Kilimanjaros sne.
December 2002. 3. del. Ngorongoro krateret og Serengeti Nationalpark. Afsted på safari. Hold pilen på billederne og læs teksten. Tanzania har mange nationalparker, hvor den største Selous Game Reserve ligger i Tanzanias sydlige del, og med sine 55.000 km2 er den en af verdens største vildtreservater og et godt stykke over Danmarks areal. Det er dog parkerne i det nordlige Tanzania, der med de tusindvis af vilde dyr er de mest kendte, såsom det kæmpemæssige vulkankrater Ngorongoro og Serengetisletten ( serengeti betyder endeløs). Ofte er det dog nabolandet Kenya, der snupper turisterne, for Kenya markedsfører parkerne, som var det kenyanske seværdigheder med udgangspunkt fra den moderne lufthavn i Nairobi. For at få fat i den vigtige udenlandske valuta, gøres der dog i disse år en stor indsats for at tiltrække nye og flere turister til Tanzania ved at udbygge lufthavne og anden infrastruktur. Vi gav vores bidrag til Tanzania, for en flok safarijeeps var ankommet til hotellet, og de blev læsset med alt, hvad der skulle bruges i den næste uges tid, dog var der denne gang mulighed for at købe vand, så vi slap for pumperne. Vores gamle 2 mandstelte havde fået afvasket Kilimanjaros mudder, og spiseteltene var stadig møre og hullede, for vi var igen afsted med Zara Tanzania Adventures, der også arrangerer færdigpakkede safariture. I hver safarijeep var der plads til 5 topaser foruden chaufføren, og vi delte jeep med Michael, Niels Peter og Tove, og det var først nogle dage efter, at vi fandt ud af, at de andre byttede jeeps, men vi var kommet i så godt selskab, at det kunne vi da ikke drømme om. Morgenstunden med småregn og senere lidt troperegn, men vi fik at vide, at det ville holde op. "Hvornår holder det så op ? om 14 dage"? "Nej, nej allerede om 2 uger".
Der bliver flyttet nogle grænser på sådan en Afrikaekspedition og grænserne er nok forskellige fra person til person, og man kan vænne sig til "hullet i gulvet", våde telte, mudder og højdesyge, men at køre i jeep uden skyggen af en sikkerhedssele er svært at vænne sig til, og overskrider langt mine grænser. Hjemme kører vi ikke en meter uden sele, og her var der ikke nogen. Jo på forsædet, men selen til forsædepassageren duede ikke, så det var kun chaufførens sele, der virkede, men han var dog så solidarisk med os andre, at han kun tog den på, hvis der var politi i farvandet. Arushaerklæringen og lidt om forholdene i dag. På vejen fra Moshi kom vi forbi Kilimanjaro Internationale Airport, og videre ad hovedvej 23 nåede vi efter omkring 50 kilometers kørsel Arusha, der er en af områdets største byer med godt 200.000 indbyggere. Byen ligger i grønne og frugtbare omgivelser ved foden af Mount Meru, der engang var Afrikas højeste bjerg, men ved en gigantisk eksplosion sprang toppen i luften, og bjerget blev næsten 2 kilometer lavere. Byen får konstant nye tilflyttere, og egnen omkring Arusha er et af Tanzanias mest velstillede. Velstanden er dog svær at få øje på med danske øjne, men vi var også kun på hurtig gennemfart og nåede vistnok kun igennem nogle af yderkvarterene.
Held og lykke med nogle retfærdige domme, men Arusha har også før været midtpunkt i historien, idet der her i sin tid har været tænkt gode og store tanker, og lad os lige dvæle lidt ved dem, (eller man kan springe dem over) inden vi igen forlader byen på vej til vores safari. 1960 erne var for mange afrikanske lande optimismens og mulighedernes årti, og landene forsøgte at lægge kolonitiden bag sig, således også i Tanzania hvor Arushaerklæringen i 1967 blev vedtaget takket være præsident Julius Nyerere: "Tanzania skal være økonomisk uafhængig af omverdenen, landbruget skal udvikles, alle indbyggere skal have adgang til rent drikkevand, alle skal have gratis skolegang og uddannelse, og alle skal have mulighed for gratis læge- og sundhedshjælp". Tiden har vist, at erklæringen på mange punkter har lidt en krank skæbne, men det var godt forsøgt, og så ringe står det da heller ikke til.
