problemet flader dog hurtigt noget ud.

Videre ad vej A7 til Dar es Salaam og nu med mange slanke kokuspalmer langs vejen og vi nærmede os Feberkysten som kyststrækningen kaldtes i gamle dage, men navnet bruges ikke så meget af turistbureauerne.

Dar es Salaam var i midten af 1800 tallet kun en lille fiskerflække, men den er nu Tanzanias største og vigtigste by med over 1 ½ million indbyggere. På trods af Dar es Salaam størrelse og vigtighed blev Dodoma med sine kun 300.000 indbyggere udråbt som landets hovedstad i 1973, og de to byer kan stadig ikke rigtig finde ud af deres indbyrdes status.

Dar es Salam domineres af den sædvanlige afrikanske husstandard, men der er også højere huse og enkelte fine hoteller samt lyskurve med masser af biler, så det gav et storbyindtryk, da vi krydsede igennem ned til færgeterminalen.

Den båd er alt for lille.

Vi var ankommet et par timer før bådafgang, og i min rejsedagbog står der ved ankomsten til terminalen: Udenrigsministeriet hele Afrika lange T-shirt påklædning m.m. og den sætning kan jeg ikke få mening ud af, men må overlade til andres fantasi.

Der lå en mindre båd ved terminalen og ventede, men det var ikke den, vi skulle med, da vores var meget større, sagde Johnny og gik et ukendt sted hen, medens vi sad i tropevarmen med vores bagage og ventede tålmodigt. Havet havde været helt stille, da vi ankom til terminalen, men nu blæste det op, og der kom skum på bølgerne. Noget af personalet prøvede at gøre os begribeligt, at vi skulle gå ombord, men det var jo ikke den lille båd, vi skulle med, så vi blev stædigt siddende og ventede, indtil Johnny kom tilbage og fandt ud af, at det var den båd alligevel, og at vi skulle gå ombord nu. Tidspunktet kunne ikke være dårligere valgt, for et tropeuvejr med regn i tove var brudt løs, og på det halve minut det tog at gå over landgangen, slæbende på al vores bagage, blev vi totalt gennemblødte. På afrikansk vis blev bjerge af bagage stablet op foran nødudgangene og over redningsbælterne, og i torden og lynild stod skuden vippende ud af havneudløbet.

Kommer Topasselskabet alligevel frelst i land på den gamle historiske slaveø Zanzibar ?

Fortsættes i 4. og sidste del af Kilimanjaros Sne: Zanzibar med Stone Town og Kendwa Beach.

Tilbage til forsiden.