Det begyndte også så godt med hensigten i Arusha-erklæringen med et sundhedsvæsen med gratis behandling og medicin. Nu er der indført brugerbetaling, og når man kommer til et hospital, skal der selv medbringes næsten alt lige fra medicin, plastre og sprøjter til gummihandsker, der så må købes på det lokale marked til en høj pris. Sundhedsvæsenet er derfor med lokale traditioner, idet den lokale medicinmand først opsøges, og hvis det ikke hjælper, går turen først senere til hospitalet, men så kan det være for sent ved de alvorlige sygdomme. Hospitalerne har derfor et dårligt omdømme, for det er et sted, man dør. Hele problematikken med AIDS i Tanzania, især ved Victoriasøen, hvor over 30 % af befolkningen er ramt af sygdommen, er en uoverstigelig opgave for et Uland, og kræver al mulig hjælp udefra. Verdensbanken har en tommelfingerregel, der siger, at det koster 90 kr. pr. indbygger om året at opretholde en grundlæggende sundhedstjeneste i et U-land, og Tanzania afsætter 45 kr. I Danmark afsættes der 10.000 kr. om året pr. indbygger, men nu skal det danske beløb også forhøjes på bekostning af ulandsbistanden. (Undskyld, med det lille pip ud mellem sidebenene).
Tidligere tiders fejltrin er dog erkendt, og bønderne skal i dag selv forhandle med opkøberne, og der dukker endda flere og flere moderne landbrug op rundt omkring i landet. Flere af de store brug har også indført kunstvanding, og de er også selv begyndt at forarbejde deres produkter og sælge direkte til forbrugerne i udlandet. Det er især kaffe, bomuld, hirse og cashewnødder, landet tjener penge på, og det er stadig de fleste mennesker i Tanzania, der arbejder i landbruget, selvom det kun er ca. 4 % af landets areal, der er opdyrket til sammenligning med Danmarks 56 %. Den danske stat har igennem Danida valgt at støtte Tanzanias landbrug især ved udvikling og forbedring af kunstvandingsteknikker og husdyrbrug. Nå, så blev vi så kloge. Ind i Masailand. Efter Arusha kom vi forbi flere kristne kirker og selv Jehovas Vidner havde slået sig ned i landskabet med et af deres templer, men ellers skiftede landskabet gradvis karakter og gik mere over i sletteland med enkelte spredte træer. Vi var kommet ind på den vej, der førte til de store nationalparker og et par enkelte souvenierforretninger lå langs vejen, og alle med det store trækplaster malet på skilte: "WC". Hvis de tillige havde skrevet europæisk, rent WC og havde nogen til at passe det, kunne det blive en ren guldgrube. Vi gjorde holdt ved en af de største forretninger og spiste vores madpakker og gik ellers ind og osede rundt blandt tusindvis af træfigurer i alle størrelser, smykker, masaispyd og alt, hvad hjertet kunne begære indenfor afrikansk husflid.
Tæt ved souvenierforretningen var der gang i et stort masaimarked med kvæg og grønsager m.m. Det var ikke beregnet for turister, og vi turde dårligt nok vove os derind, for vi var så forskellige fra de farvestrålende mennesker. Men lidt fra sidelinien sugede vi af indtrykkene, og jeg bemærkede især de fantastiske kvinder med alt sølvtøjet hængende i ørerne og omkring anklerne. Fotomotiverne sprang i øjnene, men vi turde ikke rigtig tage billeder for ikke at støde masaierne, og så selvfølgelig med skelen til alle de masaispyd, de gik rundt med. Jeg er ret facineret af masaierne, så lad os lige blive lidt ved dem. Masaierne, det gamle kulturfolk.
Masaierne er kendetegnet ved deres slanke og fine legemsbygning og er prototypen på "den ædle vilde". Masaierne har da også en gammel og højtudviklet kultur, og de skelner skarpt mellem masai og ikke masai, og da de sidste rangere betydeligt under de første, er deres selvbevidsthed et virksom skjold mod påvirkninger udefra. Masaierne møder andre folkeslag med en god portion skepsis, og vi europæere kaldes iloridaa enjekat "dem der spærre deres prutter inde", hvor der hentydes til vores bukser contra deres luftige kapper.
Hovedernæring er blod og mælk, hvor blodet tappes fra de levende dyr i en kalabas og blandes med mælk. De unge krigere må ikke spise kød, der er tilberedt eller berørt af kvinder, så de nedlægger selv de dyr, de spiser. De tapreste krigere bærer langt hår, medens kvinderne til gengæld er glatragede, og en skaldet pigeisse er for en masai indbegrebet af feminin skønhed Når de unge krigere, moranerne, bliver voksne, bliver de indviet til "ældre" efter omskæring, og så må de gifte sig og stifte familie. Pigerne bliver desværre også omskåret lige efter puberteten, og så er de giftefærdige, men de må se langt efter de unge krigere, for de får altid "metusalemserne". Det er masaiernes opfattelse, at alt kvæg på Jorden tilhører dem, så det er en fortjentsfuld gerning at røve kvæg fra andre stammer, da krigerne blot henter deres ejendom "hjem" igen, men det har udløst mange stammekrige med naboerne..
Turistens masai er det gamle traditionsrige stammefolk, hvor den ranke og stolte hyrde står hvilende på ét ben med sit spyd som støtte og skuer ud over sin kvægflok på den store slette. Det er dog måske et spørgsmål om tid, hvor længe turisten endnu kan opleve det, da mange af masaiernes græsningsområder er blevet inddraget til agerbrug og nationalparker, og de fastboende bønder er ikke vilde med at få deres dyrkede marker afgræsset af en flok masaikvæg på gennemrejse. Derfor er masaierne i gang med en omstillingsproces fra frie nomader til fastboende agerbrugere, og der er endda dem, der går i vestligt tøj og arbejder på kontor eller for et par dollar lader sig fotografere af turisterne, så kan vi da blive lidt i masaiillusionen. Personligt har jeg stor sympati for masaikulturen, og det kan måske forlænge deres kultur, at de tjener nogle dollar ved at lade sig fotograferer, så det har jeg ikke ondt af. Lake Manyara
Løverne i området har den særprægede vane, at de ynder at klatre i træer, og zoologerne regner med, at det er for at undgå heden ved jorden og de bidende fluer. Før i tiden havde området den største koncentration af elefanter i Afrika, men krybskytter har tyndet bestanden noget ud. Alligevel var det her oppe i højderne, vi så vores første fritlevende elefanter. De gik dog mange kilometer væk nede i dalbunden, og de var så små, at hvis vi havde haft et stort syltetøjsglas med, kunne vi have taget dem med pincet. Noget tættere på, så vi træer, der var dækket af storke i hundredvis, inden vi fortsatte ad jordvejen mod landsbyen Karatu, hvor vi skulle overnatte. Vi var kommet ud af "Masailand" igen, og Karatu er en almindelig landsby, der kun ligger omkring 20 km fra Ngorongoro Conservation Area, men af taktiske og økonomiske grunde (30 dollar pr. dag pr. person) ville vi hellere benytte en camp udenfor. Juleaften midt i det mørke Afrika.
Der var dog stort set ikke andre end os på pladsen, og for første gang, og med lidt besvær, fik vi slået vores 2-mandstelte og spiseteltet op. Julemiddagen var dog ikke klar endnu, faktisk var den meget langt fra at være klar, for kokken havde bilproblemer og var forsinket, men klokken 18.30 forlød det da, at hun nærmede sig, og skulle så bare lige lave maden.
Efter lidt henslængelse i barens dybe lænestole blev Gitte lidt melankolsk, for hun savnede sine børn og sit barnebarn, og mobiltelefonen virkede ikke, og hun var ved at få verdens største forkølelsessår under næsen. Noget måtte gøres, så jeg hentede de 10 flasker rødvin, som jeg havde købt dagen før i anledning af fødselsdagen, og som jeg havde tænkt at spendere på topaserne denne aften. Vi fik endda lov til at drikke dem i barbygningen, (hvis bartenderen fik lov til at smage), og det satte stemningen op, og inden vi vidste af det, var julemiddagen midt på aftenen endelig blevet klar til servering.
I de sidste 2 timer havde jungletrommerne lydt i nærheden, og det var en lokal gruppe, der gerne ville vise os deres danse og akrobatik, og det gjorde ikke så meget, at de skulle vente til klokken 23, før vi havde fået tygget af munden. Rigtig flot optræden i den kulsorte nat med slangemenneske og en speciel hofterystende mavedans af dejlige piger, og hvis de danser ret meget af den slags danse, så kan jeg godt forstå, at fødselsraten er så høj i Afrika. Ngorongoro Conservation Area. Tænk engang, morgenmad under åben himmel i det skønneste vejr på 1.juledag, det er ikke hver jul, det kan opleves sådan. Beatrice og Paul havde haft feber nogle dage, så de blev kørt til det nærmeste hospital og fik konstateret malaria. De fik nogle ekstra piller og vendte tilbage til selskabet senere på dagen, og jeg håber de også efterfølgende har fået bugt med sygdommen.
Hele området er på 8.288 km2 og består af store sletter med flere vulkanske bjerge og kratere, og det så overordentligt malerisk ud, da vi på afstand passerede flere masailandsbyer og masaikvæget, der blev vogtet af masaierne i deres røde dragter. Den røde jordvej snoede sig opad igennem skov og frodige grønne græsskråninger, indtil vi kom op på kraterranden, og ved Heros Point i 2.286 meters højde kunne vi skue ud over selve Paradisets Have. Næsten. Løverne i Ngorongoro krateret.
Tidligere tiders krybskytteri er der ved at komme styr på, og jeg havde selv en stærk fornemmelse af at være i Paradisets Have, for dyrene er overhovedet ikke bange for mennesker. Vi blev nærmest fuldstændig ignoreret af dyrene, for mennesker og landrovere er så ufarlige, at løverne godt kan finde på at lægge sig i skyggen af bilerne.
Vortesvin er dog udmærket løvemad og på nærmeste hold og i åndeløs spænding oplevede vi, hvordan en løvemor og hendes 2 halvstore unger øvede sig i vortesvinsjagtens ædle kunst. Vortesvinet havde også sin unge med, men selvom løverne lavede en kompliceret knibtangsbevægelse, fik vortemor ubemærket gemt sin unge, medens hun selv fik lavet en afledningsmanøvre, så løverne blev desorienteret og opgav jagten. Det var jo synd for løverne, selvom vores sympati afgjort var hos den kække gris.
I bunden af krateret ligger den fladbundede Lake Magadi og her gik i tusindvis af røde flamingoer og snadrede og ved en lille sump lå en død flodhest med sin unge. Det kan så godt være den ikke var helt død alligevel, for på et tidspunkt vrikkede den med ørene. Ellers imponerede især meget store flokke af zebraer og gnuer, men der var også kæmpestore okser, forskellige antiloper og gazeller, flokke af strudse og perlehøns og snigende sjakaler.
Selvom der var noget med glenter, der styrtdykkede, måtte det være stærkt overdrevet, da landroverne blev kørt i vognborg, og vi skulle blive inde i vognborgen, medens vi spiste vores kylling. Selvom de fleste andre topaser sad ned, ville jeg ikke lade mig kue, så jeg stod op og lænede mig til en af vognene, medens jeg spiste. Pludselig fik jeg bagfra en kæmpevinge i nakken, og et øjeblik efter fik en andet stjålet sin kylling ud af hånden. Så var jeg alligevel så kuet, at jeg satte mig ned, og scener fra Hitchcoks "Fuglene" dukkede op i erindringen.
Der er 4 forskellige lodges langs kraterranden, og en lodge er et afrikansk hotel, der som regel har en smuk placering i nationalparkerne, samt med smukke bygninger, der falder ind i landskabet og med udsøgt betjening. Vi kom forbi en af dem, uden at jeg kan huske navnet, men på det billigste Ngorongoro Sopa Lodges koster et dobbelværelse 250 dollar, og det dyreste sted Ngorongoro Crater Lodges 950 dollar for et dobbelværelse i et døgn. Det sidste sted er så på fuld kost og inkluderer egen butler, men alligevel. Som ægte topaser kørte vi derfor blot forbi, med nogle lange uægte topasøjne, for vi vil meget hellere ligge i 2 mandstelte ude blandt løverne. Ikke Gitte ?
Så kom overraskelsen, for på den lange strækning ud mod Serengeti Nationalpark vandrede i titusindevis af zebraer og gnuer, og det er ikke engang løgn, for sletten var simpelthen sort samt sort/hvidstribet af dyr, så langt øjet rakte, og vi måtte flere gange dytte for at komme igennem flokkene på vejen. Det var en oplevelse for livet, men desværre var vi lidt sent på den, og vi nåede kun lige indenfor gaten til Serengeti Nationalpark, inden de lukkede porten klokken 18. Ankomst til Serengeti Nationalpark.
Store dele af Serengeti er dækket af endeløs slette med kort græs, og her lever den største koncentration af storvildt på Jorden, der i runde tal opgøres til mere end 2 millioner gnuer, en halv million Thomson-gazeller, en kvart million zebraer, 100.000 impalaer, 80.000 topier, 70.000 bøfler, 12.000 giraffer, samt gazeller, antiloper, vortesvin m.m. og alle de græsædere får hyæner, løver og andre rovdyr til at slange sig i madparadiset.
Tusmørket havde lokket en serval ( lille kattedyr) frem, og den lå upåvirket ved vejkanten og lod sig fotografere, og vi kom forbi en dam med flodheste, vores første flok giraffer, en gruppe hyæner samt en løve der lå på en sten og nød udsigten. Efter at have købt noget drikkevand i en meget lille butik på en rangerstation, var det blevet mørkt, og da vi ankom til vores camp, var det blevet bælgmørk, kulsort afrikansk nat. Pimbi Public Campsite midt i Serengetis hjerte. Bagage og telte blev læsset af, og vi fandt vores små maglite lommelygter frem og begyndte at lyse rundt for at orientere os. Gitte var ikke så stolt af situationen, for der var det der med løverne, og illusionen om, at der rundt om en lejrplads i Afrika altid er opbygget et tjørnehegn, viste sig at være en luftig illusion, for der var bare ingenting. Selve campingarealet var ikke meget mere end 20x20 meter og omgivet af højt græs med sten og buske, og selvom der var omkring 50 telte i forvejen, måtte vi endelig ikke komme ud i det høje græs, for der kunne være løver.
Ellers bestod campen kun af 2 luftige mindre bygninger, hvor sidebeklædningen var af armeringsnet, for at holde vilde dyr og aber ude af køkkenet og spiserummet. Spiserummet var allerede overfyldt af en tysk rejsegruppe, så vi fik dækket op under åben afrikansk himmel, og det blev et måltid jeg aldrig glemmer.
Løver går ikke, eller var det kun sjældent på telte, og i løbet af natten lød der adskillige løvebrøl i området. Midt om natten lød det fra Gitte: "Jeg skal altså tisse". Det skulle jeg faktisk også, og der havde været stille et stykke tid, så vi krøb lydløst ud af soveposerne og lynede teltsiden op, hvilket vækkede en slumrende løve, og der lød igen et løvebrøl, og fra Gitte:" Jeg kan altså godt holde mig lidt alligevel". Det kunne jeg også godt, så vi satte os og ventede, og da der havde været stille en halv times tid, listede vi ud igen, bevæbnet med lommelygter og lyste rundt efter øjne i græsset og mellem buskene. Der var ingen at se, men vi var enige om, at vi ihvertfald ikke skulle ned til hyænen, så det blev lige op af teltet, og så ind igen og godnat. Gamedrive i Serengeti Nationalpark.
Spredte eller i små grupper bryder akacietræer
savannens græstæppe, men der køres ikke bare forvildet rundt
efter dyr, for jordsporene bliver fulgt for at skåne terrænet
og så må man se dyrene på den afstand, det nu giver. I starten
så vi mange impalaer, derefter et par flokke bavianer så vi næsten
følte os som i Knuthenborg Safaripark, og som et scoop, en
leopard i et træ, lidt på afstand, så det var mest som
silhuet, men vi fik da et billede, hvor man tydeligt næsten kan
se halen. Derefter kom vi forbi en flok Midt i ingenting så vi 2 store luftballoner drive lavt hen over landskabet, og det var nogle af dollar turisterne fra måske Serengeti Serena Lodge, der havde spenderet en 1000 dollarseddel, men så var det også med morgenbord og champagne i buschen. Tilbage i lejren, og efter en halv times pause ved vores eget udmærkede morgenbord, dog uden champagne, startede dagens 2. gamedrive.
Foruden fin kørsel havde vores chauffør gode øjne og fornemmelser for, hvor der var dyr at se, og princippet var, at han kørte så tæt på dyrene som muligt, selvfølgelig stadig i sporet, så stoppede han og slukkede motoren, og kørte først igen, når vi bad ham om det. Chaufføren var meget dyrekyndig, men det var Michael også, og med besvær måtte chaufføren overtales til, at vi faktisk havde set 2 forskellige slags dik dik antiloper i Serengeti.
Det var blevet varmt i løbet af formiddagen, men efter frokost trak skyerne sig sammen, og et tropisk uvejr piskede ned over teltene, og vandet begyndte at løbe ind under teltbunden. Vores 5 cm liggeunderlag gjorde sin gavn for efter at have reddet os selv og alt andet op på liggeunderlaget havde vi en tør ø og fik egentlig en meget hyggelig middagspause. Hippo poolen.
Hyæner, havde jeg lige læst, har et dårligt ry som feje ådselsædere, men de er meget bedre end deres ry, for den nyeste forskning har vist, at de for 2/3 vedkommende selv nedlægger deres bytte. Gitte var gået mod toilettet, da jeg i det samme fik øje på en stor hyæne, der gik lige i udkanten af lejren og kun nogle få meter fra teltene, og den var på kollisionskurs med Gitte lige i retning af toilettet. Jeg fumlede efter min lommekniv, og tænkte, at om lidt lyder der et kvindeskrig, og Gitte kommer styrtende, men ingenting skete. Jeg ved ikke om hyænen havde set Gitte, men hun havde i hvert fald ikke set nogen hyæne. Nå, den skulle vel bare ned og holde vagt. Aftensmad i spiseburet, og det kunne ikke være armeringsnettet, der holdt insekterne væk, for maskestørrelsen var omkring 10 cm, men der var ikke så meget som en flue, der forstyrrede middagen, så de var åbenbart skyllet væk i tordenvejret. Og nu havde jeg lige glædet mig og havde fotoapparatet parat. Sidste morgendrive og Serengeti Visitor Center.
På vores sidste morgendrive var der mange gentagelser, men vi fik i tilgift set en isfugl tæt på, flere sekretærfugle, en hel flok sjakaler og en flok desmerdyr. På løvesiden blev vores fotos stærkt forbedret, idet vi kom til en kjove med 2 hunløver med 3 ca. 1 måned gamle unger og senere endnu en hunløve med 3 unger, og det så tæt på at vi næsten kunne røre ved dem.
Ved middagstid, eller det der blev til middagstid, nåede vi til Naabi Hill Parkgate i nationalparkens sydlige del, og da det tager en del tid at tjekke ud, kunne vi lige så godt indtage frokosten. Kokkens dårlige bil var sendt i forvejen til næste campingplads for at undgå at aftensmaden blev til natmad, men et par hjælpekokke blev tilbage og sørgede for det kolde bord. Kolde kartofler, kolde pølser, kold cornet beef, og kold baked beans friskt fra dåsen smager egentlig bedre end det ser ud, og jeg har aldrig vidst, at det er muligt at åbne dåser med en brødkniv, men alt kan lade sig gøre i Afrika. Fodspor efter Jordens første mennesker. Det er især ægteparret Mary og Louis Leakey, der har kastet lys over menneskets oprindelse ved allerede i 1920 at udgrave fossile knogler og stenredskaber, og senere i 1959 og 1976 at gøre epokegørende fund af fossile knogler og fodaftryk. Mange af fundene er fundet i Olduvai, der er en 50 km lang slugt mellem Serengeti og Ngorongoro-krateret, og her kan man snuse til historien i et lille museum omkring 6 km nord for hovedvejen mellem Ngorongoro og Serengeti. Videnskaben er efterhånden blevet enig med sig selv om, at mennesket, gorillaen og chimpansen nedstammer fra en primat, der levede i Østafrika for 8 millioner siden. Gorillaen gik derefter sin egen vej, medens vi mennesker fulgtes med chimpansen i yderligere et par millioner år, og vi er ikke kommet længere væk fra hinanden, end at vi stadig deler 99 % arvemasse.
Førnævnte Mary Leakey gjorde sit mest epokegørende fund i 1976, ved at afdække en række fossile fodaftryk, som viste sig at være 3,6 millioner år gamle og derved godtgjorde, at vore forfædre har gået oprejst dobbelt så længe som hidtil antaget. Det meget lille museum ligger på kanten af Olduvai-slugten med udsigt over området, men de vil ikke have almindelige turister ned i udgravningerne og snuse rundt efter ben. Så vi blev pænt oppe på kanten, men fik da i tilgift for entreen (3.000 skilling), et pænt lille foredrag af en af de ansatte. De originale knogler og fodaftryk er bortført til større museer og videnskabelige betragtninger, så de fodaftryk der kan ses på museet er afstøbninger, men spændende var det alligevel, og slugten kunne vi da nyde i original udgave. Besøg i en masailandsby.
Landsbyen og beboerne virkede på mig meget autentisk og ægte, og hvis de ikke havde hængt deres hjemmelavede masaismykker op på hegnet inde i landsbyen og selvfølgelig gerne ville sælge dem, kunne landsbyen såmænd godt ligne en landsby, som Livingstone var kommet forbi for halvanden hundrede år siden.
I midten af landsbyen var en stor rund indhegning, og her bliver kvæget drevet ind om aftenen, og udenom ligger hytterne så skulder ved skulder indenfor tornehegnet. Hytterne lignede fuldstændig den hvide mands forestilling af negerhytter med et grenskelet og vægge af en blanding af ler og komøg og tage af strå og jord. Hytterne holder kun 3-4 år, så bliver de revet ned og kun de solideste af træstolperne bliver genanvendt inden hytterne bliver genopført. Vi blev inviteret ind i flere af hytterne og de var meget små og yderst primitive med forhøjede sengesteder med skind og et ildsted i midten, og uden ild var der bælgmørkt. Øjnene vænnede sig langsomt til mørket, og medens en ung mand fortalte om deres landsby og beredvilligt svarede på alt, hvad vi spurgte om, tonede en kvinde og hendes 2 dage gamle baby frem imellem skindene. Så blev jeg faktisk lidt forarget på os selv, at vi sad og fik historie midt i barselskammeret. Landsbyen var overalt ren som et nyfejet gulv, og masaierne selv var i deres flotte røde og blå klædedragter og kvinderne med alt sølvtøjet hængende i ørerne og med glasperler om halsen, og det siges at sådan går de også rundt til daglig. Til ære for os turister havde nogle af indbyggerne stillet sig op i indhegningen med syngende kvinderne bagest og mændene forrest, medens de skiftedes til udføre deres høje dansehop.
Held og lykke for den lille landsby, og undskyld vi kom og forstyrrede med vores nysgerrighed. Dansende landrovere.
I nærheden af landsbyen Keratu, hvor vejen gik over nogle stejle bakker, var det særligt slemt og bilerne skred ustandselig fra side til side og snurrede næsten helt rundt i olieglat rød mudder, og det selvom 4 hjulstrækket var slået til. Et sted var vejen blokeret af en bil, der var kørt fast midt på vejen, og det kunne godt se ud til, at det ville tage sin tid for at få den væk, men vores chauffør fik nogle fiduser af en af de lokale, så vi kørte ned ad et sidespor, og over stok og sten kom vi udenom blokeringen. Vi var igen kommet ud af Masailand, og husene var igen de sædvanlige "hønsehuse" med bliktag, men ved Mto Wa Mbu (Moskitofloden) kørte vi ind på den nydelige Twigga Camp med rigtige tætte græsplæner og rigtige toiletter og rigtige varme bade. Aftenspisning indendørs og efterfølgende optræden af en lokal gruppe med samme koncept, som vi havde set tidligere med trommer, slangemennesker og numserystende danserinder, men denne gang gik de ikke lige så meget til øh hjertet. Vi var igen tilbage i civilationen, selvom indgangen til campingpladsen natten igennem blev bevogtet af en masai i fuld krigsmaling. Slangefarm og tilbage til Springland i Moshi. Det havde småregnet, da vi aftenen før havde stillet teltene op, og det regnede også meget i løbet af natten, men det var den skønneste morgen med fuglelyde og hanegal, og det var tilpas lunt med lidt solskin.
En ung mand fortalte meget vidende om slangerne, der lå bag glasruder, og kort kan jeg da fortælle, at sort mamba er sort i svælget og er en territorieslange, der angriber alle, der kommer indenfor sit territoriet. Vi fik også forevist et billede af en phytonslange, der havde slugt en mand. Der var også nilkrokodiller og kæmpeskildpadder, men da vi var blevet lidt vant til at se de vilde dyr i guds frie natur, er det lidt tamt at se zoodyr. Gitte overskred dog endnu en grænse, da hun frivilligt fik viklet en slange om halsen, men det var vistnok ikke en Sort Mamba. På den anden side af vejen lå den store souvenierbutik, som vi tidligere havde oset rundt i, og Gitte havde kikket skævt til en tigerøjehalskæde til 100 dollar. Hun havde i forvejen en sølvring med en tigerøjesten, som hun fik, da vi blev forlovet i forrige årtusind, så kæden trak noget. Forretningen havde prisskilte på alle varerne, og så skulle man tro, det var med faste priser, men ikke mere faste, end at vi med lidt besvær og Michaels hjælp fik prisen ned på 35 dollars, så nu går Gitte med tigerøjne. Igen igennem små landsbyer og igennem Arusha by med små boder og madbikse, og jo mindre de var jo mere fantasifulde var navnene, så Arusha Palace kan godt være en grillbar med 4 stole.
Da vi kom tilbage til vores eget Springland Guesthouse, var der venlig modtagelse med saftevand af personalet, og flere gav pænt hånd og storsmilede og det så endda ægte ud. Men for resten, der var nogen, der var mere end andre, og hende i receptionen generede det ikke, at der stod en lang i kø, medens hun tilsyneladende førte private telefonsamtaler og så var hun ellers sur og ligegyldig, men hun var undtagelsen, der skilte sig ud fra et ellers venligt og hjælpsomt folkeslag. Fra Moshi til Tanzanias største by Dar es Salaam. Tidligt om morgenen var der afgang fra Springland, for der skulle køres omkring 600 kilometer inden vi midt om eftermiddagen skulle med en båd til Zanzibar. Transporten foregik i 2 minibusser på afrikansk manér, d.v.s., at bagagen blev dynget op bagest i bilen og ved en hård opbremsning ville bagagen flyve igennem luften, nå endnu engang overlevede vi da. Der var en god 2 sporet asfaltvej hele vejen, og der var næsten ingen trafik, så der var god lejlighed til at nyde det smukke landskab. Hovedvej B1 går langs de forholdsvis lave bjergkæder Para Mountains og senere Usambara Mountains, og selvom der enkelte steder er sisalplantager og små marker, er der utroligt meget vildt og uberørt land. Vest for vejen ligger et kæmpe område, på kortet kaldet Masai Steppe, og det bliver kun gennemkrydset af nogle få hjulspor over flere hundrede kilometer. Der var ingen vilde dyr at se og dårlig nok et husdyr, selvom vi kom igennem mange små landsbyer. Mange af husene på landet er 100 % økologiske, idet de består af 4 pæle med risflet, der er påklistret et lag ler samt et stråtag, og hvis husene blev forladt, ville de i løbet af få år kun være en svag bule i terrænet.
Videre ad vej A7 til Dar es Salaam og nu med mange slanke kokuspalmer langs vejen og vi nærmede os Feberkysten som kyststrækningen kaldtes i gamle dage, men navnet bruges ikke så meget af turistbureauerne. Dar es Salaam var i midten af 1800 tallet kun en lille fiskerflække, men den er nu Tanzanias største og vigtigste by med over 1 ½ million indbyggere. På trods af Dar es Salaam størrelse og vigtighed blev Dodoma med sine kun 300.000 indbyggere udråbt som landets hovedstad i 1973, og de to byer kan stadig ikke rigtig finde ud af deres indbyrdes status. Dar es Salam domineres af den sædvanlige afrikanske husstandard, men der er også højere huse og enkelte fine hoteller samt lyskurve med masser af biler, så det gav et storbyindtryk, da vi krydsede igennem ned til færgeterminalen. Den båd er alt for lille. Vi var ankommet et par timer før bådafgang, og i min rejsedagbog står der ved ankomsten til terminalen: Udenrigsministeriet hele Afrika lange T-shirt påklædning m.m. og den sætning kan jeg ikke få mening ud af, men må overlade til andres fantasi.
Kommer Topasselskabet alligevel frelst i land på den gamle historiske slaveø Zanzibar ? Fortsættes i 4. og sidste del af Kilimanjaros Sne: Zanzibar med Stone Town og Kendwa Beach.
|